Kineserne har store ambitioner for deres plads i verden, både økonomisk og politisk.
Der er da heller ikke noget at sige til, at verdens folkerigeste land (knap 19 procent af verdens befolkning) med verdens fjerdestørste areal og verdens næststørste bruttonationalprodukt i faste priser gerne vil spille en ledende rolle på den politiske verdensscene.
Historisk har det kinesiske imperium igennem en række dynastier udgjort det naturlige centrum for den asiatiske verden, og landets kinesiske navn ’Zhōngguó’ (中国) betyder da også bogstaveligt ’Riget i midten’.
I kinesernes selvfortælling er denne historiske førerposition kun for alvor blevet afbrudt i perioden kendt som ’ydmygelsens århundrede’ (1839-1949), hvor Kina tabte en række krige, først til europæerne og senere til japanerne.
Kinas kommunistiske parti med Xi Jinping i spidsen ser sig selv som værende i fuld sving med at gøre op med disse historiske ydmygelser ved at genetablere Kinas naturlige position som centrum for den internationale verden – som 'Zhōngguó', Riget i midten.
Væksten er stadig høj
Hvordan står det så til med det store projekt? Kineserne har indtil videre imponeret på den økonomiske bane. Siden 1980 er landets BNP i snit vokset med 9,66 procent årligt. Det er langt mere end noget andet land i samme økonomiske liga.
Fra 2000 til 2010 lå Kinas BNP vækst mellem 8,5 procent og 14,2 procent. Til sammenligning toppede Danmarks vækst i perioden på 3,9 procent. Siden da har Kinas vækst stilnet en smule af og lå i 2016 på 6,7 procent, hvilket stadig må betragtes som ganske flot.
\ Læs mere
Verdens øvrige største økonomier lå i 2016 på henholdsvis 1,6 procent (USA), 1 procent (Japan) og 1,9 procent (Tyskland).
Fra 'made in China' til vidensbaseret økonomi
Det er til gengæld tvivlsomt, om dampen kan holdes oppe. Den kinesiske økonomi står nemlig over for seriøse udfordringer.
Xi Jinpings ambition er, at omdanne Kinas økonomi til en moderne, vidensbaseret økonomi, der skal erstatte den i dag dominerende ’made in China’-økonomi, der producerer og eksporterer billige (kopi)varer.
Men den transition kræver en økonomi, der er i stand til innovation, der i højere grad drives af eget forbrug, og hvor de mange statsejede virksomheder ikke begrænser individuelt entreprenørskab. Sidstnævnte er især en udfordring, da de statsejede virksomheder ofte har betydelige økonomiske bånd til de kinesiske politikere, der derfor nødigt vil fratage virksomhederne deres mange fordele.
Miljø og ældrebyrden tynger
En anden udfordring er at undgå den miljøbelastning, der historisk er fulgt med økonomisk vækst. Her har kineserne allerede sat flere storstilede projekter i søen – i bogstaveligste forstand i form af to gigantiske flydende ’solcellefarme’. Men det vil fortsat kræve en enorm indsats, førend den grønne omstilling kan følge med den voksende middelklasses nye forbrug.
Derudover står Kina over for en velkendt udfordring: demografien. Selvom etbarnspolitikken blev afskaffet i 2015, har størstedelen af kinesiske familier stadig kun et enkelt barn, og fertilitetsraten er på 1,7. Det betyder, at befolkningen med høj fart bliver både mindre og ældre.
\ Læs mere
Denne udvikling er en gigantisk udfordring for den fortsatte økonomiske vækst i landet, da flere og flere penge skal bruges til at tage sig af det stigende antal ældre, der i takt med den økonomiske udvikling også forventer bedre velfærdsydelser.
Udviklingen betyder desuden, at der bliver færre og færre på arbejdsmarkedet til at betale disse ydelser. Staten må derfor forvente at skulle bruge en stadig større andel af sit budget på velfærdsydelser frem for mere vækstskabende alternativer.
Falder Kina også i fælden?
Hvis Xi Jinping og hans kollegaer ikke får greb om denne række af problemer, er der en ganske stor risiko for, at Kina falder i den såkaldte ’middelindkomstfælde’, der historisk har ramt størstedelen af nyere industrialiserede lande på rejsen mod en moderne økonomi.
Fælden består i en række forbundne strukturelle udfordringer. Centralt er, at lønniveauet i landet stiger tilpas meget til, at det bliver for dyrt for udenlandske virksomheder at masseproducere billige produkter der, og derfor flytter de deres investeringer.
Samtidig moderniseres økonomien ikke hurtigt nok til, at den for alvor får greb om de mere videnstunge former for produktion. Dette placerer landet akavet mellem to stole, hvor de ikke har meget at tilbyde det globale marked.
