Kan man snyde en løgnedetektor?

Bedrag, falskneri, svig, bluf, svindel, bagvask, dokumentfalsk…

Løgn kan have mange ansigter og krybe ud alle steder i samfundet. Verden over forsøger man at fange løgnhalse med forskellige former for maskiner og snedige spørgsmål, som er designet til at afsløre løgnen.

Flere læsere har spekuleret over, hvordan en maskine egentlig kan opsnappe usandheder.

»Hvordan virker en løgnedetektor?« spørger eksempelvis læseren Mathias Mosegaard.

Andre læsere har spurgt, om det er muligt at skjule sin løgn for løgnedetektoren – altså kan man træne sig selv til at snyde maskinen?

I jagten på sandheden om løgnedetektorer har Spørg Videnskaben i denne omgang allieret sig med flere internationale løgneforskere.

\ Læs mere

Løgnedetektorer ikke gode nok

Hvor bruger man løgndetektorer?

Vi begynder imidlertid hos politiet herhjemme. For når man jagter løgnere og bedragere til hverdag, kan det jo lyde helt oplagt at gøre brug af en løgnedetektor. Men:

»Dansk politi bruger ikke såkaldte løgnedetektorer. De beviser, vi tilvejebringer under vores efterforskning, skal kunne holde i retten. Og vi vurderer, at der er for stor videnskabelig usikkerhed om de resultater, som brugen af ”løgnedetektorer” giver, og dermed svækkes deres værdi også som beviser,« fortæller Thomas Kristensen, som er kommunikationsrådgiver ved Rigspolitiet.

I USA har politiet imidlertid en anden holdning. Her er det almindeligt at bruge løgnedetektorer i efterforskningen, men maskinerne må ikke bruges i retten – dertil anses de for at være for usikre. I Japan er man til gengæld så glade for løgnedetektorer, at de gerne må bruges i retten.

Noget sandhed må der altså være at finde med en løgnedetektor. Men hvordan? Og hvor sikkert er det?

En løgnedetektor er både maskine og spørgsmål

Den amerikanske professor Daniel Langleben indleder med at forklare, at en maskine alene ikke kan afsløre løgn. De specialdesignede spørgsmål, som man stiller til testpersonen, er mindst lige så vigtige, hvis man vil have succes med at afsløre en løgn.

»Mange mennesker bytter rundt på begreberne og taler om det, som om det kun er en maskine. For mange professionelle betyder begrebet (løgnedetektor, red.) det hele – både maskinen og spørgsmålene,« siger Daniel Langleben, som er professor i psykiatri ved University of Pennsylvania og har forsket i løgnedetektorer igennem en årrække.

Både maskinerne og spørgsmålene findes i en række forskellige varianter. Der findes altså ikke et enkelt men flere svar på læseren Mathias Mosegårds spørgsmål om, hvordan en løgnedetektor virker. I det følgende vil vi først gennemgå, hvilke former for maskiner og spørgsmålstyper der findes.

Derefter finder vi også svaret på om, og hvordan man kan snyde løgnedetektoren.

\ Læs mere

Løgnens sprog: Dit ordvalg afslører, om du lyver

Polygrafen – den ældste detektor

Den mest udbredte og længstlevende type løgnedetektor kaldes for en polygraf. Polygrafen blev opfundet i USA i 1921 og virker grundlæggende ved at afsløre tegn på følelsesmæssig eller fysiologisk ophidselse.

»Polygrafen måler især på ting som blodtryk, hjerterytme, åndedræt og hudens evne til at lede strøm. Det sidste er, fordi når vi sveder, ændres den elektriske modstand i huden. Og sved bliver anset som et tegn på ophidselse,« forklarer Giorgio Ganis, som er lektor i kognitiv neurovidenskab ved Plymouth University og forsker i løgn og løgnedetektorer.

Teorien er altså, at når vi lyver, udviser vores krop tegn på følelsesmæssig eller fysiologisk ophidselse, som kan aflæses af polygrafmaskinen. Det er dog langt fra sikkert, at alle reagerer på denne måde, når de lyver.

»Det antages, at når folk lyver, vil de føle frygt, skyld, angst. Men en ærlig person kan godt fremstå, som om vedkommende har præcis den samme reaktion, hvis vedkommende bliver beskyldt for noget, de ikke har gjort,« påpeger Kamila Sip, som har skrevet ph.d. om løgnedetektorer ved Aarhus Universitet.

