Star Wars-universet har siden dets begyndelse for lang tid siden i 1970’erne givet ophav til mange spørgsmål om alt fra Kraften, til hvordan man laver sit eget lyssværd.
Nu forsøger forskere at besvare 10 spørgsmål, som måske er en smule atypiske i forhold til, hvad andre forskere før har kastet sig over. Det skriver The Guardian.
Vi starter med den enorme rumstation – Dødsstjernen.
Han Solo troede, at det var en måne, men blev hurtigt klar over, at Imperiet havde bygget galaksens største rumstation. Den har formentlig taget en del tid at bygge og har krævet meget metal.
Men hvis man nu skulle gøre Darth Vader kunsten efter i dag, hvad ville det så rent faktisk koste at bygge sådan en rumstation?
Nogle økonomer fra Lehigh University i Pennsylvania har forsøgt at regne lidt på det. Og hold nu godt fast på dit lyssværd. Dødsstjernen vil kunne bygges for det astronomiske beløb 852 billiarder dollars. Og det er kun for stålet.
»Det centrale her er, at Dødsstjernens ødelæggelse ville få en katastrofal effekt på den galaktiske økonomi. Tusindvis af arbejdspladser blev skabt og opretholdt af Dødsstjernen, og dens ødelæggelse ville skabe årtier med ekstrem fattigdom. Den del havde Rebellerne ikke lige med i deres overvejelser i deres angreb i begge omgange,« siger Adam Rutherford, der forsker i genetik og er forfatter til flere artikler om videnskab, til The Guardian.
Sådan behandler du et sår fra et lyssværd
Det er svært at sige Star Wars uden at sige lyssværd. Med lyssværd følger der også skader, og hvordan behandler man egentlig sådan nogle?
Overlæge Iain Beardsell foreslår, at man – alt efter skadens omfang – bliver sendt til en intensivafdeling og bliver lagt i en slags medicinsk koma. Men så behøver det ikke at være værre, forklarer han.
»Der er en chance for, at en patient med disse skader vil overleve. En fordel ved at være ramt af et lyssværd, frem for et almindeligt sværd, er, at såret bliver ætset af varmen og stopper blødningen med det samme,« siger han til The Guardian.
Desuden vil der ifølge Iain Beardsell være en mulighed for, at man kunne få sat en afhugget hånd på igen.
Må Kraften være med dig
The Force eller Kraften er et vigtigt element i Star Wars. Bruger du den rigtigt, vil du være en af de gode Jedi-riddere, og har du skumle bagtanker, byder Darth Vader dig nok velkommen i sin trup. Men hvad er Kraften egentlig for noget?

Yoda forsøger at beskrive det som en usynlig energi, der er omkring os og binder os sammen. Og det minder faktisk om noget, vi har i vores univers.
Omkring 70 procent af universet består af mørk energi, der gør, at alt i universet frastøder andet.
»Det er muligvis en smart energi at kunne styre, hvis du prøver at få et rumskib op ad Dagobah-sumpen,« siger David Tong, der er professor i teoretisk fysik ved University of Cambridge, til The Guardian.
Associationen til universets mørke energi får David Tong til at frem til en konklusion, der vil få Darth Vader til at gnide sig i hænderne.
»Det her betyder jo, at Kraften helt naturligt er mørk. Så der har du det endelige bevis. Den mørke side er mere kraftfuld,« siger han til The Guardian.
Prinsesse eller ej?
Prinsesse Leia må i Episode IV se sin hjemplanet blive sprængt til atomer af Dødsstjernen. Men kan man egentlig godt være prinsesse, hvis ens trone, land og familie er blevet tilintetgjort?
»En kvinde bliver prinsesse i kraft af hendes fødsel. Det er ikke noget, hun får ved at stille op til tronen eller gifte sig med en, så i den forstand kan det ikke tages fra hende,« forklarer Lynsey Wood, der er i gang med en ph.d. om den kvindelige arvefølge under Tudor-perioden ved Lancaster University, til The Guardian.
Er du ikke for lav til at være en stormtrooper?
Det vrimler med stormtroopers i Star Wars, og selvom de fleste af dem stammer fra en klon, må der være nogle kriterier for en god stormtrooper. Eksempelvis er de fleste ifølge prinsesse Leia rimelig høje.
Men skal man tro historiker Rory Cox fra University of St. Andrews, så kunne standarden nok forventes at halte en smule,
»Da den galaktiske krig var på sit højeste, ville imperiets hær tælle flere millioner tropper. Med så stort antal er det uundgåeligt, at standarden er svingende,« siger han til The Guardian.
Lektor i militærhistorie Brian Hall fra Salford University sammenligner de mange stormtroopers med middelalderens rekruttering af soldater.
»I løbet af middelalderen brugte monarker også straffefanger i deres hære. Kriminelle kunne på den måde få klaret deres dom,« fortæller han til The Guardian.

