Sex-handlede nigerianske kvinder vender hjem til et stort ansvar, efter de har solgt sex på danske gader.
I Nigeria bliver hjemvendte kvinder nemlig betragtet som ressourcestærke individer af deres familier – også selvom det ligger i luften, at de har solgt sex i Europa. Slægtningene forventer, at de tidligere sexarbejdere har tjent penge og fået kontakter i Europa, der kan hjælpe dem alle ud af fattigdommen.
Det viser et nyt dansk forskningsprojekt, der som et af de første undersøger livet for de nigerianske kvinder, der vender tilbage til Afrika efter at have solgt sex i Vesten.
»De hjemvendte kvinder får ekstra forsørgerforpligtigelser, og derfor handler det om at skaffe penge og mad. Men det er svært at få arbejde, så der er ingen fast månedsløn.«
»Nogle prøver at sælge brød, de har bagt. Andre forsøger at starte små forretninger, hvor de sælger vand eller telefonkort, men mange dage går med, at de ikke laver ret meget, fordi der ikke er noget arbejde at få,« fortæller Sine Plambech, ph.d.-kandidat ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
Penge kompenserer for frygtelige oplevelser
\ Fakta
Mange nigerianske kvinder rejser til Europa i håb om, at de kan tjene mange penge. Men først skal de ind i det forjættede land – for eksempel via menneskesmuglere, og det koster penge. Når kvinderne først er i Europa, hænger de derfor på en enorm gæld til menneskesmuglere og traffickere - der også tager ågerpriser for at lade dem bo til leje i destinationslandet. For mange migranter bliverprostitution den eneste udvej. »At sælge sex på gaden i Europa opleves ofte rædselsfuldt, men det bidrager til at afvikle gælden. Kvinderne lever meget i håbet. Håbet om, at de kan blive gældfri efter tre år med virkelig barske arbejdsvilkår. Derefter kan de begynde at spare op, håber de,« fortæller Sine Plambech.
Danmark er et meget rigere samfund end Nigeria. Det kan til dels forklare, hvorfor synet på traffickede kvinder er så forskelligt i de to lande.
I Danmark bliver sex-trafficking af de fleste betraget som noget helt igennem skidt. Men i det fattige Nigeria ser man anderledes på det.
»Nogle af kvinderne har haft virkelig forfærdelige oplevelser i Europa. Men de tjente samtidig penge, som de kunne sende tilbage og forsørge deres familier og børn med. Det kompenserer tit for de forfærdelige oplevelser, de har haft som sexarbejdere,« fortæller Sine Plambech.
Nigerianere er kommet rige tilbage
I løbet af et år har Sine Plambech været på feltarbejde i Nigeria af to omgange. Hun har været i Benin City, hvor cirka 90 procent af alle nigerianske sexarbejdere kommer fra.
Hun fulgte 20 kvinder i alderen 19-35 år. De var alle blevet sendt hjem fra et europæisk land: Italien, Spanien, England, Rusland eller Danmark.
Fælles for dem var, at de blev mødt af positive forventninger fra deres slægtninge. Forventninger, der blev næret af, at der i Benin City ofte er respekt for folk, som har været i Vesten.
Igennem de seneste 200 år er der nemlig skabt gyldne kontrakter og kontakter mellem Benin City og Europa. Europæiske firmaer har aftaget kobber, gummi, skulpturer og olie fra området. Det har betydet, at enkelte lokale er rejst til Europa – og kommet meget rige tilbage.
Andres succes lokker fattige kvinder til Vesten
Solstrålehistorierne inspirerer mange unge kvinder i byens fattige kvarterer til at rejse udenlands.
Pigerne bliver dog som regel skuffede, når de kommer til Vesten. I Europa er livet for udokumenterede migranter - og arbejdet på gaden - langt hårdere, end de havde forestillet sig. Men det holder kvinderne for sig selv.
»De dårlige historier bliver stort set ikke fortalt i Benin City, fordi de bliver forbundet med skam. Så man forventer, at kvinderne kommer tilbage med ressourcer.«
\ Fakta
En del af projektet handler også om at lave en dokumentarfilm, der visuelt viser forskningen. Derfor filmede Sine Plambech med et lille nigeriansk filmhold under dele af sit feltarbejde.
»Derfor bliver familiernes svageste sendt over til dem – det kan for eksempel være en ressourcesvag kusine. En af dem, jeg har fulgt, skulle tage sig af ni familiemedlemmer, efter hun kom hjem,« fortæller Sine Plambech.
