‘Kick-Ass’ er… Ja, hvordan skal man beskrive den?
Som en krydsning af Quentin Tarantino og Luc Besson, tilsat en knivspids sort engelsk humor og en par skefulde ultravold i Rodriguez-stilen?
Eller skal vi bare konkludere, at ‘Kick-Ass’ er årets bedste film og én af de bedste superheltefilm, jeg mindes at have set.
Jeg skal i hvert fald tilbage til min ungdoms oplevelse af at se Jack Nicholson gå amok til Prince i ‘Batman’ i 1989, for at finde en tilsvarende oplevelse af at være underholdt, overvældet og imponeret i biografstolen af beundring.
Nå, der kan siges meget om ‘Kick-Ass’, men lad mig give fire hurtige bud på dens absolutte must-see kvaliteter:
1) Plot
Ære være det gamle superhelte-plot: Superhelt opdager sine super-egenskaber og møder straks efter en superskurk, der prøver at erobre verden.
‘Kick-Ass’ giver en ny version: Nørd vil være superhelt, opdager at han ikke har superkræfter (da han skal ud og sparke røv, bliver vores helt straks dolket, tæsket og …).
Men han fortsætter ufortrødent og møder på sin vej andre i superhelte-kostumer og finder også en superskurk, der heller ikke har superkræfter, men tror at han kan erobre verden.
Så går det ellers derudaf med muntre plot-forviklinger.
Matthew Vaughn, der har instrueret og skrevet manuskriptet til ‘Kick-Ass’, er bevidst om genrens konventioner og endnu mere bevidst om at udvide og bryde dem.
Hans legende og ironiske brug af genre og utallige hilsener til film og instruktører minder om Tarantino, men er samtidig mere romantisk a la Luc Besson. Vores stakkels helt Dave kan både blive smadret til ukendelighed og få lov at blive forelsket.
2) Karakterer
Som sagt: superhelte og superskurke. Og så alligevel ikke.
Figurerne er både nyfortolkninger af de gamle helte og samtidig så originalt nye, at jeg ikke har set lignende.
To af filmens absolut mest overraskende figurer er Big Daddy og Hit Girl.
Big Daddy har kopieret sit kostume fra Batman. Meeeeen… I stedet for en butler har han en lille datter Hit Girl i manga-udstyr, og i stedet for rige forældre har han en fortid som straffet.
Sådan er den virkelige verden lidt mere besk hos Vaughn.
3) Kostumer
Et vigtigt element i en superhelte-film er selvfølgelig kostumet.
Vores helt Dave opfinder sin egen superhelt med det noget aparte navn Kick-Ass og bruger en surfdragt med maske som kostume.
Big Daddy har som sagt kopieret sin dragt og Hit Girl, hans datter, er designet som manga Lolita-karate-tøs, komplet med butterfly-knive, sværd, karatetræning og skudsikker vest.
Hun er alle pengene værd: En blanding af Bessons småpiger i ‘Nikita’ og ‘Leon’ og den japanske ægte vare.
4) Vold
Ligesom alt er til fortolkning i ‘Kick-Ass’, er volden også en overraskende og vellykket blanding af tegneserie-agtig, urealistisk, hyper-urealistisk og så ind i mellem meget realistisk.
Den er behandlet som både morsom, tragisk, realistisk og ironisk. Som man forstår, bliver der spillet på mange følelses-tangenter, hvilket lyder fragmenteret, men ikke desto mindre samles det på smukkeste og morsomste vis.
Så, hvis denne blog gav stjerner, ja, så ville jeg give ‘Kick-Ass’ seks stjerner.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.