Vi har alle et sofaminde med TV 2. Måske kan du tale som Skærmtrolden Hugo, måske har du købt en plaid, som den man kunne få i Bengt Burg og Kategorinas Lykkehjulet. Måske er du som Peter og Morten en gang havnet 'det falske sted', eller måske håber du bare i bedste Gertrud Sand-stil, at ’det bliver bedre i morgen’.
Men TV 2 skal sælges, og det kan kun gå for langsomt, hvis man spørger regeringen. Eller i hvert fald skal noget af TV 2 sælges, sådan lige lidt mindre end halvdelen, kan man læse i regeringens medieudspil fra april 2018.
Det bliver måske heller ikke i morgen, men efter at sagen om EU's milliardbøde for ulovlig statsstøtte til stationen er afklaret.
TV 2 har været sat næsten til salg i over 15 år, så hvor sagen lander, er ikke til at sige. Et er dog sikkert: Der er ufatteligt mange politiske interesser på spil omkring TV 2, og det har der været, siden idéen om stationen blev undfanget sidst i 1960'erne.
’Haribo macht Kinder froh’
Oprettelsen af TV 2 var ikke sofa-hygge, men en lang og alvorlig affære.
TV 2 var svaret på et politisk problem. Danskerne så i 1960'erne bekymrende meget udenlandsk tv, og man havde en nagende fornemmelse af, at det problem kun ville vokse sig større i fremtiden.
I de sydlige dele af landet ville ethvert barn vide, at den bedste gård på jorden var 'Immenhof', og naturligvis at 'Haribo macht Kinder froh'.
I 1967 havde man udsigt til, at tyskerne snart ville udsende de Olympiske Lege i farve for første gang. Det ville tiltrække mange danske seere, og risikoen var, at når man nu først var kravlet op på taget for at dreje antennen mod de tyske signaler, så ville den nok blive stående der. 'Frafaldne' kaldte Danmarks Radio den slags seere.
\ Læs mere
Det var ikke bare skidt for Danmarks Radio; mange politikere var heller ikke trygge ved udsigten.
Den socialdemokratiske kulturminister Bodil Koch havde først været bekymret for omkostninger ved overgangen til farve, men Radiokommissionen af 1967, der så på sagen, anbefalede kraftigt at Danmark skulle følge med udviklingen i nabolandene, og regeringen gav grønt lys for farver. Samtidig anbefalede kommissionen, at der blev arbejdet hen imod at oprette en 'kanal 2'.
Svensk tv var ikke bekymrende, men ’TV 30’ derimod…
Man kan bemærke, at forbruget af svensk tv ikke bekymrede i tilsvarende grad. Svensk var næsten en slags dansk, og det svenske tv lignede meget Danmarks Radio: seriøst og lødigt.
Det tyske fjernsyn var derimod populært, underholdende, indeholdt reklamer, og så var det, ja, tysk!
Interessen for en kanal 2 steg kun, da franskmændene og tyskerne i samarbejde opsendte en geostationær kommunikationssatellit i 1974. At kunne sende tv fra rummet havde indtil videre ikke været meget mere end en nørdet space age-fantasi, men nu kom de udenjordiske signaler tæt på.
Det gav grobund for helt nye fjernsynsdrømme, men også bekymringer. Satellit-signalerne havde ikke en begrænset rækkevidde som almindelige sendemaster. Der ville ikke længere være tale om fjernsynet, ikke engang et TV 2, men måske ligefrem TV 30!
Nordisk tv-løsning næsten en realitet
I løbet af 1970'erne studerede danske politikere, embedsmænd og medieeksperter de nye muligheder, og to valgmuligheder præsenterede sig.
Enten kunne man i samarbejde med de andre nordiske lande deles om udgifterne til satellit-tv og dele hinandens tv-udbud. Det ville give udsendelsesmuligheder for en ny dansk kanal og samtidig give et langt større udbud for danske seere end blot en enkelt dansk kanal.
Eller man kunne oprette en ny dansk kanal med mulighed for at sende regional-tv. Denne løsning krævede, at nye sendemaster blev opstillet på jorden, for et TV 2 med regional-tv kunne hverken udsendes via de eksisterende master eller via en eventuel nordisk satellit.
Med dette perspektiv blev den nordiske løsning endeligt valgt fra i 1981.
Tv til folket udenfor København
Udover at dæmme op for udenlandsk tv, fandtes der et ønske om et TV 2, der skulle præsentere en anden vinkel end Danmarks Radio.
