Skal ét forskningsbibliotek være over dem alle?

Det danske biblioteksvæsen består i grove træk af tre bibliotekstyper:

• De kommunale folkebiblioteker (som denne artikel ikke omhandler, hvorfor vi straks glemmer dem igen),
• nationalbiblioteker, som hører under Kulturministeriet, og
• forskningsbiblioteker, som hører under universiteterne, som igen hører under Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Indtil 2017 havde Danmark to nationalbiblioteker: Statsbiblioteket i Aarhus (SB) og det Kongelige Bibliotek i København (KB).

Begge byer har som bekendt også et universitet, og der var derfor åbenlyse fordele ved et nært samarbejde mellem SB og Aarhus Universitetsbibliotek (AUB) og mellem KB og Københavns Universitets Bibliotek (KUB).

Samarbejdet mellem de to gange to biblioteker var så nært, at det var svært at se, hvor det ene begyndte, og det andet sluttede.

Hurtig beslutning, uden bredere debat

Da man i 2016 besluttede at fusionere de to nationalbiblioteker under navnet 'Det Kgl. Bibliotek', fulgte de to universitetsbiblioteker i kraft af det meget nære samarbejde så at sige med i købet.

Forinden var Roskilde Universitetsbibliotek og IT-universitetets bibliotek også blevet lagt ind under det nye store KB. Og næsten samtidig indgik Aalborg Universitetsbibliotek en omfattende samarbejdsaftale med KB.

\ Læs mere

Sådan bruger vi biblioteket

Blandt de store forskningsbiblioteker forblev Syddansk Universitetsbibliotek, DTU Bibliotek og CBS Bibliotek selvstændige enheder under deres universiteter. Det hele gik meget hurtigt uden offentlig bevågenhed eller bredere debat, som vi ellers kender fra andre store offentlige forandringsprocesser.

Efter sådan en perlerække af tilsyneladende uproblematiske biblioteksfusioner, var det fristende at tage skridtet fuldt ud og skabe ét fælles forskningsbibliotek for hele landet og dets universiteter. Det kunne angiveligt give stordriftsfordele og ruste bibliotekerne til en fremtid, som er meget forskellige fra den fortid, de blev skabt i.

De fleste fordele er allerede høstet

Tanken om ét fælles forskningsbibliotek er forjættende. Men den vandt ikke opbakning på SDU, DTU og CBS og deres biblioteker.

Virkeligheden er nemlig den, at de allerfleste stordriftsfordele allerede er høstet, fordi biblioteksvæsenet i Danmark samarbejder både intensivt og effektivt.

Der er således udstrakt samarbejde om den suverænt største udgiftspost, nemlig indkøb af abonnementer på tidsskrifter, e-bøger og forskellige videnskabelige søgemaskiner via DEFF, Danmarks elektroniske fag- og forskningsbibliotek.

Forskningsbibliotekerne udveksler derudover fysiske materialer i rigt omfang og skæver til hinandens samlinger ved nyanskaffelser, ligesom man deler metadata og har standardiserede dataformater, der sikrer fuldstændig kompatibilitet mellem bibliografiske poster oprettet i de enkelte biblioteker.

Hvad der er mindre samarbejde om, er de serviceydelser, som de enkelte biblioteker har valgt at yde til forskere, studerende og fællesadministration på deres respektive universiteter.

Det skyldes helt lavpraktisk, at universiteterne er forskellige og har forskellige behov, hvorfor også bibliotekernes forskerservice og undervisningstilbud varierer på tværs af landet.

Skal diskutere fællesbibliotek – igen

Og så skulle man jo tro, at der var ro om den sag. Men sidste år er længe siden.

For et par måneder siden blev der nedsat en arbejdsgruppe med kommissorium til at 'afdække de fremtidige behov for forskningsbiblioteksbetjening' og 'give anbefalinger til den fremtidige organisering af forskningsbiblioteksområdet' inden for fire områder (se boksen under artiklen 'Det skal arbejdsgruppen foretage sig').

Kommissoriet er lagt ud på Kulturministeriets hjemmeside med Kulturministeriets logo på.

Vores gæt er, at arbejdsgruppen kommer til at genoptage diskussionen om SDU's, DTU's og CBS's biblioteker og muligheden for at samle alle forskningsbiblioteker i én organisation, nemlig Det Kongelige Bibliotek med hovedsæde i København.

Intet har ændret sig siden sidst – så hvorfor?

