Har du nogensinde hørt om ellefolket? Sagnfolket, der lever dybt inde i skovene, og hvis magiske dans og forføriske troldkræfter kan få mennesker til at miste forstanden og påføre sygdom og smerte.
Eller hvad med åmanden, som skjuler sig i søens dyb og på sin violin spiller lokkende toner, der får mennesker til at gå ud i søen for at drukne sig?
Det er svært at forestille sig, men helt frem til for kun lidt mere end hundrede år siden eksisterede den nordiske folketro side om side med kristendommen.
Selvom landsbyboere gik i kirke og hørte præstens budskab om tilgivelse og næstekærlighed, troede mange samtidig, at naturen var befolket af overnaturlige skabninger. Skabninger, som ofte ubønhørlig straffede mennesker for deres fejltagelser.
»Fortællingerne om sagnvæsner har rod i en forestilling om, at alt i naturen er besjælet, og at den hævner sig på os, hvis vi går den imod. Naturen kan hjælpe os, men den kan også ødelægge os,« siger Johanne Schrøder Baggesen, museumsinspektør på museet Dorf Møllegård i Dronninglund.
Lige nu er Dorf Møllegård aktuel med udstillingen ’GYS – Væsner i mørket’, som dykker ned i, hvilken funktion de dystre folkesagn havde i det samfund, de opstod i. Udstillingen udforsker også, hvorfor de gamle historier er så uhyggelige.
\ Oplev udstillingen ’GYS – Væsner i mørket’
Udstillingen ’GYS – Væsner i mørket’ kan opleves hver lørdag og søndag på Dorf Møllegårds Museum for Forsyning og Bæredygtighed indtil den 12. december i 2021.
Du finder museet på Storskovvej 39, 9330 Dronninglund i Nordjylland.
Der er ingen aldersgrænse på udstillingen, da museet vurderer, det er individuelt, hvor skræmte børn i forskellige aldre vil blive.
Udstillingen indeholder ingen såkaldte jumpscares eller pludselige forskrækkelser.
Find mere information om udstillingen på Dorf Møllegårds hjemmeside.
Sagnvæsner opstod i en verden af mørke
De danske folkesagn om overnaturlige væsner kan spores længere tilbage end 900-tallet, hvor kristendommen gjorde sit indtog i Skandinavien.
Tiden før det første årtusindeskifte var en periode, hvor folk i både bogstavelig forstand og i overført betydning levede i mørke.
Den elektriske glødelampe blev først opfundet i 1800-tallet. Levende lys var dyre, så bønderne i de små landsbysamfund levede indtil starten af 1900-tallet med mørket som grundvilkår, og deres arbejdsdag fulgte Solens gang.
Bøndernes afhængighed af Solen og i det hele taget naturens ressourcer gjorde, at bøndernes skæbne var op til naturens kaosmagter. Det grundvilkår indgød enorm respekt for naturen, og historierne om sagnfigurerne kan have været en måde at forklare naturens lunefuldhed, fortæller Johanne Schrøder Baggesen.
For eksempel kan forestillingerne om åmanden, der med den ene hånd sørger for, at floden bugner af fisk, men med den anden drukner mennesker, og historien om gårdboen (nissen), der både sikrer gårdens høst, men kan finde på at slå bønderne ihjel, være billede på, hvor tvetydig naturen var for mennesket.
En måde at håndtere naturens uforudsigelighed kan have været at forklare dens gådefuldhed med sagnfigurers indgriben, fortæller Johanne Schrøder Baggesen.
\ Oppustede menneskelig blev fortolket som vampyrer
Mennesker har altid brugt overnaturlige væsner til at forklare naturlige fænomener.
I 1700-tallet fejede det, der blev opfattet som en vampyrepidemi, igennem Europa. Den startede med uforklarlige dødsfald.
For at finde dødsårsagen blev gravene åbnet, og nogle af ligene havde frisk blod om munden, var oppustede og havde bevæget sig i graven. De særpræg blev forklaret med, at ligene var vampyrer.
