Hvad troede danskerne på før den nordiske mytologi?
Tag med os tilbage på en rejse langt tilbage i tiden, hvor dyrekranier, jættestuer og helleristninger vidner om vores forfædres tro.
odin ravne ulve mytologi

Odin med sine to ulve Gere og Freke, samt sine to ravne Hugin og Munin. (Illustration:  Alexander Murray, 1874)

Du har sikkert hørt navnene Tyr, Odin, Thor, Frigg og Freja.

De optræder nemlig ikke bare i gamle digte, men også i nutidens Valhalla-tegneserier, Marvels superheltefilm og HBO's tv-serie Vikings.

De er endda med i kalenderen: Tirsdag, onsdag, torsdag og fredag. Mind. Blown.

Det er næsten svært at undgå at blive mindet om den nordiske mytologi, som dannede grundlag for vores tro i de nordiske egne, før kristendommen tog over.

Men en af vores læsere undrer sig. For hvad troede vi egentlig på før da?

»Hvad troede man på i Danmark, før asatroen/den nordiske mytologi kom til?,« spørger Jonas.

Først og fremmest er vi nødt til at svare, at det ikke er helt fastslået, hvornår den nordiske mytologi opstår, og præcist hvad den omfatter.

Men sammen med Mikkel Sørensen og Rune Iversen, der forsker i ældre og yngre stenalder på Saxo-instituttet ved Københavns Universitet samt Nationalmuseets museumsinspektører, Flemming Kaul og Morten Axboe, er vi taget en tur tilbage i tiden for at møde de nordiske guder, der gik forud for Thor og Odin.

Du kan følge tidsrejsen på tidslinjen herunder.

Elgen var en helgen

Første destination: Danmark anno 14.000 år før vores tidsregning. Det er koldt, for den seneste istid er endnu ikke ovre.

De få mennesker, der har slået sig ned i det nuværende Danmark, jager dyr og spiser sandsynligvis også de planter, de finder.

Menneskene lever i små stammer, og der er ikke noget skriftsprog. Det er i det hele taget meget svært for os i dag at vide, hvad de egentlig gik og tænkte og troede på dengang.

Men vi har alligevel fund, der peger på en form for religion, fortæller Mikkel Sørensen, der er lektor på Saxo-Instituttet på Københavns Universitet.

»Det er jo svært at vide, hvad der præcist er foregået, men der er en del fund, som vi kan tolke på. Blandt andet ser vi en del udskårne figurer af jagtdyr. Særligt elge,« siger han til Videnskab.dk.

Mest kendt er måske den 13.000-14.000 år gamle rav-elg fundet af slamsuger-chauffør Torben Toft Heidelbach fra Korsør i 2016. I dag ligger den på Nationalmuseet i København.

Ravfigurer fra jægerstenalderen vidner om, at elgen har haft en særlig status. (Foto: Ravlygten.dk)

Udhulede hjortekranier blev brugt som masker

Men hvad betyder disse fund af udskårne jagtdyr og i særdeleshed elge? Ifølge Mikkel Sørensen går fundene igen hos flere oprindelige folk, der har haft nogenlunde samme livsvilkår – blandt andet i Sibirien.

»Dyrene havde meget stor betydning. Antropologiske studier af lignende oprindelige folk tyder på, at man har dyrket en form for animisme, hvor naturen besjæles. Man jagter ikke bare elgen, men man forsøger også at nærme sig den åndeligt,« siger Mikkel Sørensen.

Det kommer blandt andet også til udtryk i fund ved den østengelske kyst i området Star Carr syd for Scarborough. Her har man fundet gevirer påsiddende kranier fra hjorte, beregnet til at bære på hovedet (cirka 8.700 år f.v.t.).

»Meget tyder på, det har været en gennemgående idé, at mennesket ikke står i modsætning til dyrene, men er i familie med dem. Jeg ved ikke, hvordan man ellers kan forklare, at man udfærdiger portrætter af dyrene og efterligner dem i ritualer,« siger han.

I området Starr Carr nær Scarborough på den engelske østkyst har man fundet kranier med gevir, som tilsyneladene har været brugt som hovedbeklædning af mennesker. (Foto: The British Museum)

Mennesket spillede på tromme for at nærme sig dyrene

Nogle af de bedste kilder, vi har til religiøse ritualer hos jægersamler-grupper, stammer fra de første møder mellem europæere og oprindelige folk i Sibirien, der opdages i 1600-tallet, fortæller Mikkel Sørensen.