Kinesiske økonomer frygter kollaps
Kinas politiske ambitioner er store, men tror kineserne egentlig selv, de får råd til at betale gildet? Det undersøgte den amerikanske politologiske forsker Daniel C. Lynch ved at gennemgå en lang række kinesiske publikationer og ved at interviewe førende kinesiske økonomer og politologer.
Hans fund, udgivet i bogen ’China’s Futures’ fra 2015, var meget sigende.
\ Læs mere
Lynch opdagede nemlig, at hvis man spørger de kinesiske økonomer, er de meget tilbageholdende og forventer en økonomisk krise eller sågar kollaps i landet.
De frygter, at de mange store økonomiske udfordringer vil lægge en dæmper på den økonomiske vækst, hvilket blot vil gøre det endnu sværere for kineserne at adressere de selvsamme økonomiske udfordringer. Det er med andre ord et selvforstærkende problem uden nogen nem løsning.
Stadig optimisme blandt politologerne
Lynchs fund stoppede ikke her. Han opdagede nemlig også, at hvis man i stedet spurgte de kinesiske politologer, især dem der arbejder med Kinas udenrigspolitik, var svaret et helt andet.
Flertallet af politologerne var overbeviste om, at Kinas opstigning i det internationale system var så godt som uundgåeligt. Lynch opdagede, at disse politiske analytikere slet ikke læste økonomernes analyser af Kinas udfordringer, og når han selv konfronterede politologerne med de dystre analyser, blev de konsekvent affejet.
Der er med andre ord en klar uoverensstemmelse mellem økonomernes og politologernes forventninger. Sidstnævnte matcher de politiske ambitioner om en solbeskinnet fremtid, som store dele af partiet fremfører, mens førstnævnte i højere grad ser mørke skyer forude.
Kan økonomien bære Kinas politiske ambitioner?
Den økonomiske situation er som sådan ikke radikalt ny. Økonomer i og uden for Kina har i mange år spået om de forestående problemer. Men nogle af de bagvedliggende faktorer vokser sig større år for år, i takt med at befolkningen bliver ældre, uligheden stiger, og BNP vækstraten falder (hvilket den har gjort siden 2010).
Derudover har Kina de seneste år ført en mere og mere aggressiv politisk og økonomisk udenrigspolitik, baseret på den overbevisning, at økonomien nok skulle fortsætte med at vokse.
Denne uoverensstemmelse kan blive farlig for kineserne, da det betyder, der er en overhængende fare for, de får slået et større brød op, end de kan bage.
På den sikkerhedspolitiske scene har kineserne især siden 2009 spillet med musklerne i det Sydkinesiske hav og provokeret sine nabolande ved at bygge og befæste øer med militære faciliteter.
Hertil kommer en række meget vidtgående krav, kineserne har fremsat om, hvor mange af de små øer i det Sydkinesiske hav, kineserne er berettiget til. Det er praktisk talt dem alle, og det huer ikke nabolandende, der gør krav på mange af de samme områder.
Det er dog de økonomiske muskler, Kina bruger mest flittigt internationalt. Med sit nye Silkevejsprojekt ’the Belt and Road Initiative’, annonceret i 2013, lover kineserne nemlig investeringer af astronomiske beløb til andre asiatiske lande.
Disse investeringer skal hovedsageligt gå til at opbygge infrastruktur, der skal binde kontinentet sammen økonomisk med Kina i centrum.
Hvor længe holder vækstmotoren?
Men både de politiske og økonomiske muskler kan syre til, hvis økonomien sagtner farten eller ligefrem braser sammen. Det ville naturligvis være en katastrofe for kineserne selv, da de ville være tvunget til at putte de store ambitioner på hylden, indtil landets økonomi og politiske strukturer var bragt i orden – og det er ikke noget, der kan klares på en eftermiddag!
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
I værste tilfælde ville et decideret kinesisk økonomisk kollaps sende chokbølger gennem hele den globale økonomi, da Kina i dag er verdensøkonomiens primære motor for vækst. En sådan udvikling ville være ganske mærkbar – også i Danmark.
Den kinesiske økonomi har tabt yderligere fart, siden Lynch udgav sin bog – fra 7,5 procent ved udgangen af 2014 til 6,8 procent ved udgangen af 2017. Forhåbentlig er de økonomiske realiteter lige så stille ved at indhente den politiske tænkning i Kina.
Så er der nemlig stadig mulighed for, at styret får igangsat vigtige reformer af den kinesiske økonomi, og at landets økonomiske vækst kan stabilisere sig – måske på en 3-4 procent vækst, hvilket er markant lavere end i dag, men stadig meget solidt.
Alternativt kan Kina blive offer for sine egne politiske ambitioner og vil ikke foreløbigt kunne realisere sin drøm om atter at blive ’Riget i midten’.
