Vi vil så gerne afsløre løgnere, men mange kendte metoder er tvivlsomme

Lige så længe der har eksisteret løgne, har der været behov for at opdage dem, så man ikke bliver vildledt og snydt.

Metoder til at opdage løgne, altså løgnedetektionsmetoder, fandtes for eksempel i middelalderen i form af såkaldte ’ildprøvelser’, som skulle vise, om en mistænkt løj eller fortalte sandheden – og dermed om de var skyldige eller ej.

Metoden kunne blandt andet bestå i, at man nedsænkede den mistænktes hånd i kogende vand, og hvis vedkommende ikke udviklede vabler og brandmærker, ansås de for sandfærdige og uskyldige.

I moderne tider foregår løgnedetektion heldigvis ikke lige så drabeligt, men metoderne står stadig i høj grad på et vaklende videnskabeligt fundament.

Der findes således en række metoder og teknikker på markedet i dag, som er baseret på antagelsen om, at løgnere ubevidst afslører, at de lyver, og at man kan lære sig at genkende de kropslige og sproglige tegn på løgn.

Denne antagelse kaldes ʻUndeutsch-hypotesen’, med henvisning til dens ophavsmand, den tyske psykolog Udo Undeutsch. Hypotesen bygger på den forudsætning, at der er et større kognitivt pres ved at lyve end ved at tale sandt, og at dette pres manifesterer sig i både sprog og kropssprog.

Disse metoder og teknikker bruges af politi og efterretningstjenester rundt om i verden, eksempelvis i USA, Israel, Nederlandene, Belgien og Australien.

Problemet er, at kun en brøkdel af de metoder, som baserer sig på Undeutsch-hypotesen, er empirisk testet i forhold til at kunne skelne mellem løgn og sandhed. Tværtimod er der videnskabelig evidens for, at de fleste af disse metoder ikke er mere pålidelige end at slå plat eller krone.

Alligevel markedsføres utallige bøger, manualer og kurser med, at kunden vil blive bedre til at skelne mellem sandhed og løgne. Nogle af disse metoder er trængt langt ind i retssystemet i USA, hvor de blandt andet indgår som en integreret del af den udbredte afhøringsmetode kaldet Reid-teknikken.

Der er også enkelte private udbydere af metoderne i Danmark, og ikke mindst derfor er det vigtigt, at vi som samfund har opmærksomhed på metodernes svagheder.

I det følgende gennemgår vi tre forskellige og udbredte metoder til at vurdere mistænkte eller vidners troværdighed i en afhøringskontekst:

• Scientific Content Analysis (SCAN)
• Alarmopkaldsanalyse
• Politiafhøring efter Reid-teknikken

Scientific Content Analysis (SCAN)

Dette værktøj blev udviklet i 1980’erne af en tidligere medarbejder i det israelske militærs efterretningstjeneste. Værktøjet er baseret på en præmis om, at sproglige enkeltelementer i en persons skriftlige udsagn vil kunne afsløre, om personen lyver.

Helt konkret fungerer værktøjet således: Først bliver den mistænkte bedt om at skrive ned, hvad der helt konkret er sket. Den redegørelse bliver derefter undersøgt i forhold til sproglige kriterier som, ifølge SCAN, indikerer, om de enkelte udsagn i teksten enten er sande eller falske.

Et eksempel på et kriterium er ʻsocial præsentation’. Her antages det, at mennesker, der omtales i udsagnet, bør blive introduceret med både navn og rolle eller relevans (for eksempel 'min mor, Heidi'). Hvis denne information udelades, for eksempel ved at man blot henviser til vedkommende med et stedord som 'hun', vurderer SCAN, at der er et negativt forhold mellem skribenten og denne person.

Tilsvarende påstår SCAN, at når man refererer til en genstand eller en person med et stedord (for eksempel den, det, hun, vi) i stedet for navneordet (for eksempel bil, hus, Anne, min mor og jeg), er det et tegn på, at man prøver at distancere sig fra genstanden eller personen.

Lad os se et eksempel på denne type analyse, som SCAN promoverer den på deres hjemmeside. Eksemplet er oversat fra engelsk til dansk:

Kan du finde tilståelsen i dette udsagn?

»Min bil var parkeret ude foran huset med alarmen sat til. Jeg så den sidst omkring klokken otte om aftenen i søndags. Jeg vågnede om morgenen og opdagede, at den var forsvundet omkring klokken ni.«

SCANs egen ’løsning’ af sagen handler om brugen af stedordet 'den' til at henvise til navneordsfrasen 'min bil' (vores oversættelse):

»Man bør lægge mærke til, at da personen så 'den' for sidste gang, så var den ikke længere en 'bil'. Den var kun en 'den'. Man kan sige, at stedordet 'den' var berettiget, da bilen kun er en genstand. Det er sandt. Dog ser mange mennesker på deres bil som en af deres mest værdifulde ejendele. At bruge det neutrale stedord 'den' kan antyde, at sidste gang personen så bilen, var den ikke i stand til at køre.«

Som den australske retslingvist Georgina Heydon har påpeget, benytter SCAN's 'løsning' selv stedordet den i stedet for 'min bil' tre gange (prøv selv at finde dem i citatet). Det er i øvrigt helt, som man ville forvente, når man ved, hvordan tekstsammenhænge signaleres sprogligt.