»Her har man både fundet gevir og trommer, der er brugt i animistiske eller shamanistiske ritualer, hvor man har gevir på hovedet og nærmer sig dyret gennem et ritual udført med en tromme.«

Og netop trommehamre finder man faktisk også i Danmarks stenalder. Her har man i Vedbæk gjort et fund af en meget fint ornamenteret trommehammer fra ældre stenalder, som ligner de sibiriske.

»Forskningsmæssigt synes der ikke at være uenighed om, at den har været brugt på en lignende tromme. Udfra antropologiske studier ser der generelt ud til at være paralleller mellem forskellige naturfolk i Nord- og Østeuropa, der på forskellige tidspunkter har levet under tilsvarende livsvilkår,« siger Mikkel Sørensen.

Jagten som ritual

Hvis vi i jægerstenalderen forgudede elgene, kan det dog virke en anelse mærkeligt også at jagte og spise dem.

Men de religiøse tendenser hos jægerstenalderens mennesker skal ikke forstås som en gudedyrkelse med offergaver og tilbedelse, som vi kender fra senere religioner.

Det var derimod selve jagten, der kan forstås som en verdensanskuelse og delvist også som ritual, forklarer Mikkel Sørensen.

»Det handlede sandsynligvis om at tilegne sig elgens ånd og blive venner med elgen. Jagtdyret skal blive interesseret i at give sig selv til dig,« fortæller han.

Det har i et animistisk verdensbillede været en gennemgående opfattelse, at man som menneske var i familie med sine omgivelser og ikke stod i modsætning til dem, siger han.

»Du kan endda bytte form og blive til dem gennem ritualer. Det er den animistiske tilgang, man formodentlig har haft,« siger han.

Begravet på kronhjorte-gevir

En anden religiøs idé, som går igen hos alle de oprindelige folk, vi kender til, er efterlivet.

Fund af grave helt tilbage i jægerstenalderen vidner nemlig om en tradition, hvor man begraver mennesker med deres genstande.

En gravplads i Danmark har i særdeleshed tiltrukket opmærksomhed. Under opførslen af en skole i Vedbæk nord for København opdagede man i 1975 en gruppe 7.000 år gamle skeletter.

To af skeletterne, som kan ses på stenaldermuseet Vedbækfundene, er begravet med hovedet hvilende på et kronhjortegevir – og et tredje skelet, et nyfødt barn, hvilede på en svanevinge.

»Vi kan ikke sige, om det er, fordi de har været de bedste jægere, eller hvad der skyldes, at de har fået dyrene med i graven. Men vi ved, at dyrene har været vigtige, og at man har pyntet sig med tænder og andre genstande fra dyr,« fortæller Anne Birgitte Gurlev, der er arkæolog og leder for Vedbækfundene, Rudersdal Museum.

»Man ser også i flere grave, at hunden kommer med. Det betyder, at den, som det eneste dyr ud over mennesket, har haft en særlig status. At hunden har været menneskets bedste ven og omvendt siden stenalderen,« siger Mikkel Sørensen.

vedbæk fund gevir hjort mennesker 7.000

Vedbækfundene i Nordsjælland afslører skeletter fra jægerstenalderen begravet på hjortegevir. (Foto: Vedbæfundene, Rudersdal Museer)

Forfædre havde religiøs betydning

Ifølge Mikkel Sørensen vidner denne slags grave om, at forfædre har haft stor betydning efter deres død.

»Sommetider ser vi endda, at man henter ting hos de døde i jægerstenalderens jordfæstegrave eller tager nogle af deres knogler med sig. Det tyder på, at forfædrene har haft både praktisk og symbolsk betydning længe efter deres død, for de mennesker som levede,« siger Mikkel Sørensen.

Omkring år 3.500 f.v.t. begynder stenbyggede gravkamre kaldet jættestuer eller dyssestuer at dukke op, og her findes grupper af mennesker, der enten er begravet eller kremeret sammen.

Rune Iversen, der forsker i bondestenalderen som begynder 4.000 år f.v.t., er enig i Mikkel Sørensens betragtninger:

»Det tyder på, at forfædrene har haft en stor betydning, selvom de er døde. Man kunne forestille sig, at de har bevæget sig ind i en overnaturlig verden, der har haft indflydelse på de levendes samfund, for man ville gerne være på god fod med dem,« siger han til Videnskab.dk.

