Tre kvindelige bevidsthedsfilosoffer, du muligvis aldrig har hørt om

De fleste af os vil formentlig svare med navnet på en mand, hvis vi bliver bedt om at nævne en filosof.

Lad os for én gangs skyld få tre kvinder frem i rampelyset: Mary Calkins, May Sinclair og Hilda Oakeley.

De forsvarede hver især den filosofiske gren 'idealisme'.

Her forstår man virkeligheden som bevidsthedsafhængig - det vil sige, at virkeligheden ikke er en objektiv realitet, men et produkt af den menneskelige bevidstheds aktivitet. Eller med andre ord: øjnene, der ser.

Bevidsthedsteorierne er trendy for tiden. Miljøforskere, eksempelvis Suzanne Simard, argumenterer for, at træer kan tale. Filosoffer som for eksempel Philip Goff argumenterer for, at elementære partikler udviser grundlæggende former for bevidsthed.

Vi bør huske de tre kvinder som del af denne tradition, der igen har set en opblomstring.

Mary Calkins - blev nægtet sin titel af Harvard

Mary Calkins (1863-1930) læste psykologi og filosofi ved Harvard University, USA. Selvom hun opfyldte alle ph.d-kriterierne, nægtede Harvard at tilkende hende titlen, fordi hun var kvinde.

Alligevel er Mary Calkins bidrag til filosofien betydeligt, blandt andet hendes forsvar af idealisme i bogen Persistent Problems of Philosophy fra 1907.

På samme tid argumenterede filosoffer som Francis Herbert Bradley og Josiah Royce for 'absolut idealisme' - ideen om, at universet er erfaring eller bevidsthed; et slags gigantisk sind. Fordi den indeholder alting, bliver denne bevidsthed kaldt 'absolut'.

Det var også noget, som den kvindelige filosof beskæftigede sig med.

Følelserne er ikke-fysiske

Mary Calkins fremførte et nyt fire-trinsargument for ideen om absolut idealisme:

Hun hævder for det første, at der findes åndelige, ikke-fysiske ting, hvilket mange filosoffer accepterer. For eksempel mener 'dualister' som René Descartes, at vores bevidsthed er en ikke-fysisk, tænkende substans.

Calkins ræsonnerer, at vores svampede, grå hjerner ikke kan være vores følelser, og som følge er følelserne ikke-fysiske. Dermed oplever vi åndelige ting direkte: Opfattelse, tro og vores følelser.

For det andet argumenterer Mary Calkin for, at åndelige anliggender altid involverer et 'selv'. Det vil sige, at hvor der er åndelig aktivitet som følelser og drømme, er der et selv, som oplever denne aktivitet.

Hun underbygger sin teori gennem menneskers oplevelse af at have en bevidsthed: Når jeg ser indad (i mit eget sjæleliv), finder jeg ikke 'lykke' eller 'sørgmodighed'. I stedet har jeg'et selv disse følelser: Jeg, mig selv, er lykkelig eller ked af det. Vi oplever altså både os selv, og at vi har følelser på samme tid.

For det tredje argumenterer hun for, at universet 'helt igennem er åndeligt'.

Hvordan er det muligt? Mary Calkins hævder, at sten og blomster ikke er bevidste som os, de er 'uopmærksomme, omtågede, inaktive'.

Hendes argument trækker på George Berkeleys idealisme, der påpeger sindets rolle i opfattelsen af omverdenen.

LÆS OGSÅ: Mænd kalder oftere end kvinder deres forskning for unik

Hvis man altid kun har set sorte ravne, tror man, at alle ravne er sorte. Mary Calkins argumenterer for det fjerde for, at vi som bevidste væsener kun oplever åndelige ting: Sansninger af vores omverden, tanker, følelser.

Dermed bliver vores virkelighed også formet af, at kun vi selv kan opleve og forstå den.

For et bevidst væsen er det umuligt at opleve verden uden åndelige ting: En totalt ubevidst person oplever intet.

Fordi mennesker kun oplever åndelige ting, tror vi, at der udelukkende findes åndelige ting. Mary Calkins konkluderer, at hvis dette er tilfældet, er universet åndelige ting: Bevidsthed.

Ved at bygge på sit tidligere ræsonnement, argumenterer hun for, at universet, som består af åndelige ting, også er et 'selv'.

For Mary Calkins er det absolutte et kæmpemæssigt, uendeligt selv, der eksisterer side om side med vores mini-selv.

May Sinclair - tiden er sammensat af udelelige øjeblikke

May Sinclair (1863–1946), 'den læselige modernist', er bedst kendt som romanforfatter og suffragette, men hun skrev også filosofiske værker.

Hendes bog The New Idealism fra 1933 argumenterer for absolut idealisme ud fra tiden og dens natur.

Ifølge May Sinclair er tiden sammensat af udelelige øjeblikke, der ligner filmruller eller den tidlige bevægelsesfotografering.

Hvert enkelt billede viser et statisk hav, men samlet viser billederne bølger, der bruser. Mange af det 20. århundredes filosoffer opfattede tiden på denne måde.

