Canadiske forskere konkluderede for nylig, at overlevelsen var 4 procent højere blandt patienter, der var blevet opereret af en kvindelig kirurg end af en mandlig kirurg.
Mere end 100.000 patienter og 3.000 kirurger deltog i studiet, der løb fra 2007 til 2015, i Ontario, Canada.
Olaug Villanger, overlæge og kirurg ved Oslo universitetshospital, fortæller den norske udgave af Dagens Medicin, at det er glædelige tal, men at forskellene er små. Han har selv arbejdet på at rekruttere flere kvinder til kirurgfaget.
\ Historien kort
- Kvindelige kirurger er fuldt ud på højde med mandlige i et ellers meget mandsdomineret arbejdsfelt.
- Men der er forskel på overlevelsestallene blandt patienter behandlet af henholdsvis kvindelige og mandlige læger.
- Forskellen bliver især iøjenfaldende, når man ændrer procenttal til tal, afslører et nyt canadisk studie.
Kirurgi er et mandsdomineret felt
Andelen af kvinder med en uddannelse inden for sundhedsområdet i Norge er et stort flertal på næsten 85 procent, ifølge tal fra Statistisk sentralbyrå (SSB); den centrale institution for indsamling, bearbejdning og formidling af officiel statistik i Norge, parallelt til Danmarks Statistiks rolle i Danmark.
Blandt læger er cirka 50 procent kvinder, men inden for kirurgiens verden er mændene stadig i flertal.
Lægeforeningens statistikker viser imidlertid, at andelen af kvinder igennem flere år er steget støt inden for de forskellige lægespecialer.
Bedst til planlagte operationer
Forskerne bag den canadiske undersøgelse har gransket udfaldet af 25 forskellige kirurgiske indgreb.
De kvindelige og mandlige kirurger havde omtrent lige stor erfaring, og der blev taget højde for, at alle patienter ikke var lige syge.
Kvindelige og mandlige kirurger klarede akutoperationer lige godt. Forskellen dukkede op, da forskerne så på planlagte operationer.
Forskerne nævner, at det måske kan skyldes, at de kvindelige kirurger forbereder sig grundigere og holder sig mere inden for retningslinjerne, eller måske bliver de mere hårdtarbejdende i et mandsdomineret arbejdsmiljø.

Ubeslutsomhed versus bratte beslutninger
Inge Glambek, leder af Norsk Kirurgisk Forening, mener, at der kan være noget om forklaringerne.
»Usikre, kvindelige kirurger kæmper måske med at træffe beslutninger, mens deres mandlige sidestykker måske kæmper med den modsatte tendens og træffer for bratte beslutninger. Jeg tror, at kvinderne scorer højst på den afbalancerede beslutningsproces, hvor man bruger den nødvendige tid uden at vente for længe,« siger Inge Glambek til Dagens Medicin.
Det canadiske studie er dog ikke nødvendigvis overførbart til norske forhold, fordi man i Norge arbejder mere i mindre grupper med andre kirurger, mens kirurgerne i Canada har en tættere opfølgning af patienten.
Gry Dahle, thoraxkirurg (kirurgisk speciale, der varetager diagnostik og kirurgisk behandling af sygdomme og læsioner i brystkassen og dens organer, red.) ved Oslo Universitetshospital, fortæller også til Dagens Medicin, at der er tale om små forskelle.
»Personligt tror jeg ikke, at denne artikel har så meget nyt at tilføre debatten om mandlige og kvindelige kirurger. Men der er stadig en kulturforskel, der måske betyder, at kvinder skal arbejde mere og forberede sig bedre for at blive accepteret.«
Amerikansk studie indikerer lignende tendens
Et amerikansk studie fra tidligere i år viste, at der er mindre risiko for, at patienter med kvindelige læger dør.
Forskerne fulgte et tilfældigt udvalg af ældre patienter. De så på, hvor mange af patienterne, som stadig var i live efter 30 dage, og på hvor mange af patienterne blev genindlagt.
Patienter, som blev behandlet af en kvindelig læge, havde 0,5 procent større chance for at overleve, og risikoen for genindlæggelse var lidt mindre. Men heller ikke i dette studie var der tale om store procentvise forskelle.
Men forskellene bliver store, når du ændrer procenten til tal. Forskerne regnede sig frem til, at hvis de mandlige læger havde praktiseret som de kvindelige læger, ville 32.000 liv hvert år være reddet.
Også i dette studie pegede forskerne på, at studier har talt for, at de kvindelige læger i højere grad følger retningslinjerne. Desuden var de kvindelige mere tilbøjelige til både at kommunikere bedre og bruge mere tid på patienten.
\ Læs mere
©forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark
\ Kilder
- Christopher JD Wallis mfl: Comparison of postoperative outcomes among patients treated by male and female surgeons: a population based matched cohort study. The British Medical Journal, oktober 2017
- Olaug Villangers profil (Utdanning.no)
- Inge Glambeks profil (Universitetet i Bergen)
- Gry Dahles profil (Researchgate)
































