Porno er kamppladsen for samfundets moral

Da Danmark som det første land i verden legaliserede billedpornografien for over 50 år siden, gjorde den konservative folketingspolitiker Ellen Strange Petersen netop opmærksom på, at svage unge, især piger, var i fare for at blive udnyttet af industrien.

I folketingsdebatten den 12. december 1968 blev hendes indlæg om pornografiens farer afbrudt af en vis munterhed på tilskuerpladserne, da hun nævnte, at hun ikke selv skulle nyde noget af DR’s ’frivole’ udsendelser om porno.

Ellen Strange Petersen talte for døve ører i sit eget parti, hvor den konservative justitsminister Knud Thestrup i 1969 legaliserede billedpornografien ud fra en formodning om, at den så ville sygne hen i mangel på rampelys.

Allerede fire år før havde den radikale Else-Merete Ross foreslået at ophæve forbuddet mod pornografisk litteratur, fordi det kriminaliserede bestemte måder at læse og skrive om seksualitet på.

Ross kæmpede blandt andet for, at såkaldt voksne mennesker, herunder homoseksuelle, kunne varetage deres egen seksualitet uden indblanding fra domstole eller moralske håndhævere.

Inden legaliseringen havde billeder og skrifter, 'hvormed Sædelighed og Blufærdighed krænkes', været forbudt i Danmark i 170 år, siden 1799.

Det gik blandt andet ud over romanen Haabløse Slægter, som Højesteret forbød i 1882, fordi dommerne ikke mente, den havde nogen videnskabelig eller kunstnerisk værdi.

Bogen var Herman Bangs litterære debut, og i dag er hans værk indskrevet i den danske kulturkanon, fordi senere litteraturforskere ser det som centralt i vores kulturarv.

Pornoen ændrer således betydning, ikke bare gennem et liv, men gennem historien.

Pornografiens formodede farer – dens potentiale til at underminere samfundets orden og fordærve bestemte grupper – er derimod et af de mest stabile træk ved porno til alle tider, på alle steder.

Voldtægt i tropisk paradis

I starten af 1970’erne producerede den italienskfødte pornograf Lasse Braun 8-mm-film med netop det formål at udfordre den vestlige verdens seksualmoral. Filmen White Fantasies/Black Power fra 1969 foregår på en skumbesprøjtet strand under Trinidads svajende palmer.

Åbningsscenen viser to sorte kvinder, der har sex, mens en hvid mand sidder på sin terrasse og ser ned på dem. Manden gør det, som det er meningen, at seeren skal få lyst til: Han forlader sit høje stade og slutter sig til de to kvinder, som giver ham en mildt sagt uforbeholden velkomst.

Dramatikken opstår, da to sorte mænd iført T-shirts med påskriften 'Black Power' overrasker trekløveret. De overfalder de tre elskende og voldtager kvinderne foran manden, som de til sidst slår ihjel.

Den svenske censurkomite, Statens biografbyrå, valgte i 1973 at skære filmens slutning væk ved at censurere mordet og den ene af de to voldtægter: Det svenske publikum skulle forskånes for at se, hvordan det tropiske paradis kunne forvandle sig til helvede for en, der lignende dem selv.

Samtidig fastslog censuren også svenskernes ret til at nyde to sorte kvinder, som var tilgængelige for en hvid mand, mener den svenske filmforsker Mariah Larsson.

Det var åbenbart også i orden at vise en hvid mand, der ser på, mens de sorte mænd voldtager en sort kvinde.

I scenen, hvor den ene holder hende fast, mens den anden voldtager hende, vender kameraet igen og igen tilbage til den hvide mands forpinte ansigtsudtryk og hans slappe køn. Seeren bliver dermed på den ene side instrueret i, at dette er forkert, men får på den anden side lov at se voldtægten til ende.

Opdeler stadig i rigtig og forkert

Den svenske censur dengang handlede altså om at bevare det svenske selvbillede – i form af den attraktive, følsomme og samtykkeorienterede hvide mand – snarere end at begrænse overgreb på film.

At sorte mænd kunne straffe hvide var ikke en sexet historie - men det var voldtægt.

