Dansk films succes bygger på samarbejde

Når vi tænker på det danske filmmirakel, dukker billederne af de excentriske instruktørgenier som Lars von Trier og Nicolas Winding Refn ofte op.

Men i virkeligheden handler dansk films succes lige så meget om en særligt dansk filmmodel, hvor Den Danske Filmskole og Det Danske Filminstitut har skabt et miljø med et fladere hierarki og en mere kollektiv ledelse, end vi kender fra Hollywood og de store europæiske filmnationer.

Det afdækkes af forskningsprojektet ’The Socio-Economic Organization of Creative Industries’, der er finansieret af Det Strategiske Forskningsråd.

I Danmark er "det store geni" et kreativt hold

Filmverdenen har traditionelt været opdelt i en europæisk og en amerikansk filmtradition. Men den danske model adskiller sig fra de to dominerende modeller, oplyser Chris Mathieu, der er lektor på Institut for Organisation ved CBS og docent i arbejds- og organisationssociologi på Sociologiska Institutionen ved Lunds universitet.

»I den klassiske europæiske filmmodel - den såkaldte auteur-tradition - forestiller man sig, at en enkelt person - gerne det store instruktørgeni - skal få ideen, udvikle manuskriptet og instruere filmen selv. I Hollywood er det derimod produktionsselskabet, der er den vigtigste aktør. Her er det produceren, der ansætter en instruktør til at føre en ide ud i livet, og man har et mere kollektivt forfatterskab, hvor man laver markedsundersøgelser for at finde ud af, hvilke ideer der fungerer,« forklarer Chris Mathieu.

Men sådan er det ikke i Danmark:

»I Danmark deler instruktøren og produceren magten med manuskriptforfatteren i et såkaldt kreativt team, og hierarkiet i de danske film er meget mere fladt. Når man interviewer danske filmarbejdere, der har arbejdet i udlandet, så fortæller de, at den danske måde at lave film på er helt speciel, fordi der er så mange flere på et dansk filmhold, der har mulighed for at påvirke filmen og sige deres mening,« siger Chris Mathieu.

Den er ifølge Chris Mathieu tydeligt, når han har lavet feltarbejde på filmindspilninger:

»Det ses både i de store diskussioner og de små bemærkninger, og når man interviewer klippere, filmfotografer og lyssættere, så er det tydeligt, at der findes en helt anden tillid til dem, og de får uddelegeret et helt andet ansvar, end det er tilfældet i andre lande. Det betyder, at de ledende figurer i dansk film får adgang til langt flere kreative ideer, flere indfaldsvinkler og flere forbedringsforslag, end deres udenlandske kolleger.«

Fortællingen om succes sikrer støtte i fremtiden

Forskellen på europæisk og amerikansk film bliver ofte set som en modsætning mellem kunstnerisk og kommerciel succes. Men ifølge Chris Mathieu findes den modsætning ikke på samme måde i dansk film:

»Man vil gerne sælge billetter i den danske filmbranche, men det er ikke kun af økonomiske årsager. Det er også en central værdi at nå ud til et stort publikum for at formidle et budskab til danskerne, fordi filmene delvis er finansieret af staten. På den måde kommer der ikke til at være den samme modsætning mellem at være kunstnerisk og innovativ og have en bred appel.«

Netop det danske filmstøttesystem skaber ifølge Chris Mathieu et helt unikt forhold mellem branchens aktører:

»Selvfølgelig konkurrerer de danske filmfolk med hinanden, men samtidig er der også en ganske særlig bevidsthed om, at hele filmbranchen har en interesse i, at fortællingen om dansk films succes bliver holdt ved lige, fordi den danske filmindustri er afhængig af penge, som bevilges på finansloven til det samlede danske filmstøttesystem.«

Danske filmfolk har et fællesskab som i fodbold

Filmfolk i Danmark lærer af hinanden, pointerer forskeren.