Den samme pointe bliver understreget i en gennemgang af polygrafen fra det amerikanske psykologforbund.

»Der er ingen evidens for, at noget mønster af fysiologiske reaktioner er unikt for bedrag. En ærlig person kan være nervøs, når han eller hun besvarer et spørgsmål sandfærdigt, og en uærlig person kan være ikke-angst,« skriver psykologorganisationen.

Polygrafen er fuld af fejl

Den amerikanske forskningsorganisation National Reserach Council har i en rapport opsamlet forskellige studier af polygrafer, og rapporten fastslår, at »polygraf-testning er uløseligt modtagelig over for at producere fejlagtige resultater.«

Professor Langleben er enig.

»Mange i det videnskabelige samfund, især inden for samfundsvidenskaben afviser ubetinget polygrafen og opfatter den som ’junk’-videnskab. Alligevel er polygrafen enormt udbredt rundt omkring i verden. Både virksomheder og myndigheder bruger den flittigt. Så behovet for sandhed er så stort, at man ser bort fra, at metoden ikke er perfekt og stadig bruger den,« siger professor Langleben, som baseret på et af sine nylige studier anslår, at en polygraftest kan bedømme, om en person taler sandt eller ej med en nøjagtighed, som ligger omkring 70-80 procent.

Den britiske lektor Giorgio Ganis mener dog, at nøjagtigheden er en smule bedre:

»Under ordnede forhold i laboratoriet og med de rette, velgennemtænkte spørgsmål, kan man opnå en nøjagtighed på helt op til 80-90 procent med en polygraf,« siger Giorgio Ganis.

Professor Peter Rosenfeld fra det amerikanske Northwestern University er enig med Giogio Ganis og påpeger, at med den rette spørgemetode »er det let muligt at opnå 80-90 procents« nøjagtighed med en polygraftest.

\ Læs mere

Sådan bliver du bedre til at afsløre en løgner

fMRI som løgnedetektor

En nyere udgave af løgnedetektoren gør brug af en fMRI- skanner (Funktionel Magnetisk Resonans Skanning).

En fMRI-skanner kan følge, hvordan blodet strømmer hen til forskellige områder af hjernen, når områderne bliver aktiveret. I forhold til at afsløre løgne er den grundlæggende ide, at man bruger mere hjernekraft på at lyve end på at fortælle sandheden. Dermed vil visse dele af hjernen altså udvise mere aktivitet, når man lyver, end når man fortæller sandheden, lyder logikken.

Professor Langleben har været en af pionererne i udviklingen af brugen af fMRI-skanning som løgnedetektor – og han har været med til at starte fMRI-virksomheden No Lie MRI. Han mener, at hjerneskanningerne er betydeligt mere nøjagtige end polygrafen, men metoden er på den anden side langt fra perfekt.

»Hvis polygrafen ligger omkring 70 procents nøjagtighed, så har fMRI-skanninger en nøjagtighed, som er højere end 80 procent, men formentlig lavere end 90 procent. Så man skal stadig være forsigtig med at drage faste konklusioner på baggrund af en fMRI-skanning« siger professor Langleben, som sidste år udgav et studie om de forskellige metoders nøjagtighed.

»Men fMRI-skanninger er trods alt langt mere nøjagtige end polygrafen. Alligevel er polygrafen stadig langt den mest udbredte metode. Både blandt virksomheder og offentlige myndigheder,« tilføjer han.

Det sidste kan måske hænge sammen med, at fMRI-skanninger er mere besværlige at lave. Den italienske forsker i løgnedetektorer Giuseppe Sartori påpeger i hvert fald, at en praktisk ulempe ved fMRI-skanninger er, at det tager længere tid at analysere resultaterne, end hvis man bruger en polygraf.

»I modsætning til polygrafen har fMRI en besværlig vej for at opnå de endelige resultater. Men kan ikke altid vente en dag på at få svaret på, om personen lyver,« siger Giuseppe Sartori, som er professor ved Universitetet i Padova, Italien, til Videnskab.dk

Forsker: Den mest nøjagtige løgnedetektor er EEG

Herudover findes også en række andre metoder, som mere eller mindre nøjagtigt kan afsløre løgne. Nogle metoder anvender for eksempel teknologi, som kan spore, hvad vores blik dvæler ved (eye-tracking), andre analyserer vores stemme for bestemte kendetegn på løgn, og atter andre forsøger blandt andet at give medicin, som skal gøre forsøgspersonen mere tilbøjelige til at fortælle sandheden.

