Borgerlige partier er kendt for at føre en hård linje mod kriminelle og at være særligt optagede af retspolitik. Derfor er det normalt at forvente, at retspolitik primært får opmærksomhed og bliver strammet under borgerlige regeringer i sammenligning med socialdemokratiske regeringer.
En lang række studier viser, at partier gør en forskel på den måde.
Men hvorfor skete lige det modsatte både under Thorning-regeringen efter 2011 med blandt andet en større bandepakke samt i 1990’erne, da Nyrup-regeringen kom til?
Normalt ville vi forvente, at en socialdemokratisk regering fokuserede på sine kerneområder som socialpolitik og sundhed og i hvert fald lagde mere vægt på forebyggelse end straf, hvis det kom til retspolitik.
Socialdemokraterne lavede voldspakker
Efter mange år med ret begrænsede ændringer i retspolitikken under Schlüters regeringer vedtog den socialdemokratisk ledede regering, ført an af daværende justitsminister Frank Jensen, flere meget markante 'voldspakker'.
Det lå langt fra i kortene, da Nyrup fik nøglerne til Statsministeriet i 1993.
Partiet talte ikke meget om retspolitik. Desuden var voldstatistikkerne og befolkningens bekymring for at blive overfaldet faldende op gennem 1990'erne. Så hvorfor førte en Socialdemokratisk regering en så markant borgerlig politik på et borgerligt område?
Oppositionen sætter dagsordenen
Jeg peger på oppositionens muligheder for at sætte emner på den politiske dagsorden og dermed tvinge regeringen til at gøre noget, den ellers ikke ville have gjort.
Oppositionen kan ikke lovgive som regeringen, men det betyder til gengæld også, at oppositionen er fri for det ansvar, der følger med magten. Ansvaret for arbejdsløshed, ventelister på sygehuse og kriminalitet.
Det er et ansvar, som forpligter regeringen, når problemer som stigende arbejdsløshed kommer på den politiske dagsorden. Det er altså et ansvar, oppositionen kan bruge mod regeringen.
Oppositionen har mange muligheder både i medierne og i Folketinget for at henlede befolkningens opmærksomhed på problemer, den ansvarlige regering må tage sig af.
Presser regeringen til at reagere
Når oppositionen på den måde politiserer emner, udstiller det begrænsninger i regeringens evne til at håndtere problemer. Regeringen ser dum ud, og det sætter regeringen i en træls situation, hvor det kan være bedre at gøre noget ved problemerne end at forsøge at ignorere dem eller tale dem væk.
For at lukke munden på oppositionen vil det mest effektive for regeringen være at gøre, som oppositionen siger.
Det gælder særligt, når partierne i opposition har 'emneejerskab' på området – det vil sige i vælgernes øjne har et særligt omdømme for at kunne håndtere emnet.
Hvor Socialdemokraterne traditionelt har et sådan omdømme på velfærd, har de borgerlige partier det på for eksempel retspolitik.
Det omdømme giver de borgerlige partier en særlig troværdighed, når de stiller sig kritiske over for en socialdemokratisk regerings håndtering af retspolitikken.
Retspolitik under Nyrup i 1990'erne
Mine analyser viser, at der er noget om sagen. Jeg har sammenholdt oppositionens spørgsmål til ministrene om retspolitik med min egen optælling af lovændringer i straffeloven per kvartal fra 1984 til 2001.
Mine statistiske analyser viser, at den borgerlige opposition giver kriminalitet meget opmærksomhed efter 1993, hvor Nyrup kommer til, og denne opmærksomhed er systematisk forbundet med gentagende, markante stramninger af straffeloven. Blandt andet to meget omtalte 'voldspakker' i 1994 og 1997.
Voldspakkerne kom i kølvandet på flere bestialske drab på blandt andet dørmænd i Aarhus og massiv oppositionskritik.
Denne udvikling skyldes altså ikke blot medieopmærksomhed, ændringer i voldsstatistikkerne eller befolkningens bekymring. Den borgerlige opposition spiller også en væsentlig rolle.
Det er en sammenhæng, som ikke optræder i 1980'erne, hvor Venstre og Det Konservative Folkeparti er i regering med Radikale Venstre og givet interne uenigheder om kursen på området ikke har samme interesse i at politisere emnet.
