En lille gruppe mænd sejler op på siden af det udenlandske skib. I ly af mørket border piraterne skibet og overmander besætningen.
Kort tid efter sejler de bort med skib og last til den havn, hvor de har deres base. Scenariet kunne finde sted i Adenbugten ved Somalia i år 2008, eller det kunne finde sted i den engelske kanal i år 1270.
Historien har nemlig allerede vist, at der kun er én måde at løse problemet med sørøvere på: at fjerne deres baser på land.
»De standser simpelthen ikke, før der bliver kontrol med landjorden på den ene eller anden måde,« siger ph.d.-studerende Thomas Heebøll Holm om den aktuelle situation, hvor FN's Sikkerhedsråd netop har vedtaget, at landene må gennemføre land- og flyangreb mod piraterne ved Afrikas Horn.
Han har sin daglige gang ved Københavns Universitet og arbejder på en afhandling om sørøveri med fokus på middelalderen.
Fang pirater på fast grund
»Man kan aldrig nogensinde isolere pirateri til noget, der foregår på havet,« siger historikeren.
Havets kriminelle er afhængige af, at de har en base i en havn. Sørøvere rekrutterer fra havne, og de bringer byttet hjem til havne, hvor det bliver omsat.
Det vil sige, at der skal være nogle medskyldige i havnene, for at piraternes forretning kan køre rundt, forklarer Thomas Heebøll Holm. Han siger om piraterne i Somalia:
»Hvis de kan kapre en saudisk tanker, som de gjorde for noget tid siden, så tyder det på, at de har en høj organiseringsgrad med kontakter på land, der gør det muligt at tage meget store skibe, kræve store løsesummer og derpå omsætte pengene til noget andet. Måske bruges pengene på at oprette en alternativ magtbase til regeringen i Mogadishu.«
Thomas Heebøll Holm beskæftiger sig hovedsagligt med pirateri i middelalderen. Ligheden mellem regeringen i Somalia og kongerne i middelalderen er, at begge magthavere har svært ved at gribe ind over for pirater på grund af et svagt eller praktisk talt ikke-eksisterende statsapparat.
Havet var det vilde vest
I dag findes der internationale systemer og regulativer, som gør det muligt for handledygtige statsmagter at gribe ind over for kriminalitet til søs. I middelalderen havde kongerne ikke de samme muligheder. »Man skal forstå havet som 'the wild west'. I det øjeblik du sejlede fra havnen, så gjaldt der ikke nogen 'guidelines' for repressalier for overfald begået af andre søfolk mod en selv,« siger piratforskeren.
Kongen var den øverste i middelalderens hierarkiske samfund, men han havde ikke den stærke, udøvende magt og det omfattende juridiske apparat og skattesystem, som vi kender fra statsmagter i dag.
På havet herskede ingen lov og orden. Sørøveri var derfor ganske almindeligt, fortæller historikeren.
Pirater blev admiraler
I 1200-tallets England kontrollerede fem berygtede pirathavne (Hastings, New Romney, Hythe, Dover og Sandwich) havområdet, hvor den engelske kanal snævrer ind mod øst. De fem piratreder udgjorde en trussel mod kongen som potentielle oprørere, men samtidig var piraterne en værdifuld assistance for kongen i krigstid.
Hvis kongen var på god fod med sørøverne i de fem pirathavne (Cinque Ports), så blokerede de fjendens vej igennem kanalen.
Havde kongemagten derimod straffet en lokal pirat, så kunne piraterne finde på at lade alverdens fjender sejle uhindret igennem kanalen. Det samme kunne ske, hvis piraterne blot så en fordel i at trodse kongemagten.
Pirater tjente kongerne
Mens den danske flåde i dag har sendt krigsskibet Absalon af sted for at klare piraterne ved Somalia, så var 1200-tallets konger afhængige af piraternes professionelle erfaring i landets flåde, når der blev ført krig. For kongemagten ejede på dette tidspunkt ikke en flåde, som man kunne sætte ind i tilfælde af krig.
»En flåde og dens skibe var meget dyr at købe. Det svarer til at bygge en borg, og flåden skal vedligeholdes hele tiden. Derudover skal man have specialiseret mandskab til skibene,« siger Thomas Heebøll Holm.
