Kemiker-legende Torkil Holm: »Jeg er nysgerrig efter at se, hvad der sker«

»Det er oplevelsen af, at noget pludselig falder på plads, der er så god. Man kan have prøvet tingene af og arbejdet med noget meget længe, og så lige pludselig forstår man det. Det kan være helt fantastisk.

Sådan beskriver Torkil Holm, lektor emeritus ved Kemisk Institut på DTU, den begejstring for arbejdet med kemi, der hver dag i 69 år har fået ham til at stå op og gå på arbejde. Lige siden eksamensbeviset blev udstedt fra Polyteknisk Læreanstalt i 1947, har kemiens verden nemlig været lig med Torkil Holms verden. Han er i dag 92 år, og på trods af at de fleste i den alder har nydt mere end 20 års otium, begiver Torkil Holm sig stadig hver dag af sted på arbejde.

»Miljøet på instituttet er stadig spændende for mig. Jeg har en kollega her, som jeg har spist frokost med hver dag siden 1962, og jeg ville have det forfærdeligt, hvis jeg bare skulle gå hjemme,« siger Torkil Holm, som har købt en cykel med elmotor, så han kan cykle fra hjemmet i Ordrup til DTU i Lyngby.

»Kemi er spændende på grund af det her med, at man hælder ting sammen, og så sker der ting og sager. Allerede fra jeg var lille, har det fascineret mig, hvordan det bruser, der kommer lugte og opstår andre stoffer. Jeg er simpelthen nysgerrig efter at se, hvad der sker. At eksperimentere, det er spændende, og det har jeg gjort rigtig meget i min karriere,« fortæller Torkil Holm.

Kemien vandt over elektronikken

Lige fra barnsben har Torkil Holm vidst, at han ville være ingeniør. I sin barndom i 1930'erne kunne han godt lide at lege med elektriske samlesæt og rode med radio, og trods fascinationen af kemi og fysik troede han helt frem til studentereksamen, at det var elektroingeniør, han skulle være.

»Jeg blev student med et meget højt gennemsnit. På Polyteknisk Læreanstalt var der adgangskvotient for kemiingeniører, men ikke for elektroingeniører. Og så syntes jeg, at nu jeg havde det høje gennemsnit, var det synd ikke at bruge det til noget. Derfor vandt kemien over det elektriske, og jeg blev kemiker. Det har jeg ikke fortrudt,« siger Torkil Holm.

Efter endt eksamen og et par års arbejde tog den unge Holm til USA. I udgangspunktet ikke for at forske, men for at indfri drømmen om en stor, smart bil. For at få en bil måtte der dog penge til, så Torkil Holm fandt vej til University of Minnesota og bankede på døren hos professor R. T. Arnold, som han ikke kendte i forvejen. Et par timer efter var han installeret i et laboratorium og i gang med at arbejde.

»Jeg lærte en uhyggelig masse de år, jeg var i USA. Hjemme på Polyteknisk Læreanstalt var vi frygtelig bagud på det tidspunkt. Vores professorer var gammeldags og kendte ingenting til moderne teorier og metoder, og det lærte jeg i lyntempo derovre,« fortæller Torkil Holm, der fik sit ønske om en flot amerikanerbil opfyldt. Bilen blev brugt til at køre USA tyndt, inden hjemveen et par år efter blev for slem. I 1951 vendte han snuden mod Danmark.

Legen og eksperimentet er det fantastiske

Da Torkil Holm kom hjem, fortsatte han sine forsøg på forskellige fabrikker i medicinalindustrien. Der blev blandt andet brugt slagteriaffald og fremstillet penicillin af svinemaver, enzymvaskemidler, som var noget helt nyt dengang, af dyrs fordøjelsesenzymer og en masse andre mærkelige ting, som Torkil Holm beskriver det.

»Vi havde frie hænder til at prøve tingene af og se, hvad det bragte. Vi havde det rigtig sjovt. Vi stjal også ideer med arme og ben fra andre fabrikker, og vi fik også noget ud af det. Omkring 1952-53 snød vi for eksempel Novo på et patent ved at finde en ny måde at lave deres ˈLenteˈ-insuliner på. Normalt blev det lavet ved at krystallisere insulin fra vandige medier uden indhold af fosfatbuffere, men jeg fandt ud af en anden måde, nemlig at man kunne krystallisere insulin fra vandfrit phenol og opnå samme resultat,« husker Torkil Holm.