Forudsat at tiden er som en filmrulle, formulerer May Sinclair en gåde:

Hvordan bliver tids-øjeblikkene forbundet? Hvorfor ser tiden ud til at bevæge sig fra det ene øjeblik til det næste?

Hun hævder, at der ikke er noget i tiden, som kan knytte disse øjeblikke sammen. Det er kun bevidstheden, som har denne evne.

Fra vores egen indre oplevelse ved vi, at sindet kan huske fortiden og have forventninger om, hvad fremtiden bringer.

May Sinclair hævder, at sindet slutter sig til 'fra øjeblik til øjeblik', fortid til nutid til fremtid - det kræver en uendelig bevidsthed at knytte det uendelige tidsrum sammen: Det absolutte.

LÆS OGSÅ: Hvad er tid?

Hilda Oakeley - tid er en virkelig egenskab i verden

Hilda Oakeley (1867–1950) blev ikke tildelt sin Oxford-universitetsgrad efter den afsluttende eksamen, fordi hun var kvinde.

Hun publicerede ikke desto mindre seks filosofibøger og underviste ved McGill University, University of Manchester og King's College London. Hun forsvarede en anden slags idealisme end de andre kvindelige filosoffer.

Fortalerne for idealisme i ontologisk forstand (erkendelsesbaseret) - som Mary Calkins og May Sinclair - siger, at den virkelighed, der erkendes, er et produkt af den menneskelige bevidsthed.

Fortalerne for 'epistemisk idealisme' (videnbaseret) siger, at bevidstheden gennemsyrer alt det, vi ved om virkeligheden.

For eksempel hævdede Immanuel Kant, at vi opfatter ting i rum og tid, men at ting i sig selv måske ikke er rummelige eller tidsbestemte.

Hilda Oakeley beundrede Immanuel Kants vidensbaserede idealisme, men var uenig i nogle af detaljerne. I modsætning til Immanuel Kant argumenterer Hilda Oakeley for, at tid er en virkelig egenskab i verden.

Den ydre verden påtvinger os tid

Hendes studie fra 1928 Study in the Philosophy of Personality begrunder denne holdning med den menneskelige opfattelse af tid.

Vores sansning stiger kontinuerligt 'fra det ukendte for at opstå som noget nyt'. Det indikerer, at vores sind ikke påtvinger tid på vores sansning, men at den ydre verden gør det.

Hilda Oakeley argumenterer også for, at vores minder er 'kreative', og at de former vores oplevelser.

Forestil dig et barn, der går ind på et værksted. Hun ser tænder af metal, lag af træ og skinnende grå plader. Forestil dig så en tømrer, der går ind i det samme værksted. Hun ser en klohammer, høvl, stiksav, skruetrækker og vingemøtrik.

I modsætning til barnet kan tømreren genkende objekterne - hun kan huske dem. Hilda Oakeley argumenterer for, at tømrerens erindring ændrer hendes opfattelse af værkstedet. Barnet ser klumper af træ og metal, mens tømreren ser værktøj og skruer.

En del antropologer forsvarer en lignende teori: Vores kultur former vores virkelighed.

Hvorfor er de tre filosoffer gået i glemmebogen?

De tre kvinder blev alle filosofisk anerkendt.

Mary Calkins' 'Persistent Problems' blev publiceret i fem oplag, og hun var den første kvindelige formand for American Philosophical Association.

Den verdensberømte og meget anerkendte filosof Bertrand Russell lovpriste May Sinclairs nye idealisme. Hilda Oakeley blev den tredje forkvinde for The Aristotelian Society.

Alligevel er det ikke mange mennesker, som kender til dem og deres filosofi i dag. De er ikke nævnt i Stanford Encyclopaedia of Philosophy, og de er udeladt af mange opslagsbøger om filosofi.

Én af årsagerne er måske, at idealisme gik af mode. En anden årsag er misogyni (had eller stærke fordomme om kvinder, red.).

Ind i varmen igen?

Jeg tror, at der endnu en årsag: Deres teorier gør brug af introspektion eller indre oplevelse, en slags 'intuition'.

I 1912 angreb Bertrand Russell Henri Bergson for hans 'anti-intellektuelle' brug af intuition.

Måske ramte Bertrand Russells angreb uforvarende disse kvinder ved at få deres idealistiske argumenter til at fremstå 'ufilosofiske'.

Filosofferne debaterer stadig værdien af intuition. I løbet af de seneste årtier har bevidsthedsstudier genoplivet brugen af introspektion sideløbende med de store bevidsthedsteorier.

Måske vil det hjælpe Mary Calkins, May Sinclair og Hilda Oakeley til at komme ind i varmen igen.

Emily Thomas hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Inge Lehmann og de usynlige danske videnskabskvinder

LÆS OGSÅ: Fossiljæger i strutskørt og atombombens moder: Mød ti videnskabskvinder, der ændrede historien

LÆS OGSÅ: Mange videnskaber havde filosofien som far