Du er måske én af mange millioner mennesker, som allerede har set videoen herunder.

Men kig bare med alligevel, for det er faktisk også fascinerende både anden og tredje gang at høre professor emeritus Ken Robinson skære benhårdt igennem vores opfattelse af uddannelsessystemet og kaste sine skarpe analyser direkte ind i de mest åbne sår med udsagn som:

• Skolen dræber kreativitet
   
• ADHD er en opdigtet epidemi, som skoler er med til at sprede
   
• Vi uddanner børn efter gammeldags idealer, som slet ikke hører hjemme i det 21. århundrede
   
• Børn bliver tvunget til at forholde sig til emner, som dræber engagement i stedet for at fremelske det

Skarp kritik kommer fra hæderkronet professor

Det er alvorlige anklager, og de får kun mere tyngde, når de kommer fra en højt anerkendt og respekteret fagmand, der i mange år har forsket i kreativitet og uddannelse ved University of Warwick i England.

Sir Ken Robinson har 30 års erfaring med udvikling af skolevæsnet, og han er hædret med et væld af titler for sit arbejde som blandt andet ekspert for regeringerne i England og Nordirland – og så får hans formidable evne til at formidle folk til at lytte.

Spørgsmålet er dog, om selve indholdet giver mening i dansk sammenhæng? For at finde svaret har Videnskab.dk allieret sig med én af Danmarks førende forskere i læring.

Line Lerche Mørck er lektor i pædagogisk psykologi ved Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet, tidligere kendt som Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU). Hun har forsket i, hvordan vores uddannelsessystem er strikket sammen og hvordan vi udvikler det, og hun er ikke et øjeblik i tvivl:

Ken Robinsons kritik kunne lige så godt være rettet mod Danmark.

»Han sætter fingeren på en masse gode kritikpunkter, og der er pointer, som jeg er meget enig i,« lyder det fra Line Lerche Mørck.

Skolen uddanner for meget på samlebånd

Ken Robinson mener helt grundlæggende, at skolen bare gør, som den altid har gjort, og derfor efterhånden har udviklet sig til at være en industri uden den helt store entusiasme eller plads til begejstring.

Vi putter elever ind i den ene ende, forsøger at fylde deres hoveder med boglig viden og håber, at der kommer fornuftige samfundsborgere ud i den anden ende.

»Igen: Jeg er meget enig. Der er en grundlæggende struktur for, hvad en skole er: Man skal følge et skema, gennemgå et særligt pensum, læreren skal overføre viden, og det handler om at nå højest i hierarkiet ved at blive god til læsning og matematik. Der er mange problemer i den opskrift, men man kører videre med den, og det giver en risiko for, at skolen bliver for meget som en fabrik,« siger Line Lerche Mørck.

»Opskriften gav måske nok mening tidligere, hvor uddannelse banede vejen for et godt job, så man kunne forsørge sig selv og sin familie. Men de børn, som i dag bliver sorteret fra med de metoder, er f.eks. dem, der bor i udsatte områder og som skal ud i et samfund, hvor ungdomsledigheden er oppe på niveau med 1980erne. Det giver et problem med legitimiteten af uddannelse, for det er svært at overbevise dem om, at uddannelse i sig selv er godt,« bemærker Line Lerche Mørck.

Kan ADHD være en opdigtet epidemi?

Vi kommer til Line Lerche Mørcks bud på en løsning om lidt.

Først skal vi lige runde en anden central pointe i Ken Robinsons oplæg: Når børn falder fra, når deres tanker vandrer eller de har svært ved at sidde stille i timerne, ser vi ikke på, om det er vores måde at tænke skole og læring på, der skal laves om.

I stedet er vi hurtige til at give børnene et prædikat eller måske endda en diagnose, for eksempel ADHD.

Videoen længere oppe viser, hvordan det ser ud til, at der er flere og flere børn med ADHD, jo længere man bevæger sig mod øst i USA.

