De fleste af os vil desværre opleve, at en ven går bort – nogle er endda så uheldige, at de oplever det flere gange.
Men det er ikke et tab eller en sorg, som bliver taget alvorligt af arbejdsgivere, læger eller andre.
Det såkaldte sorg-hieraki, der sammenligner de efterladte, bliver brugt til at afgøre, hvem der er de mest 'legitime' sørgende.
Øverst i hierakiet finder man typisk familiemedlemmer.
Derfor bliver tabet af en ven ofte sparket længere ned af rangstigen og beskrevet som det, Kenneth Doka, professor i gerontologi (alderdomsforskning), kalder 'disenfranchised grief'.
Det kan oversættes til sorg, der er berøvet sine rettigheder, fordi det er en reaktion på et dødsfald, der ikke accepteres som et stort tab af det omgivende samfund.
Venners død er langt fra ubetydelig
Der er ikke forsket meget i, hvilken effekt en god vens død har på os, så det satte vi os for at undersøge i vores seneste studie.
Vi fandt, at det langt fra er banalt eller ubetydeligt. En nær vens død kan tære både helbredsmæssigt og psykisk fire år senere.
Vores studie, publiceret i PLOS ONE, analyserer svar fra en australsk husstand-spørgeundersøgelse med mere end 26.000 deltagere. Mere en 9.500 respondenter havde oplevet, at en ven døde.
Livstilfredsheden falder skarpt
Vores analyse afslører, at livstilfredsheden faldt skarpt (figur 1) blandt de efterladte i forhold til respondenter, der ikke har mistet en ven.
Der sker et skarpt og stort fald i livstilfredsheden fra den 3. til den 9. måned og endnu et mindre, men stadig betydeligt fald, 19 til 21 måneder efter.
Helbredet forværres
Den nedenstående graf viser effekten på det generelle helbred blandt efterladte i forhold til personer, der ikke har mistet en ven.
Her kan vi se, at gruppen af efterladte i 24 måneder ligger klart lavere end gruppen, som ikke har mistet en god ven. Faktisk fortsætter denne effekt i fire år.
Social og mental forværring
Den sociale funktion og det mentale helbred er også forværret, hvilket vi kan se i de to sidste grafer.
Venner er 'psykologiske slægtninge'
Vores fund indikerer, at vi skal tage en nær vens dødfald langt mere alvorligt samt ændre måden, vi støtter de efterladte.
Venner er 'psykologiske slægtninge'. Til tider er vi endda tættere knyttede til vores venner end til vores familiemedlemmer.
Derfor kan det ramme os lige så hårdt – psykisk og emotionelt - hvis en ven går bort, som hvis vi mister et familiemedlem.
Vores analyse viser, at effekterne af en nær vens dødsfald forværres, hvis vi ikke er socialt aktive.
Vi bliver mindre modstandsdygtige over for sorgen, i takt med at vores sociale omgangskreds skrumper, fordi vi mister afgørende støtte fra vores sociale netværk.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Udfordrer myterne
Vi bør udfordre forestillingen om, at sorg og bedrøvelse er betydeligt mindre et år senere.
Selvom man har det bedre og kan overkomme hverdagen, kan vi ikke ignorere de længerevarende effekter på vores mentale sundhed og velvære.
Det er især bekymrende i forhold til 'disenfranchised grief'; ikke blot fordi det er markante og langvarige effekter, men også fordi der er så lidt accept af, at dødsfaldet havde en så signifikant effekt.
Sundhedsfagligt personale og arbejdsgivere bør anerkende den markante effekt, en nær vens dødsfald kan have. De bør tilbyde passende støtte og tjenester.
Den psykologiske hjælp, som vi modtager, er ikke ens. Det bør ændres i takt med, at vi begynder at acceptere, at nære venner kan være psykologiske slægtninge.
Liz Forbat og Wai-Man Liu hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
