Jeg læser mig gennem klimakrisen og har opdaget, at gysere hjælper

I sommeren 2022 var jeg i Rom med min familie. Vi spiste gelato, var til koncerter og slentrede rundt.

Men varmen sneg sig hastigt fra 35 grader til 36, 37, 38, 39, 40 grader!

Vi jagtede ustandseligt skyggens forbarmende favn, vi hældte vandflasker ud over os selv, vi skruede op for airconditionen i vores Airbnb.

I en bybus var varmen helt ulidelig.

Den fortættede, stillestående varme klistrede sig til mig, sveden silede, bussen var propfuld af varme kroppe, og jeg mærkede tårerne presse sig på.

Tænk sig, at græde af varme.

Men det er selvfølgelig ikke bare varmen. Det er den snigende, ubehagelige fornemmelse af, at det her ikke er meningen.

Det er bevidstheden om, at klimakrisen har været offentlig kendt i årtier, og alligevel stiger CO2-udslippet fortsat.

At intensiteten af ekstreme vejrbegivenheder såsom hedebølger, skovbrande, oversvømmelser og tørke tager til hvert år.

Det, der engang blev anset for usandsynlige begivenheder, er blevet hverdag, og det emne, vejret, der engang var uskyldig smalltalk, er nu en kilde til angst.

Jeg er ikke alene om at reagere følelsesmæssigt på klimakrisen.

En gruppe forskere har i et studie, der dækker ti lande, vist, at 59 procent af børn og unge oplever voldsom angst relateret til klimakrisen, mens mere end 50 procent oplever andre negative følelser såsom tristhed, vrede, apati, hjælpeløshed og skyld.

I Danmark har min forskerkollega Bryan Yezell også mødt unge med angst for klimaet. Det har han skrevet om i artiklen ’Klimaforandringer får unge til at forestille sig en dystopisk fremtid.’

Jeg forsker i netop de følelser, der opstår i forbindelse med klimakrisen, og i hvordan litteraturen kan hjælpe os med at navigere og forstå dem.

Jeg begyndte at læse klimaromaner

Når nu mange sidder med de følelser, jeg selv oplevede i bussen i Rom, kan litteraturen så ikke også hjælpe os med at forløse de følelser? Og måske, i samme ombæring, hjælpe os til at forholde os til krisen?

For at svare på det, begyndte jeg at læse en række klimaromaner - eller rettere klima-gys - der er proppet med negative følelser.

Mit argument er, at litteraturen kan invitere os til at mærke krisen på et kropsligt plan og være i ubehaget, så man bedre kan navigere og forstå de følelser, der opstår.

Sådan fungerer det for eksempel i klimaromaner, der benytter værktøjer fra gysergenren – vi skræmmes, men bliver i følelsen og lærer den at kende.

De bøger, jeg nu vil præsentere, kryber ind under huden, og der er risiko for at få svedige håndflader og hjertebanken. Det fik jeg i hvert fald.

Men der ER en mening med det.

Gør klimalitteratur os passive?

Inden jeg går til klimaromanerne skal det nævnes, at det ikke er alle, der mener, at det er hjælpsomt at dykke ned i de negative følelser.

Hidtil har dele af litteraturforskningen peget på, at sådanne negative følelser kan være skadende for vores evne til at forestille os en bæredygtig fremtid.

Det skriver litterat og forfatter Amitav Ghosh i bogen The Great Derangement fra 2016, mens litteraturforsker Matthew Schneider-Mayerson mener, at negative følelser ligefrem er forhindringer for klimahandling.

Det skal vise sig, at jeg vil udfordre dem på det standpunkt.

Jeg vil lige slå fast, at det såkaldte klima-gys er en genre, der sammen med de overnaturlige genrer i det hele taget - såsom gotik, science fiction, eventyr, surrealisme, magisk realisme og fantasy - er i støt stigning i disse år.

Meget peger på, at årsagen er klimakrisens acceleration og de følelser, der opstår i kølvandet.

Med klimakrisen fremstår den kendte og trygge verden pludselig ukendt og farlig, for eksempel når vejrfænomener, der før var sjældne, opstår oftere og oftere og udvikler sig på en måde og med en hast, der ikke altid er til at forudsige.

Verden bliver dermed mærkeligere og mere uforudselig – og ligeledes gør litteraturen.

Man kan sige, at de faste rammer, vi forstår verden ud fra, er i opløsning, og derfor er den realisme, som litteraturen ofte holder sig indenfor, det også.

Døende søn bliver kaldt et monster af sin egen mor

Mit første møde med en sådan uhyggelig klimaroman foregik i et sommerhus ved Vesterhavet.

Det var en dejlig kold og blæsende eftermiddag, jeg sad med et tæppe om mig, og slog op på første side af den argentinske forfatter Samanta Schweblins ’Redningsafstand'.

Da jeg lagde bogen fra mig, var mørket faldet på, og mit hjerte hamrede afsted, mine håndflader var svedige, og jeg mærkede en mærkelig, hidtil ukendt rus af lige dele begejstring og frygt.

