Siden 1999 er nytilkomne flygtninge blevet spredt ud i alle landets kommuner for at sikre bedre integration og undgå ghettodannelse.

Men spredningen kan gøre det sværere for flygtningene at finde sig til rette i Danmark.

Det viser en ny ph.d.-afhandling.

I studiet har Ditte Shapiro fra Roskilde Universitet fulgt fem syriske familier, som fik asyl i Danmark.

Hun ville undersøge, hvordan familier håndterer at flygte fra krig, overleve i transitlande, krydse Middelhavet og finde fodfæste i en dansk kommune.

I halvandet år har hun fulgt familierne – først på asylcentre og senere i deres nye dagligdag i en dansk kommune. Hendes analyser viser, at samarbejde og skabelse af relationer med andre flygtninge var omdrejningspunktet for, at familierne kunne opretholde deres liv under flugten og på asylcentre.

»Under flugten var familierne gode til at skabe nye relationer med andre mennesker på flugt og samarbejde med hinanden i familien,« fortæller ph.d. fra Institut for Teknologi og Mennesker på Roskilde Universitet, Ditte Shapiro.

Socialt sammenhold blev sat ud af kraft i Danmark

På den måde formåede de at opretholde familiens liv igennem to år, inden de kom til Danmark.

Men de strategier blev sat ud af kraft, da familierne kom til Danmark. Her blev de flyttet rundt mellem asylcentre, spredt ud i mindre byer, hvor de havde svært ved at få kontakt med lokale borgere. Nogle familier blev sågar splittet op.

»Det, jeg så, når jeg var sammen med familierne på asylcentrene, var, at de løbende lærte nye mennesker at kende. De blev modtaget af andre syriske familier, og både forældre og børn fik nye venner. Det er svært, når man bor på et asylcenter, og naboen, som har hjulpet og støttet en, pludselig er væk, fordi familien er blevet flyttet til et andet asylcenter« siger Ditte Shapiro.

Alle de fem familier flygtede fra Syrien i 2012, hvor konflikten var eskaleret fra folkeligt oprør til egentlig borgerkrig. En familie oplevede, at der røg en bombe ind gennem viduet i stuen, hvor børnene sad og legede. (Foto: Shutterstock)

Studie bakkes op af kolleger

Ditte Shapiros studie sætter fokus på et reelt problem, siger antropolog Birgitte Romme Larsen, der er postdoc på Saxo Instituttet på Københavns Universitet.

Hun forsker i naboskab mellem flygtninge og danske lokalsamfund, og i sin ph.d. fra 2011 fulgte hun igennem et år fem flygtningefamilier.

»Noget af det, jeg selv fandt, var, hvordan de nyankomne flygtningefamilier, som klarede sig bedst lokalt, i den forstand at der opstod færre misforståelser med lokale naboer og indbyggere. Det var dem, der allerede havde noget betroet familie i landet, som havde været her længere, og som kunne fortælle dem om usagte normer og indforståede hverdagsrutiner her i Danmark,« siger Birgitte Romme Larsen.

Men i sit ph.d.-studie så hun også, hvordan de nyankomne flygtningefamilier ofte blev placeret i andre hjørner af landet end deres familie, som allerede var ankommet til Danmark.

»Måske fordi man fra politisk hold tænker, at slægt er noget, der potentielt kunne hive dem i den 'forkerte' retning integrationsmæssigt. Jeg oplevede dog det modsatte, nemlig at den var med til at introducere dem til det danske – og således også uhensigtsmæssigheden af at splitte bredere familienetværk ad,« siger hun.

Flygtninge har tit større familiefællesskaber

Ditte Shapiros studie viser desuden, at den danske forståelse af en familieenhed som mor og far og børn kan udfordre den familiepraksis, som flygtningene har været vant til.

Kun i en enkelt af de fem familier var både mor og far universitetsuddannede og arbejdede (før krigens udbrud, red.), mens de samtidig opfostrede deres børn selv.