I Danmark falder ADHD-diagnoserne også sammen med geografi. Rigtigt mange børn i Region Midtjylland bliver diagnosticeret med ADHD. I Gentofte ved København er tallet langt mindre. Her får børn til gengæld langt flere diagnoser som Aspergers syndrom og autisme.

Er det, fordi der måske er noget i drikkevandet i forskellige kommuner, der fremkalder diagnoserne – eller er det, som Ken Robinson påstår, at ADHD er en »opdigtet epidemi«, som skolen er med til at sætte i gang?

ADHD i Midtjylland, men ikke i Gentofte

Ifølge Line Lerche Mørck mangler vi solid viden. Hun understreger, at hun ikke vil gå så vidt som til at sætte spørgsmålstegn ved, om ADHD eksisterer som sygdom, og at det er vigtigt at anerkende, at der er børn, som oplever, at de bedre kan fokusere, når de får medicin mod lidelsen.

»Omvendt mangler der en kritisk forståelse af, om den ujævne geografiske fordeling af diagnoser hænger sammen med måderne, vi laver skole på, og med hvilken social klasse børnene kommer fra,« bemærker hun.

I Gentofte har man eksempelvis forsøgt at indføre mere kreativ og flydende undervisning. Skolerne har mange steder opløst brugen af faste klasser og klasseværelser. I stedet skal eleverne arbejde mere fleksibelt og selvstændigt i grupper.

Måske har Gentofte mange børn diagnosticeret med autisme, netop fordi det er svært for børnene at arbejde selvstændigt i grupper og har sværere ved den løsere struktur, hvor de skal orientere sig i grupper på tværs af klasser?

Eller måske er antallet af ADHD-børn i Gentofte lavere, fordi kommunen ikke har særligt mange børn fra lavere sociale klasser? 

Forskere kiggede nærmere på Midtjylland

Line Lerche Mørck har i samarbejde med ph.d.-studerende Karen-Lis Kristensen fra Aalborg Universitets Institut for Kommunikation forsket i skolesystemet i Midtjylland.

De to forskere har undersøgt, om man kunne gøre noget for at få elever med ADHD til at deltage i undervisningen i stedet for at støde dem ud med en diagnose – og samtidig om man kunne forklare, hvorfor midtjyske lærere tit bliver udbrændte eller får stress.

Erfaringerne er beskrevet i en artikel i bogen ’Socialpædagogik; en grundbog’. Artiklen beskriver ’Mikkel’, der er »under udredning« – ved at blive undersøgt - for ADHD på grund af en mistanke fra lærernes side.

Mikkel går i indskolingen og brænder for musik. Men hans gemyt skaber tit problemer, og derfor må han ikke længere være med i musikundervisningen. Han er altså blevet udelukket fra det, han er allermest engageret i – ligesom Ken Robinson advarer mod i videoen.

Forsker, PPR-psykolog og ph.d.-studerende Karen-Lis Kristensen er også musiker. I frikvartererne tager hun Mikkel med ned i musiklokalet og jammer. Andre børn kommer til, og Mikkel oplever at være med til at starte noget nyt og populært.

Hvis rammerne bliver bøjet, bliver der plads til ADHD-børn

Da børnene mod slutningen af samarbejdet skal jamme, står Mikkel klar med sin guitar, da en kammerat spiller noget andet, end han plejer. Samtidig gnaver remmen i Mikkels skulder, og det hele gør ham sur og ked af det, og han løber ud af lokalet.

I stedet for at sukke og konstatere, at Mikkel ikke kan være med på grund af sin ADHD – som det er sket før i skolen – siger forskeren, at han lige skal have lov at trække vejret og vil spille med igen, når han er klar.

Lidt efter kommer Mikkel tilbage og spiller videre.

