Når én art bliver til to, så det normalt, fordi de er blevet geografisk adskilte. Tilfældige mutationer i generne hos adskilte dyr af samme art gør dem langsomt til forskellige arter over tid. Men det gælder tilsyneladende ikke for havslangerne i Det Indiske Ocean i Asien.

De udvikler nemlig nye arter side om side, og det går meget hurtigt. Det viser ny forskning af fire forskellige arter af havslanger, der netop er udgivet i tidsskriftet Molecular Ecology.

En af forskerne bag studiet er danske Arne Redsted Rasmussen, der er lektor på Konservatorskolens naturhistoriske linje og ekspert i havslanger.

»Vi har kigget på fire forskellige arter. Den ene er en fælles forfader for de tre andre, som alle har udviklet sig fra at have store hoveder og være næsten tre meter lange, til at have meget små hoveder og en længde på omkring en meter, på meget kort tid,« siger Arne Redsted Rasmussen.

Store forskelle på kroppen, små forskelle genetisk

En storhovedet slange af arten Hydrophis cyanocinctus. Denne er fra Vietnam, men arten er udbredt langs stort set hele Asiens kystlinjer. (Foto: Arne Redsted Rasmussen.)

Selvom der er stor synlig forskel på en storhovedet slange og en småhovedet slange, så er forskellen mellem arterne meget lille, når man ser på det genetiske plan.

»Der er større genetiske forskelle på os mennesker og neandertalerne, end der er på de her slanger. Hos havslangerne kan man næsten kalde det en fætter-kusine-fest,« siger Arne Redsted Rasmussen.

Fordi arterne er så genetisk ens, mener Arne Redsted Rasmussen og forskerholdet, at de har udviklet sig til forskellige arter på meget kort tid.

»Der er få forskelle i deres DNA, og derfor tror vi, at udviklingen er gået meget hurtigt,« siger han.

Få gener bestemmer, hvad de andre gener skal gøre

Hydrophis melanocephalus (på billedet) har et væsentlig mindre hoved end den nært beslægtede cyanocinctus. (Foto: Arne Redsted Rasmussen.)

Arne Redsted Rasmussen mener, at nogle af de få gener, der varierer mellem de fire havslangearter, er såkaldte reguleringsgener, som bestemmer, hvad de andre gener skal gøre.

Det er nemlig sådan, at havslangen med det store hoved fødes med et lille hoved, der vokser sig større, jo ældre den bliver. Det samme er tilfældet hos slangerne med små hoveder, men her stopper hovedet bare med at vokse længe før resten af kroppen.

»Man kunne forestille sig, at det er meget få gener, der skal ændres for at få slangens hoved til at stoppe med at vokse, mens den er ung,« siger Arne Redsted Rasmussen.

At hele tre arter har udviklet sig fra at have et stort hoved til et lille, ganske uafhængigt af hinanden, tyder da også på, at det ikke er den mest krævende udvikling.

»Forklaringen på, at slangerne har udviklet små hoveder i flere forskellige arter og ganske uafhængigt af hinanden må simpelthen være, at det er en rigtig god måde at fange føde på«

»Hvis det var meget krævende, så var det nok ikke sket, og da slet ikke så mange gange,« siger Arne Redsted Rasmussen.

Den fedeste overlever

Jo mere mad, jo mere afkom. Det er endnu en af evolutionens love, og det er også grunden til, at havslangerne har udviklet mindre hoveder, mener forskerne.

Et stort hoved kan gabe over mere, men det giver ikke samme muligheder på havbunden, som et lille hoved.

De små hoveder giver nemlig havslangerne mulighed for at jage slangeål, der bor i små gange i havbunden. Det lille hoved gør dem i stand til at komme ind i de små gange, og de kan dermed få føde, som havslanger med store hoveder ikke kan komme i nærheden af.

»Det er to forskellige strategier, men de handler begge om at få så meget mad som muligt,« siger Arne Redsted Rasmussen.