Han er adjunkt på Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet.

Jættestue i Tustrup på Djursland i Østjylland. Jættestuen stammer cirka fra år 3200 før vores tidsregning og er dermed anlagt i bondestenalderen.

Dyrefigurer forsvinder, og Solen får betydning i bondestenalderen

Omkring år 4.000 f.v.t. kommer agerbruget til Danmark. De genetiske fund tyder på, at det er mennesker fra mellemøsten og Tyrkiet især, som kommer med nye traditioner til Europa.

Ifølge Rune Iversen ser vi ikke længere dyrefigurer i de arkæologiske fund. Til gengæld kommer Solen til at få betydning i forhold til gravhøjene.

En meget berømt gravhøj bygget mellem år 3300 og 2900 f.v.t. i Irland, Newgrange, er for eksempel placeret, så Solens stråler præcis når den bagerste væg i kammeret på årets korteste dag, vintersolhverv.

Det berømte monument Stonehenge i England er ligeledes rettet mod Solen ved både vinter- og sommersolhverv ifølge Rune Iversen.

Han fortæller, at det ikke er et ukendt fænomen, at tidens jættestuer i Nord- og Vesteuropa rettes mod Solen.

»I et landbrugssamfund har det formodentlig haft noget at gøre med frugtbarhed. Når solen stod op, fik den kornet til at vokse,« siger Rune Iversen.

Solens rejse over himlen tilbedes i bronzealderen

Efterhånden som vi når frem til bronzealderen, der går fra år 1700-500 f.v.t., bliver de fælles grave mindre udbredt. Forfædrenes rolle flytter sig muligvis fra Jorden til himlen, og det virker, som om Solen forgudes, mens dyrene igen får en mytologisk betydning.

Det måske mest berømte eksempel finder vi på Nationalmuseet i København: Solvognen.

»Det er en guddommelig hest, der trækker Solen over himlen. På den fine miniaturekunst på bronzealderens små bronzegenstande, som for eksempel rageknive, ser vi, at solhesten har forskellige hjælpere på sin vej. En fisk trækker Solen op om morgenen, et skib sejler den videre til Solhesten, der om eftermiddagen afleverer Solen til endnu et skib, og om natten kommer en stor slange og tager Solen,« siger Flemming Kaul, der er arkæolog og museumsinspektør på Nationalmuseet.

På helleristninger, billeder hugget i sten, møder vi også solhesten, der trækker Solen i en line over himlen.

Flemming Kaul fortæller også, at de to skibe, som hjælper Solen, har et mandskab om bord.

»Det tolkes som de dødes sjæle, der fik det fantastiske hverv at hjælpe Solen rundt om dagen og gennem underverdenens mørke om natten. De døde padlede Solen rundt, så Solens rejse aldrig gik i stå,« siger han.

Solvognen blev fundet i 1902 i Trundholm Mose i Odsherred i Nordvestsjælland. Finderen, Frederik Willumsen, lod angiveligt sin søn lege med hesten i den tro, at figuren bare var et stykke gammelt legetøj. (Foto: Nationalmuseet)

Spørg Videnskaben

Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sure tæer til nanorobotter og livets oprindelse.

Du kan spørge om alt - men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.

Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.

Send dit spørgsmål til: sv@videnskab.dk

Kultøkser, lurblæsning og dans ombord på skibe

En anden ting, man ser på bronzealderens billeder hugget i sten, er mennesker, der danser ombord på skibe, og musikere, der blæser i lur-instrumenter. Og man kan godt regne med, at billederne forestiller fester, der er foregået i virkeligheden, fortæller Flemming Kaul.

»Det er rigtig gode billeder, vi har, næsten som fotografier. Billeder kan nogle gange være bedre end skriftlige kilder,« siger han.

Vidnesbyrd om de religiøse fester kan man blandt andet se på helleristninger i Tanum i det vestlige Sverige og på små bronzefigurer fra Grevensvænge ved Næstved i Danmark. Ifølge Flemming Kaul viser de, hvordan flotte skibe, nogle gange med hestehovedstævn, fungerede som transportable templer.

