Det virker næsten for godt til at være sandt.

Men langt nede på FN’s liste over menneskerettigheder gemmer sig et punkt, som givet vil få mange Videnskab.dk-læsere til at gnide sig en ekstra gang i øjnene:

»(1) Enhver har ret til frit at deltage i samfundets kulturelle liv, til kunstnydelse og til at blive delagtiggjort i videnskabens fremskridt og dens goder.«

(Oversat fra engelsk: »Everyone has the right freely to participate in the cultural life of the community, to enjoy the arts and to share in scientific advancement and its benefits.«)

Punktet er en del af artikel 27 i FN’s menneskerettighedserklæring.

Selvom den blev sat sammen i 1948 af deltagere fra alle egne af kloden, og selvom alle lande har tilsluttet sig den, er artiklen i dag så glemt, at selv det danske Institut for Menneskerettigheder ikke kan hjælpe med at fortælle om den.

»Det er ikke en del af menneskeretten, vi normalt beskæftiger os med,« lyder den undskyldende besked.

»Ret gælder stort set al videnskab«

Artiklen er til gengæld blevet opdaget af forskere andre steder. På University of Oxford i England har danske Sebastian Porsdam Mann kastet sig over den glemte tekst.

I et indlæg i det anerkendte tidsskrift PNAS ridser han og andre forskere op, at de mener, artiklen - som i 1966 blev gjort juridisk bindende i artiklerne 13-15 i FN's Internationale Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder (ICESCR) - giver vidtrækkende rettigheder til verdens borgere, herunder os danskere.

»Artiklen er klar, den er moralsk bindende, den er bakket op af 70 års diskussion af menneskerettighederne, og den kan overføres direkte på stort set al videnskab, som er vigtig for samfundet,« siger Sebastian Porsdam Mann til Videnskab.dk.

Helt grundlæggende betyder artikel 27 i Sebastian Porsdam Manns fortolkning, at al videnskab som udgangspunkt skal være frit tilgængelig for alle og enhver.

Alle har ret til videnskab, på engelsk Right to Science.

Det er stik modsat gængs praksis i dag, hvor langt det meste forskning for eksempel bliver udgivet i tidsskrifter, som tager mange penge for at lukke læsere ind.

Kun få undtagelser

Kun i sjældne og meget velbegrundede tilfælde kan forskning på den måde afgrænses fra offentligheden ifølge artikel 27, argumenterer Sebastian Porsdam Mann.

»I dag er det sådan, at hvis jeg har lavet en medicin eller skrevet en videnskabelig artikel, tilhører den mig som udgangspunkt. Men med Right to Science flipper den totalt.«

»Som udgangspunkt har alle ret til alle videnskabens fordele. Man kan kun se stort på den ret, hvis man kan argumentere for, at det er til samfundets bedste. Det har enormt store konsekvenser for mange ting,« mener Sebastian Porsdam Mann, postdoc på University of Oxfords center for anvendt etik.

Han er samtidig postdoc på Københavns Universitets Institut for Medier, Erkendelse og Formidling med støtte fra Carlsbergfondet.

Dette bør vi have ret til 

Juridiske paragraffer kan tit fortolkes på forskellige måder af forskellige mennesker. Andre forskere er da også uenige i forskergruppens udlægning i PNAS.

Men før du hører modargumenterne, får du en række eksempler på områder, som Sebastian Porsdam Mann mener burde blive ændret, hvis verdens stater gav sig til at efterleve artikel 27 i praksis:

1. Betalingsmure bør fjernes.

Det er svært at argumentere for, at det er til samfundets bedste, at videnskab, nye opdagelser og opfindelser bliver gemt af vejen bag betalingsvægge.

Open Access (OA) – hvor videnskabelige studier bliver gjort frit tilgængelige – er blevet udråbt til afløseren, men OA er faktisk ikke den optimale løsning, siger Porsdam Mann.

Forskere betaler tit for at få udgivet deres forskning under OA, og det kan være et problem for forskere i fattigere lande. Det holder forskning tilbage og er derfor ikke optimalt ifølge Manns fortolkning af retten til videnskab. »Det skal være den intuitive forståelse af Open Access. Det skal også være gratis at få udgivet.«

2. Intellektuel ophavsret og patenter skal i vid udstrækning ikke bruges.

»Empirisk set er der ingen evidens for en sammenhæng mellem mere beskyttelse og mere innovation eller videnskab. Forestil dig, at genredigeringsværktøjet CRISPR var blevet gemt væk bag et patent. Hvis det havde løbet i 20 år, havde vi måttet undvære en masse viden,« siger Sebastian Porsdam Mann.

Genredigering bliver blandt andet brugt i forsøg til at bremse sygdomme. Læs for eksempel artiklen CRISPR brugt til at bremse muskelsygdom i hvalpe.

3. Politikere har pligt til at tage hensyn til videnskabelig viden, når de lovgiver.
   Sebastian Porsdam Mann nævner som eksempler klima, narkotika og sociale områder, hvor man i dag har solid viden, men ikke handler derefter.
    