Jeg havde netop læst min første klima-gyser.

Romanen foregår som en klaustrofobisk, hviskende samtale mellem kvinden Amanda og drengen David, der begge ligger døende på et hospital og forsøger at finde ud af, hvordan de er endt her.

Gennem romanen forstår man, at Davids mor er bange for ham, og kalder ham et monster, fordi han efter en mystisk forgiftning begynder at opføre sig mærkeligt. Man frygter som læser David, og forsøger at regne ud, om han mon er et monster.

Men romanen vender de forventninger, vi normalt har til en gyser, på vrangen:

Mysteriet om David træder nemlig i anden række, i det David peger på det sande monster, den sande katastrofe:

De menneskelige kræfter, der står bag en industri, der har hældt pesticider ud over landområdets sojamarker og skabt medfødte mutationer i byens børn og sygdomme i deres forældre.

Den slags gys findes også i virkelighedens Argentina; her er hovedeksporten genetisk modificeret soja – og pesticiderne herfra har voldsomme helbredsmæssige og sociale konsekvenser for dem, der bor tæt på markerne.

Klimakrisen er blevet hverdag, og det er uhyggeligt

Gyset i romanen er således det virkelige (pesticidforgiftningen), ikke det uvirkelige (David-monstret). Som en karakter siger det:

»Det underlige kan være ret normalt«.

Det underlige - klimakrisen - er blevet normalt, og det er uhyggeligt.

Med klima-gyset gør Schweblin den krise, vi har vænnet os til, skræmmende igen og skaber et rum for at føle den angst, der er forbundet med det.

Med gyset giver hun klimakrisen en form, der legitimerer angsten: Det er skræmmende at leve i en klimakrise.

De svedige håndflader, den hjertebanken, jeg mærkede, da jeg læste Schweblins klima-gys, førte mig videre mod en anden type klimafortælling, der bearbejder de negative følelser forbundet med krisen.

Body horror: Din krop er også en ressource, der kan udnyttes

Subgenren til gyset er 'body horror', som er en type fortælling, der dykker endnu længere ned i kroppen.

Denne type fortælling skriver den japanske forfatter, Sayaka Murata.

Hun vender vores normer på hovedet. Sammen med de litteraturstuderende, jeg underviste på Aarhus Universitet, læste jeg Muratas novellesamling ’Livsceremoni’.

Novellen beskriver en verden, hvor det er normen, at når man dør, bliver ens krop genbrugt som materialer til sweatre, lamper, møbler, smykker – alt sammen legitimeret gennem en bæredygtighedsdiskurs:

»Det er da naturligt at genbruge materialer fra døde mennesker, hvorfor finder du det så hårrejsende?« står der i bogen.

Jeg begyndte undervisningen med at stille de studerende et spørgsmål: Hvordan fik du det i kroppen af at læse den her bog?

Vi talte om, at de er vant til, at man læser med hovedet – ikke med kroppen.

En studerende sagde, at hun var ved at brække sig, da hun læste bogen i flixbussen og undrede sig over, hvorfor jeg havde bedt dem om at læse noget så frastødende.

Kropslig afsky gør krisen konkret

Netop dette umiddelbare kropslige ubehag, og den følgende intellektuelle forvirring, har jeg i min forskning opdaget, kan være utrolig virksomt, når det kommer til klimafiktion.

Det er det, fordi vi er blevet så vant til at læse breaking news om klimakrisen.

Litteraturforskeren Timothy Morton peger på, at denne type ’informations-dumping’ har svært ved at sætte sig fast – vi er simpelthen blevet følelsesløse over for en verden, der ændrer sig i svimlende fart.

Når litteratur derfor går kroppens vej fremfor intellektets, kan det skabe en anden form for erkendelse, fordi vores rationelle forsvarsmekanismer er nede.

Som den argentinske forfatter Mariana Enriquez engang sagde til mig i et interview:

»Der er ingen ideologi, der er stærkere end kroppen og dét, den mærker«.

Lige netop en følelse som afsky, som Muratas noveller frembringer, er en utrolig stærk kropslig følelse.

Og derfor er det effektfuldt, når Murata fremskriver en verden, der skaber den følelse i os – men så samtidig spørger til den reaktion.

»Hvorfor finder du det så hårrejsende?«

Samtidig kan den her type over-the-top ulækre historier gøre en meget abstrakt krise konkret.

Skyld: Er jeg verdens værste menneske, når jeg flyver?

Når jeg står i supermarkedet og skal vælge mellem økologiske gulerødder i plastindpakning og konventionelle gulerødder uden plastindpakning, mærker jeg også klimakrisens dilemmaer i kroppen.

Jeg frustreres.

I sommer skulle jeg på en international litteraturkonference i Sydkorea og forsøgte, som den gode forbruger jeg gerne vil være, at finde et par shorts i genbrug. Det lykkedes ikke, og jeg fløj til Sydkorea uden shorts.

