Hvorfor forsvandt vikingetidens nordboere fra Grønland?
Blev nordboerne virkelig udryddet af inuitterne, som en norsk professor for nyligt har fremført?

Her på Forskerzonen fortalte den norske professor Arnved Nedkvitne i februar om nordboerne i Grønland, der overlevede i 400 år efter bosættelsen omkring år 1000.

Med Nedkvitnes ord endte nordboernes historie i Grønland som verdens måske mest diskuterede forsvindingsnummer.

Bosættelsen skete to steder i Grønland: Østerbygden mod syd omkring Igaliko nær Narsarsuaq, og Vesterbygden i Godthåbsfjorden (se kort længere nede i artiklen). Nedkvitne forklarer migrationen som en reaktion på mangel på landbrugsjord i Norge.

Livet i Grønland var muligt, fordi der frem til 1250 var en periode med relativt varmt vejr. Men sommeren var for kort til, at korn kunne modne. Nordboerne var bønder, og mælk fra køerne var den vigtigste næringskilde. Om sommeren var græsningen rigelig, men det kunne være skralt med vinterfoder til de syv måneder, hvor dyrene var på stald.

Græs blev slået til hø om sommeren. Høet blev tørret i nærheden af, hvor græsset var slået, og herfra sejlet eller slædet hjem. Husdyrgødningen blev brugt på engene. Her blev græsset frodigere, som det stadig kan ses omkring ruinerne fra de forladte gårde.

Nedkvitne: Inuitterne udryddede nordboerne

Hvorfor forsvandt nordboerne? Nedkvitnes forklaring er, at der var opstået strid mellem nordboer og inuitter. Ved nordboernes bosættelse omkring år 1000 var der langt mellem de to folk, men med tiden nærmede deres aktiviteter sig hinanden.

Han nævner, at inuitterne ikke efterlod noget spor af deres byttedyr, alt blev fjernet, og han antyder underforstået, at det samme kunne være sket med dræbte nordboer efter et overfald.

kort_over_groenland

Bosættelsen skete to steder i Grønland: Østerbygden mod syd omkring Igaliko nær Narsarsuaq, og Vesterbygden i Godthåbsfjorden. (Illustration: Per Mølgaard)

Nedkvitne konkluderer, at det var konflikten mellem de to befolkningsgrupper, der førte til nordboernes forsvinden, simpelthen ved at de blev dræbt.

Danske arkæologer: Aftagende efterspørgsel

Arnved Nedkvitnes hypotese passer dårligt med, hvad danske arkæologer tidligere har fundet.  Arneborg et al. (1999) og Madsen (2014) har begge en anden forklaring på nordboernes forsvinden, hvilket du kan læse om i artiklen Kæmpestudie afliver sejlivet vikinge-myte.

Ganske rigtigt har der været misvækst og mangel på foder til dyrene, som Nedkvitne også fremfører. Men der har desuden været mangel på de fornødenheder, der blev sejlet op fra Danmark og Norge, og som blev byttet med tænder af narhval og hvalros, skind fra arktiske dyr samt hvalolie, der efterspurgtes i Europa.

I løbet af Middelalderen aftog efterspørgslen på narhvaltand og hvalrostænder, efter at det var blevet lettere at få rigtig elfenben fra Afrika. Det var ikke længere så lukrativt at handle på Grønland. Samtidig var klimaet blevet koldere og mere ustadigt, og sejladsen mellem Grønland og Europa besværlig og farlig.

LÆS OGSÅ: Smuk video: Derfor valfarter klimaforskere til Grønland

Blågrå jordugle

Blågrå jordugle (= græsugle, Eurois occulta) er en stor natsværmer, der også findes i Danmark og Nordeuropa. Den lever mest i skove, hvor den æder blade af træer og urter.

Larverne er meget grådige, og i Grønland lever de fortrinsvis af knopper og blade af pil, enten blågrå pil (Salix glauca) eller arktisk pil (S. arctica) og birk (Betula spp.).

Et langsomt forsvindingsnummer

Den manglende kontakt har gjort livet svært for nordboerne – især på de mest udsatte gårde, dem inderst i fjordene, som var beboet af de mindst bemidlede.

De fattigste bønder boede der måske kun om sommeren for at passe dyrene, som det kendes fra sætergræsning i Skandinavien, og har arbejdet for de store gårde længere ude i fjorden.

Som situationen er blevet forværret, er man flyttet fra de mindst produktive gårde, og mange, især af de unge, er sejlet væk med de få skibe, der endnu kom til Grønland (Madsen 2014).

Langsomt er befolkningen blevet decimeret.

De bønder, der boede yderst i fjorden, er efterhånden blevet afhængige af fangst af havdyr. Det kan man se ved at sammenligne isotopanalyser af skeletter fra grave i Østerbygden fra bosættelsens start med grave fra slutningen af nordboperioden.

LÆS OGSÅ: Hvorfor var vikingerne så overlegne i kamp?