Spørger man lektor Giorgio Ganis er den mest nøjagtige form for løgnedetektor formentlig den såkaldte EEG-skanning.

En EEG (elektroencefalografi) registrerer hjernens elektriske aktivitet ved hjælp af elektroder, som bliver sat fast på forsøgspersonens hoved. Ligesom med fMRI er den grundlæggende ide, at bestemte dele af hjernen vil udvise mere aktivitet, hvis man lyver, end hvis man fortæller sandheden, forklarer professor Giorgio Ganis.

»EEG-skanninger er nok den mest nøjagtige metode vi har i øjeblikket. Hvis polygrafen har en nøjagtighed på 80-90 procent, ligger fMRI på omkring 90 procent, og så kan EEG nok nå op omkring 95 procents nøjagtighed,« siger professor Giorgio Ganis og understreger, at tallene gælder for en specifik spørgemetode kendt som ’Concealed Information Test’.

Professor Peter Rosenfeld, som også forsker i løgnedetektorer, er enig med Ganis.

»Den nyeste meta-analyse inden for dette felt, viser at P300-ERP (EEG) (det vil sige EEG-metoden, red.) er den mest effektive metode,« skriver Peter Rosenfeld, som er professor ved afdelingen for psykologi på det amerikanske Northwestern University.

Men alle forskere er enige om, at uanset hvilken maskine eller metode, man forsøger at afsløre løgnhalse med, er maskinen aldrig bedre end de spørgsmål, som forsøgspersonen bliver stillet. Med andre ord er spørgemetoden fuldstændig afgørende for, hvor god en løgnedetektor er til at skelne mellem sandheder og løgne.

Spørgemetode: Control Question Test

Grundlæggende set bruger man ifølge professor Daniel Langleben to forskellige spørgemetoder – både til polygrafer og til hjerneskanninger:

• ’Concealed Information Test’ (CIT), også kendt som ’Guilty Knowledge Test.’
• ’Control Question Test’ (CQT) (Kontrolspørgsmålstest)

Control Question Test er den mest traditionelle spørgeteknik, forklarer professor Langleben.

»Det går ud på, at man først stiller en række spørgsmål, som man kender svaret på. På den måde får man etableret et mønster for, hvordan målingerne ser ud, når personen taler sandt,« forklarer professor Langleben.

Ud over disse kontrolspørgsmål stiller efterforskerne også, hvad man kalder et kritisk spørgsmål. I forbindelse med efterforskningen af et bankrøveri kan det for eksempel være: ’Har du røvet en bank?’, forklarer Giorgio Ganis.

»Man sammenligner målingerne fra det kritiske spørgsmål med målingerne fra kontrolspørgsmålene. Et kontrolspørgsmål kan for eksempel være; ’har du nogensinde i dit liv stjålet noget?’ Selvfølgelig har alle på et eller andet tidspunkt prøvet at stjæle noget fra nogen, men selv hvis du er uskyldig, vil du måske alligevel være bange, når du besvarer spørgsmålet. Så du vil måske lyve og sige, at du aldrig har stjålet noget,« siger professor Giorgio Ganis.

Logikken er altså, at hvis dine målinger giver større udsving ved spørgsmålet ’har du nogensinde stjålet noget’ end ved spørgsmålet ’har du røvet en bank’, så er det sandsynligt, at du er uskyldig. Og omvendt regnes det som sandsynligt, at du måske har røvet banken, hvis du har større udsving ved netop dette spørgsmål end ved de andre kontrolspørgsmål, forklarer professor Ganis.

Spørgemetode: Concealed Information Test

Forskerne påpeger imidlertid, at spørgeteknikken ’Concealed Information Test’ er mere nøjagtig end ’Control Question Test’.

Denne spørgeteknik kan for eksempel illustreres i forbindelse med opklaringen af et mord. Under løgnedetektor-målingerne kan efterforskerne for eksempel vise billeder af forskellige potentielle mordvåben – for eksempel en kniv, en pistol, et gevær, en kølle osv.

