I dag kan verdens længst eksisterende træskib fejre 150 års jubilæum.
Jubilaren, fregatten Jylland, er ikke blot en perle for beboerne i Ebeltoft, hvor skibet ligger som museum. Fregatten er også et eksempel på en eksplosiv teknologisk udvikling i dansk flådehistorie, som fandt sted i midten af 1800-tallet.
Ligesom med nutidens hybridbiler kunne man nemlig ikke helt finde ud af, hvilke teknologiske ben man skulle stå på.
»Det fascinerende ved fregatten er, at den er hverken fugl eller fisk. Den viser overgangen fra sejl til damp og fra træ til stål i flådens skibsbyggeri,« siger museumsinspektør ved Statens Forsvarshistoriske Museum i København Jakob Seerup, som netop har afsluttet sin ph.d. afhandling om flådehistorie.
Historikeren fortæller, at Fregatten Jylland er et godt eksempel på, at hvor svært det kan være at følge med udviklingen, selv om man tilpasser sig. Skibet var nemlig allerede forældet få år efter dets køl ramte vandoverfladen for første gang.
Sejlskib med en dampmaskine i maven
\ Fakta
VIDSTE DU
Fregatten Jylland havde tre søsterskibe: Niels Juel, Sjælland og Tordenskjold.
Fregatten Jylland løb af stabelen den 20. november 1860.
Det gamle træskib udmærker sig ikke bare ved på overfladen at være et sejlskib. Fregatten har også en skorsten, og der var dengang for 150 år siden også en dampmaskine indeni.
Agterskibet er udstyret med en skruebrønd, og skruen kunne hejses op, når skibet sejlede for sejl. Skruen kom på den måde ikke til at sidde og yde modstand som modhage i vandet.
Dampskibe var dyre i drift
Kul var dyrt og vejen til Vestindien var lang, og det var netop en af Fregatten Jyllands vigtigste destinationer.
»Det var enormt energikrævende at fyre op for sådan en dampmaskine. Så var det bedre at benytte den ældre teknologi – altså at sejle med sejl på de lange rejser,« siger flådehistorikeren.
\ Fakta
Dampmotoren var nu alligevel god at have i en krigssituation, for man kunne sejle hurtigere med damp, og derfor satsede flåden på både den nye og den gamle teknologi.
Panserskib kom få år senere
»Det spændende ved Fregatten Jylland er, at skibet allerede da det bliver søsat, er et af de sidste i en ellers uddøende race af sejlførende træskibe, « fortæller Jakob Seerup.
Allerede i 1864 fik den danske flåde et avanceret panserskib med det ærkedanske navn ‘Rolf Krake’. Rolf Krake sejlede også på damp og sejl, men havde som det første danske krigsskib også drejelige kanontårne.
Damp- og panserskibene blev begyndelsen på enden for de gamle sejlskibe, selv om der så sent som i 1884 blev bygget endnu en gammeldags sejlførende korvet. Flåden havde nemlig svært ved at skippe de gamle traditioner.
Dampteknologien kom dog til at tage over, da man i Danmark var nødt til at følge med udviklingen af krigsteknologi i udlandet.
Fregatten Jylland tjener nu som museum i Ebeltoft, hvor man på egen hånd kan nærstudere skibet, der en gang var topmoderne og forældet på samme tid.