Skyldnere og drabsmænd blev borgere i Fredericia

Flyt til vores nye by og betal nul kroner i skat i 10 år. Det lyder måske som et tilbud, som er for godt til at være sandt.

Ikke desto mindre var det et af de vilde løfter, som danske konger i 1600- og 1700-tallet brugte til at lokke europæere til fæstningsbyen Fredericia.

Udover skattefrihed fik nye beboere blandt andet en gratis grund at bygge på og religionsfrihed.

Fæstningsbyen tiltrak af sig selv udenlandske lejesoldater, som gik i kongens tjeneste. Men religionsfriheden fik også mange jøder og franske huguenotter til at flytte til byen.

»Religionsfriheden betød, at Fredericia fik en helt speciel befolkningssammensætning,« siger seniorforsker på Rigsarkivet Jørgen Mikkelsen, som gennem tiden har arbejdet meget med byhistorie, blandt andet Fredericia og andre fæstningsbyer.

Det er i dag en af Danmarks mest velbevarede fæstningsbyer, men den jyske stad har også en helt særlig indvandringshistorie, som blandt andet har resulteret i, at Fredericia fik en ny handelsvare – nemlig tobakken.

Militær fæstning fik førsteprioritet

Frederik den III besluttede i 1640’erne, at der mellem Vejle og Kolding skulle ligge en fæstningsby.

Planen var i første omgang, at byen bag fæstningen skulle være en international handelsby – måske den største danske by efter København.

Fredericia fik således privilegium som stabelplads. Det vil sige toldfrihed og monopol på udenrigshandlen. Ved kun at give enkelte byer ret til udenrigshandel kunne kongen bedre kontrollere og beskatte handlen.

Men i Fredericia fik den militære fæstning førsteprioritet.

Etablering af bymidten og havnen lod derfor vente på sig, og den halvtomme fæstningsby var således ikke særlig attraktiv at flytte til for beboerne i Kolding og Vejle. Meget få valgte derfor i begyndelsen at flytte til den nye by.

Overvejede at nedlægge Kolding

Kongen og hans rådgivere gjorde sig vilde tanker om, hvordan man kunne tvinge danskerne til at flytte til den nye by.

»Man overvejede på et tidspunkt at nedlægge Kolding og Vejle og flytte indbyggerne til Fredericia,« siger Jørgen Mikkelsen.

Årsagen var, at den militære fæstning ikke kunne fungere, hvis ikke den havde en by i ryggen.

En by med borgere ville give fæstningen og dens soldater:

• Råvarer, fødevarer og manufakturvarer som for eksempel tøj og sko fra handel og håndværk i byen
• Borgernes arbejdskraft
• Indkvartering af soldaterne hos byens borgere
• Borgervæbning: Civile borgere kunne hjælpe soldaterne med at bekæmpe en udefrakommende fjende

Til gengæld fik byens borgere tryghed ved at være beskyttet af voldene og soldaterne i tilfælde af krig.

Drabsmænd var velkomne i Fredericia

De danske konger valgte dog ikke at nedlægge de velfungerende byer Kolding og Vejle.

I stedet forsøgte de at finde borgere til Fredericia andre steder i Europa, og kongemagten var ud fra datidens tankegang ikke kræsen i forhold til, hvem man ville byde velkommen.

• Drabsmænd, som havde begået mord uden for Danmarks grænser, kunne få asyl i byen
• Nye borgere fik skattefrihed i 10 år
• Røvere og folk, der var blevet erklæret konkurs, kunne i Fredericia få 10 års frihed til at få en forretning op at stå
• Alle, der flyttede til byen, fik gratis byggegrunde og tillægsjord uden for byen
• Fredericias borgere havde trosfrihed i modsætning til resten af den danske befolkning

Utilfredse købmænd fik asylret afskaffet

Der findes i dag ikke tal for, hvor mange drabsmænd Fredericia kom til at huse på baggrund af det førstnævnte privilegium.

Men asylretten lokkede fra 1773 til 1820 136 personer med tilhørende familier til.

Byen fik asylretten afskaffet i 1820, fordi det såkaldte Grosserersocietet, dvs. de store købmænds forening, var utilfredse med, at privilegiet gjorde det muligt for folk at undslippe at betale deres gæld.