»Lad os sige mordet var blevet begået med en pistol. Hvis du er gerningsmanden, som har begået mordet, vil der være udslag i dine målinger, når jeg viser dig et billede af pistolen. Men måske ikke så meget udslag til en kniv, for det var ikke det våben, du brugte. Men en uskyldig vil formentlig udvise samme respons til alle våben,« forklarer lektor Giorgio Ganis.

Metoden virker naturligvis bedst, hvis en uskyldig person ikke har mulighed for at vide, at mordvåbnet er en pistol.

I stedet for billeder af mordvåbnet kan man eksempelvis også vise billeder taget på gerningsstedet. Igen er ideen, at en skyldig person vil udvise større respons til billeder fra gerningsstedet end til billeder fra andre steder. En uskyldig person, som ikke kender til gerningsstedet, vil derimod udvise samme respons over for alle billeder, lyder logikken bag spørgeteknikken.

»Man er virkelig nødt til at lægge mange tanker bag spørgeteknikken. Hvis du var på et gerningssted, så er du formentlig den eneste, som ved, at den stjålne bil var grøn. Problemet er, at man også kan have været på gerningsstedet, men alligvel være uskyldig,« siger professor Langleben.

Kan man snyde en løgnedetektor?

Begge spørgemetoder kan altså være behæftet med fejl og mangler, og forskerne påpeger, at den slags især kan gå ud over uskyldige.

»Ingen af metoderne er fejlfri. Der er mest tale om falsk positive – altså uskyldige, som ser skyldige ud. Hvilket i virkeligheden er den mest bekymrende form for fejl,« siger professor Langleben.

Som det forhåbentlig fremgår af det ovennævnte, er ingen løgnedetektorer i stand til at give et fuldkommen sikkert svar på, om en person taler sandt eller ej.

Men kan man selv gøre noget for at se mindre skyldig ud i en løgnedetektor? Kan man snyde maskinerne?

Svaret fra forskerne er et »ja.«

»At lyve er en færdighed, og derfor er det muligt og opnåeligt at snyde en almindelig løgnedetektormaskine. Faktisk er der en række måder, man kan træne sin krop til at respondere på den ønskede måde,« lyder det i en e-mail fra Kamila Sip, som har skrevet ph.d. ved Aarhus Universitet og i dag er seniorforsker ved Neuroleadership Institute i USA.

To typer af snyd

Blandt forskerne er denne form for snyd over for løgnedetektorer kendt som ’countermeasures’ (på dansk modforanstaltninger). Giorgio Ganis har netop forsket i ’countermeasures’ til løgnedetektorer. Han forklarer, at uanset om man forsøger at snyde en polygraf eller en hjerneskanner, findes der grundlæggende set to forskellige typer af ’countermeasures’:

• Fysiske countermeasures: For eksempel findes der et studie, som har vist, at man kan forstyrre målingerne i en polygraf ved at bevæge fingrene.
• Mentale countermeasures: For eksempel kan du tænke på noget emotionelt ophidsende – at du bliver myrdet eller en følelsesfuld begivenhed, såsom da din mormor døde.

Hvis du er kriminel og har begået en ugerning er den grundlæggende ide med begge typer af countermeasures, at du skal forsøge at bruge disse snydemetoder, sådan at de udvisker forskellen mellem din krops respons over for spørgsmål relateret til den kriminelle handling og spørgsmål, som ikke har med den kriminelle handling at gøre.

»Du kan for eksempel blive præsenteret for en række af ord – blyant, tallerken, kop, vindue, mord, blod, stol osv. Ord som mord og blod vil formentlig give en højere fysisk respons end de andre ord. Men hvis du tænker på ordet ’mord’, hver eneste gang jeg siger ’blyant’, kan du udviske forskellen mellem ordene,« siger professor Langleben og tilføjer:

»Der findes kurser i den slags. Det forlyder, at efterretningstjenester giver den slags kurser til deres agenter, sådan at de ikke kan blive afsløret af en løgnedetektor.«

Som et andet eksempel på en mental countermeasure, vender Giorgio Ganis tilbage til eksemplet fra tidligere i artiklen. Her er et mord blevet begået med en pistol, og gerningsmanden får fremvist en række billeder af forskellige mordvåben, mens hans fysiske respons bliver målt:

»Måden, hvorpå man kan slå testen, er at gøre de andre mordvåben betydningsfulde. Så hver gang man ser en kniv, kan man forestille sig, at nogen bliver stukket ned eller tænke på en grusom scene fra en film man har set eller lignende. Ved at gøre det, kan man sørge for, at der er meget lille eller ingen forskel på kroppens respons på det rigtige mordvåben – pistolen – og kniven. Og på den måde kan man ikke bedømme, om personen er skyldig eller ej,« forklarer lektor Giorgio Ganis.