Sedimentlag viser nordboperioden

Den danske palæobotaniker Johannes Iversen har taget sedimentprøver fra to tørvemoser nær forladte bopladser i Vesterbygden i Godthåbsfjorden, hvor nordboernes levede fra omkring år 1000 til de forsvandt i løbet af 1300-tallet.

Den interessante del af lagserien begynder begge steder med et lag trækul. Kullaget fortæller, at nordboerne har afbrændt buskvegetationen straks efter deres ankomst for at skaffe græsning til de medbragte husdyr.

Over trækulslaget stiger indholdet af pollen fra græs og urter, som bevis for at man er begyndt at dyrke jorden efter afbrændingen. Der har været forsøg med agerbrug, og selv hvis kornet ikke kunne nå at modne i den korte sommer, har det været muligt at dyrke græs til hø.

Arnved Nedkvitne har således kun delvis ret, når han antyder, at nordboerne ikke dyrkede jorden. Det har de gjort, men han har ret i at de også har slået hø på udyrkede arealer.

jordugler_2009

Græssende moskusokser på vandring langs kysten med pilevegetation i forgrunden. (Foto: Per Mølgaard)

Dyrkningen ophører

Højere i lagserien er der begge steder et ganske tyndt – men meget markant – lag af skæl og andre insektdele. Iversen forklarer insektresterne som resultatet af et usædvanligt stort udbrud af natsværmeren blågrå jordugle (Agrotis occulta (= Eurois occulta)), stort nok til at insekternes rester kunne danne et egentligt lag.

Umiddelbart over laget med insektskæl kommer der et kraftigt skift i forholdet mellem pollen af birk og af pil, hvor birk går ned, og pil går op. Det tolker Iversen som dyrkningens ophør. Samtidig ses et skift fra fugtigt til tørt klima, som måske har gjort det sværere at skaffe foder til dyrene.

Ligesom Nedkvitne refererer også Iversen til Ivar Bårdsøn, der var biskop i Gardar (Igaliko) i Østerbygden fra 1341 til 1370.

Bårdsøn foretog en rejse til Vesterbygden, altså bosættelsen i Godthåbsfjorden, og rapporterede, at der nu ikke levede mennesker der.

Fra Østerbygden forsvandt de 100-150 år senere ved slutningen af 1400-tallet. Bårdsøn formoder, at nordboerne på grund af misvækst i Godthåbsfjorden kan være flyttet fra indlandet til yderkysten, hvor de er kommet i kontakt – og eventuelt konflikt – med eskimoerne.

LÆS OGSÅ: Forsker: Nej, Grønland er ikke en koloni

Nutidige masseudbrud af jordugler

Johannes Iversen var i Godthåbsfjord i 1932, hvorfra han rapporterer, at larver af natsværmere forekom i »uhyre mængder« i forsommeren.

Senere på sommeren var angrebet på pil og andre dværgbuske så voldsomt, at der over lange strækninger ikke var et eneste blad tilbage på buskene, og græsser og halvgræsser var gnavet af helt til jordoverfladen.

I Søndre Strømfjord var der samme år så mange jorduglelarver på klipperne langs kysten, at hans ekspedition havde svært ved at gøre landgang.

»Man gled i dem, når man gik i land fra kajakken,« beretter han. De lokale beboere havde aldrig oplevet noget lignende.

larver_2013

Jorduglelarver i mængde i græs ved Knud Rasmussens hus i Ilulissat. (Foto: Per Mølgaard)

I moskusoksernes fodspor

I 2009 udførte vi feltarbejde i Ikka-fjorden i Sydgrønland, hvor vi så resultatet af et massivt angreb af jorduglelarver i det inderste af fjorden.

Pilebuskene på de nederste fjeldskråninger var helt bladløse med undtagelse af ganske få udsprungne skud. Knopperne var blevet ædt.

Fra personalet på Flådestation Grønnedal i den nærliggende Arsukfjord fik vi at vide, at der ikke før havde været så mange larver som netop det år.

»Det var aldeles ulækkert, og der var smattet af larver på vejene,« fortalte én.

En meget stor population af moskusokser lever i området omkring Ikka-fjorden og græsser på skråningerne på begge sider af fjorden. Vi var på feltarbejde samme sted i 2007 og havde den store oplevelse at følge moskusoksernes daglige vandring på skråningerne inderst i fjorden.

Om morgenen fouragerede okseflokken i krattet langs bredden af fjorden (se foto i billedgalleri øverst i artiklen). I løbet af dagen, når solen havde opvarmet landskabet, trak flokken op ad fjeldsiden, til de nåede de øverste snelejer. Her lagde de voksne dyr sig og tyggede drøv, mens kalvene sprang lystigt rundt i sneen.

LÆS OGSÅ: Hvordan så vikingerne egentlig ud?

Jorduglelarver kan forhindre nye spirer

I 2009, da pilebuskene var afløvet af larverne, viste moskusokserne ingen interesse for den angrebne del af vegetationen. De gik kun ind i krattet i større højde, hvor pilene havde blade.

