Underjordiske væsner på Bornholm er måske vores forfædre
Sagn og fortællinger om underjordiske på Bornholm er ofte knyttet til arkæologiske fund. Måske er historierne faktisk minder om vores forfædre og de guder, man tilbad før kristendommen.

Sagn, fortællinger og oplevelser med underjordiske væsner er en vigtig del af mange bornholmeres forhold til naturen og landskabet, viser et af danmarkshistoriens mest omdiskuterede ph.d.-studier. (Foto: Shutterstock)

Sagn, fortællinger og oplevelser med underjordiske væsner er en vigtig del af mange bornholmeres forhold til naturen og landskabet, viser et af danmarkshistoriens mest omdiskuterede ph.d.-studier. (Foto: Shutterstock)

Da antropolog og ph.d. Lars Rømer tilbage i 2014 fik penge fra Danmarks Frie Forskningsfond (som dengang hed Det Frie Forskningsråd) til sit ph.d.-studie, endte han i en sand mediestorm.

»Det var ret vildt at gå fra at være antropolog til at blive set som professionel troldejæger. Det blev næsten fremstillet, som om jeg var en tyv, der stjal borgernes skattekroner,« siger han til Videnskab.dk.

Læs mere om det i boksen under artiklen.

Nu er Lars Rømer færdig med sin ph.d.-afhandling, som var med til at skabe et helt nyt udtryk, nemlig Krølle Bølle-forskning.

Har han så fundet nogle trolde? Nej. Men han har fundet ud af, at de underjordiske faktisk stadig findes i bornholmeres bevidsthed.

»Projektet har aldrig handlet om at finde de underjordiske. Jeg ville godt undersøge, om sagn og fortællinger om underjordiske og landskabet på Bornholm stadig havde en plads i folks bevidsthed og forhold til naturen,« fortæller han.

bornholm trold

De færreste har set de underjordiske, men mange har en fornemmelse af, at der er noget levende i landskabet. Noget, man skal respektere. (Foto: Shutterstock, Illustration: Sarafina Kimø)

Landskabet har en sjæl

Lars Rømers ph.d. er et klassisk antropologisk feltstudie, som man ofte hører om fra fjerne dele af verden, hvor forskere rejser ud og bor og lever sammen med naturfolk langt væk fra vores moderne del af verden.

Ved at gøre det kan de opnå unik indsigt i traditioner, tro og forholdet til naturen blandt disse folk. Sådan et studie har Lars Rømer altså lavet på Bornholm.

»Hvis mit studie havde foregået i Guatemala eller i Sibirien for eksempel, var der ingen, der ville have sat spørgsmålstegn ved det. Men når det foregår i Danmark, så bliver det meget kontroversielt. Der er elementer med besjæling af landskabet og fortællinger om en animeret eller magisk verden, som vi har afskrevet i det moderne samfund, men som findes her på Bornholm,« siger han.

Før han rejste til Bornholm, hvor han i øvrigt selv er født og er bosat med sin familie i dag, lavede han en grundig afdækning af fortællinger om underjordiske og om besjæling af naturen og landskabet på Bornholm.

De mundtligt overleverede sagn og fortællinger blev skrevet ned fra 1600-tallet og helt frem til starten af 1900-tallet og kan i dag findes i Dansk Folkemindesamling på Det Kongelige Bibliotek.

Tusindvis af historier om vores forfædre og de underjordiske på Bornholm åbenbarede sig.

»Min morfar plejede at fortælle et særligt folkeeventyr, som, jeg ikke havde tænkt over, var en del af vores folkeminder. Jeg har også hørt historier om underjordiske, som jeg nærmest havde glemt, men som jeg fandt i folkemindesamlingen. Mange af de her historier er noget, der bliver fortalt videre til børn også i skolerne,« siger Lars Rømer.

Han fandt også mange sagn og historier fra sin hjemegn, som han slet ikke kendte til.

Nogle har faktisk set de underjordiske

På Bornholm tog han ud i landskabet sammen med lokalbefolkningen for at få indsigt i deres forhold til landskabet og naturen og eventuelt til historier om underjordiske.

»Jeg har været ude sammen med arkæologer og folk, der gik rundt med metaldetektor på markerne for at finde ting fra fortiden. Sammen med de lokale pensionistforeninger, spejdere, jægere og sammen med skoleklasser,« fortæller Lars Rømer.

Han har talt med hundredvis af mennesker. På turene ud i landskabet og i samtalerne med folk tegnede der sig snart et billede af, at de underjordiske og historierne om dem ikke kun hører til fortiden.

»For rigtigt mange er landskabet fyldt med fortællinger, og for nogle er det knyttet til underjordiske væsener,« siger han.

Måske historier, man har hørt, som gør, at man har en større respekt for netop det bestemte område af en skov.

»Jeg har mødt adskillige, hvor de her historier er en kulturbevarende aktivitet. Der ligger noget i, at man som forælder og bedsteforælder kan give de her fortællinger videre til sine børn og børnebørn. Det er katalysator til at knytte sig til stedet. Der er et socialt element i at fortælle historier,« forklarer han.

Men nogle har også fortalt ham om konkrete oplevelser, hvor de har set de underjordiske.

Han har for eksempel talt med en kvinde i 70'erne fra Poulsker Sogn, der kunne berette, at hun som 12-14-årig havde set de underjordiske marchere forbi med trommer og røde huer på.

»Det sted, hun havde set dem, var et sted, hvor der var mange historier om underjordiske, som marcherede,« siger Lars Rømer.

LÆS OGSÅ: Ånderne kan lide ABBA

Fortællinger er måske minder om vores forfædre

I sit projekt fandt Lars Rømer ud af, at der er et ret stort sammenfald mellem historier om underjordiske og arkæologiske fund på Bornholm.