»Det solgte godt, navnlig på de oversøiske markeder. Direktøren var læge og havde ikke forstand på kemi. Vi lavede så mange skægge ting, og vi måtte selv bestemme.«

Efter en række år i medicinfirmaet Lundbeck blev Torkil Holm i 1962 ansat på Polyteknisk Læreanstalt, det senere DTU. Her fik han de bedste muligheder for at rulle sine evner for at eksperimentere ud. Feltet var magnesiumholdige organiske stoffer, de såkaldte Grignard-forbindelser.

»På Polyteknisk Læreanstalt havde jeg fuldstændig frie hænder til at prøve af, eksperimentere og lege med kemien. Der var 100 procent selvbestemmelse, og det var helt fantastisk. Det har givet mig nogle helt specielle stjernestunder,« fortæller Torkil Holm.

Efter at have haft Grignard-kemien som arbejdsområde og hovedinteresse i et halvt århundrede fik Torkil Holm sent i sin karriere interesse for flammekemi. Det var blandt andet inden for flammekemien, at han gjorde en af de opdagelser, som siden er blevet skrevet ind i lærebøgerne.

»Jeg løste ved eksperimenter et problem ved mekanismen for den såkaldte FID-detektor, et instrument der måler koncentrationen af organiske arter i en gasstrøm. Det fik stor videnskabelig bevågenhed. De vellykkede forsøg husker jeg som en af de stjernestunder, som er belønningen for lang tids anstrengelse og ihærdighed,« siger Torkil Holm, som blev dr.phil. i 1976.

En pris i videnskabens navn

For at give noget tilbage til den videnskab, som dannede rammen om hans liv, skabte Torkil Holm for 38 år siden Torkil Holm Fonden.

»Jeg havde ikke fået nogen børn, og derfor havde jeg tjent mange penge. Jeg fik lyst til at bruge dem på det, der var allertættest på mig, nemlig Kemisk Institut på DTU. I stedet for at donere pengene fandt jeg ud af, at det var mest favorabelt for alle, hvis jeg lavede en fond. Så det gjorde jeg,« fortæller Torkil Holm.

Ud over at smide en masse af sine obligationer i fonden, lod han også nogle arvede aktiver indgå. Torkil Holms far overlod sine fire børn de 10 procent af aktierne bag byggeriet Blidahparken i Hellerup, men en dag blev den bank, som ejede de resterende 90 procent, helt vild efter at få de sidste aktier også, koste hvad det koste ville.

»De aktier, der havde været 300.000 kroner værd, blev pludselig solgt for 10 gange så meget, så med ét steg fondens formue med flere millioner. Så var det pludselig en fond, der havde nogle kræfter. Fondens formue voksede ved nye donationer, så vi har kunnet foretage uddelinger, som over årene har udgjort adskillige millioner,« siger Torkil Holm.

Uddeling af penge i videnskabens navn

Hvert andet år, i 2016 i weekenden 29. og 30. januar, afholder Akademiet for Tekniske Videnskaber Torkil Holm Symposiet, som er finansieret af Torkil Holm Fonden. På talerlisten er ikke færre end 12 af de mest fremtrædende kemikere på verdensplan, og samtidig bliver Torkil Holm-prisen uddelt til en yngre videnskabsmand eller -kvinde.

Torkil Holm er manden, som står bag det hele. Det er selvfølgelig ikke uden stolthed, at han ser både symposiet og prisuddelingen blive afholdt i sit navn. Men det er ikke for hverken at underholde eller for at forsøde livet for en ung kollega, at han uddeler penge. Det sker i videnskabens navn og alene med den som formål.

»Fonden skal støtte naturvidenskaben og kun naturvidenskaben. Pengene skal ikke gå til folk på det personlige plan, det har vi andre midler til. Der skal forskes for fondens penge,« understreger Torkil Holm.
Med Torkil Holm prisens sigte kan man se den gamle kemikers pionerinteresse melde sig igen, nu bare på andres vegne. Torkil Holm ønsker at være med til at støtte økonomisk, at yngre folk kan komme i gang med at opdage, udforske og eksperimentere.

»Når nu jeg ikke selv har familie, handler det om at give noget videre til mine videnskabelige efterkommere. Jeg har altid syntes, at det bedste, mennesker kan gøre, er at skaffe indsigt og erkendelse. Det vil jeg gerne bidrage til,« påpeger Torkil Holm.