»Det er let i en travl hverdag, hvor skolens dag skal forløbe i faste kasser, at konkludere, at Mikkel ikke kan være med, fordi han har ADHD. Men hvis man helt i det små finder overskuddet til at invitere eleverne ind eller bøje systemet lidt, så der også bliver plads til de udsatte børn og unge, kan deres interesser faktisk blive til ressourcer,« forklarer Line Lerche Mørck og fortsætter:

»Vi beskriver også et andet eksempel, hvor Mikkel spillede rundbold sammen med klassen og Karen-Lis. Han var rigtigt god til at give bolden op, gribe og sige stop, så det fik han lov til at gøre fast. Efter noget tid kommer læreren tilbage og siger, ’Så, nu skifter vi, også dig, Mikkel, for sådan er reglerne’.«

»Lige dér skifter Mikkels gode følelse til et nederlag, og det endte med, at han måtte gå ud. Det er et typisk eksempel på, hvor dårlig man er til at bøje reglerne i skolerne,« siger Line Lerche Mørck.

Sådan kan undervisningen ramme flere elever

Ifølge Line Lerche Mørck er det lige præcis her, skolesystemet kan lære noget og give den bedste hjælp til børn, som falder uden for kasserne i skolen og på den måde måske forhindre, at børnene får en diagnose.

Det handler om at finde en gylden vej ind til, hvad der tænder barnet allermest og bruge barnets energi til at gøre undervisningen bedre.

Forskerne kalder det ’overskridende læring’.

Det sker meget sjældent, at lærere, skoler og politikere sætter sig sammen og taler om, hvad der skal til at for at lave den allerbedste skole. I stedet skifter man hele tiden fokus efter for eksempel resultaterne i PISA-undersøgelserne for at få børn til at blive bedre til at læse i 2. klasse eller blive bedre til matematik.

Sådan nogle ændringer påvirker eksempelvis prioriteringer på lærer- og pædagog-uddannelserne, og det kan ødelægge en udvikling, der er i gang. Så det handler om, at politikerne skal turde tænke langsigtet.

»Det handler om, at man arbejder med fælles læreprocesser, der omdefinerer den måde, vi tænker skole, læring og handlemuligheder på, så det ikke bare handler om børnenes problemer, men så deres engagement og interesser bliver brugt positivt i stedet. Overskridende læring sætter spørgsmålstegn ved hele den måde, vi tænker skole på og kræver et skift i paradigmet, som Ken Robinson også nævner.«

»Hvis man tror, det kun betyder gruppearbejde, laver man en ren kortslutning. Det er meget mere komplekst. Måske arbejder nogen bedst alene eller i tomandsgrupper, og interesser kan sagtens gå på tværs af klassetrin, så elever fra 5. klasse, 9. klasse og universitetet kan lave noget unikt sammen.«

»Det kan godt være, at nogen så først ville lære at læse lidt senere end i 2. klasse – hvilket mange reelt gør i forvejen – men til gengæld får man skabt en læring, som kan rumme langt flere elever,« funderer Line Lerche Mørck.

Tættere samarbejde giver talentudvikling

Line Lerche Mørck bruger selv overskridende læring i sit arbejde med mange forskellige grupper i samfundet.

Både på årlige bandeseminarer, hvor hun i samarbejde med Grundtvigs Højskole samler bl.a. ex-rockere, kriminelle unge, forskere, gadeplansarbejdere og politiet til at diskutere problemer og få øjnene op for hinandens synspunkter. Og til daglig, hvor hun gerne inddrager f.eks. etniske minoriteter i sin forskning i udsatte unge på Nørrebro – fordi de i kraft af deres baggrund ser vinkler, som forskeren ikke selv ville kunne få øje på.

Filosofien er helt overordnet at bringe folks styrker fra hverdagen i spil under arbejdssloganet ’Learning from the margin’ – for eksempel ved at lade specialestuderende være med til reel forskning og til at lave videnskabelige artikler.

Line Lerche Mørck kalder selv den del af arbejdet for »talentudvikling, hvor de får mulighed for at komme videre, og jeg får lavet forskning og udgivet den.«

Forsker sammen med sine specialestuderende

»Man er tilbøjelig til på universiteterne at sige, at ’jeg bruger ikke mere end 30 timer på det speciale, for så har jeg ikke tid til forskning.’ Man tænker så meget i rigide kasser om for eksempel forskning og undervisning og bliver klemt i den tankegang.«

En lille start kunne være, at man som jeg begynder at involvere de studerende i at arbejde sammen med lærerne.

