Lader du også dine venner slippe lettere uden om kritik end mennesker, du bryder dig mindre om? 

I Liberal Alliances (LA) valgkampagne fra 2022 indgik videoen ’Du kan godt’. I videoen siges det blandt andet:

»Der er politikere nok, der beder dig om at være svag. Som lover dig guld og grønne skove, hvis bare du gør dig selv til et offer.«

Modsat disse politikere erklærer LA sin tiltro til vælgerne: »Jeg tror på, at du kan være stærk«.

Sammenholdt med LA's modstand mod høje skatter og misbrug af offentlige midler var det derfor en kedelig sag for LA's forperson, Alex Vanopslagh, da det fik offentlighedens bevågenhed, at han som Folketingsmedlem havde søgt om og på uberettiget vis modtaget skattefrit tilskud for dobbelt husførelse.

Det forhold er interessant i sig selv. Men min interesse i sagen er alene som en illustration af en mere generel problemstilling – nemlig fænomenet hyklerisk tavshed.

Det fænomen er uhyre almindeligt og på ingen måde særligt for LA. Eller for den sags skyld for politik.

Hvad er hyklerisk tavshed?

Vi vender tilbage til Vanopslagh og LA om et øjeblik. Først skal vi lige have styr på, hvad hyklerisk tavshed er.

Hyklerisk tavshed er, som jeg peger på i en artikel fra 2023 i Philosophical Quarterly, et fænomen, som er underbelyst i den filosofiske litteratur om bebrejdelsens etik.

Det er den disciplin af etikken, der undersøger de etiske normer, som regulerer, hvornår det er moralsk forsvarligt at bebrejde eller undlade at bebrejde.

Et centralt tema i de seneste tyve års filosofiske refleksioner over bebrejdelsens etik har været, at man kan afvise de bebrejdelser, som en hykler fremsætter, som bebrejdelser vedkommende ikke er i en position til at fremsætte.

Vedkommende har nemlig gjort det samme eller endda noget, som er værre end det, som vedkommende bebrejder andre for.

Det er denne affærdigelse af kritik, vi kender fra daglig tale gennem vendingen, »Hvad med dig selv?« eller ordsproget »Man skal ikke kaste med sten, hvis man selv bor i et glashus.«

Til forskel herfra handler hyklerisk tavshed om, at man undlader at bebrejde eksempelvis sig selv, venner eller partifællers fejl, mens man stadig bebrejder andre, herunder politiske modstandere, for selvsamme fejl.

Få kritiske bemærkninger fra Vanopslaghs partifæller

Kunne Vanopslagh ikke have sagt, »Jeg er stærk. Jeg gør det for mig« i denne sag om de ekstra udgifter i forbindelse med et dagligt virke på Christiansborg og adresse i Struer frem for at bede statskassen om hjælp?

Det er især, fordi disse udgifter var ganske minimale, i og med adressen i Struer reelt ikke var mere end en folkeregisteradresse.

Generelt er LA-politikere ikke blege for at bebrejde folk, der misbruger offentlige midler, herunder især folk der modtager offentlig bistand, som de ikke er berettiget til.

Ole Birk Olesen (Liberal Alliance) foreslog eksempelvis i 2018 at kommuner skulle kunne overvåge borgeres el/vand/varmeforbrug, og kaldt Simon Kollerup (Socialdemokratiet) for 'grådig' og 'en skidt knægt' med reference til socialdemokratens sag om dobbelt husførelse i 2015.

Ikke desto mindre var det stærkt begrænset, hvad Vanopslaghs partifæller havde af kritiske bemærkninger til Vanopslaghs boligsag, inklusiv Ole Birk Olesen, der blandt andet ikke ønskede at stille op til interview hos DR.

For at se hvorfor denne tavshed kan opfattes som hyklerisk, er det nyttigt i første omgang at skelne mellem forskellige måder at afvise bebrejdelser på.

Flere måder at afvise bebrejdelser på

Når vi afviser bebrejdelser, som vi bliver udsat for, kan vi grundlæggende gøre det på to måder.

Vi kan afvise kritikken direkte, eksempelvis ved at benægte, at det, vi bliver bebrejdet for, er bebrejdelsesværdigt, eller ved at benægte at vi har gjort det, som vi bliver bebrejdet for.

Vi kan imidlertid også afvise kritikken indirekte ved at pege på, at den, der bebrejder os, ikke er i en position til at bebrejde os det, som vedkommende bebrejder os.

Det er det, vi gør, når vi siger »hvad med dig selv?«

Men der er også andre indirekte måder at afvise bebrejdelser på, som eksempelvis når vi svarer vores bebrejder: »Det var dig, som opfordrede mig til at gøre det,« eller »hvad rager det dig?«.

Hvad med dig selv?

Det særlige ved indirekte afvisninger af bebrejdelser er, at de ikke forudsætter en stillingtagen til indholdet af selve bebrejdelsen.

Hvis jeg bebrejder dig dit sociale bedrageri, og jeg selv har begået socialt bedrageri, kan du afværge min kritik ved at sige »hvad med dig selv?«.

Det kan du gøre desuagtet, at du er enig i, at det faktisk var bebrejdelsesværdigt af dig at modtage offentlige ydelser uberettiget.

Af selvsamme grund er indirekte svar på bebrejdelser almindelige. De forskubber nemlig fokus fra selve de handlinger, som man bebrejder en person for, til bebrejderens egen gøren og laden.

