Hvordan får man politiske fjender til at nærme sig hinanden og værdsætte demokratiet?
I et nyt studie tester man 25 forskellige eksperimenter for at kunne besvare dét spørgsmål og samtidig vise mulige veje væk fra den politiske splittelse i USA.
Eksperimenterne er foreslået af både forskere, organisationer og privatpersoner, nogle er tidligere blevet testet, andre er ikke. Men i det nye studie bliver alle forslagene for alvor sat på prøve, da i alt 32.059 amerikanere, republikanere som demokrater, har lagt krop og sind til:
Meditationsøvelser, quizzer, chatbots, spørgeskemaer, videoer.
Resultaterne af studiet afslører de mest effektive indgreb (hint: videoer), og de er for nylig blevet udgivet i det anerkendte tidsskrift Science.
\ »Veldokumenterede« forsøg med polarisering
Det nye studie i Science er et eksempel på en stigende tendens inden for politologien, fortæller flere danske forskere; at man forsøger at påvirke folks holdninger til hinanden gennem eksperimenter.
»Jeg er stor fan af konceptet med megastudier som det her, hvor man i stor skala tester, hvad der virker bedst i forhold til at få folk til at ændre holdning,« siger Troels Bøggild til Videnskab.dk.
Han er lektor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, hvor han selv forsker i politisk polarisering, både i USA og Danmark, og han kalder den nye udgivelse for »et statistisk og veldokumenteret teoretisk grundlag« at diskutere ud fra.
Generelt er det at foretage eksperimenter en »fornuftig fremgangsmåde« til at finde mulige løsninger på politisk splittelse, siger Rasmus Tue Pedersen, der også forsker i polarisering som professor mso ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE.
»Hvis man kan påvirke folk med forskellige informationer i et eksperiment og få dem til at ændre holdninger, så giver det håb for, at noget lignende også kan ske ude i virkeligheden.«
Rasmus Tue Pedersen fortæller, at det eksempelvis kun er seks procent af danskerne, der er parate til at kalde deres politiske modstandere onde. I USA gælder det 40 procent af vælgerne.
Her er tre af de indgreb, som viser størst potentiale for at kunne dæmpe fjendtlighed mellem vælgerne:
1. Ølreklame kan give »en varm følelse« for modparten
Studiet fra Science måler på et parameter, man kalder for ‘partipolitisk fjendtlighed’.
Begrebet dækker over den negative holdning, man kan have til andre vælgergrupper; at de ikke bare er nogle, man er uenige med, men måske nogle, man betragter som sine fjender.
I USA erklærer 40 procent af borgerne sig for eksempel klar til at betegne andre vælgere som ‘onde’. Kan man ændre på det?
I eksperimenterne med polarisering udfylder deltagerne spørgeskemaer, og hvis de betegner sig selv som demokrater, skal de for eksempel svare på, hvilke følelser republikanere vækker i dem:
»Meget kold eller dårlig følelse… Ingen følelse… Meget varm eller dejlig følelse.«
Og særligt et eksperiment, hvor deltagerne skal se en bestemt video, har en stærk effekt på deres følelser over for modparten:
En ølreklame.
I videoen ser man, hvordan folk, der i udgangspunktet er dybt uenige, vælger at nærme sig hinanden – over en øl, selvfølgelig – og når forsøgsdeltagerne ser det møde, har det umiddelbart en positiv effekt på dem.
Troels Bøggild, lektor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, forsker selv i politisk polarisering og kalder resultaterne »troværdige«.
Men han fremhæver det samtidig som »et positivt tegn«, at forskerne spørger deltagerne til deres holdninger to gange: først lige efter, og igen 14 dage efter de har set videoen.
For på den måde opdager man nemlig, at den positive effekt faktisk forsvinder med tiden.
»Den mest sandsynlige forklaring er, at deltagerne simpelthen glemmer den video, de har set,« forklarer Troels Bøggild.
