1. november 2009 flyttede DR sit nye, daglige magasinprogram for børn – Ramasjang Live – ind på Hovedbiblioteket i Aalborg. Herfra sendte man hver dag en halv times fjernsyn, med gæster, konkurrencer, journalistiske indslag og en masse sjove indslag til børn i aldersgruppen 7 til 12 år.
Fra og med 2011 sender Ramasjang Live fra en bus, der kører rundt i landet og sender fra bl.a. forskellige biblioteker. Projektet er dermed med til at vise sider af biblioteket, som ikke har været så fremtrædende tidligere. Et tilknyttet følgeforskningsprojekt stillede i den forbindelse spørgsmålet: 'Hvad sker der, når biblioteket flytter ind i fjernsynet og fjernsynet flytter ind i biblioteket?'.
Svaret afhænger af hvem man spørger. De tre primære interessenter i den forbindelse er bibliotekarer, DR og børnene, der skal se programmet og bruge biblioteket. I det følgende vælger jeg at fokusere på børnene og på hvordan projekter som dette kan siges at være eksponenter på nye måder at forstå kultur, medier og leg på.
Begrebet medialisering beskriver bevægelser, hvori institutioner og fænomener i højere og højere grad udspilles gennem og ved hjælp af medier. I sin bog 'En verden af medier' (2008) analyserer Hjarvard hvordan felter som sprog, religion, politik og leg er blevet medialiserede og altså relateret til medier på nye og mere omfattende måder.
Legen er således i høj grad medialiseret gennem reklamer og gennem de mediebaserede platforme, hvorpå legen finder sted – computerspil er et af flere eksempler. I en kommende blog vil jeg vende tilbage til dette.
Bibliotekets medialisering
Men også biblioteket som institution – og fænomen – kan siges at være medialiseret på flere niveauer. Mest oplagt er selvfølgelig de elektroniske mediers massive indtog på biblioteket over de seneste årtier.
Hovedbiblioteket i Aalborg i den forbindelse interessant at fremhæve, idet man her igennem en årrække har arbejdet bevidst på at lade elektroniske medier udfordre bogens traditionelt privilegerede status i det, der oven i købet er blevet kaldt 'det (næsten) bogløse børnebibliotek'.
Som sådan er Ramasjang Live's indtog på børnebiblioteket blot endnu et niveau af medialisering. Man kan sige at den – ideelt set - udmønter sig i to samtidige bevægelser. Biblioteket flytter ind i fjernsynet og fjernsynet flytter ind i biblioteket. Det interessante i denne sammenhæng har været at undersøge, hvordan dette opfattes af børn og hvilken betydning de tilskriver det.
Nyt syn på biblioteket
Først og fremmest har børnene fået et nyt syn på biblioteket gennem Ramasjang-projektet. Biblioteket har fået større street credibility, kan man sige og børnene oplever at biblioteket er blevet mere relevant i deres hverdag. Samtidig påpeger de at tv programmet kommer tættere på dem, når det sendes fra et velkendt sted og ikke bare fra et udefinerbart studie.
Biblioteket er nemlig et sted, børn – og deres forældre – i høj grad forbinder med stabilitet, nærhed og tryghed.
Desværre er biblioteket også et sted, børnene forbinder med noget lidt kedeligt og i hvert fald et sted, hvor man skal være stille:
»Jeg synes det er lidt mærkeligt at man kan få lov til at lave det på et bibliotek, for der plejer man jo at skulle være stille,« som en 10-årig pige formulerer det.
Derfor udfordrer projektet børnenes forståelse af biblioteket – og af fjernsynet.
Integration af forskellige sfærer
Men først og fremmest peger projektet på et afgørende parameter ved medialiseringen, nemlig en højere grad af integration af forskellige sfærer.
Her smelter hverdagslivets fysiske rum sammen med børnenes egne medier, de kendte værter bevæger sig rundt i genkendelige og tilgængelige rammer og man kan selv komme helt tæt på gennem deltagelse i konkurrencer, hvor den mest eftertragtede præmie er 'Ramasjang t-shirten'.
Med den på kan man kropsligt udleve sit tilhørsforhold til programmet – man kan komme helt tæt på. Og det kan børnene rigtig godt lide, idet det ligner deres måde at knytte sig til fortællinger, legeuniverser og medier på i det hele taget – gennem fysiske artefakter, ting, legetøj og merchandise.
































