Dansk astronaut tester Google-briller på havets bund
Den danske astronaut Andreas Mogensen er lige nu på mission på havets bund, hvor forholdene kan bruges til at efterligne livet på den Internationale Rumstation, ISS.

Her ses Andreas Mogensen i fuld gang med en mission under vand. (Foto: ESA)

Her ses Andreas Mogensen i fuld gang med en mission under vand. (Foto: ESA)

ESA har sendt den danske astronaut Andreas Mogensen, som efter planen skal en tur i rummet i 2015, på en alternativ rummission: Fem dage i et laboratorium på havets bund.

Her kan isolationen og vægtforholdene under vand nemlig bruges til at efterligne livet på den Internationale Rumstation. For eksempel skal Andreas Mogensen sammen med sin franske kollega Thomas Pesquet, der befinder sig på landjorden, teste udstyr, som måske skal med på missionen i 2015.

Læs også: Første dansker i rummet: »I kommer til at høre fra mig deroppe«

Missionen hedder Seatest - Space Environment Analog for Testing EVA Systems and Training - og gennemføres i undervandslaboratoriet Aquarius, som ligger ud for Floridas kyst. Her kan forskere bo i kortere perioder helt uden direkte kontakt med verden over overfladen.

Læs også: Se de mest langt ude laboratorier på kloden

Andreas Mogensen er ikke den eneste "aquanaut" dernede. Han har følgeskab af to astronauter fra NASA, Joa Acaba og Kate Rubins, samt den japanske astronaut Soichi Noguchi.

Det går Seatest-missionen ud på

En vigtig del af Seatest-missionen er at afprøve nye måder at modtage såkaldt 'just-in-time-training' på. I dette tilfælde foregår det ved hjælp af skærmbrillen Google Glass, som giver Andreas Mogensen frihed til at bruge begge hænder, mens han modtager instrukser på brillens skærm.

Derudover skal han også ud af Aquarius for at øve sig i bevæge sig i rummet. Ved hjælp af en undervandsrumdragt, som kan ændre sin opdrift, kan de teste hvordan det føles, at arbejde under forskellige grader af tyngdekraft.

En af NASAs astronauter går til bunds (Foto: ESA)

For at gøre det hele realistisk er der 20 minutters forsinkelse på radiokommunikationen mellem Thomas Pesquet på overfladen og holdet i Aquarius. Derfor skal kommunikation som e-mails, video- og sms-kommunikation testes i stedet.

Unik mulighed for træning

I en pressemeddelelse fra ESA understreger Andreas Mogensen vigtigheden af denne slags træning.

»Astronauter har få muligheder før deres flyvninger til at gennemføre missioner som et internationalt mandskab, der når fælles mål, så denne træning er uvurderlig,« siger han. 

Andreas Mogensen har dog tidligere prøvet noget lignende, da han tilbragte seks dage i en hule under jorden.

Læs også: Dansk astronaut går under jorden

Seatest-missionens alvor er meget reel: Hvis noget går galt i laboratoriet, skal astronauterne vente 16 timer, før de er trykstabiliserede til at kunne svømme til overfladen. Det kan ikke lade sig gøre at dykke hurtigt op.

Herunder kan du se Andreas Mogensens videodagbog fra missionen:

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.