»Til Solens ære har man truttet i lurer ombord på skibe og danset akrobatiske danse med flik-flak. Hellige økser og solbilleder blev holdt frem af præster med hornede hjelme. Og det hele var indhyllet i bronzelurens mystiske, magiske, rungende klang. Det har været rigtig flot,« siger Flemming Kaul.

Kultøkser er økser, der har været så store, at de praktisk talt har været uanvendelige til andet end pynt, mens snoreskørter formentlig har været en udbredt beklædning, som bestod af tætbundne snore.

Fester skulle holde gang i Solen

Formålet med de imponerende optrin kunne have været at lokke Solen til at stå tidligere op om foråret, men de mest storslåede fester har sandsynligvis ligget omkring midsommer, fortæller Flemming Kaul.

»Her var de bedste muligheder for at folk fra de forskellige bygder kunne mødes. Netop ved midsommer kunne det været det allervigtigste for bronzealderens præster og præstinder at forsøge, gennem de særlige ritualer, at kontrollere Solens gang over himlens bue om dagen og gennem underverdenens mørke om natten,« siger han.

»Solen skulle jo helst ikke blive standset på sin natlige rejse gennem underverdenen, for så kommer der ingen solopgang, og alt liv på jord ville forsvinde.«

sverige helleristninger bronzealderen fest

Ved Tanumshede i det vestlige Sverige nord for Göteborg finder man helleristninger fra bronzealderen, som blandt andet viser fester på skibe. (Foto: Wikimedia Commons)

Begravet i kister, der kigger mod Solen
  • I ældre bronzealder blev de døde begravet i egekister i store gravhøje. Gravene var som regel orienteret øst-vest med hovedet i kistens vest-ende.
  • På den måde kunne den dødes sjæl rejse sig med ansigtet vendt mod den opstigende Sol i øst.
  • »Så kunne personen, den døde, på mystisk vis bevæge sig mod morgenens solskib og blive en del af Solens rejse,« siger Flemming Kaul.

Jernalderens tomrum leder op til den nordiske mytologi

Flemming Kaul beskriver solens rejse som 'bronzealderens kosmologi' eller livsanskuelse, om man vil. Det er også her, der begynder at optræde mytiske dyr, som hjælper Solen over himlen.

Men hvad, der leder op til den nordiske mytologi, er meget svært at sige. For i overgangen til jernalderen holder man op med at efterlade sig billeder, fortæller Flemming Kaul.

»Man ved ikke så meget om, hvad man tror på i den ældste del af jernalderen. Der er et underligt billedløst tomrum fra bronzealderens afslutning i år 500 før vores tidsregning til omkring 400 år efter vores tidsregning,« siger han.

»Det virker, som om religionen fragmenterer. Der har måske været en form for præstearistokrati af høvdinge, som holder op med at eksistere, når vi kommer ind i den før-romerske jernalder i år 500 før Krisus.«

Odin, Tyr og Balder dukker pludselig op

I 400-tallet efter Kristus sker der dog noget. Her begynder en række klædesmykker kaldet guldbrakteater at blive produceret, og motiverne menes at forestille kendte figurer fra den nordiske mytologi.

»Vi har guldbrakteater, der forestiller en mand med hånden i munden på en ulv, som, vi mener, er guden Tyr, der mistede sin hånd, da guderne lænkede Fenrisulven fast,« fortæller Morten Axboe, der har forsket i netop guldbrakteater. Han er arkæolog og museumsinspektør på Nationalmuseet.

»Andre brakteater viser Balder, der bliver skudt af en mistelten, mens Loke og Odin står i baggrunden,« siger han.

Ligesom Flemming Kaul mener Morten Axboe, at det er her den nordiske mytologi for alvor begynder at sætte sig spor i fundene.

»Det er meget svært at sige, hvad der sker i årene fra 500 år f.v.t. til 3-400 år e.v.t. Men vi må gå ud fra, at det er i den periode, asatroen opstår,« siger han.

lerkar

Et lerkar fra omkring 100-200 år e.v.t. fundet i Nordjylland viser to øjne, hvor det ene er skraveret over. Ifølge Morten Axboe kan det være Odin, der er afbilledet. (Foto Lennart Larsen, Nationalmuseet)

Odin kan være opstået allerede 100 år e.v.t.

