Ulandenes planterigdom udhules af dårlig lovgivning

Træ til at bygge huse, korn til brød, urter til naturmedicin… planter er en forudsætning for, at mennesker kan leve på Jorden.

Men planter er en svindende ressource, og derfor er det vigtigt, at der i lande, som er rige på planter, bliver investeret i bevarelse af planterne.

Men generelt er planteproducerende lande fattige, og har ikke økonomisk - eller samfundsmæssigt overskud til at investere i bevarelse af planterne.

Love skal sikre investeringer

Så for at øge de fattige landes økonomiske muligheder er der skabt internationale love, hvis mål det er at sikre, at overskuddet, som et firma får ud af at købe planter, bliver delt med planternes oprindelsesland. Oprindelseslandet skal så bruge midlerne på at investere i bevarelse af planteressourcerne.

»Vi har haft de her love i mange år, men når man dykker ned i dem kan man se, at de ikke virker særlig godt. Det er et stort problem for de fattige, planteproducerende lande og for verdens befolkning. Kommer der ikke penge til udviklingslandene, risikerer vi at miste planter, fordi der ikke investeres i bevarelsen af dem,« siger Abeba Gebreselassie fra Business and Social Sciences ved Arhus Universitet.

Hun har skrevet en ph.d.-afhandling, som identificerer problemer i den lovgivning, der er skabt for at sikre bevarelse af planteressourcer i planterige, men økonomisk fattige lande.

Hendes fokus har været på love om miljø, landbrug og intellektuel ejendomsret.

Smukke hensigter, ingen handling

I sit studie ser Abeba Gebreselassie på afrikanske lande som udbydere af planter og på europæiske firmaer som forbrugere.

Ifølge internationale miljølove skal der skrives en kontrakt, når et land giver et andet land lov til at bruge deres planteressourcer. I den kontrakt skal den obligatoriske overskudsdeling beskrives.

»I mit studie har jeg set på to aftaler om salg af planteressourcer mellem den etiopiske regering og henholdsvis et hollandsk og et britisk firma. I begge tilfælde er kontrakten der, og hensigten, der fremgår af indholdet, er meget smuk. Men der er ingen mekanismer, der skal sikre, at kontrakten bliver overholdt,« siger Abeba Gebreselassie.

»I forbindelse med handlen mellem Etiopien og det hollandske firma blev kontrakten indgået i 2004, og jeg skrev mit studie færdigt i 2010. I de seks år er der ikke sket nogen deling af det overskud, handlen har genereret for det hollandske firma,« fortæller hun.

Europæiske firmaer udnytter lov

Det andet store problem, Abeba Gebreselassie har identificeret, stammer fra den internationale lovgivning om intellektuel ejendomsret.

Det er nemlig muligt at opnå et europæisk patent på en forædlet version af en ellers afrikansk plante.

Det vil sige, at hvis et firma henter en plante, der er unik for Etiopien, og så laver en næsten-identisk kopi, så kan de opnå et patent på den i Europa.

Dermed kan rettighederne til en plante, bevidst eller ubevidst, skifte fra Afrika til Europa.

»Er den oprindelige og den forædlede version tilstrækkeligt identiske, behøver det europæiske firma ikke at forny deres kontrakt med det land, de oprindeligt fik planten fra. De går fra at være en forbruger i Afrika til en ejer i Europa,« fortæller Abeba Gebreselassie.

Og når andre firmaer så vil bruge den forædlede plante i Europa, skal de have tilladelse fra det europæiske firma frem for det afrikanske oprindelsesland.

Den udvikling kan på længere sigt berøve det afrikanske land for mange indtægter, de ellers ville have fået fra salg af planterressourcer og efterfølgende overskudsdeling.

Intellektuel ejendomsret er ikke kun skidt

Intellektuel ejendomsret er dog ikke kun negativt for fattige landes mulighed for at få noget ud af at handle med europæiske firmaer.

Abeba Gebreselassie understreger, at afrikanske lande skal se på de mulige positive effekter af europæiske firmaers patentering af planter.

»Et britisk firma købte et parti af Vernonia-planten fra Ethiopien. De er nu i gang med at få patent på et stof udvundet fra planten. Får de patentet, vil andre firmaer, der er interesserede i at bruge stoffet, købe det af det britiske firma. Det giver dem en større indtjening og dermed går der flere penge til Ethiopien,« fortæller hun.

Abeba Gebreselassie understreger dermed, at lovgivning om intellektuel ejendomsret ikke som udgangspunkt er dårligt for muligheden for en bæredygtig og balanceret handel med planter mellem fattige og rige lande – hvis bare kontrakterne er der og bliver overholdt, kan det ligefrem gavne.

Genbanker ’stjæler’ kunder

Et tredje problem, som Abeba Gebreselassie har identificeret i lovgivningen, har hun fundet i en international traktat, der har til formål at sikre indsamling og dokumentering af planter i såkaldte genbanker.

