Grønlandske sten gjorde Minik Rosing verdenskendt

Nogle af verdens ældste bjergarter findes i Grønland. De er milliarder af år gamle og kan give unik viden om Jordens udvikling.

»Geologien i Grønland er den mest komplette historie om Jorden, der overhovedet findes. Der er ikke noget sted i verden, hvor Jordens geologiske historie går længere tilbage, end den gør i Grønland,« siger den dansk-grønlandske professor Minik Rosing.

»Man har simpelthen hele den geologiske udviklingshistorie repræsenteret. Grønlands sediment er ligesom det komplette geologiske opslagsværk over Jordens historie,« fortsætter han.

Livet på jord blev en millard ældre

Minik Rosing har studeret grønlandske sten i omkring fire årtier.

I starten af 00’erne fortalte stenene ham, at Jordens liv kan være opstået for 3,7 milliarder år siden. Det er en milliard år tidligere, end man hidtil havde troet.

Opdagelsen blev publiceret i det videnskabelige tidsskrift, Earth and Planetary Science Letters, efter at Minik Rosing og kolleger havde analyseret sten fra et område i Vestgrønland kaldet Isua.

I stenene fandt de spor efter fotosyntese, som er forudsætningen for liv på Jorden.

Geologer kan forstå stenenes historier

Isua var i forvejen et hotspot for geologer, for i 1970’erne opdagede forskere, at der i området er et bælte af bjergarter, der er aflejret for cirka 3,8 milliarder år siden og dermed er det ældste sammenhængende kompleks af bjergarter i verden.

Fundet af fotosyntese i de 3,7 milliarder år gamle sten er et af de fund, der har gjort Minik Rosing berømt blandt geologer verden over.

Men det var ikke drømmen om anerkendelse og berømmelse, der i sin tid fik ham til at forske: Gennem hele sin karriere har kærlighed til Grønlands natur og en trang til at forstå de bjergarter, der er milliarder af år ældre end menneskeheden, været Minik Rosings drivkraft.

»Jeg altid været interesseret i at vide, hvorfor stenene ser forskellige ud. Siden jeg var barn har jeg gerne ville vide, hvad det er for en historie, de kan fortælle. Og man er nødt til at være geolog for at kunne lytte efter og forstå, hvad det er, stenene fortæller,« siger Minik Rosing.

Minik Rosing følte sig hjemme i Grønlands natur

Minik Rosing blev født i Grønland af dansk-grønlandske forældre. Mens han var barn, flyttede han med familien frem og tilbage mellem Danmark og Grønland.

»Jeg følte mig hjemme i den grønlandske natur, så når jeg boede i Danmark havde jeg en stor trang til at komme tilbage til den,« siger Minik Rosing.

Som voksen har Minik Rosing bosat sig i Danmark med sin familie, men han tager fortsat til Grønland flere gange årligt, blandt andet på ekspeditioner i telt for at studere det skatkammer af viden om Jordens udvikling, der gemmer sig i det grønlandske sediment.

Netop muligheden for at tage på ekspeditioner i Grønland var afgørende for, at han i sin tid valgte at forske.

»Da jeg startede på Københavns Universitet, forestillede jeg mig ikke, at jeg overhovedet skulle have en forskerkarriere. Jeg tænkte, at jeg bare kunne humpe mig igennem studiet og blive færdig. Grunden til, at jeg endte med at blive forsker, var, at det gav mig mulighed for at komme ud og arbejde i Grønlands natur,« siger han.

Barndom giver adgang til smutveje i Grønland

På Minik Rosings hjørnekontor på Geologisk Museums første etage ligger bunker af sten, han har bragt med sig hjem fra sine ture i den barske grønlandske natur.

Barndommens ophold i landet har givet ham en vis fordel, fortæller professoren.

»I forhold til andre forskere har jeg nok den fordel, at jeg ved, hvordan Grønland fungerer, så når jeg arbejder i Grønland, kender jeg smutvejene. Jeg ved også, hvordan man begår sig i naturen.«

»Når det er sagt, vil jeg nødig se mig selv som repræsentant for en etnisk gruppe eller en bestemt kultur. Det er der nok ingen, der vil. Man vil jo gerne bare se sig som sig selv,« siger Minik Rosing.

Der var ingen forskerstillinger i Nuuk

Selv om Minik Rosing føler sig hjemme i Grønlands natur og jævnligt tager til Grønland for at samle sten, har han aldrig været ansat i Nuuk. Han har været tilknyttet Københavns Universitet gennem hele sin forskerkarriere.

For da han besluttede sig for at blive forsker i midten af 1980’erne, var der slet ikke et universitet i Grønland.

»Der fandtes ikke forskerstillinger i Grønland inden for geologi eller nogle andre stillinger inden for faget for den sags skyld. Hvis jeg ville beskæftige mig med geologi, var det ikke muligt at få job i Grønland. Det var nødvendigt at blive i Danmark eller tage et andet sted hen. Min kone er dansker, så det blev Danmark,« siger Minik Rosing.

Først i 1989 fik Grønland et selvstændigt universitet, Ilisimatusarfik, med forskere tilknyttet. Minik Rosing er i dag formand for universitetets bestyrelse.

Grønland har brug for forskning

Meget er sket siden 1980’erne, hvor universitetet i Nuuk blev bygget, og Minik Rosing er optimistisk. Men der er lang vej igen, før Grønland bliver en moderne forskernation, mener han.

»Grønland er gået fra at være et land, hvor der ikke var nogen som helst lokal forskningsaktivitet. Nu er der forskere, som alle sammen har hjemsted i Grønland. Der er kommet et grønlandsk forskningsråd og et universitet. Det går fremad, selv om Grønland er langt fra at have et forskningsniveau, der overhovedet er sammenligneligt med noget andet land i Norden. Det er langt under niveau, men det er under udvikling,« siger Minik Rosing.

Og forskning er nødvendigt, hvis Grønland skal kunne klare sig som selvstændig nation, mener han:

»Grønland aspirerer efter at blive en del af en moderne verden, og mange vil gerne have mere selvstændighed. Hvis det skal lykkes, er det nødvendigt med et højere niveau inden for forskning,« siger Minik Rosing og fortsætter:

»Vi brug for forskningsbaseret viden, blandt andet for at kunne udnytte de muligheder, den omliggende natur giver. Jo mere forskning, jo bedre vil det grønlandske samfund klare sig, og jo højere er sandsynligheden for at få en højere grad af selvstændighed.«

Læs mere om Minik Rosings forskning og teorier i artiklerne Ny borekerne skal afsløre jordens tidligste liv, Dansker løser klimaparadoks og Ny teori: Livet er en ekstrem grad af orden