Han har i sine kilder fundet mange eksempler på, at engelske admiraler havde en piratfortid. Den erfaring kunne de gøre brug af i kongens tjeneste til søs.
Sørøvere var velansete borgere
En admiral kunne sagtens have røvet og slået ihjel på havet uden, at der var nogen, der rynkede på næsen af det. Piraterne var ofte respektable handelsfolk, sømænd eller riddere i deres hjemby. Og Thomas Heebøll Holm nævner sågar et eksempel på en pirat, som også var borgmester.
Man skal forstå havet som 'the wild west'
Thomas Heebøll Holm
»Piraterne var jo ikke fuldtids pirater. De var købmænd og søfolk, som havde den beskæftigelse at fragte eller handle med gods. Ind imellem engagerede de sig i voldelige handlinger, som vi i dag vil kalde pirateri,« siger historikeren.
Hans forskningsprojekt har som hovedformål at karakterisere, hvad piraten typisk var for en person i middelalderen. I kilderne fremstår ordet pirat ikke som noget negativt. Det er en neutral betegnelse for en person, som kæmper på havet.
Og piraterne havde tilsyneladende altid en undskyldning for at overmande og røve andres skibe. Enten med begrundelse i, at de selv var blevet overmandet af handelsmænd fra det samme folkefærd, eller med begrundelse i militær tjeneste.
»Men andre gange gjorde de det simpelthen, fordi lejligheden bød sig,« vurderer Thomas Heebøll Holm ud fra kilderne.
Pirater blev beskyttet i hjemby
Piraternes undskyldninger fremgår af klagesager, som ejerne af det stjålne gods eller skib fremstillede for kongen. Men piraterne blev sjældent straffet for hverken mord eller røveri, som de havde begået på havet, medmindre de blev taget på fersk gerning.
Piraterne var jo ikke fuldtids pirater. De var købmænd og søfolk, som havde den beskæftigelse at fragte eller handle med gods
Thomas Heebøll Holm
Man skulle tro, at de var nemmere at fange der, hvor de havde deres base. Men det var ikke tilfældet.
»Det var praktisk talt umuligt at få dømt og straffet en pirat i hans hjemby,« siger historikeren. Ofte afsatte byens borgere rovet fra sørøveriet, eller de købte selv varerne. Derfor var de lokale myndigheder ikke særligt velvillige over for fremmede købmænds anklager.
Fjern baser og indfør kontrol
Thomas Hebøll Holm mener, at det er muligt at sætte en stopper for piraterne, selvom de er populære i den havn, hvor de holder til. For eksempel satte franskmændene punktum for et stigende problem med algeriske pirater ved at indtage den nordlige kyststrækning i Algeriet i 1830.
Forskeren henviser også til, at forskellige tænketanke anbefaler, at man finder en måde, hvorpå den somaliske regering igen kan blive slagkraftig nok til at standse pirateriet.
Sørøveri var svært at undgå
I 2008 har A.P. Møller-Mærsk valgt ikke at tage nogen risiko og sejler i stedet koncernens olietankere ad en meget længere rute ned omkring Afrikas sydspids for at undgå Adenbugten.
Den valgmulighed havde 1200-tallets købmænd og sømænd ikke.
»Man havde ikke så gode navigationsmuligheder, som vi har i dag. Søkort fandtes på sin vis ikke. Derfor forsøgte man som regel at sejle langs kysten,« siger historiker Thomas Heebøll Holm.
Mulighederne for at vælge mellem ruterne var derfor få. Sømændene beskyttede sig ved at være bevæbnet og ved at holde vågent øje med andre skibe.
Ligesom ved Adenbugten i dag kunne man i middelalderen også vælge at sejle i konvoj med andre handelsskibe. Ulempen ved det var, at når mange skibe sejlede ind i en havn på samme tid, så risikerede man, at efterspørgslen og dermed priserne faldt på købmændenes varer.
Derfor sejlede mange handelsskibe alene, selvom der var risiko for, at både skib og last kunne ende som bytte i en af tidens store piratreder.