Som resultat blev den visne vegetation efterladt uforstyrret som et bunddække, der forhindrede nye spirer i at skyde frem. Græsningsarealet var goldt, og en eventuel nyvækst ville først komme senere på sommeren.

Som vist med insektskællene i Iversens sedimentprøver kan noget tilsvarende være sket i den sidste del af nordbotiden. Hvis hele græsningsområdet til husdyrene var ramt, ville det være fatalt.

Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.

Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Larverne har enorm betydning for vegetationen

I et græsningsforsøg ved Sisimiut-Kangerlussuaq i 2004 og især i 2005, udført af Pedersen og Post, fandt de usædvanligt mange larver af blågrå jordugle i forsøgsfelterne.

Forsøget skulle vise effekten af samspillet mellem græsning og forøget temperatur på den naturlige vegetation. Der var felter, hvor de store planteædere – rensdyr og moskusokser – ikke havde adgang. I andre felter blev temperaturen kunstigt forhøjet.

Undersøgelsen skulle skabe grundlag for en forudsigelse af, hvilken effekt en global klimaforandring kunne have på vegetation og græsningsforhold.

Såvel resultat som konklusion var meget klar:

Den uventede, meget store forekomst af jorduglelarver i vegetationen, var langt den største enkeltfaktor for vegetationen. Larveangrebet på planterne overgik markant virkningen af såvel højere temperatur som af de store dyrs græsning (se her og her).

Så det er ikke nødvendigt at forklare nordboernes forsvinden med dramatiske handlinger, som Nedkvitne gør det med en teori om eskimoernes drab på nordboerne.

Tidernes ugunst i form af manglende kontakt til Europa, klimaforværring og langsom fraflytning fra gårdene er forklaring nok på deres forsvinden. Den generelle nedtur er formentlig forstærket af angreb af larver af jordugler med misvækst og manglende foder til husdyrene som følge.

Denne artikel er et svar på professor emeritus Arnved Nedkvitnes nye bog 'Norse Greenland. Viking Peasants in the Arctic'– særligt siderne 245, 298-301, 53, 338 og 348. Nedkvitne har selv skrevet om bogens tese i artiklen ’Hvad blev der er vikingetidens nordboerne i Grønland’ her på Forskerzonen.

Vores egen artikel ’Jordugler, klima og nordboere i Grønland: Grådig natsværmer rykker nordpå i Grønland’, 2016, Tidsskriftet Grønland, s. 74-86 findes ikke online, men kan fås via henvendelse på denne mail.

Blågrå jordugle driller også nutidens rensdyr

Masseforekomst af blågrå jordugle ser ud til at give problemer med føden for rensdyr og andre store planteædere og kan dermed blive af stor økonomisk betydning for husdyrhold. Vi ved endnu ikke noget om hyppigheden af disse masseudbrud, og hvad der forårsager dem.

Fra Grønlands Naturinstitut har man fulgt et massivt udbrud af jorduglelarver i Kobbefjord nær Nuuk i 2010. Larverne forekom i så store mængder, at pilebuske var totalt afløvet over store områder, i lighed med hvad vi så i Ikkafjord.

Det viste sig, at pilebuskene genvandt den tabte biomasse det følgende år i form af øget bladmasse og reduceret blomstring. Det er der fortalt om i Videnskab.dk fra 8. marts 2017.

Hvad flere på hinanden følgende år kan betyde for de græssende dyr, kan man ikke sige noget om, men pilevegetationen lider tilsyneladende ikke varig skade af angrebet (Lund et al. 2017).

Men det behøver ikke at være i modstrid med, at et voldsomt larveangreb, eventuelt over flere år, kan have medført en nedsat ydelse og frugtbarhed hos husdyrene og forværret livet for nordboerne, et liv der i forvejen ikke var let på grund af forringede klimaforhold og uregelmæssig kontakt til Europa.

Jorduglelarve på sten. (Foto: Per Mølgaard)

Jorduglelarve på sten. (Foto: Per Mølgaard)

Jorduglen rykker længere mod nord

Da vi i 2012 selv var på feltarbejde fra Arktisk Station på Disko, så vi for første gang mange larver af blågrå jordugle. 

Forekomsten på Disko er ny nordgrænse for blågrå jordugle, som hidtil har haft nordgrænse langs polarcirklen ved Sisimiut og Kangerlussuaq, hvor Post og Pedersen så mange larver i deres felter i 2004 og 2005.

Der er ikke tidligere rapporteret fund af blågrå jordugle på Disko, ikke i den periode Arktisk Station har eksisteret, og heller ikke i sedimentlag fra en sø vest for Qeqertarsuaq, der dækker de seneste 4.000 år.

Så det er virkelig nyt, at den blågrå jordugle nu er på Disko, formentlig som følge af ændrede vejrforhold med milde vintre de seneste år.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om Evidensbarometeret, som Videnskab.dk lige har lanceret.