Effekten af oppositionskritik på politikken
Figur 1 illustrerer sammenhængen mellem oppositionskritik og regeringens politik. Her ses det, hvordan det forventede antal ændringer i straffeloven fra regeringen stiger næsten eksponentielt, når andelen af oppositionens spørgsmål til ministeren om kriminalitet øges.
Da oppositionen stiller spørgsmål på mange forskellige områder, vil et område typisk få meget lidt opmærksomhed – gennemsnittet for retspolitik er 0,68 procent per kvartal.
Så selv når oppositionen blot stiller en procent af sine spørgsmål om kriminalitet, er forventningen, at det vil udløse omkring to lovændringer.
Det er ret markant taget i betragtning, at Nyrup-regeringen i gennemsnit vedtager blot en lovændring for hver tre kvartaler.
Man kan diskutere, om det vil få konsekvenser for lovgivningen på et område, hvis bare oppositionen taler om et emne.
Det kan være svært at teste, men forventningen må umiddelbart være, at der skal være kød på benet, hvis oppositionens kritik skal komme nogle steder, for det kræver en anledning at skabe politisk opmærksomhed omkring et emne.
Der skal være en anledning
Uden gentagende mediehistorier om voldstilfælde kommer oppositionen altså ikke langt, uanset om de har en særlig interesse i emnet.
Disse anledninger var der som sagt mange af i 1990'erne, som var præget af eksempelvis en række meget omtalte overfald og drab på dørmænd og taxachauffører.
De gav oppositionen rig mulighed for at spørge kritisk til regeringens håndtering af lov og orden.
Meget tyder på, at dette ikke blot er et udtryk for en særegen historie omkring retspolitik under Nyrup-regeringen.
Et tilsvarende studie af miljøpolitik i 2000'erne viser, at den borgerlige regering kom under et tilsvarende pres fra især SF og Socialdemokraterne i oppositionen og vendte på en tallerken.
Flere års hårde besparelser på miljøområdet blev efter 2001 afløst af en bemærkelsesværdig og uventet grøn politik.
Desuden peger mine studier af England på, at oppositionen har tilsvarende muligheder i politiske systemer, som er meget forskellige fra det danske.
Kun i nogle situationer
Betyder det så, at det ikke gør en forskel for eksempelvis den danske straffelov, hvem der sidder i regering, hvis regeringen blot følger oppositionen?
Det er i første omgang vigtigt at være opmærksom på, at studiet ikke søger at afskrive regeringens selvstændige betydning.
Regeringen er trods alt fortsat den vigtigste aktør i forhold til at forme politikken på et område.
Bemærk desuden, at min analyse netop peger på, at oppositionens indflydelse på politikken på et område kun opstår i bestemte situationer, hvor oppositionen formår at sætte regeringen under pres.
Når det er sagt, så peger studiet på de begrænsninger, en regeringen møder ved at være en del af et konkurrencepræget miljø blandt mange andre partier.
Regeringen kan fortsat i høj grad forfølge egne ønsker og prioriteter, men vil i nogle tilfælde være nødt til at forholde sig til andre partier.
Alle partier spiller en rolle
Svaret vil således måske nærmere være, at partier har større betydning for politikudviklingen, fordi det ikke kun er regeringen, der gør en forskel, men at partierne i opposition også kan gøre det.
Det er således en vigtig ny indsigt til den eksisterende forskning omkring, hvad partier betyder for politikudviklingen, fordi det opfordrer til at brede synet ud og gå længere end blot at se på regeringspartierne, som eksisterende studier ellers har haft for vane.
Godt eller skidt?
Afslutningsvis er det værd at overveje, om det er godt eller skidt nyt, at oppositionen har indflydelse, i dette tilfælde på væsentlige tilpasninger i noget så centralt som straffeloven.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Som udgangspunkt forekommer det opmuntrende, at mindretallet også har en stemme i lov-udviklingen gennem oppositionen.
I det omfang, oppositionens indflydelse skyldes faktiske problemer, som regeringen ville være tilbøjelig til at ignorere, hvis det ikke var for presset fra oppositionen, er det godt nyt.
Hvis der ikke er tale om væsentlige problemer, kan bekymringen være, at regeringen ender med at lade sine politiske prioriteter styres af strategiske hensyn i forhold til oppositionen i stedet for de faktiske problemer, som konstant kalder på regeringens opmærksomhed.