I dag ved vi imidlertid, at en ophobning af forrådnelsesgasser i lig kan føre til oppustethed, presse kropsvæsker såsom blod ud ad kropsåbningerne og til og med få lig til at bevæge sig rundt.
Kilde: Mathias Clasen, ’Monstre’, Aarhus Universitet, 2012
Sagnvæsner blev forklaringer på det uforklarlige
I fortidens bondesamfund var det ikke bare mørkt, fordi elektricitet ikke var opfundet. Mørket herskede også i den forstand, at meget af den viden, vi i dag har om for eksempel sygdomme, bakterier, biologi og natur, ikke eksisterede.
Den manglende videnskabelige forståelse kombineret med menneskets hårde liv på naturens præmisser gjorde, at folk langt oftere end i dag mistede livet som følge af ulykker. Bønder kan have haft behov for at forklare tragiske hændelser for at kunne leve med dem, og her kan sagnfolk have haft en vigtig funktion.
»Hvis Niels-Jørgen pludselig var forsvundet ude i en mose, var det nærliggende at forklare det med, at lygtemanden havde taget ham. Det fandt folk måske mere meningsfuldt, end at han bare havde drukket sig fuld og var dejset om,« vurderer Johanne Schrøder Baggesen.
Teorien om, at landsbyboere brugte sagnfigurer til at forklare hændelser, de ikke forstod, er uhygge-forsker Mathias Clasen, der har været videnskabelig konsulent på udstillingen ’GYS- Væsner i mørket’, enig i:
»Vi skal ikke ret langt tilbage i historien, før man fejlagtigt opfattede biokemiske forrådnelsesprocesser i kroppen som vampyrer. Man kan forestille sig det samme med ellefolk,« siger Mathias Clasen, lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet, og fortsætter:
»Hvis en mand i landsbyen var maniodepressiv, ville man ikke forklare hans opførsel med en biokemisk ubalance i hjernen. Man ville sige, at han havde lagt sig til at sove på en elverhøj.«
Folkesagn havde en opdragende effekt
Netop fordi mennesket før i tiden havde en tilværelse, der var spækket med farer, kan de nordiske folkesagn have været nyttige redskaber i børneopdragelsen.
»Når bønderne ville have deres børn til at opføre sig på en særlig måde, fortalte de historier om det mest grufulde, der kunne ske, hvis børnene opførte sig forkert,« siger Mathias Clasen.
På den måde kan folkesagnene have haft den samme adfærdsregulerende effekt som kristendommen, hvor man kan komme i helvede, hvis man begærer naboens kone, siger han.
Historier om klamhed og uhygge lever videre
Nogle af fortællingerne om sagnfolk er så grufulde, at de fleste nok næppe ville fortælle dem til helt små børn nu om dage.
Tag bare historierne om, hvordan ellefolk sneg sig ind i menneskers huse, fjernede deres nyfødte barn fra vuggen og i stedet lagde en af deres egne unger, en såkaldt skifting.
Skiftinge ser ud som mennesker, når de bliver født, og derfor ville familien typisk ikke lægge mærke til ombytningen med det samme. Men gradvis begynder skiftingen at ligne en trold med et stort, loddent hoved, og så går det op for forældrene, at deres rigtige barn er blevet taget af ellefolket – ubehageligt!
Uhyggen i folkesagnene kan have haft den funktion at få folk til at huske historierne, vurderer Mathias Clasen.
»Det er bredt accepteret indenfor den psykologiske forskningstradition, at der er nogle typer af kultur, der er særlig levedygtige. Her lader historier med uhyggeligt indhold til at være en af dem,« lyder det.
Et eksempel på, at uhyggelige historier fæstner sig effektivt i hukommelsen, kan findes i et studie fra 2014. I studiet fik forskerne forsøgspersoner til at læse vandrehistorier, hvor indholdet var manipuleret til at være meget eller lidt ulækkert.
Det viste sig, at forsøgspersonerne bedre kunne genfortælle og havde mere lyst til at dele historier, hvor indholdet var klamt og ulækkert.
\ Mennesker skaber historier for at forstå sig selv
Teorien om, at folkesagn har skabt sammenhold, er baseret på det psykologiske koncept narrativ identitet.