Det er dog svært at leve op til de store forventninger. I første omgang migrerede kvinderne til Vesten, fordi var høj arbejdsløshed i Nigeria - og det er der stadig. Nogle forsøger at tjene lidt penge ved at bage brød. Men det er langt fra et fuldtidsarbejde.
»Kvinderne uden arbejde sidder ofte og ser den nigeriansk producerede tv-kanal ’Africa magic’ dagen lang. Meget tid går med at vente og håbe på, at der sker noget godt. Det bliver let en passiv tilstand,« siger Sine Plambech.
Antropolog brugte utraditionelle metoder
Sine Plambechs indsigt i de hjemvendte kvinders hverdag og situation er helt ny. Den unge antropolog er nemlig én af de eneste forskere, der har haft mulighed for at komme tæt ind på livet af de hjemvendte kvinder. Det lykkedes kun, fordi hun indrettede sig, så kvindernes sikkerhed var i højsædet.
- Hverdagen i Benin City er fyldt med vold, røverier og kidnapninger. Særligt i de fattige områder, hvor de 20 kvinder bor. Bliver en lokal kvinde set sammen med en hvid kvinde, er der risiko for, at den lokale kvinde bliver berøvet. Derfor holdt Sine Plambech sig ofte på afstand af kvindernes hjem.
- I stedet indkvarterede hun sig i en hotellejlighed. På den måde kunne kvinderne komme til Sine Plambech.
- For at få de små detaljer fra den nigerianske hverdag med, udstyrede antropologen kvinderne med engangskameraer og dagbøger. Så kunne de tage fotografier fra deres liv de steder, hvor hun ikke kunne færdes. Og de kunne skrive deres tanker ned, når de havde dem.
»Det er en utraditionel måde at være antropolog på. Normalt lever man sammen med de mennesker, man følger. Men den her metode gav mig adgang til en viden, som andre ikke har haft adgang til i det specifikke område.«
Vi tror måske, at kvinderne kun tænker på sig selv som trafficking-ofre. Men når de kommer tilbage til Nigeria er hverdagen så kompliceret, at det bliver tydeligt, at de også er så meget andet. Som alle andre kvinder er de også mødre, søstre, døtre og kusiner.
Sine Plambech
»Forskere er tit kommet i forbindelse med traffickede kvinder via humanitære organisationernes socialarbejdere. Men det kan betyde, at kvinderne giver forskeren de samme svar, som de gav deres socialrådgiver, når de ville have hjælp.«
»Jeg ville derfor arbejde uden for organisationerne. Det betød, at jeg også kom tæt på de mennesker, der betyder noget for kvinderne: Heksedoktorer, præster og kvindernes mødre. Og jeg fik indblik i, hvad hjemvendte kvinder snakker om i mere private situationer, for eksempel under madlavningen,« fortæller Sine Plambech.
Snakker ikke meget om sex-arbejder-oplevelser
Kvinderne holder sig mest til at tale med deres mødre om hverdagsting. De fortæller kun meget lidt om deres oplevelser i Europa.
»Dem prøver de at lægge bag sig. Man skulle så tro, at mødrene ville forhindre kvinderne i at rejse til Europa igen, men det oplever jeg ikke.«
»De tænker snarere, at deres døtre gik glip af en mulighed, fordi de blev sendt tilbage til Nigeria. Flere mødre spurgte mig faktisk, om jeg kunne hjælpe døtrene til Europa – til trods for, at de havde haft så voldsomme oplevelser,« siger Sine Plambech.
Vil tilbage til Europa
Det er enormt svært for kvinderne ved at løfte det store ansvar, som deres familier pålægger dem. Derfor forsøger mange af dem – efter et kortere eller længere ophold i Nigeria – da også at komme tilbage til Europa, hvor der er penge at tjene.
»De håber, at deres erfaringer fra det første ophold i Europa kan holde dem ude af prostitution. Men er de først over 30 år, vil de typisk ikke rejse tilbage. Så føler de, at de har givet deres drøm en chance. De pensionerer i stedet sig selv som migranter og forsøger at etablere sig i Nigeria,« fortæller Sine Plambech.
Ph.d.-afhandlingen ’Point of Departure – Life after Human Trafficking in Western Europe’ bliver lavet i et samarbejde mellem Migrationsenheden på DIIS i Danmark, Institut for Antropologi ved Københavns Universitet og Columbia University i New York.
