Svenskerne vil helst glemme, at det skete. Danskerne har også fortrængt den – Nordens største massakre.

4. september 1564, i dag for 450 år siden, red Sveriges kong Erik 14. til byen Ronneby i det danske Blekinge med et følge af tyske lejesoldater. Kort efter havde 2.000 danskere – kvinder, børn og mænd – mistet livet.

»Myrderiet var så vældigt, at vandet i åen blev rødt af blodet fra de døde kroppe,« skrev kongen om det syn, der mødte ham, da al modstand var nedkæmpet.

Massakren fandt sted i Den Nordiske Syvårskrigs andet år. Danmark og Sverige kæmpede om Skåne, Halland og Blekinge – og retten til at bruge tre kroner i landets våbenskjold.

Massemord passede ikke ind i svenskernes selvforståelse

Man skulle tro, at en begivenhed som blodbadet i Ronneby i dag ville stå i et mytisk skær. At den ville have været en del af historieundervisningen i danske og svenske skoler. Men sådan gik det ikke.

»Det har ikke rigtig passet ind i den svenske historieskrivning. Man har nok ikke villet inkludere de allermørkeste dele af historien,« siger museichef på Blekinge Museum Marcus Sandekjer til sve.se.

I Danmark blev massedrabet også glemt. Den danske kong Frederik 2. brugte godt nok eksemplet til at fortælle, hvor modbydelige hans modstandere var. Men da det til sidst lykkedes svenskerne at erobre Blekinge fra danskerne, faldt interessen for blodbadet.

Det fortæller professor Gunner Lind, der forsker i dansk krigshistorie på Københavns Universitet.

»Det er stort set gået i glemmebogen. Blekinge var et grænseområde, hvor risikoen var velkendt, og bønderne ved grænsen nogle gange lavede private 'fredsaftaler' for at holde skaderne nede. Under krig sker der så meget, så massakren blev én ulykke af mange. Da området til sidst blev svensk, holdt ingen mindet i live,« fortæller Gunner Lind.

Ronneby blodbad var den sidste store massakre

Den danske professor fortæller, at Blodbadet i Ronneby var en ekstrem handling. Selv efter datidens krigsstandard, hvor de forskellige europæiske lande kunne være temmelig nådesløse over for hinanden.

»Men massakren foregik også på et tidspunkt, hvor den slags ellers var på vej ud som officiel politik. Der finder blodbad og massakrer sted. Men fra officielt hold – staten og hæren – ser man helst ikke, at den slags sker,« fortæller Gunner Lind.

Der var flere grunde til, at det ikke længere blev anset som smart at slagte løs på fjenden uden skelen til, om det var soldater eller bønder.

• I 1600-tallet skete en professionalisering af hærene. Soldaterne blev bedre bevæbnet og trænet, og hæren blev en fast organisation. Da skellet mellem soldater og lokale bønder og borgere blev større, syntes soldaterne ikke længere, at lokalbefolkningen var så stor en trussel. Så var der ikke grund til at spille med de militære muskler på samme måde.
   
• Samtidig begyndte man at se anderledes på massakrerne. Den slags blodige overgreb fra en hær blev 'bad publicity' for de konger, der havde kommandoen. Bare hundrede år senere ville blodbadet i Ronneby have været en international skandale for Erik 14. Da havde den nye militære praksis ført til et lidt mere klart skel mellem soldater og civile. Helt ekstreme nedslagtninger, planlagt af den militære ledelse, blev derfor opfattet som meget dårlig stil.

»I de efterfølgende århundreder bliver den slags derfor sjældent. Der er mange andre dansk-svenske krige, men Ronneby-blodbadet er sidste gang, der foregår noget så brutalt,« fortæller Gunner Lind.

Skulle hævne drabene på svenske soldater

Da massakren fandt sted, var den slags endnu ikke blevet politisk ukorrekt i Europa. Kong Erik stod i en potentielt sprængfarlig situation, og derfor traf han den drastiske beslutning.

Før massakren havde nogle – formodentlig – danske bønder kastet sig over en flok svenske soldater. Soldaterne blev dræbt og hængt op i et træ til skræk og advarsel.

Ingen vidste, hvem der stod bag drabene. Men da der var mange svenske soldater – og mange bevæbnede bønder – i Blekinge, måtte svenskekongen statuere et eksempel, så overfaldene ikke tog til. Det blev et blodigt eksempel.

»Den slags er udtryk for, hvor magtesløs, snarere end magtfuld, kongen var. På det tidspunkt drager kongerne rundt med hære på måske 5.000 mand. Det er selvfølgelig pænt mange mennesker, men stiller de sig sammen, kan de stå på en fodboldbane. Og de skulle forsøge at erobre og holde meget store landområder. De var derfor kun punktvis til stede. Og med en lokalbefolkning, som delvist var bevæbnet, havde den fremmede magt grund til at være bange,« fortæller Gunner Lind.

For at mindes og lære af den voldsomme begivenhed, står Blekinge Museum i spidsen for en mindeuge i Ronneby fra 1.-7. september.