Ved en bugt på Brasiliens sydkyst levede mennesker i stor grad af havet. De samlede muslinger og fiskede.
Indimellem fandt de strandede hvaler, men ikke nok med det: Et nyt studie peger på, at de også bedrev aktiv hvalfangst.
Studiet, som er publiceret i Nature Communications, leverer et af de tidligst kendte beviser på hvalfangst i menneskets historie.
Forskere fra blandt andet Spanien og Brasilien har undersøgt gamle hvalknogler fundet ved Babitonga-bugten på Brasiliens sydkyst.
De identificerede hvalknogler med snitmærker samt spor, der ligner harpuner brugt til hvaljagt allerede for 5.000 år siden.
»Det er uden tvivl et spændende studie, hvor forskerne beskriver det, der kan være de ældste beviser på hvalfangst i verden,« siger Youri van den Hurk, som er lektor ved Universitetsmuseet i Bergen og selv forsker i arkæologiske spor efter hvalfangst.
Youri Van den Hurk tilføjer, at der findes spor efter hvalfangst, som er endnu ældre.
»Der er for eksempel helleristninger i Sydkorea, som ser ud til at være endnu ældre, og som tyder på, at der også fandt hvalfangst sted dér. Men der er endnu ikke analyseret så meget arkæologisk knoglemateriale.«
Også i Norge findes der hvalmotiver på helleristninger fra stenalderen.
»I det nye studie er der tale om det første arkæologiske knoglemateriale, som viser, at hvalfangst fandt sted,« siger Youri van den Hurk.
Indsamlet i midten af 1900-tallet
Hvalknoglerne blev fundet i menneskeskabte høje dannet af muslinger, fiskerester og affald, kaldet sambaquier, som findes flere steder langs Brasiliens kyst.
Højene kunne også være gravpladser og indeholder spor efter tidligere kulturer, der levede i Brasilien for mellem 1000 og 10.000 år siden, ifølge et tidligere studie.
Før i tiden fandtes der hundredvis af sådanne skaldynger ved Babitonga Bay, ifølge Science.
Mange af dem er i dog blevet ødelagt i tidens løb, da de er blevet brugt som kilde til kalk.
Det meste af materialet i det nye studie blev samlet ind af hobbyarkæologen Guilherme Tiburtius mellem 1940 og 1960.
Materialet har ligget på lager på et lokalt museum, men nu har forskere undersøgt de gamle knogler. De opdagede hurtigt noget, der lignede harpuner lavet af hvalknogler.
Mest fra én hvalart
Forskerne har undersøgt 155 hvalknogler fra Tiburtius’ samling.
Omtrent halvdelen var ikke bearbejdet, mens den anden halvdel var forarbejdet af mennesker til forskellige former samt til vedhæng og figurer.
Størstedelen af knoglematerialet kom fra sydlig rethval, der bliver mellem 14 og 17 meter lang.
Forskerne identificerede også knogler fra pukkelhval, delfiner samt enkelte knogler fra sejhval, kaskelothval og blåhval.
Flere af knoglerne havde skæremærker efter slagtning. Sammen med de hvalarter, der var flest af, og fundet af harpuner tyder det på, at menneskerne ved Brasiliens kyst drev aktiv hvalfangst.
»Datamængden viser, at disse samfund havde den nødvendige viden, de rette redskaber og de specialiserede strategier til at jage store hvaler flere tusind år tidligere, end vi hidtil har antaget,« siger Krista McGrath, der deltog i studiet, i en pressemeddelelse.
Hun er arkæolog ved Universitat Autònoma de Barcelona i Spanien.
Flyder, når de dør
Youri Van den Hurk er enig i, at de aflange, spidse hvalknogler ser ud til at være harpuner.
»Vi ser denne type harpuner i forskellige dele af verden.«
Der er noget lidt ubehageligt ved tanken om, at man brugte knogler fra døde hvaler til at dræbe andre hvaler, siger Youri van den Hurk. Men sådan var det altså.
At kystbefolkningen i Brasilien drev hvalfangst, understøttes også af, hvilke hvalarter der var flest af i materialet.
Jagt på de største hvalarter, blåhval og finhval, blev først mulig, efter at nordmanden Svend Foyn opfandt den eksplosive harpun i 1863, og der blev bygget dampdrevne hvalbåde, som kunne sejle hurtigere.
En anden grund til, at disse arter ikke blev jagtet tidligere, er, at de synker til bunds, når de dør, fortæller Youri van den Hurk.
»De arter, der blev fundet i Brasilien, rethval og pukkelhval, flyder, når de dør.«
At der blev fundet flest af disse arter, viser, at jægerne gik målrettet efter dem, siger Youri van den Hurk.
Desuden opholder disse arter sig til tider nær kysten, og sydlige rethvaler er forholdsvis langsomme.
Jagtet fra både
Hvordan kan jagten have foregået?
Youri van den Hurk siger, at han ikke kender den materielle kultur hos disse folkegrupper i Brasilien så godt, men de må have brugt robåde.
Når folk så hvalerne fra kysten, har de sandsynligvis roet ud og omringet hvalen fra flere vinkler, fortæller han. Derefter har de formentlig stukket hvalen med flere harpuner. Antagelig var der fastgjort flydebøjer til harpunerne, så hvalen blev forhindret i at dykke.
Indre organer fra andre hvaler kan have været brugt som flyderedskaber, foreslår forskerne i studiet.
»Til sidst bliver dyret udmattet og forbløder,« forklarer Youri van den Hurk.
»Det må have været en kæmpe opgave at dræbe et så stort dyr, som kunne være 16–17 meter langt. Men blot én hval kunne forsyne flere samfund i regionen med mad, så det må derfor have været et meget eftertragtet mål.«
Forskningen åbner for et nyt perspektiv på den sociale organisering hos sambaqui-folkene, siger Krista McGrath i pressemeddelelsen.
»Det repræsenterer et paradigmeskifte: Vi kan nu se disse grupper ikke kun sanker skaldyr og fiskere, men at de også var hvalfangere.«
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