4. Videnskab skal være mere end bare tilgængelig.

Man kan faktisk argumentere for, at forskning skal være let at følge med i, altså formidlet i et sprog, som rækker ud over snævre fagkredse, og på et sprog, som læseren kan forstå, mener Sebastian Porsdam Mann.

»’Adgang’ er i sin bredeste forståelse af adgang, hvor det ikke er nok, at man kan se, at noget er skrevet på kinesisk, men at man kan se det og forstå det og anvende det selv,« siger han.

Plads til mere citizen science

Sebastian Porsdam Mann tilføjer, at større deling af viden især omfatter ulande, som kan blive hævet til et højere niveau. Men det kan også give en større bevægelse i velstående lande inden for borgervidenskab, som regel kaldet 'citizen science', hvor ’almindelige’ mennesker spæder til videnskaben.

»Hvis man kunne få eksempelvis skoler eller regeringer til at sætte programmer op for citizen science, ville det i sig selv også have store, positive effekter for videnskab,« mener han.

Sebastian Porsdam Mann mener, at artiklerne i menneskerettighederne også spiller ind på f.eks. akademisk frihed (forskere skal have fuld ytrings- og forskningsfrihed) og på, at der skal være ordentlig uddannelse af forskere.

Kritiker: De strækker den

I takt med, at du hører om flere og flere punkter i forskernes overvejelser, begynder du måske også at tænke, at det lyder mere og mere som utopi.

Det er det på sin vis også, hvis man spørger Jacques Hartmann, som forsker i blandt andet menneskerettigheder på Dundee University i Skotland.

»Jeg synes, de løber lige langt nok. Traktaterne om økonomiske og kulturelle rettigheder nævner godt nok adgang til videnskabeligt materiale, men der står ikke noget med gratis adgang.«

»Og jeg mener ikke, at man kan fortolke ud af det materiale, de har, at der er tale om gratis adgang,« siger Jacques Hartmann til Videnskab.dk.

Tynd juridsk, men solid moralsk opbakning

Jacques Hartmann har taget ph.d. i international lovgivning og rådgiver i dag regeringer og NGO’er om menneskerettigheder.

Han bemærker, at intet i verdenserklæringen fra 1948 er juridisk bindende.

En opfølgende pagt har ganske vist siden gjort en tilsvarende ordlyd juridisk bindende. Men i en rapport fra 2012 skriver FN’s egen ansvarlige på området om ’Open Access’ i bred forstand, ikke direkte om gratis og frit tilgængelig adgang til videnskab i mere snæver forstand.

Derfor er der intet, der tvinger verden til at gå den retning, forskergruppen beskriver i indlægget i PNAS, bemærker Jacques Hartmann.

Til gengæld har han »stor sympati for deres argument«.

»Hvis en masse jurister eller andre forskere læser, at denne måde at fortolke artiklerne på er den rigtige, så kan bolden begynde at rulle, og så kan du få en udvikling, hvor juraen flytter sig. Så måske om 20 år mener vi, at de i virkeligheden har den rigtige fortolkning. Men det mener jeg ikke, de har i dag,« siger Jacques Hartmann.

Indlæg skal starte en bevægelse

Ifølge Sebastian Porsdam Mann og resten af forskerholdet bag – der tæller flere førende forskere på området – skal artiklen netop ses som en retning, man skal køre i for med tiden at udvikle en ny norm på området.

»Hvis man taler ordentligt om det, og folk kan se rimeligheden i det og acceptere de lovmæssige og moralske forpligtelser, der ligger i artiklerne, kan det blive en bevægelse.«

»Ligesom det er sket inden for kodning, hvor rigtige open sources startede langsomt og udviklede sig til at blive en æressag, næsten en selvforståelse, som er endt med at give os Linux og andre gode ting,« siger Sebastian Porsdam Mann.

Hver enkelt forsker har et stort ansvar

Han understreger, at den enkelte forsker selv har et stort moralsk ansvar for at leve retten til videnskab ud i livet og sprede evidens så hurtigt som muligt. Som en start kan det ske gennem små initiativer:

• Læg udkast til den videnskabelige artikel op på en hjemmeside, så folk kan finde det via Google.
• Sig ja, hvis mennesker i Bangladesh gerne vil bruge din viden om medicin, eller opgiv din copyright, hvis nogen i Thailand gerne vil oversætte din bog.

Porsdam Mann pointerer, at videnskab tidligere er blevet delt med stor succes.

Han nævner som et glans-eksempel Jonas Salk, som delte sin medicinske viden om polio, så en vaccine kunne blive udviklet, der i sidste ende udryddede den dødelige sygdom totalt.

Ophavsret beskyttet af forældede årsager

Et oplagt argument mod at frigive al videnskab er, at det kan skabe et marked, hvor alle stjæler fra alle, og hvor ingen bliver belønnet for deres store arbejde.

Man kan for eksempel forestille sig, at det ville ske med afsøgende grundforskning, der i en lang række tilfælde lægger grunden til de helt store revolutioner, som senere stjæler overskrifterne.

