Hvad får man for en forskningsmillion?

Hvor meget er en forskningsmillion egentlig?

Forskning.no har spurgt prodekaner for forskning på forskellige fakulteter om, hvor meget de kan få for en million norske kroner (Omkring 737.000 danske kroner, red.), der hvor de arbejder.

En prodekan for forskning er ansvarlig for planlægning og budgetterne for forskning og forskeruddannelser ved fakultetet.

Besvarelserne viser, at der er store forskelle på, hvad en forskningsmillion kan bruges til, og hvor langt den rækker.

Teoretiske forskere er de billigste

Én ting er prodekanerne enige om, uanset hvilken videnskab de tilhører: En million rækker til et forskningsårsværk, groft regnet.

På et humanistisk fakultet rækker det omtrent til en professor eller halvandet stipendiat.

Lidt ekstra må man regne med til udstyr til for eksempel en arkæolog, der skal arbejde både i marken og i et laboratorium.

Inden for nogle fag, der anvender laboratorium eller forskere i marken, kan en ph.d.- eller postdoc-stilling koste næsten 300.000 norske kroner mere end i rent teoretiske fag, og enkeltprojekter kan være langt dyrere. Det er ikke kun dyrt at købe udstyr, men også at bruge det.

Det fortæller Jarl Giske ved det matematisk-naturvidenskabelige fakultet på Universitetet i Bergen.

»Det, der gør, at prisen er højere, er, at forskeren skal have adgang til dyrt udstyr, som man ikke må nedskrive – altså erstatte - samt kemikalier og støtte fra teknisk personale,« siger han.

Man kommer langt med hjernekraft

På hans fakultet er havforskning i feltet blandt den dyreste forskning, de bedriver. For en million norske kroner kan man kun drive ét havforskningsskib i 10 dage. Hver dag ruller der 100.000 norske kroner ud af tegnebogen.

Også forskning i biomedicin, molekylærbiologi og biokemi har så dyrt udstyr, at omkostningerne til forbrug for 10 kandidatstuderende kan komme op på en million norske kroner på ét år, ifølge Jarl Giske.

Det står i kontrast til forskning, som i sin natur indebærer mindre og billigere udstyr. Den slags 'billig' forskning finder vi både i de traditionelt hårde og bløde videnskaber.

Selv en fysiker og en biolog kan komme langt med hjernekraft, fortæller Svein Stølen fra det matematisk-naturvidenskabelige fakultet ved Universitetet i Oslo.

»Vi har teoretikere, der kan klare sig med store computere. Det kan endda tænkes, at det er nok med blyant og viskelæder,« siger han.

Stølen er imidlertid bekymret for, at forskningen ved fakultetet i stigende grad drives i en teoretisk retning, fordi det koster mindre end store eksperimenter.

LÆS OGSÅ: Fonde: »Fornuftigt« at grøn forskning napper 79 procent af forskningsreserven

En million = en kvart promille af Higgs-fundet

Et eksempel på uhyre dyr forskning, hvor norske forskere er involveret, er fysikeksperimenterne på laboratoriet CERN uden for Genève.

En million rækker knap til skruer og møtrikker i den forbindelse. Fire steder på den store cirkulære partikelknusertunnel under jorden sidder detektorer, som opfanger, hvad der sker, når partikler kolliderer med høj hastighed.

Én af disse, ATLAS-detektoren, har kostet omkring 3,6 milliarder norske kroner, og det er kun i materialeomkostninger.

»En million kroner kunne have bidraget til en kvart promille af materialeomkostningerne, der førte til dette års Nobelpris i fysik om Higgs-partiklen,« siger Svein Stølen.

I denne sammenhæng ser selv de 27,3 millioner norske kroner, som Språklaboratoriet ved UiO for nylig fik til en ny sprogdatabase, ud som en karrig sum penge.

90 procent går til personaleomkostninger

»De mest almindelige tillægsudgifter ved det humanistiske fakultet er bøger, rejser og it-udstyr,« fortæller Camilla Serck-Hanssen fra det humanistiske fakultet ved Universitetet i Oslo.