Genbankerne er til for at undgå, at plantearter uddør eller forsvinder, men når man opretter en plantebank i Costa Rica, hvor man opbevarer etiopiske planter, så bliver det muligt for dem, der skal bruge den etiopiske plante at hende den i Costa Rica frem for Etiopien. Og så går det fattige land igen glip af indtægter.

»Et eksempel på problematikken er den etiopiske Arabica-kaffe. I 1970’erne hentede amerikanere forskellige kaffevarianter rundt omkring i verden. De konserverede dem og solgte dem i Costa Rica. Her blev noget af den etiopiske kaffe gemt i en genbank,« fortæller Abeba Gebreselassie.

»Da brasilianske forskere mange år senere ville forsøge at lave en naturligt koffeinfri kaffe, tog de ikke til Etiopien for at hente kaffe, de kunne eksperimentere med, men til genbanken i Costa Rica. Det lykkedes dem at lave en oprindeligt etiopisk kaffesort koffeinfri, og det vil få kæmpe betydning for forskerne, men de er ikke på nogen måde forpligtet til at dele overskuddet med Etiopien,« siger hun.

Et hul i lovgivningen

Abeba Gebreselassie mener, der er nogle huller i lovgivningen om intellektuel ejendomsret på planter, og opfordrer til, at de nationale kontorer, der bevilliger patenter på for eksempel forædlede planter, skal spille en mere aktiv rolle i at sikre, at man ikke giver et patent på noget, der slet ikke er nyt eller som et firma har erhvervet sig ulovligt.

»Europæiske patent-kontorer har ikke adgang til al viden om planter, når den stammer fra et sted uden for Europa – og slet ikke når den stammer fra en landsby et sted i Afrika. Derfor bør firmaer pålægges at fortælle alt, hvad de ved om en given plante, når de ansøger om et patent. Det er faktisk et krav i den europæiske patentlovgivning, men er ikke implementeret,« fortæller Abeba Gebreselassie.

På den måde håber Abeba Gebreselassie, at man måske kan undgå, at patentkontorer giver patenter på planter, der er ukendte i patentkontorets land, men kendt i oprindelseslandet.

Hun mener også, at patentkontorerne bør spille en rolle i at sikre, at firmaerne har fået adgang til planterne på lovlig vis. Det bør være et krav, at de viser kontrakten, når de søger om patent på en forædlet plante, siger hun.

Genbanker skal være i oprindelseslande

Som løsning på problemet med genbankerne foreslår Abeba Gebreselassie, at der på sigt skal bygges genbanker op i de lande, som bestemte planter oprindeligt kommer fra.

På den måde opretholder det enkelte land kontrollen med tilgangen til planterne, samtidig med, at man sikrer sig at planterne bliver bevaret.

I mit studie har jeg set på to aftaler om salg af planteressourcer mellem den etiopiske regering og henholdsvis et hollandsk og et britisk firma. I begge tilfælde er kontrakten der, og hensigten, der fremgår af indholdet, er meget smuk. Men der er ingen mekanismer, der skal sikre, at kontrakten bliver overholdt

Abeba Gebreselassie

»Gør man sådan, må europæiske firmaer stadig tage til udviklingslandene og købe planter, og så er det jo lige meget, om det er planter fra junglen eller en genbank – de skal stadig underskrive en kontrakt, der indebærer overskudsdeling,« siger hun.

Hun tilføjer dog, at der allerede eksisterer så mange genbanker, at det nok er et urealistisk forslag.

Regeringer skal kontrollere firmaer

Det primære problem med samhandlen mellem europæiske firmaer og afrikanske lande, der sælger planter, ligger dog i, at kontrakterne ikke bliver overholdt.

For et par år siden begyndte en international forhandling, der havde til formal at skabe en lov, der fremmer implementeringen af kontrakter og overskudsdeling.

Den 29. oktober 2010 blev delegerede fra mere end 100 lande enige om den såkaldte Nagoya protokol. Den er nu åben for underskrifter fra de lande, der vil tilslutte sig. Abeba Gebreselassie forventer, at protokollen vil leve op til sit formål og sikre flere kontrakter, der bliver overholdt.

Hvis et land tilslutter sig protokollen, siger landene ja til at presse deres virksomheder til at overholde den gældende lovgivning.

Tilslutter et land sig Nagoya-protokollen bliver regeringen altså ansvarlig for at kontrollere, at der bliver skrevet kontrakter, og at overskudsdelingen faktisk finder sted.

»Det er vigtigt at få regeringer, der tilslutter sig protokollen, lever op til deres forpligtelser, for det er et skridt i den rigtige retning. Der er så mange gode love, men hvis ikke de kan bruges, så giver det ikke mening at indføre endnu flere love. Nagoya-protokollen kan forhåbentlig betyde, at der bliver lavet – og overholdt - flere kontrakter i fremtiden,« slutter Abeba Gebreselassie.