Når eksempelvis USA kritiserer Kina for menneskerettighedskrænkelser, er det primære officielle kinesiske svar derfor en påstand om, at USA selv krænker menneskerettighederne, og at USA's kritik derfor er hyklerisk og ikke noget, som Kina behøver tage alvorligt.

Bebrejdelser får os til at handle bedre

Kina forskyder fokus fra de handlinger, der er bebrejdelsesværdige, til bebrejderens (USA) moralske kreditværdighed så at sige.

Denne forskydning er også grunden til, at nogle filosoffer – Macalaster Bell og Daniela Dover – er skeptiske over for tanken om, at en person, der har handlet bebrejdelsesværdigt, kan affeje kritik med henvisning til, at den, som fremsætter den, ikke er i en position til at gøre det.

For det er meget værdifuldt, at vi ofte bebrejder hinanden, når vi handler moralsk forkert.

At vi ofte gør det, får os nemlig til at handle moralsk set bedre. Dels fordi det er ubehageligt at blive udsat for moralske bebrejdelser.

Dels fordi vi kan lære noget af andres moralske bebrejdelser, idet de kan få os til at indse, at handlinger, vi egentligt syntes, er moralsk uproblematiske, faktisk er moralsk forkerte.

Skulle USA så ikke bebrejde Kina?

En måde, hvorpå man kan undgå at gøre sig sårbar over for anklagen om at udsætte andre for hykleriske bebrejdelser, er ved at undlade at bebrejde andre.

Men det ville moralsk set være dårligt, hvis for eksempel USA undlod at kritisere Kina for menneskerettighedsovertrædelser for at undgå anklager om hykleri.

Eller hvis politikere – eksempelvis Alex Vanopslagh – undlod at bebrejde folk, der misbruger offentlige midler, for at undgå selv at blive anklaget for hykleri givet deres eget misbrug af offentlige midler.

Så måske hele tankegangen om, at man kan være i en mangelfuld position i forhold til at bebrejde andre for deres bebrejdelsesværdige handlinger står i vejen for vores moralske forbedring?

Måske vi derfor altid er i en position til at bebrejde andre helt uafhængigt af vores egne fejl?

Det er lige så hyklerisk at undlade at bebrejde

Her er det, at sager som eksempelvis politikeres tavshed om deres partifællers overtrædelse af egne erklærede principper er relevante.

For ligesom bebrejdelser kan være hykleriske, kan også fravær af bebrejdelser være det.

Hvis man for eksempel tidligere har kritiseret misbrugere af offentlige midler, er man af selvsamme grund ikke i en position til blot at være tavs, når politiske venner gør det samme.

Tavshed om egne og venners fejl kombineret med bebrejdelser af andre og politiske modstanderes selvsamme fejl udtrykker typisk, at man opererer med dobbeltstandarder på en måde, der ikke adskiller sig fra den måde, som den hykleriske bebrejder gør det på.

Eller sagt på en anden måde: De indvendinger, som kan rettes mod hykleriske bebrejdelser, kan også rettes mod hyklerisk tavshed.

Man kan derfor afvise tavshed som hyklerisk på samme måde, som man kan afvise bebrejdelser som hykleriske.

I det første tilfælde kan afvisningen imødekommes ved faktisk at tage bladet fra munden og bebrejde den, man ellers nødig vil kritisere.

I det andet tilfælde kan afvisningen derimod imødekommes ved at indstille sine bebrejdelser.

Hykleriske bebrejdelser forbedrer også vores handlinger

Det forhold har indtil nu været overset i litteraturen om bebrejdelsens etik.

Det er dog en vigtig erkendelse, at når man først har bebrejdet en modstander noget, er man ikke i en position, hvor man så kan undlade at bebrejde sine venner det samme.

Samme ide som ligger bag at mange eksempelvis ville afvise Vanopslaghs kritik af en person, der uberettiget får offentlige bistand til dobbelt husførelse med et 'Hvad med dig selv?', ligger bag et krav til eksempelvis Ole Birk Olesen om at ytre sig kritisk om en person, der uberettiget får offentlig bistand, selvom denne er hans partiformand.

Det betyder, at tankegangen, om at den hykleriske bebrejder ikke er i en position til at bebrejde og derfor måske bør undlade sine bebrejdelser, ikke blot taler for, at vi i nogle tilfælde bør stoppe med at bebrejde andre.

Det taler også for, at man nogle gange ikke er i en position til at forholde sig tavs til andres bebrejdelsesværdige handlinger og derfor faktisk bør bebrejde andre.

Vi kan derfor acceptere denne tankegang uden at mene, at de af os, som ikke er perfekte (det vil sige os alle), bør stoppe med at bebrejde andre. Noget, som ville være en rigtig dårlig idé, da muligheden for at blive udsat for bebrejdelser generelt fører til, at vi handler moralsk set bedre.

Min første hovedpointe er derfor også, at Bells og Dovers kritik af idéen om, at hykleriske bebrejdelser kan afvises med henvisning til bebrejderens egne fejl, ikke holder.

Min anden hovedpointe er, at også tavshed kan være hyklerisk, og at bebrejdelsens etik også bør udforske dette emne.

Kasper Lippert-Rasmussen er leder af grundforskningscenteret ’Center for Eksperimentel-Filosofiske Studier af Diskrimination’, som er støttet af Danmarks Grundforskningsfond.