Man tænker næppe over det, når man sidder ved julebordet med maden i den ene hånd og snapsen i den anden.
At vi først spiser sild og smørrebrød, efterfulgt af de lune retter, gerne med dunser og lun leverpostej, og til sidst det søde for at runde af.
Vores læser Niels undrer sig over, hvordan denne serveringstradition til julefrokosterne er opstået, og svaret, viser det sig, har dybe historiske rødder.
»En julefrokost gennemgår i virkeligheden et 12-dages madprogram fra de gode gamle dage, som vi spiser os igennem på 3 til 6 timer. Alt efter hvor mange drikkevarer der er,« forklarer Benno Blæsild, en historiker, som længe har beskæftiget sig med julen.
\ Spørg Videnskaben
Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sure tæer til nanorobotter og livets oprindelse.
Du kan spørge om alt – men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.
Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.
Send dit spørgsmål til: sv@videnskab.dk
Arven fra katolicismen
‘De gode gamle dage’ går helt tilbage til før 1530’erne, hvor den protestantiske reformation nåede Norden.
I datidens katolske Danmark var fasten en stor del af julen, og selvom den danske stat officielt mistede sit katolske tilhørsforhold i 1536, holdt folket fast i de gamle traditioner.
Man fastede op gennem adventstiden, indtil fasten kulminerede juleaften, der markerer Jesu fødsel og begyndelsen på den 12 dage lange juleperiode.
»Juleaften er en festaften, men hører stadigvæk til fastetiden, hvilket den har gjort siden før reformationen,« forklarer Benno Blæsild.
I fasten måtte man ikke spise kød, men gerne fisk, som derfor indleder julemenuen.
Julen lå belejligt nok ikke særligt lang tid efter vinterslagtningerne, hvor man slagtede de dyr, især grisene, der ikke skulle avles videre på.
»Man beholdt avlsdyrene, men resten slagtede man i november måned, og efter datidens metoder blev det så røget, speget, saltet, fedtsyltet (confiteret) eller tørret – de metoder, man havde til at konservere fødevarer dengang,« uddyber Benno Blæsild.
»Men der var rigtig meget af maden, som klart var bedst hurtigst muligt efter slagtningerne. Derfor passede det meget godt, at samtidig med, at der ikke rigtig var meget arbejde at lave i denne mørkeste tid i landbruget, afholdt man den kæmpestore julefest, som var et æde- og drikkegilde.«
Når man var kommet gennem julemenuen, kunne man til sidst spise alle de søde sager, såsom æbleskiver, klejner og pebernødder, der generelt kunne holde sig lidt længere. Kagerne blev også brugt som en slags jetoner i nogle af de spil, man spillede efter maden.
Julestuer bliver til julefrokoster
I juleperioden, hvor bordet ikke måtte stå uden lys eller mad og drikke, inviterede man hinanden på julestuer – et levn fra den hedenske jul.
Den særligt religiøse Kong Christian 6. (1699 – 1746) forsøgte med den såkaldte ‘Sabbatforordning’ fra 1735 at slå ned på julestuerne, ved blandt andet at gøre festligheder og drukkenskab ulovligt på helligdage, men det finere borgerskab holdt fast i vanen på trods af forbuddet.
Julestuerne minder rigtig meget om de senere julefrokoster, som gør deres indtog i efterkrigstiden i det 20. århundrede.
»Firmajulefrokosten er spot on en genopfindelse af de gamle julestuer, med de frivole julelege (som Videnskab.dk’s artikel ‘Julelegene var en synd’ kan gøre dig klogere på), den fuldstændig umådeholdne indtagelse af alkohol og den hæmningsløse opførsel, som man godt kan tillade sig den ene gang om året,« fortæller Benno Blæsild.
Smagsnuancerne bibeholdes
Fra et gastronomisk perspektiv er der ikke forsket decideret i, hvordan retters rækkefølge til julefrokosten påvirker sanseoplevelsen, men gastrofysiker Mathias P. Clausen har et bud.
»Typisk starter man med de lettere smagende ting, som ikke er så kraftfulde i smagen, og så bygger man langsomt ovenpå. Hvis man startede med det, som er mest intenst og tungt i smagen, ville man ikke kunne værdsætte de finere nuancer, som typisk hører nogle af de første retter til.«
Hvorfor det søde lige kommer til sidst, er der intet konkret videnskabeligt svar på.
»Der er sikkert en god forklaring, for det er jo sådan, det typisk er bygget op,« fortæller Mathias P. Clausen, men uddyber, at han ikke har svaret på stående fod.
»Hvis man ser evolutionært på det, er vi kodet til at nærmest at spise så meget som muligt, og det er derfor, vi godt kan lide de søde ting. Fordi, det er et signal om, at det er energi og godt for kroppen, hvilket jo bider os i halen nu, hvor det ikke er en kamp at få føde nok.«
Spørg Videnskaben takker Niels og håber, han har fået nysgerrigheden tilfredsstillet, så han nu med ro og mag kan indtage både sild og gris i ordentlig rækkefølge, velvidende at han holder en lang tradition i hævd.
Han kan glæde sig til, at få en Videnskab.dk t-shirt med posten.
Og tak til Benno Blæsild samt Mathias P. Clausen for at låne deres ekspertise til Spørg Videnskaben.
Har du et spørgsmål, som kun videnskaben kan svare på, så send det til sv@videnskab.dk.