Så bliver det legitimt at arbejde på tværs af kasserne og kan åbne øjnene for værdien i, at en studerende kan arbejde i en skoleklasse – så man kan bryde hierarkiet ved, at vi alle sammen gør noget nyt og udvikler og tænker anderledes.

»Jeg tænker i stedet, at jeg involverer de studerende i forskningen og laver noget, der samtidig er deres speciale. Det hæver arbejdet op i en højere enhed, og mange af mine videnskabelige artikler er skrevet sammen med specialestuderende.«

»Når man skaber sådan nogle fællesskaber, hvor eleven eller den studerende laver mere med andre, end man kan alene, så føler de, at de bidrager til noget stort, noget betydningsfuldt. Det er det, der skal indføres, og det kan i princippet gøres hele vejen op gennem uddannelsessystemet,« mener Line Lerche Mørck, inden hun tilføjer:

»Det kræver selvfølgelig også, at man som underviser møder eleverne og de studerende og lærer dem at kende, som man eksempelvis kan i værkstederne på produktionsskolerne. På universiteterne lærer du dem ikke at kende på samme måde, så det kræver igen et opgør med masseuniversiteternes fabrikstanke, før man kan tage det afgørende skridt videre.«

Uddannelsessystemet skal ændres langsomt

Forskeren er udmærket klar over, at der også er andre store udfordringer, som skal overvindes, før uddannelsessystemet kan lægges om til at favne umiddelbart udsatte eller svage og på den måde modvirke, at elever bliver udstødt, så de i stedet kan få mere ud af at være i skolen eller på universitetet.

Hun peger selv på, at det let kunne skabe endnu flere problemer at bryde alt velkendt op fra den ene dag til den anden.

Det skulle ske langsomt, så alle børn kunne nå at vende sig til nye rammer, og så man ikke bare ender med at skabe nye diagnoser.

Og så vil det kræve en mentalitetsændring af de helt store, ikke bare hos eleverne.

Politikere og lærere skal være friske

Line Lerche Mørck nævner selv især to vigtige grupper:

1. Politikerne. Hvis man grundlæggende skal ændre uddannelsessystemet, kræver det tid, tålmodighed og mod til at holde fast i sine langsigtede planer i stedet for at lade sig påvirke til hurtige beslutninger af f.eks. resultater i en ny PISA-undersøgelse.
    
2. Lærerne selv. Det vender sig tit i maven på lærere og pædagoger, når politikere taler om at tage børn med ADHD tilbage i folkeskolen eller at bruge kræfter på ”inklusion”, som det kaldes i øjeblikket, når udsatte skal tilbage i flokken.
   »De tænker, at ordet inklusion dækker over en spareøvelse, og jeg kan helt ærligt godt forstå, at de får den følelse. Derfor skal man overveje at sætte en ekstra lærer ind i klassen i en periode, så man kan udvikle metoderne. Det er besværet værd, for ellers får børnene det dårligere og dårligere med at gå i skole, og så kan udgiften let blive dobbelt op for samfundet.«

Penge er et mindre problem; kreativitet er det største

Nogen vil nok tænke, at det i det hele taget kræver en hel del penge at tage hånd om en masse udsatte børn, hvis de virkelig skal have en chance for at få det godt, uden at det går ud over gruppen af skoleglade børn, som trods alt også findes i Danmark.

Line Lerche Mørch mener dog, at økonomien er et mindre problem.

»Vi uddanner jo studerende på flere uddannelser til at gøre, som jeg foreslår. Der er tusindvis af studerende, som kunne arbejde gratis og komme ud i klasser og sætte processer i gang som en del af deres læring på universiteterne.«

»Så det handler mere om kreativitet og om, at lærerne skal have tid at sætte af, og at politikerne skal se det som værdifuldt at samle elever i de her værdiskabende fællesskaber. Så tror jeg på, at uddannelsessystemet ville blive bedre.«