Eneste krav var troskab mod kongen

Privilegierne havde ikke kun lokket kriminelle og gældsplagede udlændinge til byen.

Der kom også driftige typer og folk, som søgte religionsfrihed. Indvandrerne kom fra de tyske fyrstendømmer, Nederlandene, Frankrig, Italien, Polen og Portugal. Mange af indvandrerne var jøder eller lejesoldater.

»Det sidste privilegium, byens borgere får, er, da Frederik den IV omkring 1720 inviterer de franske huguenotter til at bo i byen. De var tilhængere af den calvinistiske protestantisme og havde ry for at være stræbsomme og entreprenante folk. Derfor blev de lovet 50 års skattefrihed, hvis de flyttede til byen,« fortæller seniorforsker Jørgen Mikkelsen.

»Det var vigtigt at have en fæstning netop der. Så gjorde det ikke noget, at dens borgere ikke var gode protestanter. Bare de var tro mod den danske konge,« siger seniorforskeren.

Indvandrere gav byen en ny industri

Indvandrerne tog ofte ny viden med til Fredericia. De havde andre erfaringer for, hvordan man drev landbrug.

Katolikkerne, som kom til byen, havde som gruppe ingen særlige præferencer for beskæftigelse.

Men mange af jøderne gik ind i handelsfaget.

Nogle af dem blev håndværkere, hvoraf mange valgte at blive slagtere, fortæller Jørgen Mikkelsen .

»Huguenotterne udmærkede sig derimod ved i særlig grad at satse på tobaksavl, og de kom derved til at sætte et helt særligt præg på byen,« siger seniorforskeren.

Historisk set er der byer, som ligesom Fredericia har opnået succes, fordi forskellige kulturer har mødtes og beriget hinanden eller har konkurreret. Når forskelligheder mødes, så kan det være en ’driver’ for, at man kan tage nogle spring i forhold til eksempelvis handel eller kunst.

Indvandringsforsker John Andersen

Cand.mag. kulturarvsvejleder og voldmester ved Museerne i Fredericia Morten Tinning bekræfter, at huguenotterne lagde grobunden for en industri, som blev vigtig for byen.

»Hvis man kender til de tobaksmærker, som Danmark havde i 1950’erne og 1960’erne, så var de bl.a. produceret af virksomheder, som hørte hjemme i Fredericia,« siger han.

Indvandringens to sider

Professor i sociologi og indvandringsforsker John Andersen fra Roskilde Universitet fortæller, at historien om Fredericia ikke er enestående.

»Historisk set er der byer, som ligesom Fredericia har opnået succes, fordi forskellige kulturer har mødtes og beriget hinanden eller har konkurreret. Når forskelligheder mødes, så kan det være en ’driver’ for, at man kan tage nogle spring i forhold til eksempelvis handel eller kunst.«

Forskeren nævner den hollandske indvandring til Amager i 1500-tallet som eksempel, hvor hollænderne bragte ny viden om dyrkning af grøntsager til kongens København.

Men der findes også eksempler på, at indvandring giver byer problemer frem for innovation og udvikling, fordi der opstår et etnisk eller racemæssigt hierarki som i sydstaterne i 50’ernes USA, hvor sorte og hvide børn ikke måtte gå i samme skole.

En international by i Jylland

I Fredericias tilfælde er der ingen tvivl om, at indvandringen i de første århundreder efter byens grundlæggelse var med til at give byen et internationalt præg.

»Byen har været mere multikulturel end næsten alle andre danske byer,« siger seniorforsker Jørgen Mikkelsen.

Morten Tinning fra Fredericia Museum fortæller, at borgerne i Fredericia på den baggrund var vant til folk udefra.

»Jeg ved ikke, om byen er blevet mere tolerant end andre danske byer. Men man har i tidens løb nok været mere åben og vant til indtryk udefra,« siger Morten Tinning og nævner som eksempel, at den gamle fæstningsby var den første by til at invitere gæstearbejdere til Danmark i 1960’erne.

Museerne i Fredericia har et forskningsprojekt i gang om huguenotterne i Fredericia gennem tiden.