I over 300 år har museer, universiteter og private samlere verden over indsamlet, opbevaret og forsket i tusindvis af kranier og knogler fra inuit i Grønland. Og Danmark var særligt aktiv.
Motiveret af Grønlands status som dansk koloni blev der iværksat mange ekspeditioner til det kolde Arktis.
Her kunne Danmark nemlig udmærke sig i den internationale forskning gennem kontrol over landet.
Koloniseringen af Grønland er ikke kun en historie om politik og magt. Det er også en historie om, hvordan videnskab blev brugt til at definere og kontrollere inuit i Grønland.
Jeg forsker i, hvordan otte 500-år gamle grønlandske mumier kan lære os noget om både fortiden og fremtiden - og hvordan vi giver inuit retten til deres fortid tilbage.
Fortidens forskning er en nøgle til fremtiden
Hvis der er noget, som vi har lært af fortiden, er det, at forskning ikke er neutral. Den er altid præget af den tid, den bliver lavet i - og af dem, der står bag.
I mange år blev forskning brugt til at styrke kolonimagter og til at fortælle en bestemt historie, hvor nogle mennesker blev set som vigtigere end andre.
Derfor er det vigtigt, at vi i dag stopper op og spørger os selv: Hvem får lov til at forske? Hvem bliver lyttet til? Hvilke historier bliver fortalt - og hvilke bliver ikke?
I mit ph.d.-projekt undersøger jeg, hvordan folk i Grønland forholder sig til forskning i mumier og skeletter fra inuit, og hvordan den viden bruges i dag.
Jeg vil gerne finde ud af, hvordan forskningen kan gøres mere relevant og meningsfuld for dem, det faktisk handler om - inuit i Grønland.
Det gør jeg blandt andet ved at lave interviews, spørgeskemaundersøgelser samt holde oplæg forskellige steder i Grønland og stille spørgsmål til deltagerne (læs mere om min metode i faktaboksen).
\ Sådan går jeg til værks
Her er nogle af de måder, jeg arbejder på:
Jeg rejser rundt i forskellige dele af Grønland og holder oplæg om forskning i menneskelevn og spørger, hvad folk selv mener om det.
Desuden rejser jeg til Labrador i Canada, for at lære, hvordan inuit dér arbejder med deres forfædres levn, og for at se om vi kan lære noget af hinanden på tværs af ’Inuit Nunaat’ (de arktiske områder i Grønland, Canada, Alaska og Rusland, hvor inuit traditionelt har boet og stadig bor).
Jeg laver interviews med borgere i Uummannaq, Grønland, hvor mumierne fra Qilakitsoq blev fundet, for at forstå hvad fundet betyder for dem, og hvordan vi kan forske, på en måde der giver mening lokalt.
Jeg taler også med mennesker, som bruger viden fra mumierne i deres arbejde, for eksempel om tatoveringer eller traditionelle dragter.
Jeg laver spørgeskemaundersøgelser i hele Grønland for at få et bredt billede af, hvordan folk oplever og forholder sig til forskning i menneskelevn.
Kraniestudier i ’menneskeracernes’ tid
De arktiske ekspeditioner for 100-300 år siden fandt sted i en tid, hvor man delte mennesker op i ‘racer’ og mente, at nogle var mere udviklede end andre.
Mange forskere troede, at man kunne måle nogens ‘race’, intelligens eller ondskab gennem kraniets form (også kaldet frenologi, læs mere her).
Den slags idéer, som, vi i dag ved, er forkerte og diskriminerende, var dengang helt almindelige i videnskaben.
Det var en tid, hvor europæiske mennesker blev betragtet som normen, og alle andre blev set som noget ‘andet’, noget, der skulle undersøges og forklares.
Den fælles arv efter kolonien
Denne fortælling er en vigtig, men lidt glemt del af vores fælles historie mellem Danmark og Grønland.
Det er et emne, der længe har været svært at tale om. Måske fordi det kræver, at vi tør stille spørgsmål ved vores egen rolle i historien? Men netop derfor er det vigtigt at tage op i dag.
For det handler ikke kun om fortiden, det handler også om, hvordan vi forstår hinanden i nutiden, og hvordan vi viser respekt for dem, hvis historier og kroppe blev taget uden at blive spurgt.
At tale åbent om emnet er en måde at tage ansvar på og lære af den fortid, som er en del af vores fælles historie.
‘Skeletter i skabet’
Danmarks Radios dokumentar ’Skeletter i skabet’ (maj 2025) sætter fokus på netop denne debat ved at vise, hvordan kranier og knogler fra Grønland blev stjålet til Danmark, og hvad det betyder i dag.