Tænk engang. Når nu verdens lande har forpligtet sig til at give dig indsigt i videnskab, flugter Videnskab.dk faktisk perfekt med menneskerettighederne. Udnyt din ret - abonner på vores daglige, gratis nyhedsbrev!

Retten til at tjene på eller høste æren af arbejdet er beskyttet i anden del af artikel 27, som beskytter ideen eller produktet:

»(2) Enhver har ret til beskyttelse af de moralske og materielle interesser, der hidrører fra en hvilken som helst videnskabelig, litterær eller kunstnerisk frembringelse, som vedkommende har skabt.«

(Oversat fra engelsk: »(2) Everyone has the right to the protection of the moral and material interests resulting from any scientific, literary or artistic production of which he is the author.«)

Sebastian Porsdam Mann mener dog, at formuleringen i del 2 af artikel 27 i FN’s menneskerettighedserklæring er skrevet i en helt anden ånd, end den bliver udlevet i dag.

»Ideen var oprindelig at stimulere folk til at lave flere produkter, mere medicin osv. Siden 1948 har den industri nået et helt andet niveau, hvor ingen længere kan argumentere for, at ophavsret er nødvendig for at fremme innovation.«

»Man kan bedre fremelske innovation med andre værktøjer end betalingsvægge,« mener Sebastian Porsdam Mann.

'Åbenhed kan gavne virksomheder'

Sebastian Porsdam Mann mener i stedet, at åbenhed og tilgængelighed kan gavne virksomheder og videnskab på to fronter:

1. Forretninger med stærk social ansvarlighed får godt ry, flere investeringer og højere profit.
2. Open source inden for programmering har ikke gjort det umuligt at tjene penge. Man udstiller så at sige sit arbejde, så andre kan bygge oven på det, men man kan stadig flette rettigheder ind i det.

»Man kan stadig blive beskyttet. Beskyttelse skal bare ikke være det bærende argument på alle områder og hele tiden,« bemærker Sebastian Porsdam Mann.

Forskning kunne få penge efter nye kriterier

Man kunne måske også frygte, at forskere eller andre med originale tanker vil holde op med at forfølge de originale ideer, der kunne give stor indtjening, hvis de ved, at de hele tiden bliver kigget over skulderen og kan få kopieret deres arbejde, så andre løber med hæder og belønning.

Den frygt deler Porsdam Mann dog ikke.

»Der er mange andre måder at støtte forskning på, end den vi bruger i dag.«

»Andre forskere har foreslået, at man opretter en fond, som udbetaler støtte til medicinske fremskridt i proportion med, hvor meget det forbedrer folks liv, og ikke hvor meget andre kan betale for produktet,« bemærker han og tilføjer:

»Det kunne sætte gang i vigtig forskning på en meget bredere måde, end ophavsretten ansporer til i øjeblikket, hvor det i øvrigt sjældent er forskerne selv, der får penge at se.« 

»Alt i alt er det her fornuftigt, uanset om man taler økonomi, politik, moral eller jura. Det giver bare mening,« mener Sebastian Porsdam Mann.

Regeringen ville blive dommer

Måske spekulerer du over, hvem der i givet fald skulle afgøre, om et stykke videnskab skal være til rådighed for offentligheden eller gemmes bag et patent, en betalingsmur eller andre forhindringer, fordi det er omfattet af ophavsret?

Svaret er ifølge Porsdam Mann ganske enkelt:

Det skal de nationale regeringer, som har forpligtet sig til at håndhæve den videnskabelige frihed under både Verdenserklæringen om Menneskerettigheder og i artiklerne 13-15 i den Internationale Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder (ICESCR).

»Den største kritik af det her er sådan set, at man kun kan gå til regeringen, hvis man synes, der er et problem. Regeringen kan få et rap over nallerne af FN, men en sag om åben videnskab kan ikke ende hos politiet. Right to Science er et ideal,« siger Sebastian Porsdam Mann.

Fremtidens vigtigste spørgsmål

Sebastian Porsdam Mann tilføjer, at det til gengæld kun er blevet vigtigere, siden det blev vedtaget i 1948:

»Det er ikke overspillet at sige, at spørgsmålet om, hvem der ejer og har adgang til viden nok er det vigtigste spørgsmål overhovedet i fremtiden. Det kommer til at have kæmpe indflydelse på folks relative status, livslængde, livsglæde og alt muligt andet. Viden om data er helt centralt,« siger han.

Forskergruppen bag indlægget i PNAS slutter med en opfordring til verdens forskere om at få øjnene op for artikel 27’s fokus på retten til videnskab, Right to Science (RtS):

»Faktisk er RtS en grundlæggende menneskeret med klare følger for værdighed, velbefindende, sundhed og uddannelse af borgere i hele verden. RtS tilføjer en vigtig lovmæssig og moralsk dimension til fundamentalt vigtige emner i videnskab og politik. Lad os gøre alt for at gøre det solidt og ansvarligt.«