Der er journalister, der er helt tætte på forskerne og kender stoffet, jargonen og arbejdsgangene i laboratoriet. Det er videnskabsjournalisterne.
Og så er der dem, der afslører videnskabeligt fusk. De er som regel ikke videnskabsjournalister.
Det er gammelkendt, at videnskabsjournalister bebrejdes for ikke er at være kritiske…nok. Beskyldningerne går på, at de er for loyale og for kammeratlige over for deres kilder til at stille de ubehagelige spørgsmål og derfor ender som et heppekor i stedet for at opspore uredelighed.
Videnskabsjournalisternes skoling er også anderledes, og mange har ikke redskaberne til at udføre undersøgende graverjournalistik. Kun de færreste videnskabsjournalister aner, hvordan man søger om agtindsigt eller kærer en retskendelse. Derfor bliver det en tilbagevendende diskussion, hvor meget vagthund der egentlig er i en videnskabsjournalist.
Hype er skurken
Men videnskabsjournalisterne kan sagtens gø. Dog ikke nødvendigvis af rod i rotteforsøgene. De gør i stedet af forskernes hype.
Medierne får ofte skylden for at pumpe nyheder om ny forskning til ukendelighed med overdrivelser og sensationer, men i de senere år er der kommet mere og mere fokus på, at hypen starter allerede i abstractet til den videnskabelige artikel eller i pressemeddelelsen.
Og når kampen om fondsmidlerne og forsiderne bliver aggressiv, så bliver salgstalerne og dermed hypen det også.
Derfor er det blevet videnskabsjournalisternes opgave at gennemskue, hvor nyt og væsentlig det banebrydende, revolutionerende, signifikante studie nu er, der for 30. gang i år knækker koden eller løser gåden om kræft og mørkt stof.
Et eksempel:
I juli 2014 udkom et studie, som konkluderede, at økologisk mad er sundere end konventionel mad. I pressemeddelelsen fra Newcastle University står der, at »a switch to eating organic fruit, vegetable and cereals – and food made from them – would provide additional antioxidants equivalent to eating between 1-2 extra portions of fruit and vegetables a day.«
Det er god kritisk videnskabsjournalistik
Information bragte denne artikel om studiet, hvor vi får at vide, at hovedforfatteren Carlo Leifert er en kontroversiel herre, og en særdeles kritisk kilde er koblet på i form af ernæringsprofessoren Tom Sanders. Hans modkonklusion lyder blandt andet:
»Det afgørende er sammensætningen af det, du spiser, ikke om det er økologisk eller konventionelt.«
Vi får også at vide, at studiet til dels er finansieret af økologiske landbrugsgrupper.
Studiet bliver ikke 'fældet' i artiklen, men læseren får mulighed for selv at sætte argumenterne op over for hinanden og tage stilling. Det er god kritisk videnskabsjournalistik.
Information havde oversat artiklen fra The Guardian, men de kunne også have valgt The Telegraph eller BBC, der endog gik mere kritisk til det nye studie med flere skeptiske forskere. At de så havde mange af de kritiske kommentarer fra denne pressemeddelelse fra det britiske Science Media Center, er en helt anden sag.
NASA er gode til at hype studier
Videnskabsjournalister var også hurtige til at rejse tvivl om fundet af gravitationsbølger tidligere på året, ligesom mange ikke troede på konklusionen om, at junk-DNA alligevel har en biokemisk funktion. Også forskerne, der havde detekteret partikler flyve hurtigere end lysets hastighed i 2011, kom hurtig under beskydning fra medierne.
En mester i at hype studier er NASA, der to gange under stort ståhej har offentliggjort spor eller hints af 'extraterrestrial life', først med en meteor fra Mars og så med arsen-baseret liv fra en saltsø. Begge gange blev de rusket fra hinanden af heftige mediestorme.
Dette er blot nogle af de mest eksotiske og mest kendte eksempler på fagfællebedømte studier publiceret i prestigefyldte tidsskrifter, som massemedierne fik ned på jorden ved at granske dem med deres egne kritiske kilder.
Infotainment
At være kritisk handler altså ikke om at fælde en uredelig professor, men blot om at holde hovedet koldt og bevare sin sunde skepsis og distance. En videnskabsnyhed kan sagtens give et studie positiv omtale og alligevel være kritisk, blot læseren også får kontekst, historie, baggrund og uafhængige bedømmelser at skylle nyheden ned med.
Men okay, det kunne godt stå bedre til med den kritiske videnskabsjournalistik. Som den amerikanske lektor i medicin Jalees Rehman i denne glimrende blog argumenterer for, så er der lidt for meget 'infotainment' og lidt for lidt rugbrød i udbuddet af videnskabsnyheder.
Han ønsker mere analytisk og undersøgende videnskabsjournalistik, der går i dybden med et studies begrænsninger og mulige mangler. Studiet skal også bedømmes i forhold til den eksisterende forskningslitteratur, og forskernes eventuelle bias – bevidst eller ubevidst – skal blotlægges.
Han læner sig op ad andre forskere, der tidligere har hævdet, at størstedelen af alle publicerede forskningsstudier nok ikke kan reproduceres af den ene eller anden grund, og derfor i praksis må forkastes. Derfor må journalisten lave sin egen kritiske granskning.
Gør læserne en tjeneste
Det kræver selvfølgelig lidt af en videnskabsjournalist at være kritisk. Der skal googles på emnet og tidligere studier skal skimmes. Måske skal der skypes med en udenlandsk kilde eller to, fordi Danmark er for lille, men de ekstra timer sørger for, at læseren ikke spises af med meningsløst junkfood serveret fra EurekAlert!.
Det kræver dog også, at videnskabsjournalisten hele tiden har en nisse siddende på skulderen, der minder en om risikoen for en hype-fælde. Ikke fordi journalisten skal betvivle forskerens ord eller motiver, for langt de fleste er altså ikke fuskere, men fordi en sund skepsis er påkrævet i branchen.
Man må i hvert fald aldrig begå den naive fodfejl at tro, at peer review systemet fanger hype. Så bliver man snydt.
Den kritiske tilgang til videnskaben er en af de ting, der adskiller videnskabsjournalister fra universiteternes kommunikationsmedarbejdere, så her skal vi hele tiden spørge os selv, om vi kan gøre det bedre. Og ja, det kan vi. Næste gang kan det være, at Information ikke behøver at oversætte fra en britisk avis, men får pointerne leveret af en dansk kollega.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
