Der er bred enighed om, at sød musik opstår, når modsætninger mødes.
Ung som gammel, udadvendt som indadvendt, single som gift tror på denne talemåde for, hvad der danner grundlag for kærligheden.
Eksperter har skrevet utallige bøger baseret på denne antagelse, der endda er blevet til en norm blandt mennesker, som er på jagt efter kærligheden:
I et studie sagde 86 procent, at de ledte efter en person med de modsatte egenskaber.
Der er dog et stort men: At modsætninger mødes gælder ganske vist for magneter, men ikke nødvendigvis for romatikken.
I min bog, ‘Great Myths of Intimate Relationships: Dating, Sex, and Marriage', forklarer jeg, at de fleste faktisk bliver tiltrukket af personer, der ligner dem selv.
Vi elsker folk, der ligner os
Om vi virkelig bliver tiltrukket af vores modsætning, har været genstand for mange videnskabelige studier.
Forskerne har undersøgt, hvilken kombination af personligheder der er den bedste i et kærlighedsforhold:
Ens, forskellige eller modsætninger?
De tre 'muligheder' bliver kaldes henholdsvis:
- Homogami-hypotesen (ens)
- Heterogami-hypotesen (forskellige)
- Komplementaritet-hypotesen (modsætninger)
Den klare vinder er Homogami-hypotesen.
Siden 1950'erne har socialforskerne udført mere end 240 studier i forsøget på at afgøre, om ligheder danner baggrund for tiltrækning.
\ Mange studier i emnet
Forskerne har blandt andet undersøgt pars:
I 2013 granskede psykologerne Matthew Montoya og Robert Horton alle studiernes resultater i en såkaldt metaanalyse, hvor de sammenlignede konklusionerne på tværs af studierne.
De fandt en uomtvistelig association mellem ligheder og interesse i en anden person.
Krage søger mage
Med andre ord er der klar og overbevisende evidens for, at 'krage søger mage'.
For mennesket er ligheder så tiltrækkende, at man ser tendensen på tværs af kulturer.
Fordi ligheder er associeret med tiltrækning, giver det mening, at individer i et fast forhold ligner hinanden på mange måder.
Det kaldes sommetider 'selektiv pardannelse'.
Udtrykket bliver også brugt til at beskrive måden, personer med et lignende uddannelsesniveau, finansielle forhold og udseende har en tendens til at finde sammen.
Kan modsætninger ikke mødes?
Det betyder dog ikke nødvendigvis, at modsætninger ikke kan mødes.
Både homogami-hypotesen og komplementaritet-hypotesen kan være sande.
Så hvad siger den videnskabelige evidensmængde om modsætninger, der mødes, hvor sød musik opstår?
'Mine svagheder er dine styrker'
Mange kærlighedsforhold starter med fokus på glæden ved at finde én, der anderledes end én selv, og som har egenskaber, vi selv 'mangler':
Den 'pæne' pige, der falder for den 'frække' dreng.
En af parterne i forholdet er udadvendt og sjov, mens den anden er genert og alvorlig. På denne måde lader de to til at komplementere hinanden.
Det er let at se, hvorfor de ser hinanden som ideal. Den enes svagheder bliver udlignet af den andens styrker.
Venner og bekendte forsøger måske endda direkte at føre en genert person sammen med en mere udadvendt person, i håbet om at de vil bringe det bedste frem i hinanden.
Vi søger kun vores diamentrale modsætning på film
Men spørgsmålet er, om vi virkelig søger en komplementerende partner, eller om det faktisk kun sker på film?
Ser man på forskningen, er det ren fiktion.
Der findes nemlig ikke videnskabelig evidens, der viser, at forskellige personligheder, interesser, uddannelser, politiske præferencer, religion eller andre karaktertræk fører til større tiltrækning.
I et studie fandt forskerne eksempelvis, at studerende foretrak profiler, der lignede deres egen (eller deres ideelle selv) frem for de profiler, der beskrev komplementerende personligheder.
Flere studier understøtter dette fund; for eksempel er indadvendte personer ikke mere tiltrukkede af udadvendte personer end af andre personlighedstyper.
Hvorfor tror vi, at modsætningerne mødes?
Hvorfor lever heterogami-hypotesen i bedste velgående på trods af en ganske overvældende evidensmængde?
Små forskelle kan blive større over tid
Der er adskillige faktorer på spil.
Kontrasterne har en tendens til at falde mere i øjenene.
Selvom parterne i forholdet har en masse ligheder, kan de ende med at fokusere på de punkter, hvor de adskiller sig fra hinanden.
Evidens viser, at de små forskelle kan blive større over tid.
I deres selvhjælpsbog, 'Reconcilable Differences', beskriver psykologerne Andrew Christensen, Brian Doss og Neil Jacobsen, hvordan parterne i forholdet udvikler komplementerende roller over tid.
Hvis den ene er en smule sjovere end den anden, udvikler der sig måske et mønster, hvor den sjovere partner er 'den skægge', mens den lidt mindre sjove partner falder til i rollen som 'den alvorlige'.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Ligheder har en dragende effekt
Forskerne har endda demonstreret, hvordan parterne i forholdet komplementerer hinanden mere og mere over tid.
Selvom de til at starte med ligner hinanden meget, finde de måder at differentiere sig på.
Modsætningernes tiltrækningskraft bliver overgået af den dragende effekt, ligheder har på os.
Alligevel bliver vi ved med at tro, at sød musik opstår, når modsætninger mødes, selvom det i virkeligheden handler mere om, hvordan mennesker, der ligner hinanden meget, udvikler komplementerende roller, som tiden går.
Matthew D. Johnson hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