Selv om halvfjerdserfeministerne var på fremmarch i de nordiske lande, har den danske filmjournalist Brian Iskov vist, at porno på samme tidspunkt blev solgt i Danmark med reklamebudskaber, som lovede intet mindre end:

I dag er voldtægt et af de ord, man ikke kan søge frem på Pornhub, der er en af verdens største hjemmesider, der tilbyder gratis porno globalt.

Om det så lykkes alligevel, er en anden sag, men reglen er et eksempel på, hvordan porno censureres i dag – både af globale selskaber og af nationale regeringer.

Nok er pornoen blevet mere tilgængelig, men vi opdeler den stadig i kategorier af rigtigt og forkert.

Frisindet var en historisk parentes

Verden over viser forskning nemlig en tendens til øget specialisering i national lovgivning om pornografi, hvor de fleste lande tillader noget og forbyder andet. Det dokumenterede et tysk studie, der i 2016 sammenlignede lovgivningen om porno i perioden fra 1960 til 2010 i 26 lande verden over.

Studiet viste, at selv om der siden 1970’erne er sket en global liberalisering, er Danmark både det første og det eneste land, der har frigivet al voksenpornografi – og Brasilien er det land, hvis lovgivning kommer tættest på vores.

Historikeren Søren Hein Rasmussen hævder imidlertid i Fri porno fra 2017, at frisindet var en historisk parentes i Danmark, og at begrebet de senere år mest af alt er blevet brugt til at forherlige ’ægte’ danske værdier over for de normer, som eksempelvis muslimsk indvandring angiveligt skulle pålægge os.

Pornoen bruges dermed til at etablere et os og dem – og det virker alt andet lige ikke så frisindet.

Fra frisind til forbud

Med til historien om det danske frisind hører også, at der ikke var nogen nedre aldersgrænse for den frie porno i 1969 – den kom først ti år senere.

I den mellemliggende periode producerede, solgte og eksporterede danske filmselskaber som Rodox/Color Climax seksuelle billeder af børn helt lovligt, fortæller den amerikanske historiker Philip Jenkins.

Sverige var et af de få lande, der fulgte efter Danmark og liberaliserede pornografien. Men hvor Danmark senere nøjedes med at indskrænke aldersgrænsen på de medvirkende, forbød svenskerne voldelig porno i 1988.

Porno, der viser voldtægt, uanset om den er simuleret eller ej, blev så sent som i 2008 forbudt i Storbritannien. Andre lande såsom Grækenland, Indien, Kina, Belgien, Østrig, Irland, Rusland og Norge havde stadig generelle forbud mod pornografi i 2010.

Nogle havde blot ikke ændret gamle love endnu, mens andre aktivt håndhævede dem.

Så sent som i 2019 indførte den sydkoreanske regering et af den demokratiske verdens strammeste censurregimer, så sydkoreanerne ikke længere kunne tilgå internetsider med pornografi.

Det er imidlertid ikke et forbud, magthaverne kan opretholde – dertil er internetpornoen i dag alt for udbredt.

Derfor er det nu op til koreanske hjemmesider at censurere sig selv, og der opstår stadig nye smuthuller til at vise frække billeder i livestreams og lignende. Loven betyder, at kvinder, der én gang har medvirket i seksuelle billeder, kan afpresses til at lave endnu flere.

Refleksion af samfundet

Frisind og forbud mod seksuelle billeder kan altså studeres som en form for følsom seismograf til at forstå det samfund, som bestemte typer af porno dømmes ude af eller inde i. Forskere, der udfører den slags studier, ser porno som en refleksion af samfundet snarere end en specifik filmgenre.

Den forskning viser, at pornografien legemliggør diskussionen om nøgenhed, sex og køn – men også om race, klasse og æstetik.

Nu om dage regnes Pompejis fallosmalerier, som victoriatiden gemte væk, for vigtig kulturarv. Den russisk-amerikanske forfatter Vladimir Nabokovs roman om Lolita blev i 1955 censureret, men har siden fået klassikerstatus. Og Det Kongelige Teater opførte for nylig et stykke om Ugens Rapport – det krøllede blad, jeg som barn måtte snige mig til et glimt af.

I dag står hele den pornotopiske buffet til rådighed på internettet, dampende varm, lige til at hapse. Men spørgsmålet er stadig, hvad vi smager på, og hvad vi springer over.