Den narrative identitet skabes af de historier, mennesker og samfund udvikler og indoptager for at forklare, hvordan de er blevet, sådan som de er. Historierne giver en fornemmelse af sociale tilhørsforhold, et større moralsk formål samt en måde at dele livet ind i forskellige tidsperioder.
Kilde: “First we invented stories, then they changed us”: The Evolution of Narrative Identity
Fortællingerne skabte sammenhold
Udover at de nordiske folkesagn muligvis gav forklaringer på naturlige fænomener, som folk ikke forstod, og tjente som indslag i børneopdragelsen, kan fortællingerne have fungeret som socialt klæbemiddel i landsbysamfundene.
»Vi ved fra forskning, at fortællinger kan have en samlende effekt. Mennesker har i titusindvis af år fortalt historier for at skabe en fælles identitet,« siger Mathias Clasen.
Den mekanisme er blevet undersøgt i flere studier, hvor forskere kigger på indholdet i de fortællinger, der bliver delt i jæger-samler-samfund. Forskerne har fundet, at historierne tematisk ofte kredser om samarbejde, og at der er sammenhæng mellem, hvor dygtige historiefortællere en stamme har, og hvor samarbejdende folk i stammen er.
På samme måde kan historierne om de bedrageriske ellefolk eller den hævngerrige åmand definere værdierne i små landsbysamfund ved at stille landsbyboerne overfor naturens utæmmelige kræfter og skabe sammenhold, mener Mathias Clasen.
Vi kan selvfølgelig ikke rejse tilbage i tiden og opleve, hvad folkesagnene betød for folk, så vi må nøjes med indicier. Men alt i alt lader fortællingerne til at have været en vigtig kilde til at navigere i samfundet, da de opstod.
Og selvom videnskabens forklaringer i dag har erstattet sagnvæsnerne, lader de uhyggelige gamle fortællinger ikke til at gå i glemmebogen lige foreløbig.
\ Læs mere
\ De danske folkesagn blev indsamlet under Nationalromantikken
De nordiske sagn levede vildt i bøndernes stuer i mange århundreder, og først i 1800-tallet opstod der interesse for de gamle fortællinger. Derfor begyndte historikere, kunstnere og forfattere at behandle sagnfigurerne i deres arbejde og værker.
Lærere begyndte også at rejse rundt i landet for at indsamle historierne om de danske folkesagn, så de kunne bruge dem i deres undervisning.
Interessen for folkesagnene opstod som en reaktion på, at Danmark i 1814 måtte afstå Norge og i 1864 mistede Slesvig-Holsten. Sådan gik Danmark fra at være et stort rige til en lille nation, og der blev skabt et behov for at finde en ny national identitet.
Den nationale identitet blev blandt andet genskabt ved at genoplive fortidens krigssejre, men identiteten blev også hentet i bøndernes gamle fortællinger, og den gamle bondekultur blev romantiseret og ophøjet til noget særlig dansk – også de danske folkesagn.
De danske folkesagns præmis om naturens magt stemmer overens med 1800-tallets forestilling om, at naturen er besjælet. Hvor det i de danske folkesagn er åmænd, underjordiske, ellefolk og trolde, der besjæler naturen, er det dog Gud, der er på spil i 1800-tallet.
Det er usikkert, præcis hvornår de danske folkesagn opstod, men der er elementer, der kan spores tilbage til den nordiske mytologi. For eksempel vækker slattenpatten fra folkesagnene associationer til jættekvinder, der er usædvanlig ækle at se på, fortæller Johanne Schrøder Baggesen.
Folkesagnene levede videre op til 1800-tallet, hvor blandt andet industrialiseringen fik flere til at flytte væk fra naturen og ind i byen, samtidig med at naturvidenskaben lidt efter lidt aflivede myterne om, at sygdom og død skyldes overnaturlige hændelser.
Men ifølge forskning, husker vi mennesker bedre ting, som er uhyggelige, så der er en vis sandsynlighed for, at de dystre folkesagn ikke bliver glemt foreløbig. Det kan du læse om i en anden artikel om udstillingen på Dorf Møllegård.