Han prøvede faktisk på et tidspunkt selv at følge en historie, som minister for kirke og undervisningsvæsen Johan Nicolai Madvig skrev ned i 1800-tallet om et sted ved en gravhøj, hvor de underjordiske stimlede sammen i store mængder over jorden.

»Han beskrev, hvor det lå i landskabet, og der stod en høj sten i midten. Så jeg fandt stedet på et kort og tog derhen sammen med den lokale chefarkæolog og fandt tre uregistrerede bautasten og bittesmå gravhøje. Den ene af stenene er over halvanden meter høj. Den er ikke beskyttet som fortidsminde. Det er formentlig en større jernaldergravplads,« fortæller Lars Rømer.

Efter hans mening kan det store sammenfald mellem fortællingerne og arkæologiske fund tyde på, at fortællingerne ikke altid bare er historier. Måske er det faktisk minder om vores forfædre.

»En mulig forklaring på det er, at det med kristendommen er blevet omsat til at omhandle naturvæsner, hvor det før i tiden måske har relateret til forfædrene,« siger han.

De underjordiske er særlige for Bornholm

Bornholm er kendt for historier om underjordiske væsner.

De underjordiske er en slags ånder eller væsner, som bor i landskabet.

Deres tilstedeværelse har gennem tiden gjort, at man har passet på landskabet og naturen.

De kunne sikre, at det gik én godt, hvis man passede på og respekterede de steder, hvor de underjordiske boede.

Og de kunne fremkalde ulykker, hvis man ikke respekterede dem.

Der findes mange sagn og historier om de underjordiskes hær, som gennem tiden har været med til at forsvare Bornholm, når den danske regering ikke har formået at gøre det.

Kilder: Lars Rømer, Bornholmerguiden

Fortællinger forbinder os til fortiden

Seniorforsker på Nationalmuseet arkæolog Flemming Kaul er begejstret for Lars Rømers studie.

»Det er af uhyre stor betydning for at bevare folkeminderne. I det her studie bringer han fortid og nutid sammen ved at finde ud af, om der er noget tilbage af de her fortællinger. Denne type forskning kan være med til at sikre, at vi ikke bliver helt historieløse og mister forbindelsen til historien,« siger Flemming Kaul til Videnskab.dk.

Han har ikke været en del af ph.d.-studiet, men han fulgte debatten tilbage i 2014 om, hvorvidt den type forskning er ubrugelig.

»Jeg forstår simpelthen ikke, at det fik så meget kritik. Mange prøver at forstå og definere Danmark i dag. Den her forskning kan vi da alle lære noget af, om hvad det vil sige at være dansk og dansker og på den måde få noget af forbindelsen til fortiden tilbage. Det indebærer også at lære om de magter, man har troet på og stadig tror på,« siger han.

»Vi er blevet så rationelle og naturvidenskabelige. Det er jo fint nok, men det skal jo ikke få os til at glemme vores rødder. Det giver en forståelse af, hvordan vores opfattelse af verden er blevet skabt,« uddyber han.

Landskabet er også formet af sagn

Der findes mange sagn i folkeminderne om folk, der har skændet en gravhøj, og som siden er blevet ramt af alskens ulykker. Det har i tidligere tider givet en respekt for naturen og landskabet i hele landet.

»Der er mange sagn om, at hvis man graver ind i en gravhøj og tager noget guld og lever godt af det, så vil det gå én ilde. Det hed, at man ville få syn for sagn (ikke syn for sagen, som mange siger i dag, red.),« fortæller Flemming Kaul.

Der blev fjernet mange gravhøje i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, da landbruget blev udvidet.

»Havde det ikke været for sagnene, var der blevet fjernet endnu flere. Så sagnene har været med til at forme landskabet, som det ser ud i dag. Der var en gensidighed mellem bonden og de magter, der lever i landskabet, og som kan opfattes som mytologiske forfædre,« siger Flemming Kaul.

Lars Rømer har flere gange talt med bornholmere, som har særlige steder i landskabet, som de føler sig knyttet til, eller som de er bange for måske på grund af fortællinger om, at det sted skal respekteres.

»Jeg har som arkæolog arbejdet på Bornholm. Man fornemmer, at der er en respekt for naturen og de kræfter, der ligger i den. Jeg synes, der er så meget i de sagn, som man kunne blive klog af. Der ligger så meget viden om os selv, og hvorfor vi er her,« siger Flemming Kaul.

Politikere kritiserede 'krølle bølle-forskning'

Kritikken af Lars Rømers projekt startede med artiklen ‘Forskningsråd bevilliger 2,5 mio. kr. til forskning i overnaturlige væsner i Politiken, som satte kraftigt spørgsmålstegn ved, om staten skal bruge penge på den type 'ubrugelig' forskning. Flere medier viderebragte historien.

Siden kritiserede Venstres daværende uddannelses- og forskningsordfører Esben Lunde Larsen projektet i en opfølgende artikel hos Politiken, hvor han blandt andet sagde:

»Folk er velkomne til at tale med både skove og træer - i dette tilfælde på Bornholm - men ikke for offentlige midler.«

»Når rådet kan give penge til et projekt som det her, viser det med al tydelighed, at man administrerer for mange midler.«

I en artikel på Videnskab.dk truede Venstre efterfølgende med helt at nedlægge Det Frie Forskningsråd.

Året efter i 2015, da Esben Lunde Larsen sad som forsknings- og uddannelsesminister, blev Det Frie Forskningsråd ikke nedlagt, men fik beskåret sin bevilling med en fjerdedel fra 1,2 milliarder til 900 millioner kroner som led i en større besparelse på forskningsmidlerne i Danmark, der ikke nødvendigvis havde noget at gøre med Lars Rømers ph.d.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.