Hvis det at anvende stedord i stedet for de længere navneordsfraser skulle være tegn på løgnagtighed, ville vi alle sammen fremstå som løgnere flere gange om dagen.

Generelt lider sproglige løgnedetektionsmetoder som SCAN af en tendens til at fortolke sproglige udtryk, på måder der ikke er understøttet af sprogvidenskabelig forskning, og udbyderne laver ofte meget grove generaliseringer ud fra enkelteksempler.

911-Call Analysis (alarmopkaldsanalyse)

Alarmopkaldsanalyse er ikke lige så velbeskrevet i litteraturen som SCAN. Ikke desto mindre lader værktøjet til at være plaget af mange af de samme problematikker, blandt andet manglende teoretisk og empirisk grundlag.

Alarmopkaldsanalyse blev udviklet af Tracy Harpster, en tidligere politibetjent fra USA, i starten af 00'erne. Ifølge Harpster selv er denne form for analyse et pålideligt værktøj, som politiet kan bruge til at finde ud af, om en person, der ringer til alarmcentralen, selv er skyldig i den anmeldte forbrydelse.

Metoden byder på 16 sproglige variable, der indikerer uskyld, og 38 variable der indikerer skyld. Tilsammen udgør disse variable det, Harpster opfindsomt har kaldt COPS-skalaen (Considering Offender Probabilities in Statements).

To af de såkaldte skyldsvariable er 'irrelevant information' og 'malplaceret høflighed'. Hvis en person ringer til alarmcentralen og siger; »jeg er lige kommet hjem, og min kone er død«, så er den første oplysning, »jeg er lige kommet hjem«, irrelevant i forhold til forbrydelsen og udgør derfor en skyldsindikator.

Tilsvarende hvis man er 'overhøflig' i løbet af et alarmopkald (for eksempel ved at sige 'hej', 'undskyld' eller 'tak' til operatøren), vil det også blive kategoriseret som en skyldsindikator, da det antages, at man i sådan en situation kun bør være optaget af at skaffe hjælp til offeret og intet andet.

Fra et sprogvidenskabeligt synspunkt er der betydelige problemer ved denne form for vurdering af sproglige udsagn. Alarmopkaldsanalyse tager ikke højde for viden om almindelig sprogbrug, og på baggrund af enkelttilfælde tillægges bestemte ord og udtryk en kontekstuel og psykologisk betydning, der ikke er empirisk understøttet.

For eksempel citerer Harpster flere opkald fra sit eget datasæt (som han ikke deler med andre), hvor skyldige personer indledte deres opkald med udsagn i stil med; »jeg står med et knivstikkeri …« eller »jeg står med et fire-årigt barn …«.

Her fremfører Harpster, at det at starte med at nævne sig selv i form af stedordet 'jeg' (1. person ental) indikerer, at den skyldige tager personligt ejerskab over problemet ved at fokusere på sig selv frem for offeret.

Omvendt brugte uskyldige personer i Harpsters datasæt stedordet 'vi' (1. person flertal), som i »vi har en død kvinde …«, og de tog derved ikke ejerskab over forbrydelsen, da de introducerede sig som del af en gruppe. Dette er endnu et eksempel på, at enkeltord bliver overfortolket og tillagt en psykologisk hensigt uden evidens.

Desuden er det en fortolkning, der overser, at skyldige såvel som uskyldige personer kan vælge at præsentere sig som del af en gruppe, uanset om de er det eller ej. Ligesom alarmopkald typisk foregår i stærkt stressende situationer og i en asymmetrisk ramme, hvor alarmoperatøren er i kontrol over, hvilken hjælp der kan tildeles borgeren. Begge dele kan påvirke borgerens sprogvalg.

På trods af adskillige forsøg er der til dags dato ikke andre, der har kunnet replicere Harpsters resultater.

Trods metodiske problemer og problemer med de sproglige grundantagelser har træningsprogrammet i alarmopkaldsanalyse spredt sig bredt i USA og er sågar blevet brugt som bevismateriale til at mistænkeliggøre og dømme uskyldige.

Politiafhøring efter Reid-teknikken

Reid-teknikken, opkaldt efter dens primære opfinder John E. Reid, anvendes ifølge udbyderens egen hjemmeside bredt over hele verden. En forudsætning for at bruge denne afhøringsteknik er, at »efterforskeren er rimelig sikker på den mistænktes skyld« (vores oversættelse).

