Dansk studie: Forbruget er faldet næsten lige så meget i Sverige som i Danmark
Danmark Sverige økonomi coronakrisen strategier fald forbrug

Det nye studie er lavet ved at sammenligne bankkunders forbrug i henholdsvis Danmark og Sverige under coronakrisen, skriver DR. (Foto:Shutterstock.com)

Det nye studie er lavet ved at sammenligne bankkunders forbrug i henholdsvis Danmark og Sverige under coronakrisen, skriver DR. (Foto:Shutterstock.com)

Kilde: 
18 maj 2020

Danmark lukkede helt ned, da COVID-19 satte kløerne i vores hverdag, mens man i Sverige har valgt en anden strategi, hvor en stor del af samfundet er forblevet åbent.   

Mens nedlukningen har stået på, er der blevet udgivet flere dystre, økonomiske nøgletal, der peger på en tilbagegang i dansk økonomi.

Men havde det økonomiske billede set radikalt anderledes ud, hvis vi i Danmark havde gjort som vores naboer i Sverige?

Det er der faktisk ikke meget, der tyder på, skriver DR på baggrund af et nyt studie fra Københavns Universitet.

Det danske forskningsprojekt viser, at forbruget i Danmark faldt med 29 procent fra 11.marts til 5. april. 

I Sverige faldt det med 25 procent i samme periode, altså, en forskel på fire procentpoint de to lande imellem, skriver DR.

»I Sverige, der har haft åbent hele vejen igennem, betaler de stort set den samme regning. Havde vi ikke lukket økonomien ned, så havde vi stort set haft det samme fald i den økonomiske aktivitet, som vi ser nu,« siger økonomiprofessor Niels Johannesen fra Københavns Universitet til DR.



Forskningsprojektet er endnu ikke udgivet og altså ikke fagfællebedømt (blåstemplet af uvildige forskere), men studiets konklusioner peger på, at svenskerne kun har været villige til at svinge kreditkortet en anelse mere end danskerne. Og det altså på trods af, at caféer, restauranter og frisører har holdt åbent.

Forskerne har i studiet sammenlignet forbruget hos 860.000 kontoindehavere i Danske Bank i Sverige og Danmark fra 11. marts til 5.april.

De tal har de så sammenlignet med, hvordan forbruget så ud hos kunderne i blandt andet den samme periode sidste år, skriver DR.

Til DR forklarer Asger Lau Andersen, medforfatter på studiet og lektor på Københavns Universitet, at en kraftig tilbagegang vil være uundgåeligt i en sådan coronakrise, uanset om man lader landet være åbent eller lukket ned.

Derudover understreger han, at fire procentpoint i normale sammenhænge ville blive betragtet som et stort fald, men set i forhold til det samlede fald, så blegner det lidt i sammenligning, siger Asger Lau Andersen til DR.

Studiet er endnu ikke udgivet, men det kan findes her. 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.