Intet har imidlertid ændret sig, siden de tre universiteter sidste år besluttede sig for at forblive selvstændige, så vi undrer vi os først og fremmest over, hvorfor arbejdsgruppen i det hele taget er blevet nedsat.

Dernæst undrer vi os over gruppens sammensætning (se boksen under artiklen 'Kulturministeriet er stærkt overrepræsenteret i arbejdsgruppen'), herunder at Kulturministeriet både har fået formandsposten, et menigt medlem i arbejdsgruppen og to medlemmer i sekretariatet, når Uddannelses- og Forskningsministeriet kun er repræsenteret med et menigt medlem og et medlem i sekretariatet.

Bibliotekerne ved de tre nævnte universiteter er underordnet netop disse universiteter, som igen er underordnet Uddannelses- og Forskningsministeriet. De har således intet med Kulturministeriet at gøre.

For det tredje bemærker vi, at alle arbejdsgruppens medlemmer, med en enkelt undtagelse, enten selv eller qua deres institutioner er eller har været involveret i den proces, der sidste år ledte til skabelsen af det nuværende Kongelige Bibliotek.

Det er derfor svært at forestille sig, at arbejdsgruppen kan kaste friske øjne på sagen – eller at de kan barsle med mange andre ideer end en gentagelse af centraliseringstanken fra sidste år.

Ingen fra universiteterne

Det ville have været forfriskende, hvis der havde været udpeget repræsenterer for de universiteter, som risikerer at miste indflydelse på deres egne biblioteker ved en centralisering. Men det er der ikke.

Der er dog en person fra SDU med i arbejdsgruppen, nemlig dekan Simon Møberg Torp, men medlemmerne af arbejdsgruppen er udpeget i deres personlige kapacitet og hverken kan eller skal repræsentere andre end sig selv. Derfor repræsenterer Torp ikke SDU i denne sammenhæng.

Tilsvarende forfriskende ville det have været, hvis man havde udpeget medlemmer med indgående kendskab til drift og ledelse af forskningsbiblioteker, de omfattende samarbejdsaftaler, der allerede eksisterer og karakteren af de serviceydelser, de enkelte universiteter grundet deres eksakte videnskabers og uddannelsers behov har valgt at lægge i hænderne på deres biblioteker.

Det har man heller ikke valgt at gøre.

\ Læs mere

Må man se fjernsyn på biblioteket?

Skulle arbejdsgruppen ende med at anbefale at lægge de tre universiteters biblioteker ind under KB, og følger de involverede ministerier en sådan indstilling, går ministerierne reelt ved et administrativt pennestrøg sammen om at:

• Fratage universiteterne en betydelig del af deres selvstændige evne til at indrette ikke blot den klassiske biblioteksdrift, men også den række vidensrelaterede opgaver, som bibliotekerne har i dag og vil udvikle i fremtiden. Det er opgaver som eksempelvis forskningsdokumentation, rådgivning om bibliometriske indikatorer, undervisning og sparring i forskningsetik, datamanagement og avanceret informationssøgning.​
• Påtvinge de berørte universiteter en bureaukratisk byrde, idet de vil skulle forhandle med KB om alle forhold omkring deres lokale biblioteker – for eksempel hvis man lokalt måtte finde det betimeligt at bygge om i relation til bibliotekerne og deres omfattende magasiner, eller forhold vedrørende specialsamlinger og indkøb af materialer.

Fælles løsninger er gode – men alle skal være med til at lave dem

Fælles løsninger og samarbejder er i mange tilfælde et gode. Også på universiteter og deres biblioteker. Derfor findes begge dele allerede i dag.

Potentialet er formentlig ikke udtømt, men det er afgørende, at det fremtidige samarbejde forbliver både ligeværdigt for de deltagende institutioner og fleksibelt.

Det sikrer, at det kan intensiveres, hvor det giver mening, og at man kan vælge unikke, lokale løsninger, hvor de giver mest værdi.

Den seneste generations New Public Management-inspirerede fusions- og centraliseringsbølge i den offentlige sektor burde have lært os om eksistensen af utilsigtede negative konsekvenser af centraliseringer.

Vi frygter, at den mulige skabelse af ét nationalt forskningsbibliotek bliver en bureaukratisk kolos på lerfødder med et dybt og kompliceret ledelseshierarki. Vi frygter et umage parløb mellem Kulturministeriet og Forskningsministeriet og et vigende rum for den mangfoldighed, der kendetegner de selvejende universiteter og deres ledelser.

\ Læs mere

Forskere: Lad os styrke universiteternes forskellighed

\ Læs mere

Forskningsfriheden er truet på danske universiteter