De ord, vi bruger til at beskrive coronakrisen, har stor betydning

Vi står midt i en krise, som hele menneskeheden kæmper med at forstå.

Mennesket har en tilbøjelighed til at bruge metaforer, analogier eller andre retoriske figurer til at skabe mening i det ukendte.

Metaforer gør os eksempelvis i stand til at skabe mening i det ukendte (kaldet 'måldomænet' jævnfør den amerikanske sprogforsker Lakoffs metafor-teori) ved at projektere og overføre indsigt fra det mere velkendte (kaldet 'kildedomænet').

Sagt på en anden måde kan vi med en metafor beskrive noget, vi ikke helt forstår, ved hjælp af noget mere håndgribeligt.

På samme måde har vores valg af metaforer betydning for, hvordan vi reagerer på den nuværende coronakrise.

Influenza og krig

Meningsskabelsen i den offentlige diskurs om coronapandemien indeholder analogier fra det samme domæne.

Det så vi eksempelvis, da Donald Trump i starten af pandemien nedtonede virussen ved at kalde den 'en almindelig influenza', eller da den brazilianske præsident Jair Bolsonaro beskrev den som 'en lille forkølelse'.

Vi ser også metaforer, som gør brug af andre domæner. Et eksempel er tsunami-metaforen, der har sit udspring i naturkatastrofernes kildedomæne, men er blevet brugt blandt sundhedfagligt personale.

Donald Trumps rammesætning af coronavirussen som en 'usynlig fjende' eller den franske præsident Emmanuel Macrons insisteren på, at 'vi er i krig', kan endvidere kobles til krigsførelsens kildedomæne.

Brugt til at styre adfærd

Verdensledere, journalister, epidemiologer, influencere på de sociale medier og andre bidragsydere til den offentlige debat mobiliserer formentlig ikke blot disse metaforer for at skabe mening, men også for at styre befolkningens adfærd.

Som de kognitive sprogforskere Paul Thibodeau og Lera Boroditsky forklarer, har metaforer en tendens til at:

»….have en markant effekt på måden, vi konceptualiserer og agerer i forhold til vigtige samfundsmæssige problemstillinger.«

Derfor er det værd at undersøge, hvordan og i hvilken udstrækning brugen af forskellige metaforer kan inspirere, påvirke og 'organisere' både individuel og fælles adfærd.

Metaforernes studehandel

Som kommunikations- og ledelsesforskeren Joep Cornelissen påpeger, afhænger metaforens kvalitet af:

• Dens egnethed (om metaforen 'passer' og giver mening)
• Dens såkaldte heuristiske værdi (i hvilken udstrækning metaforen leverer ny indsigt i et ukendt domæne)

Men egnetheden og den heuristiske værdi har en tilbøjelighed til at indgå i noget af en byttehandel:

Selvom en tæt forbindelse mellem det kendte (kildedomæne) og ukendte (måldomæne) kan styrke en metafors egenthed, har den en tendens til på samme tid at mindske metaforens heuristiske værdi.

Sidstnævnte problem opstår også, når den metaforiske forbindelse mellem de to domæner bliver så veletableret (som eksempelvis forbindelsen mellem epidemier og krigsførelse), at metaforen mister evnen til at tilføre måldomænet ny mening.

Et ords metaforiske kvalitet dør så at sige (ligesom termen 'World Wide Web' - ingen tænker på edderkoppespind i dag).

Sådan holder vi metaforerne i live

Metaforerne kan derimod holdes i live gennem forskelligartethed.

Jo større den kontekstuelle afstand er mellem de to domæner (mens egentheden sikres), desto større er chancen for, at metaforen er indsigtsfuld.

Det er muligvis årsag til nye og usædvanlige kombinationer af metaforer som i videnskabs-bloggeren Tomas Pueyos artikel 'The Hammer and the Dance', der lader til at have bedre udsigt til at give ny mening til pandemien og derigennem give anledning til ny og ønskværdig adfærd.

Fantasikrisen

Det store udvalg af metaforer (og deres respektive kildedomæner), som på nuværende tidspunkt bliver mobiliseret i den offentlige debat, er en indikation på, at menneskeheden stadig kun lige er ved at forstå udfordringerne forbundet med virussen.

I den forstand er den nuværende krise også en krisesituation for den fælles fantasi og meningskabelse.

Derfor er det vigtigere end nogensinde, at den offentlige debats bidragsydere tænker sig om, før de mobiliserer deres metaforiske opfindsomhed - og at de overvejer ikke alene deres egenthed, heuristiske værdi og 'retweetabilitet', men også de potentielle (og til tider utilsigtede) konsekvenser for den individuelle, fælles og organiserede adfærd.

I sidste ende er det ikke bare pandemiens 'brute fact' (som sprogforskeren John Searle kalder det, når kendsgerninger ikke kan forklares), der kan forvolde alvorlig skade.

Kan blive til virkelighed gennem håndgribelige handlinger

Det er også den betydning, pandemien bliver tilskrevet (gennem metaforer og andre talemåder), som kan blive til virkelighed gennem meget håndgribelige handlinger.

Det er langt mere sandsynligt, at vi er mindre forsigtige, hvis vi forestiller os, at coronavirussen 'bare er en almindelig influenza'.

Og det langt mere sandsynligt, at vi er mere forsigtige, hvis vi forestiller os, at virussen har kamæleonagtige egenskaber, som gør, at den er svær at påvise (nylig evidens viser, at virussen kan dukke op som skade på nyrer, hjertet og hjerne), eller hvis vi bliver eksponeret for virussen som i russisk roulette (som visse bidragsydere til den offentlige debat udtrykker det).

Sproget former virkeligheden - og vores handlinger

Som nylig forskning i 'Narrative Economics' af Nobelprismodtageren Robert Shiller demonstrerer, kan måden, vi taler om virkeligheden, spille en afgørende rolle i samskabelsen af store hændelser og samfundmæssige udviklinger (for eksempel finanskrisen i 2008).

Den nuværende coronapandemi er smertefuld evidens på vigtigheden af teorier, som belyser den grundlæggende rolle, kommunikationen spiller i forhold til fænomener som organisationer og organisering.

Med andre ord er kommunikation i form af metaforer, narrativer eller andre retoriske metoder - især hvis de bliver italesat af opionsledere - ikke blot 'cheap talk', men i høj grad betydningsfuld.

Denne artikel er en redigeret udgave af et blog-indlæg publiceret hos Business in Society. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.