Altså kan man konkludere, at du ikke behøver at have det vilde CV for at være en del af imperiets hær.
Galaktiske pendlere
Det tager omkring to år at komme til Mars. Det er ikke særlig hurtigt, hvis man nu skal hjælpe nogen i nød.
I Star Wars benytter de sig af ’lightspeed’ til at komme fra den ene planet til den anden på ingen tid. Men er det overhovedet muligt at pendle mellem isplaneten Hoth og skovplaneten Endor?
Det korte svar er desværre nej – selv hvis man inddrager Einsteins teorier om ormehuller, der kan gøre transporttiden til andre solsystemer kortere.
»I Star Wars bruger de lightspeed, og selv hvis du havde det, hvilket er umuligt, så ville det ikke hjælpe dem til at bekæmpe den mørke side. Den nærmeste stjerne i vores galakse er 4,5 år væk, og det barske ved interstellar-krig er bare, at når du når derhen vil krigen nok for længst være slut,« siger Joe Michalski, der forsker i planetare forhold ved Natural History Museum, til The Guardian.
Wookie-babyer
Han Solos partner in crime, Chewbacca, kommer fra planeten Kashyyyk. Her ser man i Episode III, at der er ret mange wookier, som Chewbaccas art hedder. Men hvordan reproducerer wookier sig?
Man kan nemt forestille sig, at det vil være en noget larmende omgang, hvis man ser på Chewies generelle opførsel i Star Wars. Men ellers vil det være meget som os, vurderer en forsker.
»Jeg vil forestille mig, at wookierne har sex, der minder om vores,« siger Donald Gow, der er leder i Edinburgh Zoo, til The Guardian.
Han giver også nogle forslag til, hvad man eventuelt kan gøre for at få dem til at yngle i fangenskab.
»I fangenskab skal man være sikker på, at miljøet er rigtigt. Wookier er tilsyneladende intelligente væsner, så man skal nok også sørge for at give dem noget privatliv. Chewbacca har jo et rygte for at hive folks arme af, og jeg tror det samme gælder hunkønnene,« siger han til The Guardian.
Hvor lang tid tager det at blive en Jedi?
Ifølge Star Wars-mytologien er det ikke bare sådan lige at blive Jedi. Det tager faktisk omkring 10 år med én til én træning.
Det kan dog gøres på kortere tid. Hvordan, spørger du? Du kan melde dig ind i Church of Jediism og blive Jedi med det samme.

Du kan også gøre det lidt mere avanceret og studere i seks måneder til et år og selv udbyde træning. I alt har Church og Jediism omkring 500.000 medlemmer fra hele verden.
»Der er dog ingen lyssværd, desværre, « siger Daniel M. Jones, der har grundlagt kirken i England i 2008, til The Guardian.
Kan man overleve at blive nedfrosset i karbonit?
Da Jabba the Hutt endelig får fingrene i Han Solo, er han frosset inde i karbonit. Men kan man rent faktisk overleve det?
»Nedfrysning ødelægger strukturerne i vævet og gør, at det vil lække, når det blive tøet op. Hvis du nogensinde har frosset et jordbær, og derefter tør det op, kan du forestille dig, hvordan Han Solo vil være, når han blev optøet,« siger Dawn Coverley, der er cellebiolog hos York University, til The Guardian.
Der er dog nogle dyr og planter, der sagtens kan tåle en gedigen nedkøling. Det skyldes ifølge The Guardian, at de har tilpasse mængder glukose i kroppen, som fungerer som en slags anti-frysemiddel.
Forskere er ved at undersøge, om man kan pumpe et kemikale ind i kroppen, så det ikke vil vær så risikabelt at blive nedfrosset.
Rebelsk afslapning
Rebellerne har travlt med at jage bagmændene bag Imperiet og ødelægge deres skumle planer. Men de har vel også brug for at slappe lidt af engang imellem? Hvad ville Han Solo, Leia, R2D2 og Luke Skywalker gøre, hvis de havde en pause fra at redde galaksen?
»Baseret på de seneste århundreder vil soldater og sømænd bruge deres fritid på at jagte det modsatte køn – så længe det ikke er ens søster,« siger Joe Michalski, der forsker ved Natural History Museum, til The Guardian.
R2D2 og C3PO har derimod ikke brug for hvile eller for at finde sammen med andre droids. De er jo bare computere. Luke Skywalker kan passende svinge armen op på R2D2’s hoved og slappe af, mens R2D2 fortsætter sit arbejde uden pause.
Den nye Star Wars film – The Force Awakens – har premiere 16. december, og måske vil nogle af disse og andre spørgsmål blive besvaret i den.
Må kraften være med dig.