De vigtigste kilder til vores viden om nordisk mytologi er dels prosaværket 'Snorres Edda' af den islandske forfatter Snorre (Snorri) Sturluson. Dels gude- og heltedigtene 'Den Ældre Edda', også kaldet 'Den Poetiske Edda', som blev nedskrevet i 1200-tallet.
En del af digtene stammer formentlig fra vikingetiden.
Men hvor gamle er de nordiske guder og myter? Findes der spor efter dem endnu længere tilbage i tiden?
Dengang, man talte oldnordisk
Den nordiske mytologi er knyttet til en tid, hvor man talte oldnordisk (også kaldet norrønt) fra 700 til 1350 e.v.t., fortæller Bernt Ø. Thorvaldsen, som er sprogprofessor ved Universitetet i Sydøst-Norge og forsker i nordisk litteratur og mytologi.
»Sådan overordnet er det nok korrekt at sige, at den nordiske mytologi eksisterede i norrøn tid, før kristendommen kom og lidt efter,« siger Bernt Ø. Thorvaldsen.
Vi ved ikke meget om, hvornår og hvordan myterne opstod, men der er enkelte ledetråde i arkæologisk materiale, stednavne og oldtidslitteratur - for eksempel bliver Odin nævnt længe før år 700.
Første gang, Odin dukker op
I 2020 blev der fundet en guldbrakteat - en rund metalplade præget med et billede på den ene side, forsynet med øsken og tråd så den kan bruges som hængesmykke eller amulet - fra begyndelsen af 400-tallet i Danmark.
På brakteaten står der: 'Han er Odins mand'. Det er den ældste inskription, der nævner den gamle gud.
\ Læs også
Før dette fund holdt et spænde til en dragt fra sidste halvdel af 500-tallet i Sydtyskland rekorden som den ældste inskription med Odins navn.
Måske blev nogle af myterne allerede fortalt dengang?
Brakteater fra folkevandringstiden, dateret til mellem 400 og 570 e.v.t., har dyre- og menneskemotiver, og flere skildrer angiveligt scener fra den nordiske mytologi.
Myterne udvikler sig
Motiverne viser Tyr, der lægger sin hånd i munden på Fenrisulven, Midgårdsormen, der bider sin egen hale, og Balder, der bliver dræbt af en mistelten, ifølge en artikel af Sigmund Oehrl ved Universitetet i Stavanger.
»Der er bred enighed i forskningen om, at myterne ændrer sig lidt, når de bliver genfortalt, men at nogle af grundstrukturerne i myterne måske allerede eksisterede dengang,« siger Julie Lund, som er professor i arkæologi ved Universitetet i Oslo.
Hun påpeger, at det nordiske hedenskab var i forandring i løbet af hele den yngre jernalder.
»Så det er ikke en og samme hedenskab hele vejen igennem.«
Mennesker og dyr smelter sammen
Der er også fundet såkaldte guldgubber (små stykker guldblik fra jernalderen, red.) i Skandinavien fra yngre germansk jernalder, som er overgangsfasen mellem folkevandringstiden og vikingtiden fra cirka 570 til 800 e.v.t.
Mange af dem er afbildinger af et par, og forskere mener, at de viser brylluppet mellem Frej og jættekvinden Gerd, som også var en frugtbarhedsgudinde, knyttet til jorden, ifølge en artikel fra Kulturhistorisk Museum i Oslo.
\ Læs også
Forestillingen om glidninger mellem dyr og mennesker – at mennesker og guder kan forvandle sig og lave hamskifte – var vigtig i den norrøne tro ifølge en artikel af Lotte Hedeager på norgeshistorie.no.
Odin kunne forvandle sig til dyr og fik viden gennem sine to ravne. Mennesker kan også få kræfter fra dyr som vildsvin, ulve og bjørne.
Shamanistisk element i gravskikke
Sådanne forestillinger bliver afspejlet i dyreornamentikken, der går tilbage til 400-tallet, hvor dyr, fantasivæsner og mennesker bliver blandet.
