I denne weekend har Det Kongelige Bibliotek i København været verdens centrum for ateister fra mange lande. Konferencen Gods & Politics, der var arrangeret af Ateistisk Selskab, tiltrak omkring 300 deltagere, og de kunne blive klogere på ateismens udfordringer ved at lytte til de 20 inviterede talere.
Pladserne i de to sale i Den Sorte Diamant, der husede konferencen, var således ganske godt besat. Det gjaldt ikke mindst lørdag eftermiddag. Her talte evolutionsbiologen Richard Dawkins nemlig. Han er uden tvivl den stjerne, der lyser kraftigst på ateisternes gudløse himmel.
Gud er en illusion
Richard Dawkins er manden bag adskillige religionskritiske film og bøger, og hans bog »The God Delusion« (Illusionen om Gud) fra 2006 er blevet oversat til over 30 sprog.
Han har prøvet at finde ud af, hvordan religion er opstået hos mennesker. Religion kræver en forklaring. Folk kan blive religiøse for at finde trøst og blive fri for frygten for døden, troen kan besvare nogle af livets store spørgsmål, og endelig kan religion være med til at bevare den sociale orden i samfundet - men ifølge Richard Dawkins rækker disse forklaringer ikke til at forklare religions evolutionære succes.
Han argumenterede i stedet for, at religion er en parasit på vores forestillingsevne. Når vores forfædre har hørt bladene rasle i træerne, kan de have tænkt, at det enten var vinden eller en leopard. Og så har det været bedst for overlevelsen at tro på leoparden - også selv om den er mindst sandsynlig. Risikoaversion betaler sig.
Så på den måde giver det mening, at vi tror på, at der findes noget derude. Også selv om det ikke er tilfældet.
Vi vil have en at takke
På lignende vis kan vores retfærdighedssans være hyperaktiv. Den er så stærk, at vi bruger den, selvom det ikke giver mening. Som fx når man mener, at det er uretfærdigt, at det regner på ens fødselsdag.
Vores retfærdighedsinstinkt byder os at føle taknemmelighed, også selv om der faktisk ikke er nogen at takke, når vi fx overlever en naturkatastrofe. Så vi opfinder en. En gud.

Ifølge Richard Dawkins - og de fleste andre ateister - har religiøse forestillinger altså ikke overlevet gennem generationer, fordi der er en bedre overlevelsesevne forbundet med religion. Rent evolutionært er der ingen idé i religiøse overbevisninger - de er nærmere bivirkninger af evolutionen.
Troen er en snylter
Religion kan sammenlignes med en fugl, der bruger energi på at fordre en gøgeunge, altså en anden fugleart, selv om det ikke just er en fornuftig måde at sikre genernes overlevering. Hvorfor får gøgen mad fra en anden fugl? Fordi den anden fugl følger en regel, der normalt virker. En regel, der er opstået ud fra naturlige udvælgelse, og som siger, at en skrigende fugleunge skal fodres.
Vores forestillingsevne og retfærdighedssans er nødvendigheder for livets opretholdelse, så vi kan give vores gener videre. Men desværre er religiøse overbevisninger fulgt med i pakken, forklarede Richard Dawkins.
Selvmord på scenen
Af mange af præsentationerne fremgik det, at ateisme går hånd i hånd med skepticisme - at man tvivler og stiller spørgsmålstegn ved fænomener, ikke mindst de overnaturlige og paranormale af slagsen.
Bifaldet til Richard Dawkins blev da også kun overgået af det, der tilfaldt James Randi - en lille mand med et stort skæg og en endnu større trang til at afsløre fupmagere. Han har rundet de 80 år, men er stadig i fuld vigør og travlt beskæftiget med at afsløre mirakler som ren svindel. Faktisk udlover han en dusør på en million dollars til alle, der kan fremvise at vaskeægte mirakel under kontrollerede forhold.
Hans hovedbudskab var, at
alle
kan blive narret. Og så begik han for øvrigt »selvmord« på åben scene ved at indtage en massiv overdosis af homøopatisk sovemedicin, som jo i virkeligheden ikke er andet end rent vand eller alkohol.
Forbrændte fødder
Psykologen Richard Wiseman er også fascineret af, at så mange bliver interesserede i det paranormale. Han har blandt andet undersøgt, hvordan vi i utrolig høj grad bliver styret af vores følelser frem for fornuften.
Derfor er det også vigtigt, at man sælger budskabet om det gode liv uden guder på en måde, der taler til følelserne. Det er ikke nok at være rationel og fornuftig.
Religion og anden overtro må gerne afsløres på en underholdende måde. Som da Richard Wiseman stod for et tv-program, hvor man fik den naturlige forklaring på, at folk kan gå på glødende kul.

Man kan gå 4-5 meter på glødende kul uden at tage skade. Det er der ikke noget mystisk i, for energien fra kullene bliver ikke optaget særlig effektivt af fødderne - både kul og fødder er dårlige varmeledere. Men videnskaben siger, at man bliver forbrændt, hvis man går mere end de fem meter.
Det forhindrede ikke en flok frivillige at forsøge at gå 18 meter på glødende kul. For de havde nemlig forberedt sig med meditation og havde skabt et særligt energifelt om kroppen, så de ikke kunne tage skade. Troede de. De par stykker, der nåede at gøre forsøget, nåede ikke halvvejs, før de fik andengradsforbrændinger. Synd for dem - men godt tv, som måske kunne give stof til eftertanke.
Udfordringer i USA
En stor del af talerne på konferencen kom fra USA, og det blev klart, at der er større udfordringer forbundet med at være ateist i USA end i Danmark.
Evolutionsbiolog PZ Meyers, der er manden bag bloggen Pharyngula, fortalte rædselshistorier fra det amerikanske skolesystem, hvor det kan være svært at få lov til at undervise i Darwins evolutionsteori. Han mener, at ateister bør hæve stemmen, når det gælder undervisning i videnskab.
Som lærer skal man ikke være bange for at udfordre de forestillinger, som de studerende måtte have. Som forskere fortæller man sandheden - også selv om den er skræmmende og måske taler imod alt det, eleverne tror.
Så alle lærere - religiøse eller ej - bør erklære klasseværelset en gudefri zone. I skolen skal alle være ateister. Så kan man være religiøs i sin fritid, hvis man ikke kan lade være. For det er nemlig vigtigt at lære eleverne at bruge den værktøjskasse, som videnskaben stiller til rådighed. At opmuntre til et tankesæt, der kan få eleverne til at stille spørgsmål og blive klogere.

