Dokumentaren går tæt på historierne bag skeletterne og åbner for det svære, men nødvendige spørgsmål: Hvad gør vi med de mennesker, der engang blev brugt som forskningsobjekter uden deres efterkommeres samtykke?
Det er en samtale, der længe har trængt sig på, hvorfor jeg i mit nye forskningsprojekt Qilakitsormiut (’menneskene fra Qilakitsoq’) prøver at forstå, hvad denne fælles fortid betyder i dag. Ikke bare for os forskere, men for befolkningen i Grønland.
I Grønland er der et stærkt ønske om at skabe forskning, der bygger på grønlandske værdier og behov.
Det kan man blandt andet se ved Grønlands nye og første biologiuddannelse ’SILA’, hvor man eksempelvis tager på rensdyrjagt som en del af undervisningen.
Vi må derfor forholde os til, hvordan samfundet i Grønland i dag ser på deres forfædre og den videnskab, som behandler dem.
Otte 500 år gamle mumier fundet ved Qilakitsoq
Et godt eksempel på, hvordan vores syn på fortiden har ændret sig, og hvorfor det er vigtigt, finder vi ved Qilakitsoq (som betyder ’himlen er lav’), tæt på Uummannaq og Diskoøen i Vestgrønland.
Under en rypejagt i efteråret 1972 fandt brødrene Hans og Jokum Grønvold to grave skjult i en klippespalte. Her lå otte mennesker, seks kvinder og to små drenge, mumificeret og bevaret i deres dragter.
De havde ligget uforstyrret siden 1400-tallet.
Fundet skabte stor opmærksomhed i både Grønland og resten af verden. Men det var mere end bare et sensationelt fund - det kom også på et vigtigt tidspunkt i historien.
Grønland havde netop fået hjemmestyre, og den første grønlandske museumslov trådte i kraft.
For første gang kunne Grønland selv bestemme over sin kulturarv, og dét ændrede den måde, man forskede på.
Forskning med respekt for de døde - og levende
Med fundet i Qilakitsoq stod det klart, at forskningen også kunne være noget andet. For første gang arbejdede grønlandske og danske institutioner tæt sammen, og med fokus på større respekt for de døde.
Forskningen flyttede sig fra blot at producere ny viden til også at tage ansvar for, hvordan den viden blev skabt - og for hvem. Målet blev at forstå menneskers liv og død på Grønlands egne præmisser.
Blandt fundene på mumierne var der velbevarede tatoveringer, spor af identitet, tradition og liv, som siden skulle få stor betydning for den grønlandske kulturarv.
Fra racetænkning til livshistorier
I dag bliver disse menneskelevn brugt til at fortælle historier om inuitternes hverdagsliv, såsom traditionelle tatoveringer og kvinders roller i samfundet.
Forskere og grønlandske kulturformidlere har nemlig i de senere år rettet blikket mod de mange tatoveringer, man kan se på de mumificerede kvinder fra Qilakitsoq.
Tatoveringerne viser sig at være nøgler til at forstå ikke bare den enkelte kvindes liv, men også sociale og spirituelle lag i det grønlandske samfund før koloniseringen.
De udførlige mønstre i ansigtet og på kroppen var ikke kun pynt, de var fulde af betydning.
På den måde bliver menneskelevn af inuit ikke længere brugt til at bevise forskelle mellem mennesker, men til at forstå livet i den tidlige inuit-kultur.
Nye metoder, men gamle ideer?
I dag er det igen blevet vigtigt at stille spørgsmål ved forskningen i menneskelevn.
For nu har vi adgang til nye teknologier som DNA-metoder og andre naturvidenskabelige analyser, der kan give os detaljeret viden om mennesker, der levede i fortiden.
Men bare fordi vi kan undersøge alt, betyder det så nødvendigvis, at vi skal?
Hvad betyder det egentlig for folk i dag, at deres forfædre bliver undersøgt i laboratorier? Og hvem skal bestemme, hvad der skal forskes i - er det forskerne, museerne eller efterkommerne?
Stiller vi ikke de svære spørgsmål, risikerer vi at gentage fortidens fejl - måske med nye metoder, men med den samme gamle tankegang.
Mit ph.d.-projekt er derfor et forsøg på at gå en anden vej: En forskning, hvor vi tager udgangspunkt i de mennesker, hvis forfædre engang blev gjort til genstand for videnskaben.
Projektet ‘Qilakitsormiut’ er bevilget af Grønlands Forskningsråd og den danske stats midler til arktisk forskning.