»En anden forklaring kan være det, man kalder for ‘efterspørgselseffekten’; at de i første omgang svarer positivt for at leve op til det, som de tror, at forskerne efterspørger – ikke det, de i virkeligheden mener.«
Så selv om Heineken-reklamen har studiets største målte effekt mod fjendtlighed, så er virkningen ikke vedvarende.
Der er til gengæld andre perspektiver ved flere af videoerne i studiet.
\ Forskning søger løsninger
Videnskab.dk sætter i et tema fokus på interventionsforskning, der bidrager til at løse velfærdssamfundets problemer. Følg med i temaet her.
Støtte fra TrygFonden har muliggjort temaet. TrygFonden har dog ikke indflydelse på, hvilken forskning vi skriver om, og hvordan artiklerne skrives. Læs om aftalen her.
2. Skræmt af demokratisk kollaps i Venezuela
Forskerne måler også på deltagernes ‘støtte til en udemokratisk praksis’. Altså, hvorvidt vælgerne for eksempel vil bakke op om politikere, som bryder med demokratiske principper for valg og offentlig debat.
Troels Bøggild fremhæver, at der ikke er særligt mange eksperimenter eller litteratur på området.
»Og derfor er det interessant, at studiet finder frem til positive effekter på lige netop antidemokratiske holdninger,« siger han.
Særligt én video viser sig at påvirke forsøgsdeltagernes svar om deres forhold til demokratiet:
En slags skræmmekampagnevideo.
Her ser man, hvordan det er gået i lande som Venezuela og Zimbabwe, efter antidemokratiske ledere er kommet til magten.
Effekten af videoen herover er mindre end ølreklamens påvirkning af deltagernes fjendtlighed over for hinanden, og den forsvinder desuden med tiden. Men det er en af de første gange, man finder tegn på at kunne påvirke forsøgsdeltageres indstilling til demokratiet, fremhæver Troels Bøggild:
»Det viser, at der er potentiale for at forsøge at overbevise folk om, at de skal sætte pris på politikere og partier, som beskytter demokratiet,« siger han og tilføjer:
»Men det kræver selvfølgelig, at man kan overføre resultaterne til virkeligheden.«
3. Hvor åbne grænser, tror du, en demokrat vil have?
En af de videoer, som virker mest lovende i forhold til at kunne skabe forsoning i USA, handler om misforståelser.
Her ser man interviews med både republikanske og demokratiske vælgere, som gætter på, hvordan modparten forholder sig til spørgsmål om migration: På en skala fra 1 til 100, hvor åbne grænser tror du så, at demokraterne vil have?
I videoen overværer man deltagernes reaktion, når de finder ud af, at de har taget fejl om hinanden – og det påvirker altså seerne i eksperimentet positivt at være tilskuer til den aha-oplevelse.
Effekten er endda vedvarende i forhold til deres fjendtlige indstilling til hinanden.
Så er det den her slags videoer og forskning, som kan dæmpe splittelsen blandt amerikanerne?
»Det er 10.000 kroner-spørgsmålet,« svarer Rasmus Tue Pedersen, professor mso ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, som også forsker i polarisering.
»Hvis jeg skal tage de positive briller på, vil jeg sige, at jo mere man lærer om splittelsen, og hvordan man kan mindske den, jo bedre muligheder står man også med i virkeligheden.«
»Men,« tilføjer han. »Det er nok naivt at tro, at alle amerikanske politikere læser det her studie og ændrer holdning fra den ene dag til den anden.«
Det samme siger Troels Bøggild fra Aarhus Universitet, som dog erklærer sig »fortrøstningsfuld« på amerikanernes vegne.
»Det afhænger selvfølgelig af hovedaktører som politikere og medier,« understreger han.
»Men hvis vi kan få budskabet ud til vælgerne om, at splittelsen faktisk ikke er så stor, som de går og tror, så er der også et potentiale for, at vi kan dæmpe den.«
