De resterende fire familier havde organiseret hverdagen før krigen med en mor, som gik hjemme og passede hjemmet og børnene, mens far arbejdede.

Alle fire familier havde samarbejdet med bedsteforældre, onkler og tanter om at få hverdagen til at fungere.

Hverdagslivet var organiseret omkring et stort familiefællesskab, hvor en tante kunne være en nær omsorgsperson for børnene.

»Når børn og forældre ikke har et netværk i deres nye lokalområde kan kernefamilien være et skrøbeligt arrangement for familieliv,« siger Ditte Shapiro.

Spredning kan føre til følelse af isolering

Når man ovenikøbet kommer til at bo i en by, hvor ingen har samme baggrund eller taler ens modersmål, og det ikke er muligt at komme i kontakt med lokale, bliver man som familie meget isoleret. Isolation kombineret med oplevelsen af afmægtighed gør det sværere at være gode forældre og støtte børnene.

»Det at drage omsorg for dine børn i Danmark kræver for eksempel, at du har et netværk, og at du samarbejder med skolen og fagprofessionelle i daginstitutionen. Men det kan være svært, hvis du kommer fra en baggrund, hvor børneopdragelse har været en opgave for familiefællesskabet,« siger Ditte Shapiro.

Derfor er flygtningefamilier afhængige af at komme i kontakt med professionelle og lokale borgere helt fra begyndelsen.

På asylcenteret lærte både børn og forældre andre syriske flygtninge at kende. De skabte nye relationer og fik gode råd. Mange udforskede lokalområdet. En far begyndte for eksempel at købe mælk fra lokalt mejeri og lave sin egen ost. (Foto: Shutterstock)

Sammenbragt familie blev splittet

To af familierne forstod sig selv som en samlet familie, da de kom til Danmark.

Familien bestod af et forældrepar med tre børn og en enlig mor med tre børn. Faren var blevet dræbt i krigen i Syrien, og siden havde de tre forældre og syv børn levet sammen som en familie.

»De levede og fungerede som én familie. Men fordi der var en mor med børn og et forældrepar med børn, så blev de set som to familier i Danmark og derfor delt op.«

Den sammenbragte familie blev splittet op – mor og far og børn blev sendt til en kommune, mens den enlige mor med tre børn blev sendt til en anden i den anden ende af landet.

En anden af familierne kom til at bo i en mindre by i en landkommune. Moren og de ældste døtre var de eneste i byen, der gik med tørklæde. Der var ingen, der kunne tale arabisk. De forsøgte at skabe kontakt til naboerne, men blev afvist.

»Familierne oplevede at overgangen fra asylcenter til en ny kommune var rigtig svær, fordi de mistede det netværk, som de lige havde bygget op på asylcentret. De oplevede at stå meget alene i den nye kommune og flere familier var stadig ret isolerede efter et år i kommunen, da de ikke havde fået kontakt med lokale, selvom de gerne ville,« fortæller Ditte Shapiro.

Lokal støtte er utrolig vigtig

De strategier med samarbejde og netværk, familierne havde brugt til at klare flugten, blev sat ud af kraft, fordi de var afskåret fra andre, som talte samme sprog eller var interesserede i at hjælpe dem, viser Ditte Shapiros studie.

»Vi har en dansk lov om geografisk spredning af flygtninge. Det bygger på en forståelse af integration, som handler om, at man ikke bliver integreret af at bo sammen med andre, der minder om en selv. Men forskning viser, at flygtninge hurtigere genvinder grebet om tilværelsen, hvis de har adgang til sociale sammenhænge i lokalområdet, hvor de kan få hjælp til at finde sig til rette,« siger Ditte Shapiro.

Hun understreger, at det er særligt vigtigt, når flygtningene spredes på den måde, at der er nogle lokale tilbud i den enkelte kommune, som for eksempel et mødested, hvor flygtninge kan få hjælp og lære nogle lokale frivillige at kende.