Den danske udenrigsminister Jeppe Kofod meddelte for nyligt, at 15 russiske efterretningsofficerer, der var registreret som diplomater, havde fået to uger til at forlade Danmark grundet mistanke om spionage.

Dagen forinden havde Frankrig og Tyskland udvist henholdsvis 35 og 40 russiske diplomater, der mentes at være medlemmer af russiske efterretningstjenester. En lang række andre lande, som Italien, Spanien og Sverige, har gjort det samme. 

At så mange forskellige lande over så kort en periode udviser et stort antal diplomater er uden præcedens, fortæller Thomas Wegener Friis, der forsker i spionage og er leder af Center for Koldkrigsstudier på Syddansk Universitet.

»Det er et efterretningsmæssigt masseødelæggelsesvåben, der har ramt Rusland. Det her er ikke et skud for boven. Det er den helt store hammer,« siger Thomas Wegener Friis til Videnskab.dk.

»Der er nogen, der sidder og sveder i Kreml lige nu, for om hver eneste diplomat, der er blevet sendt hjem, spørger de sig selv, hvordan de er blevet opdaget. Dertil er der heller ingen tvivl om, at den her sanktion for så mange europæiske lande gør russernes efterretningsarbejde meget sværere,« siger han.

Man skal dog ikke se det som en gratis omgang for os selv, fortæller Thomas Wegener Friis: 

»Nu har vi, hele Europa, vist, hvilke russiske efterretningsfolk vi var på sporet af. Dermed har vi også mistet vores fordel og mulighed for at holde øje med dem,« fortæller han.

Legale efterretningsfolk

Diplomati og spionage anses ofte for at være to væsensforskellige sider af statens interessevaretagelse.

Men det kommer langtfra bag på Mette Skak, der beskæftiger sig med international politik og statslig spionage, at de nu udviste russiske diplomater har spillet en dobbeltrolle som efterretningsfolk. 

»Det er helt normalt, at russerne har professionelle spioner og ikke bare diplomater på deres ambassader,« fortæller Mette Skak, der er lektor i statskundskab på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk. 

»Man taler om såkaldte legale efterretningsfolk: Agenter, der eksempelvis søger at hverve spioner blandt statsborgere i det land, ambassaden ligger i, og som har tilknytning til eksempelvis SVR, FSB eller GRU (læs kort om de tre efterretningstjenester i faktaboksen, red.). I fredstid lader man dem være, så længe man har en følelse af, at man har dem under kontrol. Men det er så slut nu,« siger hun.

Russiske efterretningsfolk har rekrutteret spioner

De russiske efterretningsfolk, der har været tilknyttet ambassader, har historisk haft til opgave at rekruttere spioner til deres netværk, bekræfter Thomas Wegener Friis. 

»Nogle af diplomaterne, der nu er blevet udvist, har muligvis haft en støttefunktion og sørget for kommunikationen til Kreml, mens andre har lavet det opsøgende arbejde. Deres opgave har bestået i at skaffe kontakter, som kunne levere informationer,« siger han og uddyber:

»Grundlæggende skal man tænke på de russiske efterretningsfolk som en virksomhed, der lever af at opsnuse mennesker, som er villige til at sætte deres frihed og omdømme på spil - eller endda risikere fængsel.« 

Den store risiko betyder også, at efterretningsfolkene kigger efter potentielle spioner, der har et stærkt ønske, som kan udnyttes, fortæller han:

»Det kan være penge. Det kan også være, at man kan sympatisere med sagen og regimet - det er en billig måde at gøre det på. Men også anerkendelse kan få nogen med på vognen. Eller et godt forhold til en person, hvis man er ensom.«

Særligt personer, der har adgang til militær eller kommerciel insider-viden, er interessante, tilføjer han:  

»Hvem, der bliver opsøgt af efterretningstjenesterne, handler mere om, hvor i samfundet du er, end hvem du er. Du er interessant, hvis du eksempelvis arbejder i forsvaret. Industrispionage er også oplagt, eller hvis du som mig arbejder på et universitet. Men det kræver krudt, og ofte ligger arbejdet ti eller tyve år tilbage, før det bærer frugt.«

Fra fredstid til kriser og krigslignende tilstande

Mette Skak fortæller, at man under normale omstændigheder lader de russiske efterretningsfolk være og sørger for, at de er under kontrol: 

»Man prøver at holde øje med dem, og hvad de går rundt og laver, og hvis man er heldig, kan man trænge ind i deres netværk. Det er helt normalt,« fortæller hun.

»Kun hvis de bliver for farlige, eller hvis de for aggressivt hverver spioner, sender vi dem ud. Det sker engang imellem, men aldrig i det omfang, vi ser det nu.« 

Man skal derfor også se den store udvisning af diplomater på tværs af Europa som et trin op ad konfliktstigen, siger Thomas Wegener Friis:  

»Hvis vi havde sendt en enkelt mand eller to hjem, så havde det været et advarselsskud. Men når vi bare banker igennem, og sender stort set alle dem, vi har mistanke om spionage, ud, så har det en helt anden dimension. Det er et meget kraftigt signal, Europa sender til russerne. Og det peger også på, at vi er gået fra fredstid til krisetid,« siger han.

Mette Skak supplerer med at henlede opmærksomheden på, at der fra ukrainsk side - kort før denne koordinerede og omfattende udvisning fra flere lande i Europa – blev lavet en liste over agenter placeret ude i Europa, men hjemmehørende i den russiske indlandsspionage, FSB.

Det kan have medvirket til, at man har følt sig på sikker grund omkring de enkelte udvisninger, tilføjer hun.