Otte uregerlige arme fyldt med sugekopper. Hvordan undgår man at ramme sig selv?
Det var det spørgsmål, en gruppe forskere ved Hebrew University of Jerusalem stillede sig selv, efter at de i mange år havde studeret blæksprutter.
Tidligere forskning tyder nemlig på, at de ottearmede akrobater ikke altid er bevidste om, hvor tentaklerne befinder sig. Desuden er armene i høj grad selvstyrende.
En amputeret tentakel kan for eksempel fortsætte en heftig aktivitet i over en time efter at være blevet skåret af fra resten af kroppen.
Den afhuggede arms bevægelsesmønster ligner meget det fra før amputationen, og sugekopperne griber fat i alt, hvad de kommer i nærheden af.
Nogle gange virker det endda som om, armen prøver at putte mad ind i den mund, der ikke længere er der.
Så med en så dårlig kontrol oppefra, og tentakler der er godt beskæftigede, hvordan undgår blæksprutterne så, at armene limer sig sammen i tide og utide?
Efter flere eksperimenter konkluderer forskerne, at blækspruttens hud må indeholde en række kemiske stoffer, der hæmmer sugekoppernes griberefleks.
Skrækkelige sprutteeksperimenter gav ny viden
»Vi var temmelig forbløffede over blækspruttens geniale og simple løsning på et så potentielt kompliceret problem,« siger forskeren Guy Levy i en pressemeddelelse fra Cell Press.
»Vi er overraskede over, at der ikke er nogen før os, der har bemærket det temmelig tydelige og mærkbare fænomen.«
Vi andre er måske lige så forbløffede over de skrækfilmslignende eksperimenter, der førte til denne nyttige viden.
De gik nemlig ud på at lade blæksprutter møde deres egne eller andres afhuggede tentakler – i mere eller mindre maltrakterede afskygninger.
Behandlede armene som mad
Først undersøgte forskerne de afhuggede arme alene. Over 30 eksperimenter viste, at sugekopperne på de afhuggede arme aldrig fastgjorde sig til blækspruttearme med hud. Til gengæld sugede de sig fast til flåede blækspruttearme.
Efterfølgende så forskerne nærmere på, hvilke reaktioner der var hos de næsten hele blæksprutter, når de mødte deres egne eller andre afhuggede arme.
Her var reaktionen ikke lige så forudsigelig.
Alle blæksprutterne, der mødte en anden blækspruttes afhuggede arm, undersøgte den løse kropsdel og puttede den sågar i munden. Nogle behandlede den som almindelig mad: De brugte tentaklerne til hive den til sig og holde den fast mod gabet.
Men mange af blæksprutterne undgik at røre ved huden med tentaklerne.
Efter de havde grebet den med næbet, holdt de sugekopperne væk, så den løse arm hang og dinglede fra munden.
Ville ikke spise sin egen arm
Resultaterne viste også, at blæksprutterne kunne kende forskel på egne og andres arme. De fleste, der blev tilbudt deres egen afhuggede arm, ville ikke spise den, og nogle ville end ikke holde den i munden.
Hvis de løse tentakler – egne eller andres – var flået, blev de til gengæld behandlet som enhver anden føde.
Efter disse undersøgelser, drager forskerne følgende konklusion: Et eller andet stof i huden ser ud til at sætte gang i en lokalhæmmende effekt, der forhindrer sugekopperne i at sætte sig fast.
Samtidig kan blæksprutten dog også tilsidesætte denne vilje, hvis den alligevel ønsker at gribe fat i huden.
Det er en simpel og praktisk løsning på et vanskeligt problem, mener forskerne.
Formen og blækspruttekroppens fantastiske fleksibilitet er så ualmindelig, at næsten alle niveauer i deres bevægelsessystem har udviklet specialløsninger, skriver de i den seneste udgave af tidsskriftet Current Biology.
Med forskernes teorier om, at armene har lokale mekanismer for at undgå sig selv, er der nu føjet en ny forbløffende egenskab til denne liste.
© forskning.no Oversat af Anna Bestle