Denne anden virkelighed fandtes i rigt mål på den anden side af Valby Bakke - væk fra hovedstadens 'snobberi' - mente mange politikere fra Venstre og det Radikale Venstre. Det var et folkeligt højskole-Danmark, der på en og samme tid kunne give et modspil til hovedstadens elitære æggehoveders københavneri og værne mod den udenlandske indflydelse.
TV 2 skulle være en selvstændig tv-station, som både skulle have hovedsæde i provinsen og sende regionalt. Som Mediekommissionen af 1980 formulerede det:
»Man må etablere en institution, der politisk, socialt og økonomisk er forankret i og vendt mod lokale kulturinstitutioner. Dermed skabes et forsvarsgrundlag for en del af licensen, og man får et alternativ til det udenlandske, navnlig det vesttyske fjernsyn.« (Betænkning om et øget dansk medieudbud, 1983)
Reklamer delte vandene
Provins-vinklen var mindre vigtig for de konservative, der til gengæld var helt med på, at der skulle etableres et alternativ til DR. Det skulle bare være mere blåt og gerne privat og kommercielt.
Også her kunne Venstre skrive under. Nøjagtigt som i dag havde mange borgerlige et horn i siden på Danmarks Radio, der efter sigende havde for mange 'røde lejesvende' ansat.
Det Radikale Venstre var dog ikke begejstret for tanken om reklamer. Det var en holdning, de delte med Socialdemokraterne. Selvom Socialdemokraterne ønskede mere dansk tv-indhold og gerne ville have regional-tv, så fandt de reklamer så uappetitlige, at de endte med at stå uden for kompromiset om TV 2.
Det var især reklamens magt i forhold til børn Socialdemokraterne frygtede, og partiet delte en stærk mistro til amerikaniseret og underlødigt kommercielt tv med venstrefløjen.
TV 2 undfanges med snævert, og færøsk, flertal
TV 2-loven blev vedtaget under Schlüter-regeringen i 1986 med et meget snævert flertal med 73 mod 71 stemmer.
De splittede radikale blev tungen på vægtskålen sammen med to af folketingets mere farverige personligheder: Ole Maisted, der var brudt ud af Fremskridtspartiet, og Óli Breckmann fra Folkeflokken.
Særligt Breckmanns beslutning om at stemme for forslaget var kontroversiel. Som repræsentant for Færøerne i folketinget ønskede han som hovedregel ikke blande sig i internt danske spørgsmål. Han mente, at TV 2 var både et færøsk og nordisk anliggende, fordi op mod to tredjedele af det fjernsyn, der blev set på Færøerne, stammede fra DR.
Breckmann lagde ikke fingrene imellem i sin kritik af DR og mente, at stationen udøvede et meningstyranni efter næsten østeuropæisk målestok. TV 2 skulle derimod være intet mindre end »nordisk folkeoplysning og en dyrkelse og styrkelse af demokratiet«.
Aktuelle bekymringer er en genudsendelse fra 80’erne
I dag lyder der genklange af 1970’erne og 1980’ernes bekymringer for de danske medier.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Udflytningen af statslige arbejdspladser har samtidig sat provinsen i et fornyet fokus. Hvor det Radikale Venstre i 1980'erne var bannerførerne for et TV 2 i provinsen, har Dansk Folkeparti nu overtaget den stafet og ønsker at sende Radio24Syv til Aarhus.
Samtidig bliver der holdt et vågent øje med, hvor mange ansatte TV 2 har i Odense i forhold til i København.
Til forskel fra tidligere opfattes TV 2 ikke længere helt så afgørende anderledes end DR. Hvor stationen i 1980erne blev opfattet som et 'monopolbrud' i forhold til DR, så opfatter især politikere fra Liberal Alliance både TV 2 og DR som statsejede medier. Og det er medier, der ifølge partiet ikke må stå for stærkt i forhold til private.
Den internationalisering af medierne, som man i 1980'erne kunne se i horisonten, har manifesteret sig – og mere til. Det er ikke længere tysk fjernsyn, der vækker bekymring, men at sikre kvalitetsmedier i et lille sprogområde som det danske er stadig et centralt behov i mediepolitikken.
Hvad løsningen bliver, får vi at se, når næste kapitel i den danske mediehistorie skal skrives. Men det er helt sikkert, at den bliver genstand for stærk politisk interesse.