Da jeg landede i hovedstaden Seoul, var der skybrud fem dage i træk.

På min mobil lyste røde udråbstegn op fra vejrappen, mens jeg læste, at regnen var historisk voldsom.

Jeg fik ondt i maven, svært ved at sove og følelsen af, at jeg var verdens værste menneske. Tænk at flyve i en klimakrise, og tro man er frelst, fordi man ikke købte nye shorts.

Små og store forbrugerdilemmaer er en del af hverdagen, når man lever og arbejder i en klimakrise.

Jeg har i mit forskningsprojekt undersøgt netop den her type skyld, det enkelte individ oplever, og hvordan den forhandles mellem individer og de større virksomheder.

Dem, der bærer størstedelen af ansvaret for den krise, vi står i.

Databasen ’Carbon Majors’ skriver at 70 procent af verdens CO₂-udledninger mellem 1852-2024 stammer fra kun 78 virksomheder.

Skylden æder én op, hvis den udelukkende individualiseres

I den sydkoreanske roman ’The Disaster Tourist’ af Yun Ko-eun møder vi kvinden Yona, der arbejder for et firma, der sælger ... ja, rejser til destinationer, der har været ramt af katastrofer.

Jobbet tvinger hende til at gå på kompromis med sine egne værdier, da virksomheden også begynder at skabe katastrofer for at få flere, vildere destinationer på kortet.

På en fiktiv ø Mui i Vietnam graver virksomheden således et jordfaldshul og har ingen problemer med at ansætte folk i projektet; nogle skal kaste sig i hullet, andre være klar til at fortælle den frygtelige historie til nyhederne. En hotelmanager siger på et tidspunkt:

»Hvis katastrofen forsvinder fra Mui, så forsvinder Mui også.«

Her viser kapitalismens ansigt sig i klimakrisen, hvor både mennesker og natur må lade livet, for at skabe profit – og endda tro det er for deres eget bedste.

Således bliver Yona også i jobbet, fordi hun ikke kan forestille sig et liv uden arbejdet. Hun har været der i årevis, knoklet, og alle hendes bekendtskaber er derfra. Men skylden æder hende op indefra.

Der findes andre fællesskaber end kapitalismens

Retorikforskeren Tim Jensen har skrevet, at en af hovedårsagerne til, at vi ikke reagerer tilstrækkeligt på klimakrisen, er, at vi ikke ved, hvordan vi skal navigere i den skyld, vi føler.

Det mener jeg også handler om, at skylden i en klimakrise er sammenfiltret; det enkelte menneske lever i et samfund, befinder sig på et jobmarked, er filtret ind i et hav af større systemer, hvoraf specielt kapitalismen fungerer efter en logik, der accelererer klimakrisen.

Vi lever ikke i en verden, der tilbyder individet reelle klimaneutrale levemåder, men én, der kræver, at man konstant går på kompromis og derfor må bruge megen energi på at forsøge at dulme sin dårlige samvittighed over, at man nu igen har bidraget til krisen.

Det, Yun Ko-eun’s bog viser, er, at skylden bedst kan forstås, hvis den ikke opfattes som enten individuel eller kollektiv, men sammenfiltret. Og selvfølgelig, at der findes andre fællesskaber end kapitalismens.

En rejse gennem klimakrisens kropslige følelser

De tre romaner, og en masse andre romaner indimellem, har ført mig igennem følelser som angst, afsky og skyld. Jeg troede, at følelserne skulle forløses, så de ikke stod i vejen for evnen til at handle på klimakrisen og forestille sig nye, bæredygtige fremtider.

I stedet har jeg været igennem en kropslig rejse gennem litteraturen. Jeg mærkede koldsved og hjertebanken hos Schweblin, kvalme hos Murata og en hård knude i maven hos Ko-eun.

De kropslige fornemmelser var intense og mærkelige, men også med til at skubbe til faste idéer om, hvordan klimakrisen egentlig ser ud.

For os, der lever i det Globale Nord, kan krisen ofte være svær at forholde sig til og virke abstrakt, men i de her romaner kommer krisen helt ind under huden på os og viser sig at være enormt konkret – også i vores del af verden.

Den er i landbruget, på arbejdet, i de materialer, vi omgiver os med.

Samtidig giver romanen plads til følelser, der kan virker upassende, såsom afsky eller mangel på skyld, og viser, at de følelser faktisk er helt legitime reaktioner på at leve i en krise, der bare accelerer derudaf og inkluderer så mange aktører.

Fremfor at forsøge at forløse følelserne for at få dem til at fylde mindre, så skruer de her romaner op for de følelser, der allerede findes omkring klimakrisen, og skaber hermed et rum til at se angsten, afskyen, skylden, i øjnene.

Ikke for at fjerne følelserne, men for at lære at leve med dem.

Hvis vi står sammen om at finde vej i følelserne, frigiver det energi til at handle på klimaets vegne.