I det sydøstlige Tyrkiet findes en helt særlig arkæologisk udgravning.

Ved Göbekli Tepe, som stedet hedder, udførte tidlige stenalderfolk religiøse ritualer for mere end 11.000 år siden, og nu har tyske forskere netop opdaget et hidtil ukendt ritual, som involverer intet mindre end kranier fra de døde.

Forskerne bag studiet, som er publiceret i tidsskriftet Science Advances, har fundet huller og dybe snitspor lavet med værktøj i tre kraniefragmenter.

Fundet peger på, at tidlige stenalderfolk har dyrket en hidtil ukendt ‘kranie-kult’, fortæller studiets hovedforfatter, Julia Gresky fra Deutsches Archäologisches Institut i Berlin.

»Vi var meget overraskede over vores fund, selvom vi allerede kender til kranie-kulter i det her område, hvor folk har malet på kranier. Da jeg startede min undersøgelse, tænkte jeg derfor, at der måske ville være spor af den her typiske kranie-kult, men så fandt vi disse snitspor, og det er helt specielt. Jeg har aldrig set noget lignende før. Vi har kigget på al evidensen fra det her område, og der er ikke beskrevet noget lignende, så det er virkelig unikt,« siger hun.

Kranier har hængt til udstilling

Snitsporene og hullerne i kranierne tyder på, at kranierne har hængt til udstilling, fortæller adjunkt ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet Rune Iversen, som roser det nye studie.

»Den her kranie-kult er ikke rigtig noget, man har set før. Et af kranierne har en gennemboring i toppen, så idéen er, at de har hængt, og så har de haft snore bundet rundt om, så kraniet blev holdt samlet. Det er super interessant, for det giver helt klart nye facetter i, hvordan man har omgået menneskelige rester i den her overgang fra jæger-samler-samfund til bondestenalder,« siger Rune Iversen, der har læst det nye studie, men ikke selv deltaget i arbejdet.

Kranierne tilhørte personer, som allerede var døde, da de blev fjernet fra kroppen. Det ved forskerne, fordi kranierne ikke er begyndt at vokse sammen, som de ellers ville have gjort, hvis skaderne blev udført på levende mennesker.

Her ses en illustration af, hvor de tre kranier er blevet snittet og boret i. Snitsporene har angiveligt rummet snore, som skulle holde kraniet samlet. (Illustration: Julia Gresky, Juliane Haelm, DAI.)

Stor ære eller ydmygelse at blive udstillet

Det er svært at sige, præcis hvad formålet var med at hænge kranierne op til udstilling i Göbekli Tepe, men i studiet peger forskerne på, at det har været helt særlige personer, som blev hængt til skue efter døden.

Kranierne blev fundet i Göbekli Tepe, og de er det første menneskelig bevis for, at der er foregået religiøse ritualer på stedet. Indtil videre har det kun været arkitekturen, som har peget på det, fordi den adskiller sig meget fra almindelige bosættelser. (Foto: German Archaeological Institute (DAI))

»De modificerede kranierne, måske fordi de var særlige forfædre, som skulle hædres, eller måske var de fjender, som blev udstillet som et slags trofæ. Denne kult lader altså til at have haft særlig betydning for de folk, som boede der, og det er meget interessant at finde ud af, hvad de lavede i denne monumentale bygning,« siger studiets hovedforfatter, Julia Gresky.

Spørger man adjunkt Rune Iversen, tror han selv mest på den første teori.

»Jeg tror nærmere, man skal se det som en forfaderkult eller religion, hvor de gode kræfter fra forfædrene er blevet bevaret, eller ledende figurer inden for slægten har fået et efterliv. Jeg tror, det har været nogle særlige personer, som har fået den ære, og man har måske forestillet sig, at den person har ‘levet videre’ eller været hos stammen stadigvæk i kraft af, at forfaderånden måske har boet der eller har kunnet komme tilbage,« siger han og fortsætter:

»Det bliver selvfølgelig lidt spekulativt, hvilke religiøse årsager der ligger bag, men der er ikke noget, der tyder på, at det har været en fjendtlig handling. Man har simpelthen bare set døden og overgangen på en helt anden måde, hvor de dødes rester har været en meget større del af de levendes verden end i dag, hvor vi har en meget skarp adskillelse.«

Dødes knogler havde et efterliv

Kranierne kan dateres til mellem 9.600 år f.v.t. til 8.000 år f.v.t., og det betyder, at de muligvis tilhørte mennesker, som levede ved overgangen mellem jæger-samler-samfund til den yngre stenalder, også kaldet bondestenalderen eller Neolitikum.

Og selvom det måske kan virke en anelse morbidt i dag at have menneskekranier hængende, var det formentlig ikke spor mærkeligt blandt stenalderfolket, fortæller Rune Iversen, som selv forsker i Neolitikum-perioden:

»Det er meget fremmed for vores kultur og tænkemåde i dag, men det var faktisk meget generelt for det neolitiske samfund, at et skelet eller et individ havde et efterliv, hvor vi ellers i dag ville sige, at personen er død, begravet, og så er det mere eller mindre dét. Det var det ikke i Neolitikum. Der havde knoglerne et efterliv. Man ser også i samme periode, at der var begravelser af individer under gulvene inde i husene, modsat i dag hvor man har en gravplads til de døde. Tingene var smeltet meget mere sammen dengang.«

Forfædre skulle måske gøre marker frugtbare

Ifølge Rune Iversen siger fundet også meget om overgangen fra jæger-samler-samfund til bondestenalder.

I den periode begyndte folk nemlig at bosætte sig i større forsamlinger og være afhængige af at dyrke jorden i stedet for at rejse rundt og jage dyrene. På den måde var de afhængige af, at jorden gav igen, og ritualet kan derfor også have været udført i håb om en god høst eller for at markere sit territorium.

»Man ser i perioden, at der er fokus på ofre, frugtbarhed og Solen. Det er den, der giver det livgivende til kornet. Så hvor man måske tidligere har tilbedt dyrenes ånder, bliver fokus i stedet rettet et andet sted hen. Måske har forfædrene spillet en meget vigtig rolle i forhold til at få Solen til at stå op og kornet til at gro. Det kan også være, at de har legitimeret, at man hørte til et bestemt område,« siger han.

Dermed fortæller fundet altså noget interessant om en periode, hvor kolossale omvæltninger prægede menneskets tilværelse, mener Rune Iversen.

»Vi kan bruge det til at få en øget forståelse af det her meget komplekse samfund. Der sker en form for rituel eksplosion, hvor vi for eksempel begynder at se store tempelbygninger, og det er en kolossal omvæltning for hele den menneskelige civilisation. Det her er endnu en brik i at forstå det meget komplekse billede.«