Guldbrakteater

  • Det er en nordisk opfindelse, og de bliver lavet i Sydskandinavien med stor inspiration fra romerske mønter med billeder af kejseren.
  • De romerske mønter viser typisk kejseren med diadem i håret og kappe på. Kompositionen bliver overtaget, men her i Norden tilføjes nye detaljer, som ikke har med kejseren at gøre, fortæller Morten Axboe.
  • Kejseren har kort hår. Men på guldbrakteaterne får han lange fletninger eller hårsløjfer. Der tilføjes tegn som svastika eller runeindskrifter og billeder af fugle og dyr.
  • En af de mest kendte brakteater viser Odin med langt hår og diadem. Den har en runeindskrift, som betyder 'Den Høje' – et af mange navne, som Odin optræder under i senere kilder.
  • Guldbrakteaterne findes bådes i Norge, Sverige, Danmark og England. På Nationalmuseet ligger der cirka 400 guldbrakteater.

(Kilde: Morten Axboe)

Man kan jo spørge sig selv, hvordan arkæologerne kan vide, at figurerne på guldbrakteaterne er de nordiske guder.

»Vi kender historien om Tyr fra et værk skrevet i middelalderen af den islandske forfatter Snorre Sturluson, der har beskrevet meget af det, vi ved om den nordiske mytologi,« siger Morten Axboe.

Snorre Sturlusons Edda indeholder fortællinger og digte, som udfolder den nordiske mytologi, og den menes at være skrevet omkring år 1220 – altså godt et par hundrede år efter vikingetiden.

I digtene fortælles det også, at Odin giver sit ene øje i bytte for visdom. Og det er især interessant i forhold til et lerkar fundet i Nordjylland, som stammer fra de første århundreder e.v.t.

»På lerkarret er der to runde øjne, hvor det ene er meget tydeligt skraveret over. Det er tilmed sket, før lerkarret blev brændt, så det må være gjort bevidst,« siger Morten Axboe.

En gådefuld overgang til asatroen

Odin kan altså muligvis spores længere tilbage end den traditionelle vikingetid. Men præcis hvornår og hvordan, han opstår, det ved vi ikke.

»Der sker en overgang fra sol-religionen i bronzealderen til asatroen på et tidspunkt. Men hvordan og hvornår, det skifte er sket, tror jeg ikke, at nogen kan sige noget som helst om,« siger Morten Axboe.

Vi håber alligevel, at vores læser Jonas og I andre er blevet lidt klogere på, hvad man har troet på før den nordiske mytologi.

Ravnene Hugin og Munin er sendt ud med en T-shirt til Jonas som tak for spørgsmålet.

Går du selv og brænder inde med et spørgsmål til videnskaben, kan du sende det til sv@videnskab.dk.

Sådan lagde guderne navne til ugedagene

At ugedagene tirsdag, onsdag, torsdag og fredag har deres navne efter guderne er ikke noget nordisk fænomen.

Grækerne og romerne gjorde det samme. De opkaldte ugedagene efter planeterne, der igen var opkaldt efter guderne. Her var tirsdag for eksempel ikke opkaldt efter Tyr, men efter krigsguden Ares på græsk og Mars på latin.

»Vores navne på ugedagene er interessante, fordi de bruger de nordiske guder, men samtidig er en slags oversættelse af de romerske ugedagsnavne. Vi ved ikke, hvornår det er sket, men et godt bud er tiden omkring år 300 e.v.t.,« siger Morten Axboe.

»På det tidspunkt var kristendommen endnu ikke blevet officiel religion i Romerriget, og det er klart, at de, der 'oversatte' de romerske navne, har haft et godt kendskab både til de romerske guder og til dem, vi senere møder i den nordiske mytologi. Det kan være sket i egnene øst for Rhinen i det senere Tyskland, hvor man dyrkede de samme guder som i Norden, og hvor man havde været naboer til romerne i århundreder,« siger han.

Han fortæller desuden, at fredag højst sandsynligt er opkaldt efter Frigg, da folkene i det senere Tyskland kaldte Frigg for Frija.

Det vil altså sige, at tirsdag, onsdag, torsdag og fredag bliver til Tyrsdag, Odinsdag, Thorsdag og Frijasdag.

Det samme gør sig i øvrigt gældende på engelsk, selvom Odin måske ikke umiddelbart minder om 'Wednesday'. Det skyldes dog, at Odin på oldengelsk blev kaldt Wōden, fortæller Morten Axboe.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.