Fysisk snyd

Blandt de fysiske countermeasures er en udbredt klassiker, at klemme ballerne sammen, mens man sidder i løgnedetektoren, forklarer professor Langleben.

»Det er en af de mest primitive måder at snyde en polygraf. Hvis man strammer musklerne i rektum, forstyrrer det simpelthen målingerne. Men denne her snydemetode er blevet så klassisk at man har udviklet specielle puder, som kan opdage det,« forklarer professor Langleben.

Et andet eksempel på fysisk snyd er ifølge Giorgio Ganis, at man kan bide sig selv i tungen.

»Hvis man bider sig i tungen, mærker man smerte, som giver en ekstra respons til kontrolspørgsmålene. Så på den måde kan man undgå, at der er forskel på responsen mellem spørgsmål om den kriminelle handling og kontrolspørgsmålene,« forklarer Giorgio Ganis.

Nogle forskere mener også, at man kan forstyrre målingerne ved at tage beroligende medicin.

»Men der er uenighed om, hvilken effekt medicin har på målingerne i løgnedetektorer. Der har været forskellige resultater,« forklarer professor Langleben, som dog påpeger, at uanset hvad kan man også teste, om en person har taget beroligende medicin.

Hjemmesider fortæller om snydemetoder

Er man interesseret i flere måder, hvorpå man kan snyde løgnedetektorer, henviser lektor Giorgio Ganis til, at der findes en hjemmeside med en række opskrifter på, hvordan man kan forsøge at snyde den udbredte løgnedetektor polygrafen.

»Der er helt sikkert måder, hvorpå man kan slå polygrafen. De samme metoder vil potentielt set også kunne overføres til hjerneskanninger,« opsummerer professor Langleben.

Generelt mener Daniel Langleben dog, at »de fleste countermeasures formentlig kan afsløres.«

»Det er det samme, som når tyvene finder en ny metode til at stjæle, så bliver politiet med tiden også bedre til at afsløre den nye metode. Så må tyvene finde noget nyt, og med tiden afslører politiet også denne nye metode. Løgnedetektion er også et felt, som udvikler sig, og der er helt sikkert måder at slå løgnedetektorer. Men det er sandsynligt, at når nogen finder på en ny metode at snyde en løgnedetektor, så vil andre med tiden opfinde en ny metode til at afsløre det,« siger professor Langleben.

Opsummering og tak

For at opsummere denne efterhånden lange artikel kan vi altså konkludere følgende:

• Der findes flere forskellige typer af løgnedetektorer og metoder til at stille spørgsmål til den mistænkte. Fælles for alle metoderne er imidlertid, at ingen af dem er fejlfri – de er alle behæftet med usikkerhed.
• Man kan øge usikkerheden ved alle typer af løgnedetektorer ved at snyde maskinen. Man kan forstyrre målingerne enten ved at gøre noget fysisk (såsom at klemme bagdelen sammen) eller ved at gøre noget mentalt (såsom at tænke på noget emotionelt ophidsende)
• Usikkerhederne til trods er løgnedetektorer fortsat et udbredt redskab blandt virksomheder og myndigheder i en række lande.

Med disse ord vil vi sige tusind tak til Mathias Mosegaard og de andre læsere, som har stillet spørgsmål til løgnedetektorer. Der skal også lyde en stor tak til de fem forskere – Daniel Langleben, Giorgio Ganis, Giuseppe Sartori, Peter Rosenfeld og Kamila Sip – for deres gode hjælp med at indføre os i, hvordan maskiner skelner mellem sandheder og løgne, og hvordan man kan snyde maskinerne.

Skulle du selv undre dig over noget, så tøv ikke med at skrive ind til Spørg Videnskaben på e-mailadressen sv@videnskab.dk

Denne artikel er opdateret 1-3-2018 med tilføjelse af kommentarer fra Giuseppe Sartori og Peter Rosenfeld.