Sex er blevet vigtigere for os at diskutere end nogensinde før. Alligevel er den offentlige debat i den grad præget af uvidenhed, når vi diskuterer trafficking, porno, prostitution og unges seksualitet.
Mens for eksempel handicappede og ældres seksualitet stadig er tabubelagte emner, og seksuelle subkulturer eller alternative seksualiteter sjældent bliver belyst seriøst.
Det siger kønsforsker og antropolog Christian Groes-Green, som forsker i seksualitet på Enhed for Kvinde- og Kønsforskning, Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet. Han mener, at det er vigtigt, at der bliver forsket i seksualitet, så samfundsdebatten om sex kan foregå på et kvalificeret og oplyst grundlag.
»Prostitution er for eksempel blevet diskuteret meget i nyere tid, fordi det er svært for os at adskille prostitution fra ikke-prostitution. Er det alene et spørgsmål om, at prostitution er lig med udveksling af penge for sex, så foregår det jo i mange typer forhold,« siger forskeren.
Antropologen vil i de kommende måneder blogge på Videnskab.dk's nye seksualitetsblog sammen med tre andre seksualitetsforskere nemlig adjunkt i sociologi Marie Bruvik Heinskou, ph.d. i psykologi Gert Martin Hald og ph.d. i kønsstudier Lovise Haj Brade. (Læs mere om forskerne i boksen under artiklen)
Sex handler også om magtforhold
Emnerne på bloggen vil spænde fra forskernes tanker om salg af mødom på nettet til Jørgen Leths nye film 'Det erotiske menneske'.
Bloggen vil gå i dybden med afkrogene indenfor sex og identitet som for eksempel SM-kulturen og queer- identiteten, og bloggerne vil grave ned dér, hvor den normale sex-skandalehistorie slutter.
For hvad er det egentligt for et samspil mellem sex og magt, som ligger bag skandalerne om Kenneth Plummer og den amerikanske præsident Bill Clintons affærer?
Og hvorfor er vores syn på det, som det er?
»Det er en fremherskende idé, at vores sexliv kun er der for at videreføre slægten og reproducere sig selv. I seksualitetsforskningen i dag ser man det dog som værende lige så meget et spørgsmål om lyst og begær som om magt og undertrykkelse,« siger Christian Groes-Green og fortsætter:
»Det er vigtigt at huske, at seksualitet hænger nøje sammen med kønsforhold. Det vil sige den måde, vi tænker forholdet mellem kvinde og mand, og måden hvorpå vi bestemmer, hvad der er maskulint og feminint. Når det gælder seksualitet er vores følelsesliv, interne magtforhold altid påvirket af samfundsmæssige processer.«
Selvom seksualitetsbloggens fokus er på Danmark, vil forskerne også henvise til en større europæisk og global sammenhæng, og der vil være historier fra både USA, Holland, Sverige, Afrika og Latinamerika.
