»Det giver et helt andet incitament til at samarbejde og lære af hinanden, end man har i Hollywood, hvor filmene finansieres af produktionsselskaberne selv i konkurrence med hinanden, eller i nogle europæiske lande, hvor mæcener donerer penge til en særlig instruktør. Det er på mange måder ligesom i fodbold, hvor man godt kan være fan af OB eller FCK, men man er stadig interesseret i, at dansk fodbold og det danske landshold klarer sig godt.«

Et eksempel på dette særlige samarbejde er, at produktionsselskabet Zentropa har lejet lokaler ud til en masse filmklippere, der arbejder for andre produktionsselskaber:

»Zentropa har muligvis bare gjort det for at tjene penge, når de alligevel havde maskinerne og pladsen, men det har betydet, at mange af Danmarks filmklippere er samlet på det samme sted, og det betyder, at de snakker med hinanden og lærer af hinanden.«

Manuskriptforfattere spiller en særlig rolle i Danmark

Danske manuskriptforfattere som Kim Fupz Anderson og Anders Thomas Jensen har fået en stor del af æren for de danske films succes, og ifølge Chris Mathieu er de et udtryk for, at manuskriptforfatterskab er blevet taget meget alvorligt i Danmark. Det er i høj grad en konsekvens af en målrettet indsats fra Den Danske Filmskole og Det Danske Filminstitut:

»Filmkonsulenterne læser og forbedrer manuskripterne, som en del af uddelingen af støtte til danske film. Det betyder, at de faktisk kommer til at fungere som eksterne manuskriptkonsulenter, og på den måde kommer støttesystemet ikke kun til at handle om at dele penge ud, men i lige så høj grad om at forbedre kvaliteten af de film, der støttes.«

Det er ifølge Chris Mathieu en stor forskel i forhold til de traditionelle filmmodeller:

»I Hollywood har man et helt hold til at skrive manuskripter, mens instruktøren i den europæiske auteur-tradition oftest selv skriver manuskriptet. I den danske model lægger man i udgangspunktet hele ansvaret på en enkelt person: manuskriptforfatteren. Han er endda en del af filmens ledelse i det såkaldte kreative team,« siger Chris Mathieu.

Den danske manuskriptforfatter Tobias Lindholm og instruktør Thomas Vinterberg har netop i december 2012 vundet prisen for bedste manuskript for filmen "Jagten" ved De Europæiske Filmpriser.

Almodovar får pengene på sit navn

De andre filmtraditioner mangler en instans uden for selve filmen, der forbedrer manuskriptets kvalitet:

»Pedro Almodovar behøver for eksempel ikke at overbevise et hold af filmkonsulenter om, at hans manuskript er godt nok, fordi han får pengene på sit navn og måske på de skuespillere, der er med i hans film. Det giver ham selvfølgelig en særlig frihed som instruktør, men det gør også, at manuskripterne ikke bliver tvunget gennem en forbedringsproces for at få penge. I Hollywood, foregår alting inden for rammerne af et produktionsselskab, og selvfølgelig bedømmer man manuskripterne internt, men man mangler en ekstern ekspert som de danske filmkonsulenter, der læser stort set alle filmmanuskripter, der laves til danske film.«

I Sverige har man forsøgt at tage ved lære af den danske model, men ifølge Chris Mathieu er det danske forspring svært at hente:

»I Sverige har der været en Bergman-tradition, hvor det store instruktørgeni både skulle skrive manuskript og instruerer filmen, så derfor er det først efter, man har set dansk films succes, at man er begyndt at tage manuskripter alvorligt som et selvstændigt håndværk.«

Danske filmfolk flygter ikke til udlandet

Dansk film har ifølge Chris Mathieu en anden fordel i forhold til for eksempel vores svenske naboer. Mens man i Sverige har haft en Gretha Garbo-effekt, hvor det var normen, at man blev i udlandet, når man først havde fået succes, så er det trods successen lykkedes at undgå en flugt af danske filmtalenter. Chris Mathieu undersøger årsagerne i en videnskabelig artikel, der snart publiceres i tidskriftet Work, Employment and Society:

»Det er stort set kun Bille August, som har forladt Danmark i længere perioder. De fleste andre kernefigurer i dansk film er blevet. Selvom Lars von Trier nok laver internationale film med udenlandske skuespillere, så har han i høj grad et dansk hold bag sig. Det skyldes til dels, at de kan få lov at lave film på en dansk måde, hvor de har en stor del kreativ kontrol, men samtidig kan tillade sig at få kreative input fra de andre dygtige filmhåndværkere, der er med til at lave filmen.«

Ifølge Chris Mathieu er successen også selvforstærkende:

»I Danmark tænker man, at det næste projekt, man arbejder på, kan blive en Gylden Palme-vinder eller en Oscar-norminering. Sådan tænker man for eksempel ikke i Sverige. Dansk film er så at sige inde i en god cirkel.«