Kontrol med forskningen saboteres af forvaltningen

Sagen om Milena Penkowas problematiske forskning har på det seneste taget en dramatisk vending.

Den er blevet løftet ud af det særlige universitære ’vagthundesystem’ og over i det almindelige strafferetslige, i og med, at Københavns Universitet har politianmeldt Penkowa for bedrageri og dokumentfalsk; forbrydelser som kan foregå hvor som helst.

Denne udvikling af sagen kan desværre komme til at skygge for det afgørende spørgsmål om, hvad der ville være sket, hvis ikke også reglerne uden for forskningsverdenen var blevet overtrådt.

Havde universitetet selv kunnet tackle sagen? Skulle der en overtrædelse af almindeligt gældende jura til, før universitetet kunne tage sig sammen til at løse en af de opgaver, som det er sat i verden til?

Pinligt ikke at kunne overholde lovpligtig kvalitetssikring

Man kan have sine tvivl. Københavns Universitet har i forvejen forsøgt at undgå at tage ansvar over for den internationale forskningsverden ved at gøre sagen til en lukket personsag og sende den over til UVVU (Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed).

Dette organ har i kraft af sine begrænsede beføjelser og mandat ikke en chance for at udrede de spørgsmål, som universitetet skylder offentligheden og forskerverdenen svar på. For ikke at tale om de opgaver med kvalitetssikring, som universitetet er pålagt lovgivningsmæssigt.

Det er pinligt for universitetet, at det skal have Weekendavisen (1) til at udføre de pligter, som det selv har skubbet fra sig.

Generelle svagheder ved systemet

Der har været sagt og skrevet meget om det konkrete sagsforløb og de mange fejl fra universitetets side, som har præget det, og vi har nok heller ikke hørt de sidste. Dem vil jeg ikke gå ind i.

Men sagen har afsløret nogle generelle svagheder ved systemet, som der bør gøres noget ved, hvis vi skal undgå gentagelser. Det er nemlig ikke første gang, at et universitet ikke har kunnet tackle en sag om problematisk forskningskvalitet.

Aarhus Universitet har for eksempel haft sin sag med professor Helmuth Nyborg, som på Psykologisk Institut forskede i kønsforskelle i intelligens.

Den har en del ligheder med Penkowa-sagen, uden dog at ende hos politiet. Den var også ved at køre helt af sporet i flere år under et par svage rektorer, der forsøgte at kvæle den, men den blev dog reddet i land til sidst, da der kom andre ledere til.

Sagsakter først offentligjort da sagen var forældet

Universitetet havde imidlertid på grund af det langtrukne sagsforløb, helt fra januar 2002 til 2007, bragt sig i et modsætningsforhold til dele af forskerverdenen, offentligheden og pressen, som har været svære at rette op. Ikke mindst fordi en indbringelse af sagen for UVVU med et problematisk resultat var med til at forkludre den.

Et lyspunkt var dog, at sagen dermed ikke længere var en intern sag for Aarhus Universitet, men for første gang blev tilgængelig for aktindsigt, hvilket førte til, at alle sagens officielle akter kunne lægges ud på en hjemmeside (http://eugenik.dk/drupal5/node/116), hvor de nu er tilgængelige for enhver.

Det skete dog først i begyndelsen af 2008, og da interesserede de færreste sig for sagen. Og da slet ikke den presse, som havde behandlet sagen ud fra de smuler, der var blevet kastet til den.

Ligheder mellem Penkowa- og Nyborg-sagen

Jeg var institutleder på Psykologisk Institut fra sagens begyndelse i januar 2002 og indtil efteråret 2006. Dertil var jeg medlem af Aarhus Universitets såkaldte praksisudvalg og af UVVU i den periode, hvor Nyborg-sagen blev behandlet. I begge udvalg dog uden at deltage i sagsbehandlingen på grund af inhabilitet.

Jeg vil ikke gå i detaljer med den sag. Mit ærinde er et forsøg på en mere generel diagnose af et system, som tydeligvis ikke fungerer. Men jeg trækker naturligvis på mine konkrete erfaringer efter mange års deltagelse i universitetets ledelse på flere niveauer.

Der er betydelige forskelle på de to sager. Men der er også nogle slående ligheder. I begge tilfælde er det ikke så meget de primære forseelser hos de to forskere, som er interessante. De handler i begge tilfælde i udgangspunktet om mangelfuld og tilbageholdt forskningsdokumentation

Det kunne være udredt af en ansvarlig ledelse, da problemerne dukkede op. I Penkowas tilfælde vist nok omkring 2003 og for Nyborgs vedkommende i januar 2002.

Det væsentlige og fælles ved de to sager er derimod, at ledelsen ikke varetager sit ansvar over for forskningen, og at den oprindelige forsømmelse fører til flere, delvist i forsøg på at dække over den første.

Rektorerne har selv skabt sagerne

Det er et ejendommeligt sammenfald, at det i begge tilfælde drejer sig om rektorer, som skal behandle sager, de selv har skabt som dekaner. Men det er ikke i sig selv det afgørende. I København er det Ralf Hemmingsen, i Aarhus Niels Chr. Sidenius.

I Penkowa-sagens tilfælde kender vi endnu ikke de eventuelle bagvedliggende motiver. Men i Nyborg-sagen ved vi, at årsagen til, at sagen blev kvalt i fødslen, var at den daværende rektor Henning Lehmann pressede sin daværende dekan Sidenius til at lukke den.

Lehmann var nemlig kort forinden blevet hængt ud i pressen for undertrykkelse af forskere i den såkaldte Dandy-sag (2), og man frygtede, at Nyborg ville lede pressen på sporet af en gentagelse.

Kort efter overtager Sidenius som ny rektor selv sagen og lukker den så effektivt ned, at han må gå mod en afgørelse i sit eget praksisudvalg. Først i 2005, da Sidenius afløses som rektor af Lauritz Holm-Nielsen, bliver sagen behandlet ansvarligt, og Helmut Nyborg bliver året efter suspenderet fra sin stilling.

Mudrede og lukkede personsager

Sagen er dog i mellemtiden overgået fra at være en triviel forskningssag til en langstrakt og mudret personsag, og vi ser i begge de to sager, at det medfører en total blokering i forhold til offentligheden. Ikke blot af de personalemæssige aspekter, men også af den åbenhed og tilgængelighed i forhold til forskning, som er kronjuvelerne i den internationale forskningsverden.

Der er ikke grund til her at beskæftige sig yderligere med de konkrete motiver hos de ansvarlige i sagerne. Man kan blot konstatere, at det har været svært for nogle svage rektorer at holde fast i deres ansvar over for den internationale forskerverden og for forskningens kvalitet i henhold til universitetsloven. Andre hensyn er kommet til at veje for meget.

Det store spørgsmål er imidlertid, hvordan den slags overhovedet kan lade sig gøre på landets to største universiteter, som jo er gennemorganiserede og regulerede med et stort og professionelt administrativt apparat.

Hvordan kan to-tre svage ledere komme til at kuldsejle disse supertankere? Jeg tror, vi skal rette blikket et helt andet sted hen, end mod, hvad der indtil nu forekommer at være sagernes hovedpersoner.

Hvad er der galt? Jura møder forskning