»Mange forskere tolker det i dag som et shamanistisk element i den norrøne hedenskab, som måske var mest tydelig i folkevandringstiden og yngre germansk jernalder,« siger Julie Lund, som peger på forskning af Lotte Hedeager.
»Dette forhold mellem mennesker og dyr kom også til udtryk i gravskikke. For eksempel er der en række grave fra folkevandringstiden, hvor den afdøde ligger svøbt i et bjørneskind.«
Det lader til, at dele af den nordiske mytologi strækker sig flere hundrede år tilbage – før vikingetiden.
Men der er meget, som stadig er indhyllet i mystik. Hvad hvis vi ser endnu længere tilbage?
Spor efter gamle myter?
»Det lader til, at der er arvgods i den nordiske mytologi, som går helt tilbage til et ur-indoeuropæisk bagtæppe for flere tusinde år siden,« siger Bernt Ø. Thorvaldsen.
Tidligere religionsforskere har bemærket fællestræk i religioner og myter om kulturer, der taler de indoeuropæiske sprog – for eksempel i skabelsesmyter, kosmologi, gudelære, offerritualer, død og opstandelse ifølge Store norske leksikon.
Det er samtidig et omdiskuteret felt, lyder det i artiklen. Ligheder kan også handle om, at mennesker har levet under tilsvarende forhold og betingelser, og at traditionerne er opstået uafhængigt af hinanden, fortæller Bernt Ø. Thorvaldsen.
Han peger på Ymer i den nordiske mytologi som et spændende eksempel.
Ymer, Yima og Yama – fra oldgamle myter?
Ymer er urjætten, det første skabte væsen i nordisk mytologi og stamfader til alle jætterne, som blev skabt af hans sved og fra hans fødder. Odin og hans brødre dræbte Ymer og skabte verden af hans døde krop.
»Myten har paralleller i oldtidens indisk og persisk kultur,« siger Bernt Ø. Thorvaldsen.
I iransk tradition var Yima menneskets stamfader. I indisk tradition er Yama det første menneske, der døde.
I persiske og indiske traditioner er ordet ifølge Bernt Ø. Thorvaldsen forbundet med tvillinger, én af hvert køn.
»På norrønt menes Ymer at repræsentere begge køn i en androgyn skikkelse. Jeg synes, der er så meget, der passer, at det her godt kan være urgammelt materiale.«
Men det er ren spekulation, erkender Bernt Ø. Thorvaldsen.
Germanske rødder
Nordisk mytologi har antagelig rødder i gammel germansk mytologi ifølge Store norske leksikon.
Bernt Ø. Thorvaldsen nævner en tysk trylleformular fra det 9. århundrede, kaldet Merseburg-versene, som er vers eller besværgelser, skrevet på oldhøjtysk, som indeholder navnene Odin, Frigg og Balder.
»Det er så godt som sikkert, at meget af det, der var nordisk mytologi, er blevet delt af andre folkeslag i for eksempel Tyskland og Storbritannien,« siger Bernt Ø. Thorvaldsen.
\ Læs også
Endnu en tidlig skriftlig kilde fortæller om religiøs praksis blandt germanerne: Bogen 'Germania', skrevet af den romerske politiker og historieskriver Publius Cornelius Tacitus omkring år 98 e.v.t.
Publius Cornelius Tacitus skrev om en kvindelig guddom hos germanerne kaldet Nerthus, som har tydelige Moder Jord-træk i forbindelse med en frugtbarhedskult om foråret.
Der har været spekulationer om, hvorvidt hun var en germansk forløber for den nordiske gud Njord, Odins søn.
»Det er interessant, for hvis man ser på sproghistoriske forandringer, svarer navnet nøjagtigt til det senere navn Njord,« siger Mikael Males, professor i norrøn filologi ved Universitetet i Oslo.
Njord er blandt andet knyttet til frugtbarhed, ligesom Nerthus.
Vogn også fundet i Danmark
Tacitus skrev, at gudinden Nerthus tog sin plads i en vogn trukket af køer, der blev ført rundt til forskellige steder. Der var fest og fred. Til sidst bliver hun ført til et helligt sted. Vognen bliver vasket i søen af slaver, der efterfølgende bliver druknet.
