En gruppe venner sidder omkring et bord. De fortæller historier og drikker mjød. Mændene har fuldskæg, og kvinderne drikker af drikkehorn.
Men de er ikke vikinger; de er moderne hipstere.
Mjød, som er en sød alkoholisk drik fremstillet ved gæring af honning i vand, har oplevet en genopblomstring i et 21. århundrede. I løbet af de seneste 20 år er der dukket hundredevis af nye mjødbryggerier op verden over, som ofte trækker på vikingerne i deres brandings billedverden.
Produkterne har navne som 'Odin's Mead' eller 'Viking Blod', og logoerne prydes af langskibe, økser, ravne og drikkehorn.
En del bryggerier har endda deres egne 'vikinge'-drikkehaller.
Det er en del af den fornyede popkulturelle fascination af vikingerne de seneste 20 år, som har gjort dem til stjerner i en sand strøm af film, tv-serier, videospil og memes.
Siden den vilde festscene i filmen The Vikings fra 1958 har alkoholfyldte gilder været en fast bestanddel af den hypermaskuline popkultur-viking. Temaet fortsætter i det 21. århundrede – fra History Channels tv-serie Vikings (2013-nu) til spil som Skyrim (2011) og Assassin's Creed: Valhalla (2020).
Men selvom moderne medierepræsentationer peger på, at vikingerne drak mjød og vand i lige store mængder, fortæller historien en lidt anden historie.
Tre fortællinger er grundlæggende for forbindelsen mellem vikinger og mjød.
Den første er det angelsaksiske heltedigt Beowulf, som kun findes i ét manuskript skrevet på oldengelsk, og som i dag er opbevaret i British Library.
Historien foregår i det sydlige Sverige og Danmark i det tidlige 500-tal, så den krigerkultur og livsstil, som Beowulf idealiserer, ligger faktisk betydeligt tidligere end vikingetiden - som normalt dateres fra slutningen af 700-tallet og frem.
Digtet deler dog mange træk med senere forestillinger om det gode vikinge-liv, og derfor er de ofte blevet blandet sammen.
Størstedelen af handlingen i Beowulf udspiller sig i mjødhaller – magtcentre for fyrster som den danske konge Hrothgar, hvor lederen underholdt sine tilhængere med festmåltider og drikkevarer som gengæld for deres støtte og militærtjeneste.
Uløseligt knyttet til ære og loyalitet
Dette forhold, baseret på mad og drikke, men uløseligt knyttet til ære og loyalitet, er fundamentet for det heroiske krigersamfund, som digteren hylder.
Ikke så overraskende er episoder, hvor der drikkes mjød, hyppige og følelsesmæssigt ladede.
En anden fremtrædende optræden af mjød findes i den nordiske mytologi.
I guden Odins store hal, Valhal, fester og drikker Einherjerne, som er de mest heroiske og hædrede krigere, der er faldet i kamp.
Hos Odin i Valhal fortsætter de deres krigerliv: Om dagen kæmper de, og hver aften vender de tilbage til hallen – selv de krigere, der er blevet dræbt.
Her bliver de vartet op af valkyrierne, som skænker gudernes drik, mjød, i rigelige mængder.
Mjøden strømmer fra yveret på en ged ved navn Heiðrún, som bor på taget. Ja, nordisk mytologi kan til tider være temmelig mærkværdig.
Skjaldemjøden
Endelig fortæller en anden vigtig myte om Odins tyveri af 'skjaldemjøden'.
Denne substans blev skabt af to onde dværge af honning og blodet fra et væsen ved navn Kvaser, som de havde myrdet. Mjøden er i nordisk mytologi en magisk mjød, der gav digteriske evner og visdom.
Hele myten er lang og kompliceret, men den kulminerer med, at Odin tømmer de tre beholdere til bunden, hvorefter han flyver bort i ørneham, skarpt forfulgt af Suttung.
En mindre portion af skjaldemjøden, som Odin sendte bagud som afføring, da han var ved at blive indhentet af sin forfølger, er til fri afbenyttelse for dårlige skjalde.
Det er slående og imponerende episoder, der tydeligt viser mjødens symbolske og kulturelle betydning i mytologien og i fortællingerne om vikingetidens helte.
Men det er langt fra et bevis på, at mjød faktisk blev drukket i stor stil i England eller Skandinavien.
\ Læs også
Allerede i 1970’erne bemærkede filologen Christine Fell, at det oldengelske ord 'medu' (mjød) og sammensatte ord afledt heraf optræder langt hyppigere i stærkt følelsesladede og poetiske sammenhænge som Beowulf end i praktiske tekster som love eller dokumenter.
Det står i skarp kontrast til brugen af andre ord for alkohol, såsom 'ealu' (øl), 'beor' (formentlig cider, trods den misvisende betydning) eller 'win' (vin), som forekommer langt oftere i funktionelle og praktiske sammenhænge.
Christine Fell konkluderede derfor, at fokus på mjød i værker som Beowulf var 'nostalgisk fiktion'.
Mjøden var, mente hun, en grundlæggende del af en idealiseret og tilbageskuende forestilling om en heroisk verden snarere end noget, man drak til hverdag.
I 2007 påviste en ph.d.-studerende ved University of York det samme mønster i de skandinaviske kilder: 'mjǫðr' (mjød) er langt mere udbredt i eddadigte og skjaldepoesi end i sagaernes hverdagsskildringer.
Ligeledes optræder både ordet 'mjǫð'r' og sammensatte ord afledt heraf langt sjældnere i praktiske sammenhænge, hvor 'ǫl' og 'mungát' (oldnordiske ord for øl) er almindelige.
Indtrykket i både England og Skandinavien er, at da kilder som Beowulf blev nedskrevet fra 900-tallet og frem, var den rigelige mjøddrikning blandt en lensherres følge primært symbolsk.
Den repræsenterede kontraktlige æresbånd i et idealiseret krigersamfund.
Det var mere et poetisk billede end en afspejling af hyppig praksis i virkeligheden. Den almindelige drik ved fester – og endnu mere ved daglige måltider – var langt oftere øl.
Symbol på en fortællingsfyldt heroisk fantasiverden
Mjød var engang en højt værdsat drik sandsynligvis den mest eftertragtede længe før vikingetiden, som dens hædrede plads i Valhal og Hrothgars hal antyder.
Men knapheden på honning gjorde mjød dyr og svær at skaffe i Nordeuropa.
Ved vikingetidens begyndelse kan eksotisk middelhavsvin, nævnt som Odins drik i Grímnismál, have begyndt at erstatte mjød som elitens foretrukne valg.
Så hvad betyder det for nutidens mjøddrikkende vikingefans?
Pointen er naturligvis ikke, at vikinger eller andre tidlige middelalderfolk aldrig drak mjød. Nogle gjorde det tydeligvis, om end næppe så ofte, som det ofte hævdes.
Mjøden tjente snarere som et symbol på en fortællingsfyldt heroisk fantasiverden. Men det er måske netop sådan, mange af nutidens mjøddrikkere også bruger den.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