Hvis vi tillod os selv at opdele den tænkte million i bunker af 50.000, ville hver af dem have betalt én af forskerne på Camilla Serck-Hanssens fakultet, alt hvad forskeren havde brug for af bøger til et helt år, en fin bærbar computer, en rejse, og det er vist det.

De fleste penge går med andre ord til personaleomkostninger, der er på enhver arbejdsplads.

»Vi har et fakultet, der bruger 90 procent på personaleomkostninger,« siger Gunnar Nerheim fra det humanistiske fakultet ved Universitetet i Stavanger.

Dyrt at frikøbe forskere fra undervisningen

Gunnar Nerheim er en af de få, som forskning.no har spurgt, der drister sig til at vurdere, hvor meget offentliggjort forskning man skal forvente at få for en million kroner på fakultetet.

»Hvis en forsker også fik den gave, at hun ikke behøvede at undervise nogen, bør vi kunne forvente to publikationspoint for en million.« (Læs om publikationspoint i boksen under artiklen, red.)

»For en historiker, der skriver en bog, bør vi kunne forvente 150 sider for en million kroner.«

At være i stand til at forske på fuld tid kræver, at forskeren bliver frikøbt fra at undervise de studerende, hvilket er et tab for dem, der sidder i auditorierne.

»Frikøb er også en stor økonomisk investering, og hvor meget forskning, der kommer ud af det, afhænger af, hvilken forsker der bliver frikøbt,« siger Geir Asheim fra det samfundsvidenskabelige fakultet ved Universitetet i Oslo.

For en million ville han kunne frikøbe en forsker fra undervisningen i to år, fordi undervisning udgør halvdelen af jobbet.

»Hvis en million anvendes til at frikøbe en gennemsnitlig forsker, fører det til tre ekstra publikationspoint. Hvis pengene bliver brugt til at frikøbe en superforsker hos os, kan det nærmere føre til 20 ekstra publikationspoint,« siger han.

LÆS OGSÅ: Forskere: Fri adgang til videnskab er en menneskeret

Drømmemillionen: Kurser og frikøb af forskere

Og det er netop sådan et frikøb af forskere fra undervisning, som flere af prodekanerne siger, at de ville have brugt pengene på, hvis de fik en ekstra million uden øremærkning som et engangsbeløb.

Meget går direkte til de institutter, der ligger under fakulteterne.

Det er altså ikke sådan, at fakultetet kan få en million til at bruge på, hvad end de ønsker. Men dem, som forskning.no har talt med, tillader sig alligevel at drømme lidt om, hvad de kunne have gjort for millionen.

Hilde Nebb fra det medicinske fakultet ved Universitetet i Oslo anslår, hvor mange kurser hun kunne have fået en million.

»Vi kan gøre forskeruddannelsen endnu bedre ved at skabe flere og bedre kurser. Vi kan for eksempel invitere internationale forskere til at afholde kurser på specifikke områder.«

»For en million kunne vi have fået omkring fire ugers kursus med internationale foredragsholdere.«

Penge til avl af penge

En forsker ville have nok helst bruge en million kroner til at ansætte en ekstra hjælpende hjerne på sit projekt eller til udstyr, hvis det manglede eller var dårligt.

Men som prodekan for forskning ved et fakultet, må man vurdere det lidt anderledes.

Frikøb af smarte forskere til at forske effektivt og skrive ansøgninger om at få yderligere millioner havde måske været den bedste måde at bruge en million på, mener Camilla Serck-Hanssen fra UiO.

»Det sidste er måske det mest interessante. Vi er altid på udkig efter nye muligheder for at tjene penge.«

Læs mange flere spørgsmål og svar i Spørg Videnskaben her på sitet eller stil selv et spørgsmål ved at skrive til os på sv@videnskab.dk.

© forskning.no Oversættelse: Jonas Salomonsen

LÆS OGSÅ: Analyse: Få forskere løber med 90 procent af forskningsmidlerne

LÆS OGSÅ: Forskere trues til tavshed: »I skulle smides op mod en mur og likvideres«

LÆS OGSÅ: Nyt dansk kodeks: Følg disse 7 råd for god forskningskommunikation