Formodningen om skyld stammer ikke nødvendigvis fra uafhængige bevismaterialer såsom vidner, fingeraftryk og så videre, men kan i stedet udledes af et indledende, såkaldt 'ikke-anklagende' interview, som fokuserer på at analysere mistænktes adfærd.

Her stiller efterforskeren en række spørgsmål og noterer sig undervejs den mistænktes verbale og nonverbale adfærd, såsom blikretning, fodbevægelser, kropsstilling, svarlængde, talehastighed og så videre. Denne adfærd bliver sammenlagt vurderet som tenderende mod sandfærdighed eller løgnagtighed.

Desværre er det gentagne gange blevet påvist, at de indikatorer for sandhed og løgn, der foreslås af Reid-teknikken, er videnskabeligt ubegrundede og bygger på en fejlagtig opfattelse af, at kun skyldige mistænkte lyver eller udviser en bestemt adfærd.

For eksempel er der ingen evidens for, at manglende øjenkontakt eller skiftende blikretning indikerer løgn. Ikke overraskende er der mange eksempler på falske tilståelser som direkte resultat af anvendelsen af Reid-teknikken mod uskyldige mennesker

Selskabet bag Reid-teknikken, Reid & Associates, Inc., har længe været opmærksom på den kritik, der er blevet rettet mod deres metoder. Det fremgår af den lange liste over svar, som man kan finde på deres hjemmeside under 'Critics Corner'.

Ikke desto mindre fandt Alan Hirsch i en undersøgelse af de justeringer, der var foretaget af Reid-teknikken gennem årene, at den på det tidspunkt stadig indebar alvorlige risici for at 'knække' uskyldige mennesker og derved få dem til at tilstå forbrydelser, de ikke havde begået.

Alene et kig på de træningsprogrammer, som udbydes af Reid & Associates, giver anledning til bekymring. I delen om 'forhørets ni trin' vil deltagere således lære om det, der bliver opsummeret som 'håndtering af benægtelser', 'komme ude om indvendinger', 'udfordring af mistænktes værdier og karaktertræk' og 'binde den mistænkte til forbrydelsen'.

Disse trin ligger spredt i løbet af forhøret og efterlader derfor meget lidt plads til, at den mistænkte kan forsvare sig selv og ændre efterforskerens indledende overbevisning om deres skyld.

Bekymringen for at Reid-teknikken kan bruges til at presse eller manipulere mistænkte til at tilstå, bliver forstærket, når det faktiske indhold af kurserne undersøges. Uddraget nedenfor er direkte taget fra Reid-teknikkens 'Trin tre: håndtering af benægtelser' (vores oversættelse):

»En skyldig mistænkt vil ofte introducere sine benægtelser ved at bede om tilladelse til at tale med ytringer som; 'må jeg sige noget?', eller; 'hvis du bare lader mig sige én ting...'. Hvis efterforskeren tillader mistænkte at komme med deres fulde udsagn, vil hver af disse indledende bemærkninger blive efterfulgt af benægtelsen 'jeg gjorde det ikke'. Derfor bør efterforskeren, når mistænkte beder om at tale under denne fase af afhøringen, svare ved at sige: 'Andy, vent lige et øjeblik. Lad mig forklare præcist, hvad vi ved.'«

Forskning i samtaleanalyse , sproglig høflighed og sproghandlinger viser, at det at bryde ind i andres talestrøm, som i den beskrevne situation fra Reid-Teknikken, helt generelt opfattes som uhøfligt og dermed kræver en særlig høflighedsstrategi.

En af de konventionelle måder at markere sproglig høflighed på er ved at bruge spørgsmål og modalverber (mådesudsagnsord) i stedet for at sige tingene direkte. I eksemplet gør den mistænkte netop det.

Men i eksemplet fremlægges det som en selvfølge, at en anmodning om at få lov til at sige noget nødvendigvis vil blive efterfulgt af en benægtelse af skyld, og at dette ikke er tegn på vedkommendes uskyld, men på vedkommendes skyld.

I denne meget entydige fortolkning af sproglige ytringer tages der ikke hensyn til sprogforskningens viden om høflighed, eller til psykologiens viden om hvor stressende det kan være at blive afhørt, eller til kultursociologiens viden om tværkulturelle misforståelser.

Modsatrettede og vildledende resultater

Alt i alt viser nuværende forskning i løgnedetektion og troværdighedsvurderinger, såsom SCAN, alarmopkaldsanalyse og Reid-teknikken, at de er svære at implementere rutinemæssigt, da de producerer modsatrettede og i nogle tilfælde vildledende resultater.

Endnu mere bekymrende er det dog, at metoderne anvendes og promoveres uden hensyn til, at der ikke findes videnskabelig evidens for, at de er pålidelige, samtidig med at de strider mod årtiers sprogvidenskabelige forskningsresultater. Med andre ord er der tale om pseudovidenskab med risiko for særdeles alvorlige konsekvenser.