»Vi genkender det ikke rigtigt fra nordisk mytologi, men det passer med arkæologiske kilder, for eksempel fra Danmark,« fortæller Mikael Males.
Der er teorier om, at fund af vogne i moser kan have noget at gøre med dyrkning af en gudinde som Nerthus, ifølge en artikel af Lisbeth Skogstrand hos norgeshistorie.no.
Et eksempel er Dejbjerg-vognene, som er to trævogne dekoreret med kostbare bronzebeslag fra jernalderen, fundet under tørvegravning i Dejbjerg Præstegårdsmose i Danmark.
Fund af lig i moser kan også være relateret til denne slags ritualer. Genstande og mennesker er blevet placeret i vand og moser siden den yngre stenalder.
Ofringer i vand
Fra år 200-, 300- og 400-tallet e.v.t. er der fundet mange genstande, som har ligget i vand, fortæller arkæologiprofessor Julie Lund.
»Der er intet, der tyder på, at det handler om præcis den samme norrøne religion, som vi for eksempel har i vikingetiden. Det er en praksis, der ikke stopper helt, men som ændrer sig i 500-600-tallet,« fortæller Julie Lund.
»Det handler om store ofringer, der måske har været til ære for en slags krigsgud, men vi ved det ikke.«
Julie Lund nævner Illerup-våbenofferfundet fra 200-tallet i Illerup Ådal vest for Skanderborg. Store mængder våben og udstyr blev kastet i en sø. Formentlig kom udstyret fra besejrede fjender. Ofte blev fjendens genstande ødelagt, inden de blev kastet i søen, sandsynligvis som et offer.
Spor af historien i myterne?
Bernt Ø. Thorvaldsen fortæller om en gammel teori, som, han mener, stadig i en vis grad er understøttet. Den handler om, at frugtbarhedsguderne er ældre end den mere krigsorienterede Odin-mytologi.
Njord, Frej og Freja var af gudeslægten vaner (som hedder vanir på norrønt), og som var associeret med frugtbarhed.
De tilhører en anden gudefamilie end aserne som Odin, Thor og Frigg.
»I mytologien er der en krig mellem aserne og vanerne. De indgår et forlig, og Njord, Frej og Freja bliver inddraget i fællesskabet blandt de andre nordiske guder,« fortæller Bernt Ø. Thorvaldsen.
Måske viser historien om vanekrigen, at der skete et skifte i, hvilke guder folk mente var vigtigst?
Stednavne giver ledetråde
I stednavne finder vi guder, vi kender godt, som i Torshov i Norge. Men også guder, der er mindre kendte. Både Ullevål (en række steder og institutioner i Oslo, red.), Ullensvang og Ullensaker (to kommuner i Norge, red.) er navngivet efter en gud.
Guden Ull, som er gud for jagt og idræt, har formentlig rødder endnu længere tilbage i tiden end vikingetiden, ifølge Store norske leksikon.
»Det ser ud til, at kulten omkring denne gud var meget stærkere i en tidligere periode, end hvad man ser i Snorre Sturlasons tekster,« siger Mikael Males.
Stednavne som Skåne og Skøyen har ifølge Mikael Males at gøre med kvinden Skade, som er Njords kone og datter af jætten Tjasse. Der er en teori om, at ordet Skandinavien også har noget med hende at gøre.
»Hun må have været meget central. Vi har også navnet i senantikken, tilbage i 300-tallet f.v.t., så det strækker sig meget langt tilbage.«
Hvilke guder, der blev opfattet som vigtigst, ser altså ud til at have ændret sig på forskellige tidspunkter og i forskellige områder.
»Ikke som et puslespil«
Vi har stadig ikke et klart billede af, hvor gammel den nordiske mytologi er, og hvordan den har ændret sig.
Det er ikke helt enkelt, og arkæologien, litteraturen og stednavnene er ikke puslespilsbrikker, der kan sættes sammen til et samlet billede, mener Julie Lund, som slutter:
»Vi får forskellige billeder fra den ene kilde til den anden. Nordisk religion er blevet praktiseret på mange forskellige måder, og det har ændret sig hele tiden.«
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
